Garn fra Får på Bjerget

Jeg har en stor portion lækker blød og krøllet uld liggende fra de seneste klipninger.
Jeg har tidligere fået spundet garn af egen uld hos Hjelholt Uldspinderi på Sydfyn – og det bliver meget lækkert. Nu har jeg næsten ikke mere og vil SÅ gerne have spundet en ny portion. Men det mindste parti man kan få lavet, er af 20 kg uld – og selv med lidt svind giver det jo en 17-18 kilo uldgarn. Det er lidt meget for lille mig.

DERFOR vil jeg høre dig, om ikke du har lyst til at få del i et rigtigt dejligt lokalproduceret uldgarn fra “Får på Bjerget”? Eller kender nogen der har!
Lige nu kan du forudbestille og få garnet til en billigere pris. Nu kan du bestille et kilo lokalproduceret ren uld til 900 kr. Senere vil det blive solgt for 120 kr. pr 100 gr. (altså 1200 kr. pr. kilo). Garnet kommer først til efteråret, da spinderiet har lang leveringstid.
Jeg får spundet et lækkert garn – som det på billedet herover – med en løbelængde på 400 m/100 gr. Jeg vil forsøge at få et mellemgråt garn, der farvemæssigt ligger midt imellem de to på billedet.
Jeg strikker det selv på pind 3,5, men det afhænger jo både af ens strikkefasthed og af, hvad man laver og hvor fast man kan lide sit strik. For mig giver det meget bløde og luftige trøjer på pind 3,5.
De to trøjer øverst er henholdsvis Pusletrøjen fra Geilsk (300 gram garn) og den smukke Birdsong fra Maschenwunder (400 gram garn). Man vil altså ud af et kilo kunne få mindst to sweatre og nogle huer, tørklæder og sjaler. Jeg gør jo, som I måske fornemmer, at jeg finder opskrifter fra andre designere, der passer til mit barn.

Er du interesseret i at høre mere, så send en mail til faarpaabjerget@gmail.com

En tåget januar-dag

Tågen ligger tungt og kold over Bjerget i dag, men alligevel kunne jeg da få Bjergets fem tilbageværende skønne får på kornet – Nuuk, Butterfree, Mi, Kuzmina og Vígdis.

Da Butterfree på en gang mistede både mor og alle sine halvsøskende, har hun nok følt sig lidt fortabt. Hun valgte heldigvis for mig at søge trøst og tryghed i nærheden af Nuuk, som er mit mest tillidsfulde og kælne får. Så hun arter sig så fint, den lille frøken, og jeg tror og håber på, at hun skal blive et roligt og dejligt får.

I efteråret havde de fem får besøg af en Suffolk-vædder. Jeg har kun dette ene bevis på, at han forstod sin opgave, men krydser fingre for, at det er gået som det plejer og at der lige nu ligger små lammebobler inde i fire eller fem maver.
Vædderen var fredelig i begyndelsen af opholdet, men blev efter en tid ret så galsindet, så jeg passede morderligt godt på, når jeg skulle ind til dem – men tolker det sådan, at han nok kedede sig i den sidste tid, fordi der ikke var flere får, der skulle serviceres.

Butterfree bliver på Bjerget

Butterfree trak det længste strå og er det eneste gimmerlam, der bliver på Bjerget i år. Hun er datter af Oslo og Aishas barnebarn – og dermed efterkommer af mit første får Sofie. Jeg har tre stam-moderfår, som jeg forsøger at have efterkommere af i min flok: Sofie, Rose og Pyt. Det bliver jo ikke lettere, efterhånden som flokken bliver mindre.

For to år siden beholdt jeg også en Oslo-gimmer, men Quito var og vedblev desværre -trods en ihærdig indsats fra min side – at være så skør, at hverken jeg eller vædderen kunne komme i nærheden af hende og hun rejste fra Bjerget i foråret.
Jeg håber virkelig, at Butterfree har et roligere sind. Det synes jeg, det tegner til, men nu må vi se.
(Dette indlæg skrev jeg i oktober, men fik af en eller anden travl grund ikke publiceret)

Farvel til Aisha og Oslo

Jeg havde sådan håbet …. men det går ikke, så nu er beslutningen taget: Aisha og Oslo har haft deres sidste sommer på Bjerget og skal følges med lammene til slagteren.
Aisha er 8 år og har hen over sommeren været meget træt og har helt tydeligt mistet status. Og så har jeg tidligere lovet mig selv, at jeg skal være ansvarlig og ikke trække det for langt! Aisha var et flaskelam og jeg har altid haft et blødt punkt for hende. Hun er sød og smuk. Hun har fået 14 lam og er et af de skønne får, der “nøjes” med 2 lam ad gangen og så passer dem på forbilledlig vis. Jeg kommer til at savne dig, Aisha.

