Ind imellem tager pokker ved lammene – eller også er det livsglæden, der tager magten fra dem. Ihvertfald samles de ind imellem til nogle gevaldige løbeture. Det kan jeg bare ikke blive træt af at se på. De er pragtfulde, stærke og adrætte – og de har det så sjovt.
I eftermiddag fik Olof sin sidste sutteflaske. Jeg har trappet ned i den sidste tid, med først to flasker dagligt, så kun én, så en lidt mindre portion og de sidste dage kun hveranden dag.
Men nu er det altså slut. Det sidste pulver er blandet op og suget ud af flasken med stor iver. 5 kilo mælke-erstatning er blandet op med lidt mere end 22 liter vand. De fleste gange har doseringen stået på 3 dl vand og tilhørende 66 gram pulver. Det vil så sig, at jeg har været ude 75 gange – men det kan ikke gøre det, for de første dage fik Olof jo meget mindre portioner.
Det ligger nok nærmere 90-100 gange.
Nu er “mit” lille vædderlam blevet stor. Han vejer 14,5 kg, ligner alle de andre og er ihvertfald slet ikke den mindste.
Men jeg tror helt, at jeg kan komme til at savne, at Olof kommer springende med glade øjne, for at få mad og klø og kæl.
Vi har store granitsten liggende på marken og ved markvejen – og lammene elsker dem.
De er skønne og sjove at hoppe op på og lege på – og så er de også ret praktiske, når man gerne vil kunne nå bladene på grene højere oppe.
Herunder er det Indira, der spiser rosenblade og nyder udsigten fra stenens højder.
Det er skønt at ligge i solen og sove middagssøvn! Det er noget både får og lam elsker – og indimellem kan jeg godt få lov at luske rundt imellem dem med mit kamera uden at forstyrre for meget. Især lammene er jo altså helt skønne og kære! Herover er det Ternes firling Nancy, der næsten ikke kan være i sig selv af bar velvære!
Nederst er det Franklin, der slænger sig i solen og Nancy og Ronald, der ligger i læ af mor.
Jeg har fået ulden fra mine får sorteret lidt. Den mest snavsede uld er sammen med den meget slidte og kort maveuld blevet sorteret fra.
Nu er de forskellige pelse/hamme pakket i papirsække og klar til at sælge til håndspindere.
Jeg bliver simpelthen så glad og begejstret, når jeg står med ulden i hænderne.
Det er så flot, lækkert og blødt – og jeg glæder mig til, at jeg får tid til at spinde garn af ulden engang. Men indtil da er der heldigvis andre, der kan få glæde af ulden. I får lige en samling af de allerflotteste uldne billeder.
For første gang i lammenes levetid har vi fået mere end bare lidt dryp og våde fliser. 13-14 mm vand er faldet over Bjerget i nat! Det er dejligt! Græsset gror ikke særligt meget – og det ville faktisk efterhånden være skønt. Mere vand og så noget varme vil blive modtaget med kyshånd!
Himlen over rapsmarken er også stadig grå,
så jeg krydser fingre for en god byge mere.
Jeg har ikke fået fortalt klippedagen til ende. Men sidste torsdag blev alle fårene jo klippet – og de blev ledt ud på græs, mens lammene blev inde i fårehusets aflukke. Det tog de nu stille og roligt – og nogle fik endda lidt middagssøvn. Mødrene var mere oppe at køre.
Da så klipningen var vel ovre, skulle alle jo forenes igen – og der blev et øredøvende spektakel. Når jeg selv klipper – ét får ad gangen – så opstår der lidt forvirring, men det går hurtigt over. Men nu var det alle får, der var blevet klippet på én gang. Forvirringen var stor – alle lammene syntes, deres mor lugtede lidt anderledes, hun så definitivt anderledes ud, men jeg tænker det mest er lugten og den anderledes fornemmelse af “mor”, der forvirrer. Ih du milde ….. sikke en larm af brægende får og lam.
Men efterhånden fandt de små familier da sammen igen, der blev uddelt mælketåre og roen sænkede sig lidt efter lidt over Bjerget igen. Og ovenpå al den sindsbevægelse og hurlumhej, var der mange der var blevet helt trætte og måtte have et hvil.
