Tag-arkiv: Bunad

En frygtelig fredag

Skriv et svar

Jeg har på ingen måde lyst til at skrive dette indlæg, for det er en barsk og trist historie. Men jeg kan ikke nøjes med at skrive om de lykkelige øjeblikke, de små mirakler og de mange gode dage. Da jeg kom ud i stalden til Kuzmina stod det hurtigt klart, at Bunad var syg. Hun var sløv i blikket, ville ikke rejse sig eller spise af min hånd. Klokken 5.30 ringede jeg til dyrlægen og det var heldigvis “min egen”, der havde vagt og jeg satte ham ind i Bunads situation. “Hun har drægtighedssyge”, sagde han straks. “Hun skal have kalk. Har du noget?”. Det havde jeg heldigvis. Bunad fik en stor portion og nogle timer efter var hun på benene igen, meget mere klar i blikket. Pyh!
Hun fik mere kalk og jeg var fortrøstningsfuld. Men ved middagstid gik det ned ad bakke igen og jeg ringede endnu en gang til dyrlægen. “Du må komme og hjælpe mig” – og det gjorde han.
“Nå, hun ser ikke så skidt ud, som jeg havde forventet”, sagde han roligt. “Nu får hun mere kalk, og medicin til at styrke og hjælpe hende de næste par dage”.
Vi var enige om, at Bunad også var ved at lægge an til læmning. “Når det første er ved at komme ud, skal du hjælpe hende og få de andre ud også. Det ved jeg du kan”, sagde han. Han syntes, det var en flot samling flotte stærke lam, jeg havde i stalden.
Da dyrlægen var kørt, puslede jeg lidt om Bunad, men skulle så ind at tisse og hurtigt koge en havresuppe med druesukker til Bunad, så hun kunne få ekstra kraft. Jeg var hurtigt tilbage i stalden. Men …. hvad!
Bunad lå i halmen og var død. Mit hjerte stod stille. “Åh nej, åh, nej!”. Hendes øjne var helt slukkede og der var ingen tvivl. Jeg rev telefonen frem. Dyrlægen var ikke engang nået hjem endnu. “Hun er død. Kan jeg nå at redde lammene?”. “Så skal du handle hurtigt. Jeg kan ikke nå at komme. Så er det for sent! Du skal skære fra navlen og ned, men hurtigt”.
Det var en barsk og voldsom og grænseoverskridende opgave, men jeg gjorde det og fik tre kæmpestore flotte vædderlam ud. Livløse. Jeg forsøgte med hjertemassage, kunstigt åndedrag og alt, men de var døde. Jeg var forbi punktet, hvor jeg kunne græde og følte mig helt tømt! Jeg ringede til dyrlægen igen. “Hvordan gik det?”, var det første, han sagde. Han var meget overrasket over, at Bunad døde. Det havde han slet ikke forventet – og mente, at lammene så måske faktisk var døde først. “Du har gjort alt det rigtige og alt det du kunne”, sagde han trøstende. “Og nu har du en ny erfaring med kejsersnit. Efter sådan en dag, så skal man op på hesten igen, det skal du huske”. Jeg er meget glad for min dyrlæge og meget glad for hans trøstende ord.
Men åh, hvor ville jeg ønske! Det var helt ubærligt at stå og se Bunad og de tre skønne lam ligge der i halmen
Kære Bunad, mit søde kælne får. Tak for så mange gode stunder sammen. Jeg er så ked af at det skulle ende på denne måde og at jeg ikke kunne hjælpe dig. Hav det godt!

(Drægtighedssyge er en snigende sygdom, der rammer får med mange lam i sig.
Det skyldes mangel på energi – lammene suger mere energi fra fåret end det kan nå at optage).

Bunad klarer sine tre …. og dog

Bunad er også en af de seje og klarer selv at passe sine trillinger …. men det er hårdt! Bunad virker ret slidt og ikke så overskudsagtig, som hun plejer at være, men hvem kan fortænke hende i det! Lammene trives og har det godt!

Her får I lige en stribe middagssøvn! Bunad tager venstrefløjen. Til højre for hende sover den lille Sriracha. Hun er let at kende med sin fine blis og hvide snude. Det helt sorte gimmerlam Salsa ligger i midten, mens vædderlammet Tabasco er vågen! Han ligner sin søster, Sriracha, men har streg på næsen og til gengæld sorte snude.
De tre trives godt og laver en masse ballade sammen med de andre lam.

Og så gik der et par dage fra jeg skrev ovenstående og til jeg kunne nå at poste det. I mellemtiden skete der det, at jeg mødte et mere og mere forhutlet lam på marken. Salsa får ikke mere meget mælk fra Bunad – og er nu det fjerde lam, der har brug for hjælp fra mine sutteflasker. De to store, Sovs og Panda, er heldigvis ved at blive udfaset og får fra i morgen kun én gang dagligt!

Flere påskelam

Jeg er så heldig, at min familie kommer hjem til os i påsken, når nu jeg er bundet til adressen pga. får og lam – det er så dejligt!
Et af mine skønne børnebørn sagde tirsdag formiddag, at han så gerne ville se et lille lam blive født – og vi snakkede om, at vi måtte se, om han kunne være så heldig. Da aftensmaden var ved at være til ende, kiggede jeg på mit FarmCam – og så var heldet der allerede.
Bunad stod og slikkede 2 lam, men var tydeligvis ikke færdig. Det meste af familien trak i overtrækstøjet og listede i stalden. Børnene legede stille gemme udenfor, mens vi ventede på lammet og blev kaldt ind, da presseveerne meldte sig og så stod vi der alle og så et lille lam blive født! Det var en fin oplevelse at have sammen med de små.

Bunad fik altså 3 fine små sorte lam – de to med blis og den tredje helt sort. To piger og en dreng! De blev slikket og nusset, men Bunad virkede træt og mat ovenpå læmningen. Hun er stadig lidt træt og irritabel – og det kan man godt forstå – og jeg holder godt øje med hende og giver hende lidt ekstra opmærksomhed. Nogen gange ser det ud som om et af lammene bliver skubbet væk, men så lidt efter står de og sutter. Jeg krydser fingre for at det går og at Bunad selv vil passe alle tre.

SÅ kom Bunads lam

Hurra hurra, nu har Bunad fået sine lam og alt tegner godt! Så dejligt! Jeg er så glad
Bunad har i de seneste dage fået mere og mere yver og i morges var de ret spændte. Nå, tænkte jeg …. Nu kan det ikke vare længe.

Sådan skrev jeg sidste søndag den 1. maj – og så ramte ugen mig og jeg nåede ikke længere.
Men jo, Bunad fik sine lam – og jeg kisteglad og lettet over en god læmmesæson.
Lammene lå lidt hulter til bulter, men ved fælles hjælp fik vi dem ud! Tre dejlige sorte lam, én vædder og to gimmere. Bunad passer dem fint alle tre og de er hurtigt blevet integreret i flokken af lam! Skønt!
Herunder er de tre timer gamle og allerede i gang med at udforske en verden af …græs!

Den søde rosin ……

Jeg går jo og venter på, at Bunad også snart skal få lam …. og fik pludselig en fornemmelse af, at det har jeg da vist gjort før. Så jeg har lige været en tur igennem årenes fødselsdatoer – og ganske rigtigt: Bunad er ofte rosinen i pølseenden.
Mit norske kose-får nr. 1 Bunad er født i 2017 og fik sine første lam i 2018. Her læmmede hun sådan midt i sæsonen – men siden har hun været sidst i 2019, næstsidst (få timer før den sidste) i 2020 og sidstfødende igen i 21 og nu også i 2022.
Der tegner sig et mønster her. Bunad må altså være ret sen til at komme i brunst om efteråret.
Jeg hepper og håber nu alligevel på, at hun snart kommer med nogle lækre lam, så de ikke bliver så meget mindre og yngre end de andre – men lige meget hjælper det.
Bunad læmmer når hun er klar – og godt for det! Herunder har I Bunad fra i dag – der er da ingen tvivl om, at der kommer lam på et tidspunkt.

Jeg har faktisk ikke fået så sene lam siden Bunads eget fødeår, hvor Hanun trak den helt til 26.4, men lad os nu se.
Til de ikke så norsk-kyndige kan jeg fortælle, at Bunad jo er fra året med norsk navnetema og har fået navn efter den norske nationale festdragt – og at kose er det samme som at hygge! Bunad elsker at kose og blive kløet og nusset – og min søde norske svigerdatter nyder at komme en tur i stalden og sidde og kose med Bunad, når hun er her.

Mine bønner blev hørt

Min bøn om ophold i regnen blev heldigvis hørt og vi har næsten haft konstant tørvejr siden fredag. Det er så dejligt! Både fårene og jeg er meget taknemmelige – og nyder det! Her er det Oslo og Bunad med lam, der slikker sol i græsset.
Jeg har inddelt folden i felter og flytter flokken til et nyt felt hver søndag. Så har græsset tid til at vokse og parasitter og andet møg kan forhåbentligt nå at dø. Med alt det vand og nu lune luft er det i hvert fald ikke græs, jeg kommer til at mangle i den kommende tid. En uge er ikke nok til at gnave et felt ordentligt ned, men man kan da se forskel – og hvis jeg ikke flytter flokken videre, bliver græsset for langt i de næste felter. Sikke et luksusproblem! Det er helt vidunderligt sprødt og saftigt græs på 20 cm længde, som får og lam mæsker sig i. Det må være godt at vokse på. Herunder er det Aisha til venstre og Gærdesmutte med hovedet godt nede i “chokoladen” til højre.

