Kategoriarkiv: Sygdom

Tarmslyng og slagtetid

Så er efteråret kommet til Bjerget – og resten af landet. Der er altid en travl tid med lammeslagtning og “oprydning” efter flere flokke dyr med hegning og fodertrug rundt omkring. Så der er ikke blevet tid til opslag, men nu prøver jeg at samle lidt op på det hele.
Jeg har været rigtig glad og stolt af min lammeflok her i år. De var fine og sunde, i godt huld og med nogle meget smukke pelse. Vædderlammene blev også ved med at være forholdsvis fredelige, så jeg kunne gå ind til dem uden at få blå mærker.

Men pludselig en dag, da jeg skulle fodre vædderlammene, blev et af lammene liggende. Åh, nej! Et af de største vædderlam lå død midt på græsmarken. Dyrlægen mente, at det måtte være tarmslyng. Men, hvor kom det lige fra?
Åh, det var ærgerligt. Jeg bliver ked af det sådan en dag – mest fordi jeg synes, det er en trist måde at dø på – og selvfølgelig også ærgerlig over, at det lige skulle nå at ske fire dage før han alligevel skulle slagtes. Men sådan er det – det går op og ned.



Resten af flokken holdt sig heldigvis raske og kom afsted til slagteriet i god ro og orden. Jeg sendte 24 lam og 4 får afsted i år, så det var en stor flok.
Her står de klar i solen lige inden vognmanden bakker ind i gårdspladsen. Farvel til de fleste lam fra årgang 2020 – og 4 kære får.

Anab er også blevet mor

I går morges tidligt, da jeg kom ud i stalden stod Anab med et lille slikket og næsten tørt lam. “Det kan da ikke passe at hun kun skal have ét lam”, tænkte jeg. Lammet var ikke kæmpe – og Anab havde da en ok stor mave. Og mens jeg stod og holdt øje, kunne jeg også se, at der skulle komme flere. Men Anab var så fuldstændig optaget af sit første lam, at hver gang hun lagde sig ned for at presse, så sagde den førstefødte mæh, eller gik fire skridt væk, og så rejste Anab sig med et sæt og gik efter den lille. Men til slut ville den næste altså ud. Det blev skubbet ud med stor kraft, hvorefter Anab igen måtte have styr på sit oppegående lam. Den nyfødte vred og vendte sig med stor iver og kraft for at komme fri af fosterhinde og væske og ramlede ind i grinderne, under stort spektakel. Anab blev helt forskrækket. Jeg ved ikke om det var det, der gjorde det, men hun var meget uvillig til at slikke lammet, selvom jeg lagde det hen ved det første. Hmm, så var det bare at krydse fingre. To smukke lysebrune lam – en gimmer først og et flot stort og livskraftigt vædderlam. Herligt!
Min opmærksomhed var påkrævet andetsteds (herom om lidt), men lidt senere hørte jeg pludselig en lille plaskende lyd fra Anabs kant. Hvad? Minsandten om hun ikke havde fået et tredie lam. Denne gang kulsort. Det blev slikket ganske lidt og kom også på benene.

Billedet her er ikke voldsomt godt, men tiden var ikke til mere – og det beskriver faktisk situationen meget godt. Et tørt og fuldstændigt trimmet lam øverst og to lidt våde og forsømte størrelser ved siden af en meget irriteret og ikke særlig rolig Anab. Ret atypisk!
De to lidt små gimmerlam tog hun sig af. Den lyse med stor kærlighed, den sorte lidt mere pligtskyldigt! Men vædderlammet fik det glatte lag og blev “stanget” væk og af vejen i en sådan grad, at jeg blev helt bekymret for hans helbred. Det så ikke rart ud.
Jeg fik fat i Anab og holdt hende fast, for noget råmælk skulle han ihvertfald have at drikke. Råmælk er den første mælk, der er i yveret og det indeholder vigtige antistoffer til lammet og har også en afførende effekt, så der kommer gang i lammets mave. Vædderlammet fik noget mælk suget i sig. Han var stærk og sulten. Men jeg opdagede endnu et problem: Anabs ene pat var tom. Den ene halvdel af hendes yver var hårdt … og uden mælk! Det har jeg prøvet før – et stenyver. Øv! Det kan skyldes et insektbid eller en fluebåren bakterie, der så er krøbet den forkerte vej op i yveret eller en uopdaget yverbetændelse – altsammen sidste år. Jeg snakkede med dyrlægen og han bekræftede, hvad jeg jo godt vidste: Der er ikke noget at gøre nu! Anab har heldigvis været god til at passe sine lam og har haft godt med mælk tidligere, så nu håber jeg, at hun kan og vil passe de to gimmerlam. De må deles om den ene pat – og så må jeg tage mig af vædderlammet. Bum bum bum – ikke den bedste udvikling her til morgen, men der kommer jo altid nogle små bump – og jeg har bare været heldig ind til nu!

