Sidste søndag morgen så Oslo rigtig skidt ud. Hun var mat i øjnene og stod og hang – og ville ikke æde. Hun, der har spist som et tærskeværk den seneste måned. Jeg tog hendes temperatur, inden jeg ringede til dyrlægen. Hun havde nærmest lidt undertemperatur – og dyrlægen bekræftede min mistanke. Drægtighedssyge igen!
De tre store flotte lam suger simpelthen for meget energi ud af hende – selvom både Oslo og ihvertfald lammene stort set har foder ad libitum. Det er da utroligt!
Så jeg kørte igen på med “energi – medicin”, havresuppe med druesukker, yoghurt og andre gode sager. Men det ændrede ikke rigtigt noget. Så det var fuld af bange anelser – og ikke meget nattesøvn i bagagen – at jeg kom ud i stalden mandag morgen. Oslo rejste sig og mæh’ ede. Hun havde været i boks for sig selv natten over, men nu stod hun der med klare øjne og ville gerne ud til sine lam. De havde jo ihvertfald også savnet deres mor – men jeg synes det var lidt barsk at se på, at de tre lam næsten væltede deres stadig lidt svage mor i deres iver efter at die. Men mælken skal jo også holdes i gang.
Oslo fik lidt morgenmad sammen med de andre, drak noget vand og fik derefter samme energi- specialkost som søndag og derfra er det bare gået fremad og godt igen. Puuha! Sikke en lettelse. Hurra, hurra!
(Dette opslag har ligget klar i flere dage, fordi jeg gerne ville have et billede af en “nu frisk igen- Oslo”, men hun er svær at tage billeder af, så nu får I det uden).
Kategoriarkiv: Sygdom
En frygtelig fredag
Skriv et svar
Jeg har på ingen måde lyst til at skrive dette indlæg, for det er en barsk og trist historie. Men jeg kan ikke nøjes med at skrive om de lykkelige øjeblikke, de små mirakler og de mange gode dage. Da jeg kom ud i stalden til Kuzmina stod det hurtigt klart, at Bunad var syg. Hun var sløv i blikket, ville ikke rejse sig eller spise af min hånd. Klokken 5.30 ringede jeg til dyrlægen og det var heldigvis “min egen”, der havde vagt og jeg satte ham ind i Bunads situation. “Hun har drægtighedssyge”, sagde han straks. “Hun skal have kalk. Har du noget?”. Det havde jeg heldigvis. Bunad fik en stor portion og nogle timer efter var hun på benene igen, meget mere klar i blikket. Pyh!
Hun fik mere kalk og jeg var fortrøstningsfuld. Men ved middagstid gik det ned ad bakke igen og jeg ringede endnu en gang til dyrlægen. “Du må komme og hjælpe mig” – og det gjorde han.
“Nå, hun ser ikke så skidt ud, som jeg havde forventet”, sagde han roligt. “Nu får hun mere kalk, og medicin til at styrke og hjælpe hende de næste par dage”.
Vi var enige om, at Bunad også var ved at lægge an til læmning. “Når det første er ved at komme ud, skal du hjælpe hende og få de andre ud også. Det ved jeg du kan”, sagde han. Han syntes, det var en flot samling flotte stærke lam, jeg havde i stalden.
Da dyrlægen var kørt, puslede jeg lidt om Bunad, men skulle så ind at tisse og hurtigt koge en havresuppe med druesukker til Bunad, så hun kunne få ekstra kraft. Jeg var hurtigt tilbage i stalden. Men …. hvad!
Bunad lå i halmen og var død. Mit hjerte stod stille. “Åh nej, åh, nej!”. Hendes øjne var helt slukkede og der var ingen tvivl. Jeg rev telefonen frem. Dyrlægen var ikke engang nået hjem endnu. “Hun er død. Kan jeg nå at redde lammene?”. “Så skal du handle hurtigt. Jeg kan ikke nå at komme. Så er det for sent! Du skal skære fra navlen og ned, men hurtigt”.
