Oven på fredagens voldsomme oplevelser, var det livgivende og i hvert fald livsbekræftende at sidde og se på Mi føde sine lam lørdag eftermiddag.
Jeg var egentlig på vej afsted til koncert sammen med gode venner, da jeg lige skulle ud og have et sidste kig på at alt står godt til i flokken. Dér stod Mi så midt på markvejen med vandblæren ude og klar til at læmme. Alle de andre lam fór rundt omkring hende og hun var lidt forvirret over, hvis lam der var hendes, så jeg fik hende fulgt ind i staldens ro. 
Jeg meldte afbud til koncerten, for efter i går trængte jeg til en god historie i maven – og havde ihvertfald brug for at være der. Mi lagde hun sig straks lige foran mig og fødte et lam. En lillebitte pige! Hvor skønt. En halv time efter prøvede hun til igen, men kunne ikke få lammet ud. Da jeg mærkede efter, var det kun det ene forben, der var fremme, så jeg skubbede lammet tilbage og fik det andet med frem også. Og så skubbede hun flot det andet lam ud også. En lillebitte pige mere! Endnu en halv time efter gentog det hele sig – også det med forbenet. Så det var godt jeg var der.
Mi er den sejeste lille rolige mor, der slikker sine lam grundigt alt imens hun siger små kærlige lyde og spiser lidt hø til. Hun er virkelig skøn. Tre små piger – men godt nok meget små. En god afslutning på årets læmmetid.