Gærdesmutte har haft det skidt

Tirsdag aften stod Gærdesmutte og hang med hovedet. Jeg havde godt lagt mærke til, at hun blev inde i huset i løbet af dagen, men troede det var på grund af den kolde vind.
Da jeg fodrede ville hun ikke have noget at spise og blev bare liggende. Hmm, det er ikke gode tegn. Jeg tog hendes temperatur – og hun havde en smule feber. Jeg gav hende kalk-gel – og havresuppe med druesukker, som min dyrlæge engang har anbefalet …. men blev alligevel enig med mig selv, om også at ringe efter dyrlægen. Det lignede alt for meget sygdomsbilledet for Gærdesmuttens mor Gro, for to år siden – og hun klarede den ikke.
Dyrlægen kom og så til hende og mente det nok var en begyndende yverbetændelse. Hun fik noget antibiotika til at klare infektionen – og er heldigvis klaret helt op og er frisk igen.

Våde pløre-tæer

Selvom det heldigvis er lidt mere tørt i disse dage, er fårenes fold stadig ualmindelig våd og fuld af pløre, mudder og plut. Hvor de end går, så synker de ned i jorden og rundt om fårehuset er der meget trampet op. I disse dage, med det dejlige vejr, går de gerne igennem for at komme ud på våde, men dog mere farbare arealer. Men på nogle af de meget grå og sjaskvåde dage, har de simpelthen valgt at blive i fårehuset. Det forstår jeg godt – og glæder mig igen over mit dejlige hus. Her kan de gå og hygge, spise halm og tage en slapper – og er dejligt tørre i pelsen, når jeg kommer og fodre.

Men de våde forhold giver problemer for fårenes klove. De bliver nærmest aldrig tørre og er konstant sovset ind i mudder og jord. Når de tager et skridt presses mudder op i klovspalten og oven ud. Småsten og andre sager ridser i den fine hud mellem “tæerne” og der kan nemt opstå små ridser og infektioner imellem klovene i det konstant fugtige miljø. Så jeg har løbende et halt får i behandling. En spand med lunkent vand og desinficerende sæbe til at vaske det hele rent, rene håndklæder til at forsøge at tørre det godt med og så noget desinficerende spray til at rense og hele. Men når fåret går ud næste morgen, er det jo galt igen. Jeg overvejer, at opfinde små gummistøvler til fårene – eller ihvertfald afprøve nogle af de “sko”, der allerede findes til hunde. Det kunne sikkert blive et kosteligt syn – hele flokken i røde gummistøvler 🙂

Oslos vædderlam mistrives

Lige fra Oslos to lam blev født i fredags, har vædderlammet (th) virket mindre livskraftig end gimmerlammet. Jeg tænkte, at han måske havde haft en hård fødsel og at lidt varme, mad og tid ville hjælpe ham. Men han bliver ved med at se temmelig forhutlet og sølle ud i forhold til sin søster. Jeg har givet ham udmalket mælk med sonde, holder øje med at han også dier og ligger varmt i sol og læ, men lige meget hjælper det, synes jeg. Dyrlægen må spørges til råds i morgen tidlig.

Blishønen er i bedring

Blishønens halthed er heldigvis aftagende. Dyrlægen skulle lige finde en behandling, der virkede. Han kunne nemlig ikke bruge den mest effektive behandling, fordi Blishønen er drægtig. Medicinen kunne skade lammene – og det var ingen jo interesserede i. Nu støtter hun gudskelov på benet igen og der er kun en meget let halten tilbage, som nok også forsvinder i løbet af de næste dage. Så dejligt!

Spurv var drægtighedssyg

For et par dage siden blev Spurv liggende i halmen, da jeg kom ud for at morgenfodre. Det er ikke sædvanligt, og hun så sløj og elendig ud. Jeg fik taget hendes temperatur, og den var forhøjet, men ikke særligt meget. Til gengæld lugtede hun meget acetone-agtigt ud af munden, og da jeg fik hende stablet på benene, stavrede hun meget besværet afsted og lagde sig straks igen. Jeg synes at jeg har set dette før, når jeg står med sådan et højdrægtigt får, der ovenikøbet ser ud til at have enten store eller flere lam. Det tyder på kalkmangel og drægtighedssyge, synes jeg. Jeg skyndte mig at give hende en flaske med kalk til at behandle netop dette og gik så ind for at ringe til dyrlægen.
Jeg var jo svært tilfreds, da dyrlægen sagde: “Det er helt sikkert drægtighedssyge. Hun skal have kalk!”. Løbende igennem dagen fik Spurv de flaske med kalk, jeg heldigvis havde på lager og til aftenfodringen var hun langt mere frisk i øjnene og kom hen for at få spise.
Næste dag gik Spurv rundt på marken igen! Pyhh, det ville slet ikke være til at bære, hvis Spurv skulle stemple ud nu, med maven fuld af næste fuldbårne lam. Hun skal da gerne holde nogle år endnu!
Her på billedet går Spurv forrest, med hendes seneste datter Kuzmina i baggrunden.

Gauda fik yverbetændelse

Søndag aften – da jeg stod og så på Anab og hendes nye små lam – slog det mig, at Gaudas yver så meget spændt ud. Var alt ikke som det skulle være? Jeg vidste, at det lørdag aften havde været fuldt af mælk og at lammene havde fået en ordentlig tår, men nu så det ikke så godt ud. Da jeg fik fat i Gauda og malket lidt ud, viste det sig, at mælken havde samme farve som russisk salat. Stakkels Gauda havde yverbetændelse…… med tre små lam.
Jeg var inde og læse i “Får til husbehov” (min fårebibel) og var efter anvisningerne der ude og få malket så meget ud som jeg kunne.
Så mandag morgen havde jeg så fat i dyrlægen igen (sikke en påske-regning, det bliver til) og Gauda kom hurtigt i behandling. Hun fik antibiotika og smertestillende og jeg malkede ud, så ofte som muligt. Lammene diede heldigvis stadig og hjalp mig således med at holde gang i yveret og produktionen. Det lille gimmerlam hjalp jeg et par gange med at give hende mælk med sonde. Jeg valgte sonde, så hun ikke opdagede sutteflaskens lyksaligheder, for tre flaskelam er mere end nok, synes jeg. Gauda er heldigvis kommet godt over yverbetændelsen nu, og har fået hvid mælk igen og passer alle sine lam så fint. De er ikke så udfyldte som flere af de andre, men de skal nok komme efter det og få mælkeproduktionen øget i den kommende tid. Det tror jeg på!

Gro – mit store dejlige får

Gro fik det ikke bedre, selvom hun var i behandling. Hun blev mere og mere kraftesløs og jeg kunne næsten ikke rejse hende op. Lørdag morgen – inden alle de besøgende – havde jeg dyrlæge til hende igen og hun fik mere behandling. Han mente nok, hun skulle komme sig, så jeg var fortrøstningsfuld og håbefuld hele dagen igennem, selvom dyrlægen også bekræftede, hvad jeg havde regnet ud. Gro havde ikke mere mælk og ville ikke få det igen. Jeg havde lavet et skilt til de besøgende, så de kunne læse, at Gro var syg og i dyrlægebehandling. Gros lam var helt og fuldt på flaske og så kælne og tamme, at de gerne gik frit rundt imellem alle gæsterne og lod sig kæle og klappe. Det gjorde stor lykke. Kun når de skulle sove, trak de sig ind til deres mors trygge varme.
Men da dagen var omme var Gro ikke blevet bedre og mit hjerte sank. Selvom vi var flere,  der hjalp hinanden, kunne vi ikke holde Gro oprejst. Hun havde simpelthen ikke nogle kræfter og jeg tror også, at hun havde givet op.
Søndag morgen var der ingen bedring. Jeg tog Gros hoved i mine arme og fortalte hende, hvor glad jeg har været for hende, at hun har været et stort og pragtfuldt får på Bjerget og at jeg kan huske, da hun blev født lige ude på den anden side af væggen.
Gro blev aflivet søndag formiddag. Det er aldrig rart og jeg havde bestemt ønsket mig en mere værdig afslutning for Gro, men sådan er det, når man har dyr. Jeg ved med mig selv, at jeg gjorde alt jeg kunne, for at hun skulle klare det, men hun blev ikke rask og så er det også mig, der skal beslutte, når det er tid.  Herover er et af de sidste billeder af Gro, taget for en måned siden. Man kan se, hvor mild og dejlig hun var- og her også højgravid.
God tur til de evige græsmarker, Gro.

Gro er syg

I onsdags begyndte Gro at hænge med ørerne. Hun spiste ikke og var mat i øjnene – og hun havde feber. Hun må have pådraget sig noget infektion i forbindelse med læmningen – selvom hun jo stod ude på marken og klarede det hele selv.
Jeg skyndte mig at få kontakt til dyrlægen inden alt påskelukkede og Gro fik noget antibiotika. Jeg har lavet en ekstra boks til hende, hvor hun og hendes lam kan være i fred. Gro ligger meget ned, er virkelig slap og der er ikke meget gang i mælkeproduktionen. Det efterlader jo mig i et voldsomt dilemma. Jeg vil gerne holde gang i Gros yver, men også holde gang i lammene. Så jeg rejser Gro op, hver gang jeg er i stalden og får lammene til at drikke – men der er virkelig ikke meget at komme efter – og så får de lidt flaske bagefter. Men jeg håber virkelig ikke at det betyder, at jeg nu skal have 3 flaskelam. Jeg har jo desværre allerede arvet den mindste af Blishønes firlinger.
Dyrlægen har i dag foreslået havresuppe med druesukker til Gro. Druesukker kan ikke fremskaffes på en langfredag, men der er kommet almindelig sukker ned i den lune havresuppe. Suppen kommer i en vinflaske og en colaflaske og så hælder jeg det i halsen på Gro. Jeg håber og beder til, at hun snart får det bedre og får mælken tilbage ..please!