Lige lidt over middag i dag kom fåreklipper Peter Shepherds bil trillende ind i indkørslen. Vi fik hans udstyr ind i stalden og sat fast, stikket kom i stikkontakten – og så gik det ellers som smurt i olie. Jeg hentede et får, Peter lagde fåret ned med et snuptag, klovene blev klippet og så tændte Peter for klipperen. 3 minutter efter var han færdig, det klippede får kom ud af døren, den klippede uld blev lagt til side, jeg havde det næste får klar … 10 gange.
En lille time efter Peter kom, havde han ryddet sine ting ind i bilen og var på vej igen.
Hold da op – det er da den rene fornøjelse.
Fynsk/engelske Peter er så herligt stille og rolig, der en ingen tumult, men han er dødeffektiv med en klippemaskine.
Hold nu op, det er altså en nem måde at klippe får på – ihvertfald for mig! Jeg kan virkelig anbefale Peter, hvis man lige står med nogle langhårede får. Jeg ved, at jeg vil være fristet til en gentagelse om et lille års tid.
I dag var det Spurv, der stod forrest i klippekøen, og også den “nye” Spurv, der nederst står foran ligeledes nyklippede Gærdesmutte og Kuzmina.
I dag skulle fårene have frisør på besøg. I formiddag var jeg i fuld gang med at forberede: Flytte grinder ind i fårehuset, så jeg havde samling på flokken i stalden, feje og rydde et rent område at klippe på “gangen” og lave en passage til at lede de klippede får ud i æblefolden.
Lidt før middag stod hele flokken sirligt pakket og klar til, at fynske fåreklipper Peter Shepherd kom for at klippe de store varme pelse af!
Ad snirklede veje er Politikens Kulturtillæg fra 21. april kommet til mig – fordi der var en spændende artikel om en engelsk fåreavler, som nogen tænkte, jeg kunne have fornøjelse af at læse. Helt rigtigt – tak for det!
James Rebanks smak med døren, da han forlod skolen som 15-årig, bla. fordi hans lærere kun opfordrede eleverne til at komme væk fra lokalområdet, få en uddannelse og blive til noget. Han syntes, at både han og hans slægt allerede var en masse – og at der også var meget værdi i at leve af jorden, dyrke den og forme landskabet ved fårehold mm.
Han beslutter sig alligevel for en uddannelse, kommer til at elske at lære noget, bliver historieuddannet fra Oxford og deltidsansat ved Unesco – samtidig med, at han hjælper med det store fårehold på slægtsgården.
Efter faderens død er James Rebanks fuldtids-fårebonde med 500 får på 180 hektar i Lake District-området i det nordvestlige England, men – og det er årsagen til artiklen – har også fundet tid til at skrive en bog, der er gået hen og blevet en bestseller.
I slutningen af artiklen kan jeg ikke lade være med at smile stort. James Rebanks vil i sit forfatterskab gerne formidle, at landmanden er et anstændigt menneske, der kerer om naturen og dyrene. Folk skal igen føle sig forbundet med landbruget og ikke tro, at maden vokser ud af hylderne i supermarkedet.
“Vi må igen tage ejerskab over den mad, vi spiser, og til, hvordan den bliver produceret. Mange er bekymrede …. fordi de ikke er sikre på, at kødet, de køber, er blevet passet ordentligt og at dyrene har haft et ordentligt liv. Jeg har det på samme måde …. Mere end 90 % af det kød vi spiser herhjemme, ved jeg præcist, hvor kommer fra”.
Mit store smil skyldes, at det næsten er det samme jeg forsøger at give udtryk for, når folk spørger mig, om jeg selv spiser mine lam – og hvordan jeg har det med at slagte dem.
James Rebanks lyder som en spændende herre. “The Shepherd’s Life: A Tale of the Lake District” fra 2015 er blevet oversat til bla. norsk og svensk, men ikke dansk.
Jeg har reserveret den engelske udgave på biblioteket (er nr. 25 i køen) og må se, om jeg kan finde den norske udgave i en boghandel, næste gang jeg skal til Norge.
