2016

Året lagde ud med frost, sne og dejligt vintervejr. 14 får gik i stald og på mark efter eget forgodtbefindende – i hvert fald om dagen: Kardemomme, Persille, Pyt, Blomst, Gro, Gauda, Myse, Gærdesmutte, Spurv, Terne, Blishøne, MØ, Oh Land og Moët.

Jeg blev inviteret til ejerskifte-reception i Sommerfuglen i København. Det var jo meningen at de ville sælge mit garn. Men den nye ejer var ikke slet så begejstret som den sælgende, så det blev aldrig det sjove eventyr, som der var lagt op til. Godt, jeg kke skal leve af det!

Jeg sendte 18 lammeskind afsted til garvning. Det er altid spændende – både hvornår de kommer tilbage og hvor flotte de bliver! Da skindene kom retur ved sommertide var de smukke og lækre og ikke svære at komme af med igen.
Spurv åbnede læmmesæsonen med trillinger, Gærdesmutte og Kardemomme også og Pyt fik firlinger. Til gengæld fik Oh Land ingen lam og lille Moët fik et dødfødt! Terne fik et enkelt og Persille, MØ, Myse, Gro, Gauda, Blis og Blomst fik tvillinger. 28 i alt!
Persilles yver viste sig desværre at være ødelagte og uden mælk, men heldigvis ville Moët passe det ene lam og jeg passede det andet.

Påskelørdag deltog jeg for første gang i Fårets Dag med åben stald. Der kom omkring 30 mennesker – flest fra nærområdet, men sandelig også fra Kolding-egnen, Aalborg og Sverige!! Det var en fin dag.

Årets navnetema var “Arabisk” fordi vi var på efterårsferie i Libanon i 15, og fordi vi er blevet venskabsfamilie med en sød syrisk familie.



Frugthaven er blevet hegnet, så jeg nu har en ekstra fold til små hold eller flokdelinger. Det er bare dejligt!
Med efterårets komme sagde vi farvel til de fleste af lammene og tre kære får: Persille, som havde fået stenyver, Kardemomme og desværre også unge Oh Land, der simpelthen vedblev at være for skør og uregerlig. Ikke engang vædderen kunne komme i nærheden af hende.

Aisha (Persilles flaskelam), helsøstrene Hanun og Harissa og Anab blev her på Bjerget og skal forhåbentlig blive nogle rigtigt lækre “Får på Bjerget”.
Og så kom jo vædderen – en gotlænder – og satte gang i sagerne, så en ny årgang lam kom i produktion.

Læmninger: 12 får fik 28 lam = 2,3 lam i gennemsnit, 2 får fik ingen lam.
Antal til slagt: 24 lam og 3 får
Antal får pr 1/11-15: 15
Navnetema: Arabisk. (Balbek, Beqaa, Batroun, Geitawi, Beirut, Lubnan, Anab, Fleifle, Abjad, Hamra, Lima, Raja, Rana, Rama, Don, Domingo, Aisha, Mar Mikhael, Hanun, Harissa, Jbeil, Byblos, Aya, Aswad, Fula, Furat, Malika og Malik)