Kategoriarkiv: Lam

SÅ kom Bunads lam

Hurra hurra, nu har Bunad fået sine lam og alt tegner godt! Så dejligt! Jeg er så glad
Bunad har i de seneste dage fået mere og mere yver og i morges var de ret spændte. Nå, tænkte jeg …. Nu kan det ikke vare længe.

Sådan skrev jeg sidste søndag den 1. maj – og så ramte ugen mig og jeg nåede ikke længere.
Men jo, Bunad fik sine lam – og jeg kisteglad og lettet over en god læmmesæson.
Lammene lå lidt hulter til bulter, men ved fælles hjælp fik vi dem ud! Tre dejlige sorte lam, én vædder og to gimmere. Bunad passer dem fint alle tre og de er hurtigt blevet integreret i flokken af lam! Skønt!
Herunder er de tre timer gamle og allerede i gang med at udforske en verden af …græs!

Påskemorgengave

Her i læmmesæsonen har jeg telefon og AirPods med i seng. Så kan jeg følge billeder fra stalden og høre lyden uden at forstyrre min mands søvn unødigt. Jeg havde sat telefonen til at vække mig kl.4 søndag morgen, for jeg havde fornemmelser i forhold til Vigdis. Hun gik uroligt rundt, så jeg lå i den kolde morgen lunt under min dyne og fulgte halvsovende lyd og billeder fra stalden og den begyndende fuglesang fra vinduet. 
Det tegnede til en på alle måder smuk påskedagsmorgen. Ved 5-tiden var jeg ude og kigge, men Vigdis synes bare, at jeg skulle gå i seng igen. Men ved 6-tiden stod jeg op, for der var ved at komme gang i fødslen. 
Lidt efter min ankomst kom et ganske lille hvidt vædderlam til verden i fin stil med forbenene først – lige efter bogen. 
Min svigerdatter og to styks morgenfriske  børnebørn kom med ud i stalden og sammen sad vi og så det lille lam komme på benene, mens Vigdis forberedte lam nummer to. Det kom til verden i et hovedspring. Sikke en fin oplevelse sammen. Men det var også lidt koldt og de små gik ind igen. 20 min efter kom det tredje lam – denne gang med bagbenene først. Vigdis er sej. Hun tager det stille og roligt – et lam af gangen.

Her ser I Vigdís med sine tre hvide lam. Et vædderlam og to lidt større gimmerlam – med mørke ben. Der er trængsel ved patterne, men da ekstra meget, når de alle vælger den samme. De er livskraftige alle tre og Vigdís er tålmodigheden selv, så det skal nok gå.

Hurra for Mi og hendes to søde lam

Torsdag aften kunne jeg se på min telefon at Mi gik ret hvileløs rundt i stalden – og så var jeg klar over at noget var under opsejling. Hun plejer nemlig at ligge bumstille og snorke højlydt hele natten. Så jeg sendte familien i seng og gik i stalden. Mi er jo førstegangsfødende, så jeg ville meget gerne være der. Helt som vanligt fik fårene med lam en portion natmad og masser af hø til natten. De gravide fik en håndfuld og lidt strå. Mi kom hen og spiste ganske som sædvanligt, og da jeg efterfølgende satte mig musestille for at våge, lagde hun sig roligt til at sove, som resten af flokken. “Det var lige godt pokkers”, tænkte jeg, og da jeg faktisk også selv var ved at falde i søvn, gik jeg i seng. Med hovedet på puden kiggede jeg på StaldCam. Alle sov! Hmmm!
Men jeg kunne alligevel ikke helt slippe min fornemmelse og lagde mig og læste lidt.
20 min senere kiggede jeg igen – og her lå Mi og pressede med hele sin lille krop! Sådan en udspekuleret rad!
Jeg fløj ud af sengen igen, fik staldtøjet på og gik ud i stalden igen!
Jeg kunne hjælpe Mi en lille smule med at lirke og blødgøre og udvide – men havde jeg ikke været der så havde hun klaret det selv! Et lille spinkelt hvidt vædderlam! Uh, hvor fint – og straks var hun over ham med slik og kærlige lyde. Efter noget tid lagde Mi sig igen og pressede et sort gimmerlam til verden! Hold dag op for en sej lille tøs.
De er virkeligt spinkle, i forhold til de andre “kornfede” og velnærede ældre lam, men det er flot at få to lam som 1 årig – og godt med et lam til hver pat!
Det lyse vædderlam er helt bedårende! Det er så meget lettere at se “ansigtsudtryk” på de lyse og grå – end på de sorte. Gimmerlammet er med garanti også meget smuk – det er bare svært at se.
Glad, lettet og så stolt af Mi kunne jeg kravle til køjs.

