Terne

CHR-nummer: 00098                        4.4.2013- 4.10.2020                           3/4 Finuld, 1/4 Texel

IMG_7856

Terne er den ene af Pyts firlinger fra 2013 – Pytlingerne!
Hun er en hvid, lille, spinkel og fin frøken, ligesom sin mor. Hun var ret sky og reserveret som lam, men tager nu ved lære at sin mor og søster og vil gerne snakke og kæles med.

IMG_9398

Afstamningen taget i betragtning, var der ingen tvivl om, hvorvidt jeg skulle beholde hende. Hun er Pyts datter og  3/4 finuld – jeg tror, hun bliver et aktiv i flokken 🙂

Her ligger hun og hygger i sommergræsset med søster Blishøne.

Terne er den mindste af de fire finuldsdøtre fra 2013 jeg beholdt. Hun fik to bitte små lam i 2014, og skønt det virker som om hun har mælk nok i patterne, er strålen meget tynd og lammene bliver ved med at være lidt klejne. Men hun passer dem fint og klarede jo også læmningen i fin stil! Tendensen fortsatte i 2015 – hvor Terne oven i købet fik tre lam. De blev ikke ret store …. og Terne var også under overvejelse til slagt, men hun er omvendt også et af de får, der gerne vil snakkes med – og det giver også point her i besætningen.
I efteråret 15 kom Terne til en Texel-vædder, så vi kunne få noget fylde på hendes lam. Det kom der også. Men til gengæld fik hun kun ét!
I 2017 tog hun revanche og fik først to og derefter endnu et lam. Det tredie var desværre dødfødt. I 2018 fik hun igen 3 og denne gang var de heldigvis alle levendefødte – og så sprang Terne også ud som firlingemor i 2019 med et vildt kuld. Også i 2020 fik Terne firlinger – og jeg vil næsten sige at det er de af hendes lam, der er blevet størst. Terne har passet dem fint – og så har jeg suppleret kraftigt med kraftfoder til dem. Man kan sige at det er paradoksalt, at det så er nu jeg lader Terne rejse til de evige græsmarker, men hun var simpelthen så slidt og tynd og fik de samme problemer med bentøjet som sin mor, så det var tiden. Farvel, lille Terne.

2014: 2 lam vædder/vædder – Pharfar og Blæs Bukki
2015: 3 lam vædder/vædder/vædder – Ruinart, Krug, Bollinger (Champagneboblerne)
2016: 1 lam gimmer – Abjad
2017: 2 (3) lam gimmer/gimmer/(dødfødt vædder) – Siren og Turild
2018: 3 lam vædder/vædder/gimmer – Shaun, White og Chloe Kim
2019: 4 lam vædder/gimmer/vædder/gimmer: Ronald Reagan og Nancy Reagan, Franklin D. Roosevelt og Eleanor Roosevelt – (præsidenterne).
2020: 4 lam gimmer/gimmer/vædder/gimmer: Horseshoe, Page, Cruize og Antelope

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *