Her på Bjerget glæder vi os meget til i aften. Uh, det bliver spændende! Vi hujer og krydser fingre for alle de seje fodboldspillere, der med sammenhold, kampgejst, dygtighed og glæde gør det til en fest at se fodbold – men fårene hepper nok allermest på Mæhle. Lyd forstod ikke helt det med hatten, men hun syntes, det var skægt at svinge med flaget.
Høet er i hus
Som før nævnt har jeg i år masser af græs. Fårene kan slet ikke følge med – og derfor har jeg ikke haft flokken afsted på den sommergræsmark, som jeg plejer at græsse af. Græsset der blev slået af til hø i stedet for, for 10 dage siden. Men … jeg husker det så godt fra min barndom – det er aldrig helt nemt med det hø! Lige da det var klar til at blive presset sidste søndag, så væltede regnen ned. Vejrudsigten havde på klippe-tidspunktet sagt regn fra søndag aften – og det havde passet så fint, men så blev det til eftermiddag, så middag og i virkelighedens verden styrtede det ned fra kl. 9, så der var ingen hø-kørsel der! I den forløbne uge er høet blevet vendt og luftet flere gange og i dag også presset. Heldigvis uden mere regn! Tak til dem, der har styret hø og maskiner,
Her i eftermiddag har min søde mand og jeg kørt 179 velduftende “Morten Korch-baller” hø ind og stablet på paller! Det er en dejlig følelse! Jeg er vild med at sanke til huse – det taler til min indre ur-kvinde – og hø er absolut en god ting at have sanket til huse inden vinter. Det giver tryghed.
Ormekur
Forleden dag, da jeg havde flyttet flokken fra den ene firkant græs til den næste, kunne jeg konstatere, at der var orm i nogle af de efterladte lorte. Øv! Både for ormene og fordi jeg så lige havde nået at flytte flokken ind på en “ren” mark. Så kan man lære at være lidt mere på forkant måske.
Nå, men jeg fik fat i dyrlægen, noget ormekur og lånt en doseringssprøjte – og så drevet flokken sammen og lukket inde bag mit elskede grinde-hegn. Jeg bliver altså ved med at glæde mig over, hvor meget lettere det går med sådan en fangefold! Dunken med ormekur blev bundet fast, så den var let at få fat i og ikke væltede, og så gik jeg i gang.
Det var godt varmt, så både får og jeg svedte grundigt, men ét for ét fik får og lam en portion kur i munden, doseret efter vægt og blev lukket ud af fangefolden. Da alle 9 får og 24 lam havde fået et sprøjt, blev de ledt ned på et nyt stykke græs, vandtruget båret derned og slange etableret, så de slet ikke færdes, hvor de har været i de seneste uger.
Får på Bjerget har haft spændende besøg
I februar 2020 læste jeg om en ung designer, Stine Sandermann, der havde opdaget, at rigtigt meget uld i Danmark bare bliver brændt eller kørt på fyldpladsen. Det havde hun besluttet sig for at gøre noget ved. Jeg kontaktede hende og vi var egentlig ret langt i “forhandlingerne” om, at hun skulle købe min uld, men så slog corona til og hun turde – forståeligt nok – ikke binde an med flere udgifter.
For en uge siden kontaktede jeg Stine igen for at høre, om hun var kommet helskindet igennem det forgangne år – og om hun eventuelt havde lyst til at bruge min uld nu. Det kom der en spændende lørdag eftermiddag ud af. For Stine havde mod på mere uld!
Stine Sandermann er uddannet på TEKO/ Via Design i Herning og har videreuddannet sig i London indenfor tekstiler, design og bæredygtighed. Hun synes, det er et stort paradoks, at vi i DK importerer uld og uldgarn fra mange steder i verden, mens vi kasserer store dele af den uld, der klippes af danske får, mohairgeder og alpakaer.
Det kan jeg jo kun erklærer mig enig i og det er en problematik jeg kender:
Jeg passer løbende på, at mine får ikke får for meget skidt i deres pels, gør mig meget umage for at holde alt rent omkring fåret, når jeg klipper og sorterer med hård hånd snavset uld og halm fra – kun for at stå tilbage med sækkevis af lækker uld, som ingen vil bruge. Det er der jo ikke meget ved.
Stine har skabt en lille (endnu) virksomhed med fokus på lækre fibre og bæredygtighed. Hun finder små partier af uld og får det spundet til garn. Hun designer moderne strik, farver selv garn, der passer til designet og sælger garn og opskrifter på sin hjemmeside SANDERMANN. Følg linket her og hop ind og læs om Stines arbejde for at mindske spild, læs bloggen og få ny viden om forskellige fibre, eller nyd bare den flotte moderne strik og de fine garner.
Stine og jeg havde en virkelig hyggelig eftermiddag med god snak om dyrevelfærd, bæredygtighed, farver, spinderier, får og uldgarn. Hun endte med at drage af med al min råuld og næsten al det sidste uldgarn og vi har en aftale om, at jeg kommer til Ikast og besøger hende, når min uld engang til efteråret er blevet til garn. Det vil jeg glæde mig til.
Den sidste flaske
Lille Lyd og Vers fik i går deres sidste sutteflaske. De sidste ti dage dage har de en enkelt gang dagligt hver især suget 4,5 dl mælkeerstatning i sig på lige lidt over 1 minut. Det kræver god kæbemuskulatur. Men i går var det altså sidste gang.
Lammene er nu 2 måneder gamle og har begge rundet de 15 kilo og er heldigvis gode til at spise både kraftfoder og græs. Naturligvis kommer de til at savne flasken i de næste par dage, og de kommer til at kalde, hver gang jeg kommer forbi, men så vænner de sig til den nye tingenes tilstand.
Som I kan se på billederne, foregik fodringen ind igennem lågen. Det lam, der ikke får flaske springer op af bare iver og deres klove er både skarpe og beskidte. Det gjorde ikke det store i maj måned, for da havde jeg min store tykke termodragt på, men med sommervejrets komme, er mine vinterhvide stikkelsbærben kommet frem og de bryder sig ikke om skarpe lammeklove. Så både derfor – og for at lægge lidt begyndende afstand til de to – er de sidste par dages fodring altså foregået med hovedet ud af lågens tremmer. Så har de måtte nøjes med at hoppe op af hinanden.
Her er det først Lyd der får flaske, mens Vers utålmodigt hopper rundt og prøver at støde Lyd fra flasken. Så bliver det hendes tur, mens fodringen bliver et tilløbsstykke og hele flokken samles nysgerrigt for at følge med. Jeg ved ikke, om de fornemmede, at det var en lidt særlig flaske og ville give moralsk opbakning til de to lam.
Mine bønner blev hørt
Min bøn om ophold i regnen blev heldigvis hørt og vi har næsten haft konstant tørvejr siden fredag. Det er så dejligt! Både fårene og jeg er meget taknemmelige – og nyder det! Her er det Oslo og Bunad med lam, der slikker sol i græsset.
Jeg har inddelt folden i felter og flytter flokken til et nyt felt hver søndag. Så har græsset tid til at vokse og parasitter og andet møg kan forhåbentligt nå at dø. Med alt det vand og nu lune luft er det i hvert fald ikke græs, jeg kommer til at mangle i den kommende tid. En uge er ikke nok til at gnave et felt ordentligt ned, men man kan da se forskel – og hvis jeg ikke flytter flokken videre, bliver græsset for langt i de næste felter. Sikke et luksusproblem! Det er helt vidunderligt sprødt og saftigt græs på 20 cm længde, som får og lam mæsker sig i. Det må være godt at vokse på. Herunder er det Aisha til venstre og Gærdesmutte med hovedet godt nede i “chokoladen” til højre.