Kuzminas to ….. – nej, tre

Lørdag formiddag lagde Kuzmina op til læmning. Jeg var bare glad – efter en travl arbejdsuge med ingen læmninger, så var det jo nærmest optimalt med flere lam på påskeferiens første dag.
Kuzmina fik selv første lam og det så fint ud. Jeg synes at det var lidt lille og med øje for Kuzminas tykke mave, tænkte jeg, at så kommer der nok tre. Det varede rigeligt længe, men så kom også nummer to – og så kom det første af efterbyrden og der var ikke tegn på flere lam. Okay- tænkte jeg. Så har jeg taget fejl. Og glad var jeg. To livskraftige sorte gimmerlam. Top!

Men da det sidste af efterbyrden faldt ud sidst på eftermiddagen var det som om der stedet kom resterne af en sprungen vandblære …. Hvad var nu det? Var der alligevel flere? Jeg kunne ikke mærke nogle lam, men det føltes alligevel meget uvant. Jeg konsulterede en vagtdyrlæge og hun mente at det nok bare var lidt mere efterbyrd. Vi holde løbende øje med Kuzmina lørdag aften. Da jeg kom derud ved 22-tiden lød der en vedvarende lillestemme-brægen. Kuzmina havde født et tredje lam, som hun ikke havde slikket og tørret og bestemt ikke følte moderfølelser for.
Jeg fik det tørret og masseret, men det var noget forkomment og ville ikke stå eller sutte. Så jeg fik malket råmælk ud af Kuzminas velforsynede yver og givet det kolde lam en ordentlig portion varm og nærende råmælk med sonde – og pakket det godt ind i hø, ved siden af sine søskende. Og så krydsede jeg ellers fingre – “Kom nu, Kuzmina! Du har så rigeligt med mad og moderkærlighed – del det nu bare på tre”.
Men mine bønner blev ikke hørt. Lammet klarede sig fint og livede hurtigt op – og næste morgen kunne man som dårligt kende forskel på hende og hendes søstre – bortset fra, at hun ikke fik lov af drikke af sin mors patter. Jeg sloges med Kuzmina og holdt hende, men måtte efterhånden sande, at jeg havde tabt den kamp! Så sutteflasken blev fundet frem igen! Suk!

Jeg må indrømme, at jeg slet ikke kunne finde lysten og kraften til at være fuldtids-baby-mor. Så jeg tilbød en ung familie med et to søde drenge og et par får med lam på vej, at hvis de havde lyst og mod på det, så måtte de få den lille pige. Det havde de sørme – og det fine lille gimmerlam er her i aften rejst hjemmefra! Jeg ønsker dem alt muligt held og lykke – for selv om det er fast arbejde, så er det jo også en fantastisk dejlig oplevelse med sådan et lille tamt og knusende sødt lam!

Oslos lam

Jeg blev jo slet ikke færdig med min søndagsfortælling, ser jeg nu! Og så ramte ugen 😉
Søndag morgen tidlig gik jeg i seng med et stort smil på læben efter at have hjulpet Hanuns tre fine lam til verden.
Jeg bad min mand vække mig snart igen, da Oslo absolut også gjorde klar til familieforøgelse. Så 8.30 stod jeg i stalden igen – og denne gang havde der ikke været brug for mig. Oslo stod med to dejlige sorte lam! Skønt!
Men det var nu alligevel godt, at jeg kom derud, for Oslo måtte da slås lidt for sine lam, kunne jeg se. De to af Hanuns lam var faldet i dyb søvn og Hanun kunne åbenbart ikke lige finde dem. Hun var nu helt overbevist om, at de de to nye var hendes og forsøgte ihærdigt at slikke og ordne dem også. Det kunne lige passe, at hun skulle lave rod i butikken. Så Aisha og hendes lam røg hurtigt ud af den lille boks og Hanun og hendes tre kom derind i stedet for – med en ordentlig tot hø. Så var roen genoprettet og de tre nybagte mødre kunne nu bare søndagshygge med ungerne. Stalden forblev lukket det meste af dagen, da det var et sølle vejr, der egnede sig mest til indendørs hygge – og jeg fik foret trillebøren med hø og vippet den, så jeg kunne nyde synet af de 8 lam i en foret og lun lænestol.
Tillykke til Oslo! Flot arbejde! Fotografen kan man ikke sige det samme om – det er et sløjt billede – jeg tror, hun var lidt træt. 7 lam på 12 timer – men hurra, når det går godt!

Trillinger i natten

Jeg havde sat telefonen til at bimle lidt over 3 i nat. Hanun havde skrabt i halmen og gået lidt uroligt rundt om sig sig selv, da jeg var ude at sige godnat ved midnatstid, så jeg ville gerne lige se, hvordan det gik med hende.
Hun lå i halmen og så lidende ud – og hvor hun som regel slet ikke er til at komme i nærheden af, lå hun nu stille og nærmest bad om, at jeg kom. Jeg havde heldigvis taget det varme tøj på og en spand varmt vand med også, så jeg var klar.
Hanun var egentlig fødeklar, kunne jeg mærke, men der sad en prop i livmoderhalsen – en prop med hale! Åh nej! Men jeg har prøvet det før og fik skubbet lammet lidt tilbage i livmoderen. Straks kom der en vandblære frem, men den lille rumpe gled også straks frem igen og lukkede. Nå, men så måtte vi jo rigtigt i aktion! Jeg fik skubbet, flyttet og puffet og fik så fat i et par bagben som jeg forsigtigt kunne løfte op og lirke med ud uden at ridse i Hanun. Forsigtigt, men hurtigt, fik jeg lammet ud med bagbenene først og hovedet sidst og lagt det hen foran Hanun. Det gav moral og den gode mor fik sig stablet på benene og slikkede den nyfødte. Det næste lam lå også sært, men det fik jeg da ud med forben og hoved først. Hvor skønt!
Da Hanun havde slikket sine lam godt og havde fået dem på benene, kom der en vandblære mere og ganske få minutter efter pressede hun let et tredje lam ud! Tre sorte lam – fine ensartede i størrelsen!
Uh, hvor skønt at være der, så det gik godt. Og skønt at det er weekend, så jeg bare kunne sidde i natten med et stort smil om munden – opdagede jeg – og se de tre nye finde sig til rette med deres seje mor. Det bliver ikke til mange billeder, når jeg sådan er fødselshjælper mellem kl. 03.30 og 5.15, men et enkelt fik jeg da taget inden jeg gik ind i seng. Hurra og godnat!

Aisha får lam

I går eftermiddags var vi på hyggeligt familiebesøg. Det varede dog ikke længe før jeg via telefon og StaldCam kunne se at Aisha gik rundt i stalden og skrabte i halmen.
Jeg trøstede mig med at hun jo er en erfaren dame, så hun skulle sikkert nok klare den. Men da vi kom hjem til aften, var der stadig ingen lam og Aisha skrabte, lagde sig og ….. så ikke mere. Jeg trak i staldtøjet og gik ud for at undersøge lidt på sagen – og alt det hele virkede rigtigt – bortset fra, at Aisha slet ikke var åben og kunne få gang i fødslen. Da jeg havde siddet og set på hende en tid besluttede jeg mig for at hjælpe hende. Jeg fik lavet en lille åbning i livmoderen, så vandblæren kunne komme igennem og hjælpe med at udvide fødselskanalen. Og det hjalp! Vandblæren kom, og Aisha pressede og lagde sig, efter noget tid sprang blæren og hun kunne slikke fostervandet i sig.
Men selv om hun tydeligvis forsøgte, skete der så igen ikke mere. Jeg fik hjulpet forbenene frem, men jeg tror Aisha var ved at være træt. Ved fælles hjælp fik Aisha og jeg trukket og skubbet et fint sort vædderlam ud! Åh, hvor dejligt!

Så skulle der nusses og slikkes – og den lille kraftkarl havde i hvert fald ikke taget skade af den langvarige optakt, for han begyndte straks at prøve på at komme op at stå.
Tre minutter efter sin fødsel stod han på alle fire ben og begyndte at søge efter mælk. Det er en gut med fremdrift. Efter noget tid ville jeg lige se Aisha bagfra – og her kunne jeg lige skimte et par forklove. Så herligt! Jeg kiggede væk i måske 10 sekunder og … plask, så faldt en lillesøster ned i halmen!

Ih, sikke en dejlig lørdag aften! Det var hyggeligt, at sidde og se på de to små! Og måske var det ikke de sidste i denne omgang, for både Oslo og Hanun gik også uroligt rundt.

Hurraaa – årets første lam

Da jeg kom hjem fra arbejde i dag, var jeg ude ved fårene og fodre og hygge lidt omkring dem. Jeg havde ikke lukket dem ud i morges, fordi vejrudsigten lovede sne og vind fra NØ. Det er ikke noget for nyklippede og nyvaskede får. Så de var glade for at få lidt ekstra hø i maverne!
En stor time senere åbnet for mit Fåre-Cam – min julegave fra Carsten- for lige at se!
Og hvad var det! Der var da nogle små sorte ben bagved Page! Det var da ret sjovt, at jeg skulle opdage årets første lam på overvågningskameraet. Selvom det stadig er bedre at være der.
Men jeg fløj ud i stalden og her spankulerede et fint halmfarvet-gråligt vædderlam rundt ved siden af Page. Sikke skønt! Hvilken glæde!
Jeg troede en tid, at der skulle komme en til – men det gjorde der ikke. Èt lækkert lam er bestemt ikke at kimse af – og der er kraft i denne lille karl. Han stod allerede en time gammel og sparkede utålmodigt og frustreret ud med forbenet, fordi mælken var for svær at finde!
Et lille sjovt kuriosum – hvis I scroller 6 indlæg tilbage, så kan I se denne lille gut blive lavet! Og mine beregninger passer stadig ret godt – jeg plejer at regne med 5 måneder minus en uge, når jeg skal prøve at regne ud, hvornår der kommer lam. Det er i morgen!

Lammene på nyt græs

Lammene kom på nyt græs for et par uger siden og de har taget godt for sig af retterne. Så dagen i dag har budt på udvidelse af græsningsarealerne til både vædderlam og gimmerlam. Det er i hvert fald tydeligt at se , hvor de før har gået.

Der bliver bare guflet og smovset. Lammene har det i det hele taget godt og vokser og hygger. Det er dejligt! Meeen jeg kunne nu godt mærke i går, da jeg fodrede, at det jo også er ved denne tid, at jeg skal huske at passe på vædderlammene. Jeg skal ikke vende ryggen til, for de vil meget gerne til at afprøve, hvem der er stærkest – og det er jeg, men jeg er ikke interesseret i at teste det -og slet ikke uforberedt.
Når bare jeg lige holder øje og passer på, så går det nu stille og roligt – og de er da fine, når de går der og storspiser frisk grønt græs! Mums!

Fodringssæsonen er begyndt

I de sidste tre uger er lammene blevet vænnet til korn igen. Det er de ikke spor utilfredse med! Der er jo sådan set stadig godt med græs på marken, men der er ikke den samme næring i græsset som tidligere. Lammene skal gerne blive ved med at vokse, øge deres vægt og fylde, så de bliver fine slagtelam her til efteråret.


De er meget glade, når jeg kommer og kaster sig over foderet. Det er dejligt, at have en anledning til at komme ind i folden hver dag og et lokkemiddel, der kan vænne dem til at komme – og vænne dem til, at jeg er super sød og ikke spor farlig.
Sikke flotte de er på sådan en solskinsdag! Man bliver glad i låget! De 8 vædderlam får korn i deres trug. De 16 gimmerlam får dobbelt så meget korn i deres to trug!
Og hvad så med fårene? Ja, de er ikke helt så tilfredse, for de får “bare” nedfaldsæbler i ny og næ. De har det godt og klarer sig fint med det græs, der er på deres del af marken. De skal jo ikke vokse, så de må vente lidt endnu med at få korn.