Det var en barsk og voldsom og grænseoverskridende opgave, men jeg gjorde det og fik tre kæmpestore flotte vædderlam ud. Livløse. Jeg forsøgte med hjertemassage, kunstigt åndedrag og alt, men de var døde. Jeg var forbi punktet, hvor jeg kunne græde og følte mig helt tømt! Jeg ringede til dyrlægen igen. “Hvordan gik det?”, var det første, han sagde. Han var meget overrasket over, at Bunad døde. Det havde han slet ikke forventet – og mente, at lammene så måske faktisk var døde først. “Du har gjort alt det rigtige og alt det du kunne”, sagde han trøstende. “Og nu har du en ny erfaring med kejsersnit. Efter sådan en dag, så skal man op på hesten igen, det skal du huske”. Jeg er meget glad for min dyrlæge og meget glad for hans trøstende ord.
Men åh, hvor ville jeg ønske! Det var helt ubærligt at stå og se Bunad og de tre skønne lam ligge der i halmen
Kære Bunad, mit søde kælne får. Tak for så mange gode stunder sammen. Jeg er så ked af at det skulle ende på denne måde og at jeg ikke kunne hjælpe dig. Hav det godt!
(Drægtighedssyge er en snigende sygdom, der rammer får med mange lam i sig.
Det skyldes mangel på energi – lammene suger mere energi fra fåret end det kan nå at optage).
Ormekur
Forleden dag, da jeg havde flyttet flokken fra den ene firkant græs til den næste, kunne jeg konstatere, at der var orm i nogle af de efterladte lorte. Øv! Både for ormene og fordi jeg så lige havde nået at flytte flokken ind på en “ren” mark. Så kan man lære at være lidt mere på forkant måske.
Nå, men jeg fik fat i dyrlægen, noget ormekur og lånt en doseringssprøjte – og så drevet flokken sammen og lukket inde bag mit elskede grinde-hegn. Jeg bliver altså ved med at glæde mig over, hvor meget lettere det går med sådan en fangefold! Dunken med ormekur blev bundet fast, så den var let at få fat i og ikke væltede, og så gik jeg i gang.
Det var godt varmt, så både får og jeg svedte grundigt, men ét for ét fik får og lam en portion kur i munden, doseret efter vægt og blev lukket ud af fangefolden. Da alle 9 får og 24 lam havde fået et sprøjt, blev de ledt ned på et nyt stykke græs, vandtruget båret derned og slange etableret, så de slet ikke færdes, hvor de har været i de seneste uger.
Tarmslyng og slagtetid
Så er efteråret kommet til Bjerget – og resten af landet. Der er altid en travl tid med lammeslagtning og “oprydning” efter flere flokke dyr med hegning og fodertrug rundt omkring. Så der er ikke blevet tid til opslag, men nu prøver jeg at samle lidt op på det hele.
Jeg har været rigtig glad og stolt af min lammeflok her i år. De var fine og sunde, i godt huld og med nogle meget smukke pelse. Vædderlammene blev også ved med at være forholdsvis fredelige, så jeg kunne gå ind til dem uden at få blå mærker.
Men pludselig en dag, da jeg skulle fodre vædderlammene, blev et af lammene liggende. Åh, nej! Et af de største vædderlam lå død midt på græsmarken. Dyrlægen mente, at det måtte være tarmslyng. Men, hvor kom det lige fra?
Åh, det var ærgerligt. Jeg bliver ked af det sådan en dag – mest fordi jeg synes, det er en trist måde at dø på – og selvfølgelig også ærgerlig over, at det lige skulle nå at ske fire dage før han alligevel skulle slagtes. Men sådan er det – det går op og ned.
Resten af flokken holdt sig heldigvis raske og kom afsted til slagteriet i god ro og orden. Jeg sendte 24 lam og 4 får afsted i år, så det var en stor flok.
Her står de klar i solen lige inden vognmanden bakker ind i gårdspladsen. Farvel til de fleste lam fra årgang 2020 – og 4 kære får.