Bunad og lam

Der er meget ro omkring Bunad og hendes lam. Hun er rolig, passer sine lam godt og de vokser, så man nærmest kan se det fra dag til dag. Det er dejligt.
Selvom de jo var tre i maven, var lammene store og vejede omkring 4 kilo ved fødslen – det dobbelte af Pages lam.
De to gimmerlam – årets sidste – skal hedde Kor og Håb!
De er rigtigt typiske Bunad-lam. Store, flotte og rolige, der løber rundt og leger og springer afsted over marken, men let finder tilbage til Bunad, når de er sultne, skal trøstes eller bare skal hygge og hvile lidt. Dejlige tøser!

Page og Bunad har læmmet i nat

Da jeg kom ud i stalden i morges lå Page nok så glad og fro med et lysegråt lam. Hun så frisk ud og det lignede, at der var styr på sagerne. Sådan! Page er jo også førstegangsfødende, så det er sejt. Det eneste, der undrede mig, var, at hun ikke havde fået to lam, for hun har fyldt godt i den seneste tid.
Bunad havde født senere i nat. Hun stod og nussede om to store gimmerlam og ét der lå dødt. Åh nej, ikke igen. Ja, jeg synes det er svært, for nu har jeg jo ikke været på arbejde, men bare sovet, hvor jeg i stedet for skulle have hjulpet Bunad. Jeg var sent i stalden i aftes og tidligt ude, men det var ikke nok! Min søde mand siger, at jeg ikke må være så hård ved mig selv, men åhhh, … Jeg hader ikke at være der.

Men rundt i halmen stavrede også et lille kulsort lam. Slikket og tørt og …. helt alene. Bunad ville ikke kendes ved det og det passede heller ind blandt hendes store, stadig våde lam.
“Page?”, sagde jeg spørgende. Det passede meget bedre – også i størrelsen. Hun har fået to lam og det sorte lam er slikket og fint, men hun vil hverken eje eller have det. Det får slet ikke lov til at komme i nærheden af hende. Stakkels lille. Gad vide, hvad der er sket der.

Jeg fløj forbi fryseren, hvor jeg heldigvis har råmælk fra Oslo frosset ned. Det fik jeg tøet op og puttet i sutteflasken og her er i hvert fald et lam, der kan sutte. Hold da op!

Stalden delt

Skriv et svar

Jeg er rigtig glad for min stald, mit fårehus og det fungere så fint med en åben løsdrift, hvor alle får går sammen. Undtagen lige i disse dage, hvert år!
Nogle af fårene har fået lam for 7-14 dage siden og de er bare sultne! De skal have meget mad, for at de kan klare at fodre videre på to eller tre lam.
Men de gravide får skal ikke have en hel masse mere at spise. Deres ufødte lam kan risikere at blive alt for store. Jeg ved jo ikke, hvor mange lam de har i maven – og forestil jer, at et af gimmerlammene kun skal have et lam, hvilket er helt almindeligt, og det så bliver kæmpestort! Ikke en sjov fødsel!
Derfor har jeg delt stalden og flokken af får op i to , så de får der har lam, kan få et par ekstra måltider om dagen. De gravide bliver forkælet med at komme ud at gå på markvejen og spiser græs. Når alle får har læmmet er problemet løst og jeg kan vende tilbage til sam-drift igen.

Her over har vi Page og den noget så fyldige Harissa, hendes også ret tykke helsøster Hanun, Bunad og Yavapai. Page og Yavapai er de nye unge får.

Her kan I se den opdelte stald- uden beboere. De gravide bor nærmest kameraet, så kommer mødrenes areal og i hjørnet af deres bolig er et lille lukaf ( billedet til højre), hvor der kun er adgang for lam. Her kan de altid gå ind og få lidt kraftfoder at spise.
Jeg er så utrolig glad for mine grinder. De er lette at håndtere og det varer ikke længe at lave en ny-indretning af stalden. Det er skønt!

Tykke tanter

Skriv et svar

Det er altså en helt fantastisk samling af tykmavede får, jeg har gående på min mark i disse dage. De er ret flotte!
Især Harissa er ubeskriveligt bred i landskabet, men det er egentligt ikke så mærkeligt, da hun har set halv-gravid ud, lige siden hun fødte sidst.
De er så fine og imponerende at se på – de højdrægtige får med deres udspilede maver. Jeg bliver glad.
Jeg elsker at komme ud i stalden sent om aftenen og tidligt om morgenen, når alle ligger og sover eller hviler.
Jeg var ved at skrive at der er helt stille, men det er der ikke. Der er meget tyst og fredeligt, men samtidig en prusten og given sig, tunge åndedrag og spredte klagelyde, så jeg hvert år må sende en tanke til Dea Trier Mørchs fine bog “Vinterbørn”.
Her under har vi Hanun, Kuzmina og Gærdesmutte, Aisha, Bunad og Oslo.