Oslo (th) er Aishas første datter, første lam i det hele taget og er nu 7 år gammel. Jeg lovede mig selv i foråret, at det skulle være Oslos sidste sæson. Oslo er god nok, men skjuler det lidt bag sine urolige øjne og utrivelige look. Hun passer sine mange lam så godt, at hun slider sig selv helt op og var i foråret meget syg af drægtighedssyge, simpelthen fordi hun giver så meget til sine lam, at der ikke bliver nok til hende selv. Oslo har også fået 14 lam på sine 7 år.
Aisha og Oslo er jo efterkommere af mit første får Sofie – og de sidste i min fåreflok. Jeg har vældig fortrudt, at jeg ikke gemte Aishas gimmerlam fra sidste år, Hoisin, men der tænkte jeg ikke så langt. I år fik Aisha vædderlam, så jeg er “tvunget” til at beholde Oslos gimmer fra i år, Butterfree. Mit sidste forsøg med et Oslo-lam, Quito, gik jo ikke så godt – så jeg håber virkelig, at Butterfree vil arte sig mindre hysterisk.
Farvel til jer, I to skønne damer! Nyd livet på de evige græsmarker.

Eftersommer ved lammene

Nu er det vist ved at være på høje tid med en opdatering på livet i lammeflokken.
Her har jeg simpelthen fået hele flokken næsten på stribe. Er de ikke fine?
Deres Suffolk-far slår godt igennem, så de er mere hvide og mere brune/grågrumsede i hovederne end jeg har været vant til i de senere år. Men skønne er de stadig!

I år har navnetemaet været Pokemon-navne – så her har vi både Butterfree, Caterpie og Metapod, Squirtle, Wartortle og Blastoise, Charmeleon og Charizard, Meowth og Mewtwo, Pidgey, Pidgeot og flaskelammet Pidgeotto, samt Pikachu og Ponyta!
Jeg kunne navnene på dem , da de var små, men jeg må blankt erkende, at jeg nu ikke helt har styr på dem længere. De når at forandre sig så meget hen over sommeren, at jeg må give fortabt! Men en 4-5 stykker har jeg styr på!
Lammene mæsker sig i grønt græs og får også korn et par gange om dagen, så de nyder livet og det fantastiske sensommervejr. Men inden så længe er sommeren forbi og lammene rejser fra Bjerget til slageren og bliver til prima lækkert lammekød.

Den sidste flaske

Mit søde lille flaskelam fik den sidste omgang sutteflaske for cirka 10 dage siden. Han er nu så stor, at han kan stå på helt egne ben og klarer sig fint i flokken af får og lam.
Hver gang jeg når til slutningen af sådan en flaskeperiode, tænker jeg på at det kunne have været sjovt, hvis jeg havde sat en streg, hver gang jeg havde fyldt mælk i flasken. Men jeg må sande, at det har jeg heller ikke i år. Det når jeg jo ikke at tænke på der i begyndelsen, hvor alting bare går stærkt. Men nogen ture er det jo ihvertfald blevet til – og godt for det, når man står med så fint et lam, der ikke falder meget igennem på størrelse i forhold til resten af lammene. Her bliver den sidste flaske nydt!

Oslo har været syg

Sidste søndag morgen så Oslo rigtig skidt ud. Hun var mat i øjnene og stod og hang – og ville ikke æde. Hun, der har spist som et tærskeværk den seneste måned. Jeg tog hendes temperatur, inden jeg ringede til dyrlægen. Hun havde nærmest lidt undertemperatur – og dyrlægen bekræftede min mistanke. Drægtighedssyge igen!
De tre store flotte lam suger simpelthen for meget energi ud af hende – selvom både Oslo og ihvertfald lammene stort set har foder ad libitum. Det er da utroligt! 
Så jeg kørte igen på med “energi – medicin”, havresuppe med druesukker, yoghurt og andre gode sager. Men det ændrede ikke rigtigt noget. Så det var fuld af bange anelser – og ikke meget nattesøvn i bagagen – at jeg kom ud i stalden mandag morgen. Oslo rejste sig og mæh’ ede. Hun havde været i boks for sig selv natten over, men nu stod hun der med klare øjne og ville gerne ud til sine lam. De havde jo ihvertfald også savnet deres mor – men jeg synes det var lidt barsk at se på, at de tre lam næsten væltede deres stadig lidt svage mor i deres iver efter at die. Men mælken skal jo også holdes i gang. 
Oslo fik lidt morgenmad sammen med de andre, drak noget vand og fik derefter samme energi- specialkost som søndag og derfra er det bare gået fremad og godt igen. Puuha! Sikke en lettelse. Hurra, hurra!
(Dette opslag har ligget klar i flere dage, fordi jeg gerne ville have et billede af en “nu frisk igen- Oslo”, men hun er svær at tage billeder af, så nu får I det uden).