Anab er også blevet mor
I går morges tidligt, da jeg kom ud i stalden stod Anab med et lille slikket og næsten tørt lam. “Det kan da ikke passe at hun kun skal have ét lam”, tænkte jeg. Lammet var ikke kæmpe – og Anab havde da en ok stor mave. Og mens jeg stod og holdt øje, kunne jeg også se, at der skulle komme flere. Men Anab var så fuldstændig optaget af sit første lam, at hver gang hun lagde sig ned for at presse, så sagde den førstefødte mæh, eller gik fire skridt væk, og så rejste Anab sig med et sæt og gik efter den lille. Men til slut ville den næste altså ud. Det blev skubbet ud med stor kraft, hvorefter Anab igen måtte have styr på sit oppegående lam. Den nyfødte vred og vendte sig med stor iver og kraft for at komme fri af fosterhinde og væske og ramlede ind i grinderne, under stort spektakel. Anab blev helt forskrækket. Jeg ved ikke om det var det, der gjorde det, men hun var meget uvillig til at slikke lammet, selvom jeg lagde det hen ved det første. Hmm, så var det bare at krydse fingre. To smukke lysebrune lam – en gimmer først og et flot stort og livskraftigt vædderlam. Herligt!
Min opmærksomhed var påkrævet andetsteds (herom om lidt), men lidt senere hørte jeg pludselig en lille plaskende lyd fra Anabs kant. Hvad? Minsandten om hun ikke havde fået et tredie lam. Denne gang kulsort. Det blev slikket ganske lidt og kom også på benene.
Billedet her er ikke voldsomt godt, men tiden var ikke til mere – og det beskriver faktisk situationen meget godt. Et tørt og fuldstændigt trimmet lam øverst og to lidt våde og forsømte størrelser ved siden af en meget irriteret og ikke særlig rolig Anab. Ret atypisk!
De to lidt små gimmerlam tog hun sig af. Den lyse med stor kærlighed, den sorte lidt mere pligtskyldigt! Men vædderlammet fik det glatte lag og blev “stanget” væk og af vejen i en sådan grad, at jeg blev helt bekymret for hans helbred. Det så ikke rart ud.
Jeg fik fat i Anab og holdt hende fast, for noget råmælk skulle han ihvertfald have at drikke. Råmælk er den første mælk, der er i yveret og det indeholder vigtige antistoffer til lammet og har også en afførende effekt, så der kommer gang i lammets mave. Vædderlammet fik noget mælk suget i sig. Han var stærk og sulten. Men jeg opdagede endnu et problem: Anabs ene pat var tom. Den ene halvdel af hendes yver var hårdt … og uden mælk! Det har jeg prøvet før – et stenyver. Øv! Det kan skyldes et insektbid eller en fluebåren bakterie, der så er krøbet den forkerte vej op i yveret eller en uopdaget yverbetændelse – altsammen sidste år. Jeg snakkede med dyrlægen og han bekræftede, hvad jeg jo godt vidste: Der er ikke noget at gøre nu! Anab har heldigvis været god til at passe sine lam og har haft godt med mælk tidligere, så nu håber jeg, at hun kan og vil passe de to gimmerlam. De må deles om den ene pat – og så må jeg tage mig af vædderlammet. Bum bum bum – ikke den bedste udvikling her til morgen, men der kommer jo altid nogle små bump – og jeg har bare været heldig ind til nu!
Gærdesmutte har haft det skidt
Tirsdag aften stod Gærdesmutte og hang med hovedet. Jeg havde godt lagt mærke til, at hun blev inde i huset i løbet af dagen, men troede det var på grund af den kolde vind.
Da jeg fodrede ville hun ikke have noget at spise og blev bare liggende. Hmm, det er ikke gode tegn. Jeg tog hendes temperatur – og hun havde en smule feber. Jeg gav hende kalk-gel – og havresuppe med druesukker, som min dyrlæge engang har anbefalet …. men blev alligevel enig med mig selv, om også at ringe efter dyrlægen. Det lignede alt for meget sygdomsbilledet for Gærdesmuttens mor Gro, for to år siden – og hun klarede den ikke.
Dyrlægen kom og så til hende og mente det nok var en begyndende yverbetændelse. Hun fik noget antibiotika til at klare infektionen – og er heldigvis klaret helt op og er frisk igen.