Lækker lækker uld
Jeg har fået sorteret ulden fra forårets klipning.
Det er lige til at blive glad af. Jeg synes, det er et helt vidunderligt materiale – fåreuld. Bløde lange fibre, elastiske og fulde af lanolin. Lanolin er fåreuldens eget fedtstof, der holder pelsen tør i regnvejr – og som fedter og smører mine hænder, når jeg håndterer ulden. Tænk – på et stort halvt år producerer fårene 10-18 cm lange isolerende fibre. Først varmer de sig selv – og siden kan de samme fibre lune om alle os andre i årevis! Det er da fantastisk.
Der er hvid uld, lysegrå, sortgrå uld – og alt sammen meget blød og lækker uld.
Jeg håber snart at komme i gang med selv at spinde igen, men når det ikke endnu. Derfor er al denne dejlige uld til salg til håndspindere. Skriv en mail til faarpaabjerget@gmail.com, hvis du er interesseret – eller nyd blot billederne af alle disse smukke krøller og farvespil – blødheden og duften må du så forestille dig.
Pause……
Jeg turde ikke kalde indlægget “Hold nu op” eller “Stooop” – for det skal jo ikke helt holde op…. men en pause i regnvejret kunne godt nok være dejligt! Bare i dag har vi fået over 30mm.
Jeg plejer som regel at have lukket af for stalden nu, men det nænner jeg ikke. Til gengæld er den våd og klam, også selvom jeg strør med halm. Når 33 våde dyr søger ly for regnen, bliver halmen hurtig en fugtig omgang.
For hold da op, hvor det er vådt. Selv her på Bjerget står der blank vand mellem græsstråene og rundt om stalden ligner det jo november måned.
Dyrenes trædestier på vej ned over marken ligner traktorspor. Får og lam går rundt og ligner druknede mus og de første mavepiner har meldt deres ankomst! Nøj, vi trænger til noget lune og tørvejr her. Jeg håber sandelig, at meteorologerne får ret mht. weekendens vejr.
Lyd nyder dagens flaske
Flaskelammene
Det er vist ved at være på tiden med en update på flaskelammene. For som den opmærksomme læser har kunnet konstatere, er der mere end ét!
Jeg begyndte jo med at hjælpe Sang, men hun fandt andre smutveje og hendes mor Vigdís har affundet sig med, at hun “snyder” sig til mælk fra patterne.
Så kom lille Lyd, der blev helt og fuldt mit ansvar. Når jeg var ude at fodre hende kunne jeg for en måneds tid siden konstatere, at et andet lam også var voldsomt interesseret. Harissas ene lam, Vers, blev afvist af sin mor og var sulten. Hun slog sig sammen med Sang og hang i Vigdís´patter ved hver fodring, og det synes jeg var for galt. Vigdís havde da nok i sine egne fire. Efter nogle dages kamp med Harissa overgav jeg mig – og siden har Vers været med på flaskevognen.
Lyd var med mig på arbejde i de første tre uger. Det var en fest på skolen, med eget lam at lege og kæle med i frikvartererne. Lyd blev fodret og løb så med mig rundt på skolens forskellige udendørs områder, så alle børn kunne se og møde hende i løbet af dagen. Fra alle kanter lød der “Hej, lille Lyd” og mange gange i løbet af dagen fik jeg efterretninger fra børn, der lige havde været ude på en “løbelufter” og havde lagt vejen forbi Lyd. “Lyd har det godt, Dorte. Hun ligger og sover….Hun kan godt lide små blade… Hun spiste lidt græs….”
Men efter tre uger sagde Lyd selv stop og ville ikke ind i transportkassen. Siden har hun været fuldtids på Bjerget og hygger sig i fåre/lammeflokken. Både hun og Vers trives og er nu nede på en flaske om dagen og spiser selv kraftfoder og græs ved siden af.
De er søde, når de kommer susende for at få mad og kæletur.
