Her har jeg lige fanget søskendeparret Jacinda og Scott i et hyggeligt middagshvil. De er flokkens yngste lam og er nu 2 måneder gamle. De er fine og store og ligner såmænd alle de andre i størrelse. Bunad passer dem godt og er en omsorgsfuld mor, med meget mælk i yveret. Scott er let genkendelig pga. sine små horn – og sin flotte krøllede pels.
Fårenes forholdsvis nyklippede pelse er så flotte i denne tid. Også fordi de lige har fået et par afvaskninger, så støv og skidt er regnet af. Især de grå gotlandske damer ligner jo fuldstændigt omvandrende “babyskind” og er lige så bløde, men Spurvs skind i midten er på ingen måder noget at rynke på næsen over. Kun når jeg ser på Blishønen (nederst til højre) må jeg trække på smilebåndet. Hun ligner et lille plysmonster!
Jeg er også en smule godt tilfreds med. at hun tilsyneladende ikke kun er svær at klippe for mig, men også for en professionel!
Sommermarken ligner et stykke trefarvet is i dag. Det første stykke er gnavet godt ned i løbet af flokkens første uge på marken. For et par dage siden flyttede jeg det løse hegn noget – og gjorde det igen i dag. Og fårene – de ved nok, hvilken farve de bedst kan lide.
Får er sjove!
Jeg var ude med en ny sliksten til får og lam i dag. Først havde den jo altså absolut ingen interesse, men da så Kuzmina og et af lammene begyndte – SÅ blev det interessant og der blev en skubben og en masen af den anden verden. Så skulle Terne, Bunad, Anab, Gærdesmutte, Blishønen og Spurv alle have samtidig!
Den ene af de de engelske firlinger, May, er ikke helt så køn bagfra som forfra. Hun er ualmindelig sød og fotogen – jeg vil nærmest sige yndig – forfra, men ser beskidt og brun ud ned af bagbenene.
Det begyndte tilbage i midten af april, hvor jeg troede, at hun havde diarre og mavepine og snakkede med dyrlægen om hende. Jeg skrev om hende her den 28. april – men fandt dengang bare ikke rigtigt nogen løsning. Da hun begyndte at spise mere fast føde, kunne jeg tydeligt se, at hendes afføring var helt almindelig. Men hvad så? Jeg skyggede hende en halv formiddag og kunne så konstatere, at hun simpelthen tisser mærkeligt. I stedet for at lave en fin stråle ud under en løftet hale, så sprøjter Mays urin lidt op på haleroden og resten siler ned af hendes ben. Der er noget galt med tisse-mekanikken. Men hun er glad og frisk – og spiser, vokser og trives lige så godt som alle de andre. Jeg har snakket med dyrlægen og han siger god for, at hun går sådan og at hun har det fint nok. “Men det er jo ikke en du skal avle på!”, siger han så.
Det var heller ikke meningen, selvom hun absolut er én af de sødeste lam i flokken.
Jo, vi har det godt …. men vi savner hinanden! Får og lam har det rigtigt godt på en mark, der er fuld af højt, grønt og saftigt græs. Der er ikke meget at klage over – og nu bliver det vist også lunere i luften oveni.
Men det er så sjovt – og det sker hver gang: Her hjemme er hverken får eller lam – undtaget Olof selvfølgelig – særligt optagede af at komme hen og snakke med mig. De skal gerne være lidt nervøse for at jeg skal fange dem eller andet. Altså med mindre jeg har mad med.
Men herude på sommermarken kommer hele flokken styrtende, så snart de ser mig og selv de mest reserverede skal hen og snakke, vil gerne kløs bag ørerne, kradses på ryggen eller bare nusses lidt. Jeg kan nærmest ikke gå et skridt uden at falde over et får eller lam. Det er ret hyggeligt. For der er altså også meget tomt hjemme på marken. Vi savner hinanden!
Hele flokken af får og lam er i dag flyttet til nye græsgange. Jeg fik hjælp af gode venner og den samme hundefører som sidste år, men nu med ny hund. Den var fantastisk!
En ung tæve på 3 år, Tara, der med stor autoritet og nænsomhed styrede fåreflokken derhen, hvor vi gerne ville have dem. Vi i fortroppen skulle sådan set bare dæmpe farten – og det klarede vi i højt humør, som billedet viser.
Tak til hjælpere på og uden for billedet – og til de søde tålmodige trafikanter vi mødte på vores vej! Og vejret ikke at forglemme – det ventede med at regne til vi var færdige, havde fået en tår at drikke og liiige var nået hjem.
Her til højre er det Tine, der lånte hundesnoren og genoplevede minder fra sin ungdom som australsk fårehyrde.
Ternes fire lam er de mindste i flokken – og det er jo ikke så mærkeligt, når de næsten er yngst og så også er firlinger. Men de trives, har det godt og vokser – og er ikke nogle små skravl! Det synes jeg egentlig er ret sejt klaret af Terne.
Den lille familie er ofte sammen og trives i hinandens selskab. Her er det fra venstre Terne, Nancy, Ronald (bagest), Eleanor og Franklin.
At kalde weekendens tur studierelevant vil nok være en overdrivelse, men når pasning af én af de sødeste små jeg kender, kan kaste relevant viden af sig ganske gratis, så er det da værd at tage med! Og jeg deler gerne:
Jeg har været ude at føjte i bededagsferien – og det var et rigtigt dejligt syn, der mødte mig, da jeg kom hjem og gik ud på marken, for at se til fårelammeflokken.
Hele flokken kom løbende mig i møde – og var det ikke fordi min fodermesterafløser lige havde fortalt, hvor dejligt det var, at alle fårene kom hende i møde, når hun kom og fodrede ….. – ja, så kunne man da næsten have blevet helt rørt!
Men dejligt at se dem! De trives, lammene vokser – og det er græsset nu også begyndt på.