Våde pløre-tæer
Selvom det heldigvis er lidt mere tørt i disse dage, er fårenes fold stadig ualmindelig våd og fuld af pløre, mudder og plut. Hvor de end går, så synker de ned i jorden og rundt om fårehuset er der meget trampet op. I disse dage, med det dejlige vejr, går de gerne igennem for at komme ud på våde, men dog mere farbare arealer. Men på nogle af de meget grå og sjaskvåde dage, har de simpelthen valgt at blive i fårehuset. Det forstår jeg godt – og glæder mig igen over mit dejlige hus. Her kan de gå og hygge, spise halm og tage en slapper – og er dejligt tørre i pelsen, når jeg kommer og fodre.
Men de våde forhold giver problemer for fårenes klove. De bliver nærmest aldrig tørre og er konstant sovset ind i mudder og jord. Når de tager et skridt presses mudder op i klovspalten og oven ud. Småsten og andre sager ridser i den fine hud mellem “tæerne” og der kan nemt opstå små ridser og infektioner imellem klovene i det konstant fugtige miljø. Så jeg har løbende et halt får i behandling. En spand med lunkent vand og desinficerende sæbe til at vaske det hele rent, rene håndklæder til at forsøge at tørre det godt med og så noget desinficerende spray til at rense og hele. Men når fåret går ud næste morgen, er det jo galt igen. Jeg overvejer, at opfinde små gummistøvler til fårene – eller ihvertfald afprøve nogle af de “sko”, der allerede findes til hunde. Det kunne sikkert blive et kosteligt syn – hele flokken i røde gummistøvler 🙂
Oslos vædderlam mistrives
Lige fra Oslos to lam blev født i fredags, har vædderlammet (th) virket mindre livskraftig end gimmerlammet. Jeg tænkte, at han måske havde haft en hård fødsel og at lidt varme, mad og tid ville hjælpe ham. Men han bliver ved med at se temmelig forhutlet og sølle ud i forhold til sin søster. Jeg har givet ham udmalket mælk med sonde, holder øje med at han også dier og ligger varmt i sol og læ, men lige meget hjælper det, synes jeg. Dyrlægen må spørges til råds i morgen tidlig.
Blishønen er i bedring
Blishønens halthed er heldigvis aftagende. Dyrlægen skulle lige finde en behandling, der virkede. Han kunne nemlig ikke bruge den mest effektive behandling, fordi Blishønen er drægtig. Medicinen kunne skade lammene – og det var ingen jo interesserede i. Nu støtter hun gudskelov på benet igen og der er kun en meget let halten tilbage, som nok også forsvinder i løbet af de næste dage. Så dejligt!
Spurv var drægtighedssyg
For et par dage siden blev Spurv liggende i halmen, da jeg kom ud for at morgenfodre. Det er ikke sædvanligt, og hun så sløj og elendig ud. Jeg fik taget hendes temperatur, og den var forhøjet, men ikke særligt meget. Til gengæld lugtede hun meget acetone-agtigt ud af munden, og da jeg fik hende stablet på benene, stavrede hun meget besværet afsted og lagde sig straks igen. Jeg synes at jeg har set dette før, når jeg står med sådan et højdrægtigt får, der ovenikøbet ser ud til at have enten store eller flere lam. Det tyder på kalkmangel og drægtighedssyge, synes jeg. Jeg skyndte mig at give hende en flaske med kalk til at behandle netop dette og gik så ind for at ringe til dyrlægen.
Jeg var jo svært tilfreds, da dyrlægen sagde: “Det er helt sikkert drægtighedssyge. Hun skal have kalk!”. Løbende igennem dagen fik Spurv de flaske med kalk, jeg heldigvis havde på lager og til aftenfodringen var hun langt mere frisk i øjnene og kom hen for at få spise.
Næste dag gik Spurv rundt på marken igen! Pyhh, det ville slet ikke være til at bære, hvis Spurv skulle stemple ud nu, med maven fuld af næste fuldbårne lam. Hun skal da gerne holde nogle år endnu!
Her på billedet går Spurv forrest, med hendes seneste datter Kuzmina i baggrunden.