Den vådeste april

Regn regn regn – nøj, det har vi haft meget af i denne april. Jeg har målt 130 mm vand i min regnmåler! Men nu skal det vist heldigvis gå mod tørrere tider! Det bliver skønt! 
Det er også tiltrængt, for det svupper for hvert et skridt man tager i folden og fårenes klove laver dybe spor, og græsset står i vand til halsen. I den kommende uge skal det vist stå på tørvejr og lune temperaturer. Det skal blive skønt! 
Jeg trænger virkelig til tørvejr, men håber ikke holder helt op. Hen over sommer-månederne må de godt sende en byge med passende mellemrum, så græs og afgrøder har lidt at gøre med. 

Billedet herover er fra den flotte tordenskyshimmel, der hang over Bjerget søndag aften. Der var mange af lyn – som jeg naturligvis ikke kunne ramme med kameraet – og masser af bulder, men heldigvis næsten ingen regn. 

Forårstravlhed

Det er ved at være længe siden I har fået en opdatering fra livet hos fårene på Bjerget. Det er og har været en travl tid. 6 får og 16 lam er ved at spise mig ud af huset, så jeg har slæbt kilovis af korn og kraftfoder til 3 daglige fodringer af fårene og efterhånden også lammene. Og en sutteflaske endnu flere gange – for jeg kom jo til at passe Kuzminas sidstfødte. Han er meget sød og et smukt lam, som vokser og trives godt. Det eneste jeg kan ærgre mig over er, at han ikke er en pige. 
Mi sluttede årets læmninger med tre ret små gimmerlam. Det ene lam var fra begyndelsen det mindste og var uden kraft og livslyst – og da det så også blev angrebet af diarre – ja, så gav den op, trods medicin og ekstra pleje.  Men de to tilbageblevne lam de vokser til gengæld, så man næsten kan stå og se på det.

Det har således været en læmmesæson med meget mere på “tabskontoen” end jeg har prøvet i mange år (heldigvis) – og en del hårde dage deraf, men nu går det fremad. 
Så meget større er glæden over at se 16 glade lam, der nyder forårssolen – når den titter frem imellem alle regnbygerne.

Mi bragte lidt glæde tilbage

Oven på fredagens voldsomme oplevelser, var det livgivende og i hvert fald livsbekræftende at sidde og se på Mi føde sine lam lørdag eftermiddag.
Jeg var egentlig på vej afsted til koncert sammen med gode venner, da jeg lige skulle ud og have et sidste kig på at alt står godt til i flokken. Dér stod Mi så midt på markvejen med vandblæren ude og klar til at læmme. Alle de andre lam fór rundt omkring hende og hun var lidt forvirret over, hvis lam der var hendes, så jeg fik hende fulgt ind i staldens ro. 
Jeg meldte afbud til koncerten, for efter i går trængte jeg til en god historie i maven – og havde ihvertfald brug for at være der. Mi lagde hun sig straks lige foran mig og fødte et lam. En lillebitte pige! Hvor skønt. En halv time efter prøvede hun til igen, men kunne ikke få lammet ud. Da jeg mærkede efter, var det kun det ene forben, der var fremme, så jeg skubbede lammet tilbage og fik det andet med frem også. Og så skubbede hun flot det andet lam ud også. En lillebitte pige mere! Endnu en halv time efter gentog det hele sig – også det med forbenet. Så det var godt jeg var der.
Mi er den sejeste lille rolige mor, der slikker sine lam grundigt alt imens hun siger små kærlige lyde og spiser lidt hø til. Hun er virkelig skøn. Tre små piger – men godt nok meget små. En god afslutning på årets læmmetid.