Græsset på sommermarken er spist op. Der er kun tørre strå tilbage. De sidste dage indtil de blev flyttet, var jeg nødt til at supplere græsset med nogle spande korn. Der er ingen tvivl om, at fårene var glade, når jeg kom. De kom springende i strakt karriere og man kunne forledes til at tro, at Blishønen og de andre savner mig lige så meget, som jeg savner dem …., men det var nok mere kornet, der trak.
Den årlige udmugning af fårehuset fandt sted for et par dage siden. Det er lidt af en festdag. Jeg åbner porten og en af mine store helte – min søde landmandsnabo – kommer med traktor, vogn og bobcat, for på mindre end en time at tømme min stald for tæt sammenpresset halm og fårelort. “Bonden” er en ekvilibrist i bobcat´en. Pladsen er trang og der er kanter både øverst og til alle sider, men ud kommer det hele, uden den mindste rift på inventar eller bygning. Jeg er meget taknemmelig og glad, fordi han afser tid i sit travle program til at hjælpe mig! Til slut skulle jeg bare vande hele stalden lidt, så det tørre møg kunne blive lagt lidt i blød, inden jeg skulle højtryksrense.
I dagens VAF – Vejle Amts Folkeblad – faldt jeg over en hyggelig lille fårerelateret notits, som både trak på mit smilebånd og relaterer til mit eget lille fåreliv.
Folk i Andkær og omegn skulle bare vide, hvad de får med i pakken – al den glæde og afstressende syner lige uden for deres vinduer. Det var ikke lige det første, jeg havde gættet på, hvis spørgsmålet var faldet om, hvad et råt kvarter i en parisisk forstad og Andkær havde til fælles. Jeg havde nok 
haft svært ved at komme med et forslag overhovedet.
Men en fåreflok, der bliver drevet igennem området – det er åbenbart fællesnævneren!
Selvom varmen er taget noget af i de sidste par dage, er det nu stadig skønt med en tår rislende koldt og friskt vand. Og det er hyggeligt at følges til baljen og drikke i flok. Her tager Moët og Gærdesmutte sig en ordentlig tår, mens flere lam kommer til og drikke med.
Søndag kom der endelig lidt regn over Bjerget. Det er ikke nemt med det vejr. I vinter var her så vådt, så vådt- og nu er her knasende tørt. Man kunne drømme om, at regnen blev lidt bedre fordelt! Sommervejret har jo været aldeles pragtfuld, med varme vindstille dage og vidunderlige lune aftener, som vi sjældent ser mage i Danmark – og slet ikke så mange i træk.
Men det har ikke regnet på Bjerget, siden jeg klippede fårene midt i april – og så til i søndags. Her fik vi 8 mm, så det er bare om at være taknemmelig for lidt! Det er ikke nok til rigtigt at sætte fut i græs og marker, men jeg håber at der kommer mere i de næste dage.
Sådan en lillebitte fisk som jeg, skal jo ikke klage – og jeg skal heller ikke leve af mine 40 får og lam, men bøvlet det er det og bliver det, hvis ikke græsset snart kommer til at gro.
Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan landmænd med rigtigt mange dyr, der skal spise græs hele sommeren, har det lige nu. Eller alle dem med afgrøder, der går i stå eller visner. Det kan ikke være sjovt.
Meningen var jo, at græsset herhjemme skulle gro, imens fåreflokken var afsted, så det ville komme til at stå frodigt og grønt, når de vender tilbage. Men sådan er det jo ikke gået. For lige som resten af landet døjer Bjerget under manglen på vand og græsset gror ingen steder.
Nærmest tværtimod. Disse to øverste billeder er 
taget cirka det samme sted og viser markvejens grønne frodighed for en måned siden – og dagens afsvedne græs.
Inde i folden er der heller ikke noget græs, der gror, men jorden slår 2 cm bredde revner. Det er aldeles pragtfuld vejr, men både for lille mig og mange andre ville et par ordentlige byger være meget dejligt. Ellers er der snart ikke mere græs at spise.
Ja, flokken af får og lam har det godt på sommermarken. Og ihvertfald varmt. Maj måneds forrygende sommervejr er fortsat ind i juni. Det er godt, at flokken kan finde skygge midt på dagen. Det nyder de meget. Og så er det om at få baljerne med vand fyldt godt op.
Det er ved at være småt med græs på Bjerget og flokken er blevet flyttet på en anden mark. Jeg har ad snirklede veje fået kontakt med en hundeejer, der gerne ville hjælpe med at drive flokken og har erfaring med det. Vi fik lavet en aftale og sammen med mine vanlige søde hjælpere fik vi i rimelig god ro og orden flyttet flokken. Det var en varm tur i den fine maj-sommer for både mennesker og dyr, selvom det var hen under aftensmads-tide, så der blev pustet godt.
Det var en fornøjelse at se en erfaren boarder collie i aktion. Stille og roligt, men meget bestemt fik han ledt flokken afsted og holdt i skak. De biler og mennesker vi mødte, synes det så hyggeligt ud og holdt ind til siden eller fulgte med på afstand. Fårene nød det lange græs og skyggen, da de nåede frem. Hunden synes, at det var godt med en tår vand og et hvil i skyggen og vi andre ligeså.
Tak for hjælpen til alle.
De lettere får – dem med meget gotlænder i blodet, som Aisha, Hanun, Oslo og Bunad er ret gode til bare at stille sig på bagbenene og balancere, hvis de skal nå op til en gren. Men når nu Gauda alligevel stod der, og har så bred en ryg, kunne hun jo glimrende bruges til at støtte sig til. Så længe det bare var Hanun, der støttede lidt, så gik det.
Men da Oslo også ville stå op af hende, blev det for meget for Gauda og hun vendte rundt på en tallerken.
Sådan en flok får, der bestemt mener at de trænger til en spand korn, kan larme noget så eftertrykkeligt! Man kan næsten høre det, når man ser billedet af Aisha her! Fuld skrald!
