Kategoriarkiv: Lam

Lammene på nyt græs

Lammene kom på nyt græs for et par uger siden og de har taget godt for sig af retterne. Så dagen i dag har budt på udvidelse af græsningsarealerne til både vædderlam og gimmerlam. Det er i hvert fald tydeligt at se , hvor de før har gået.

Der bliver bare guflet og smovset. Lammene har det i det hele taget godt og vokser og hygger. Det er dejligt! Meeen jeg kunne nu godt mærke i går, da jeg fodrede, at det jo også er ved denne tid, at jeg skal huske at passe på vædderlammene. Jeg skal ikke vende ryggen til, for de vil meget gerne til at afprøve, hvem der er stærkest – og det er jeg, men jeg er ikke interesseret i at teste det -og slet ikke uforberedt.
Når bare jeg lige holder øje og passer på, så går det nu stille og roligt – og de er da fine, når de går der og storspiser frisk grønt græs! Mums!

Fodringssæsonen er begyndt

I de sidste tre uger er lammene blevet vænnet til korn igen. Det er de ikke spor utilfredse med! Der er jo sådan set stadig godt med græs på marken, men der er ikke den samme næring i græsset som tidligere. Lammene skal gerne blive ved med at vokse, øge deres vægt og fylde, så de bliver fine slagtelam her til efteråret.


De er meget glade, når jeg kommer og kaster sig over foderet. Det er dejligt, at have en anledning til at komme ind i folden hver dag og et lokkemiddel, der kan vænne dem til at komme – og vænne dem til, at jeg er super sød og ikke spor farlig.
Sikke flotte de er på sådan en solskinsdag! Man bliver glad i låget! De 8 vædderlam får korn i deres trug. De 16 gimmerlam får dobbelt så meget korn i deres to trug!
Og hvad så med fårene? Ja, de er ikke helt så tilfredse, for de får “bare” nedfaldsæbler i ny og næ. De har det godt og klarer sig fint med det græs, der er på deres del af marken. De skal jo ikke vokse, så de må vente lidt endnu med at få korn.

Vi hepper på Mæhle

Her på Bjerget glæder vi os meget til i aften. Uh, det bliver spændende! Vi hujer og krydser fingre for alle de seje fodboldspillere, der med sammenhold, kampgejst, dygtighed og glæde gør det til en fest at se fodbold – men fårene hepper nok allermest på Mæhle. Lyd forstod ikke helt det med hatten, men hun syntes, det var skægt at svinge med flaget.

Den sidste flaske

Lille Lyd og Vers fik i går deres sidste sutteflaske. De sidste ti dage dage har de en enkelt gang dagligt hver især suget 4,5 dl mælkeerstatning i sig på lige lidt over 1 minut. Det kræver god kæbemuskulatur. Men i går var det altså sidste gang.
Lammene er nu 2 måneder gamle og har begge rundet de 15 kilo og er heldigvis gode til at spise både kraftfoder og græs. Naturligvis kommer de til at savne flasken i de næste par dage, og de kommer til at kalde, hver gang jeg kommer forbi, men så vænner de sig til den nye tingenes tilstand.
Som I kan se på billederne, foregik fodringen ind igennem lågen. Det lam, der ikke får flaske springer op af bare iver og deres klove er både skarpe og beskidte. Det gjorde ikke det store i maj måned, for da havde jeg min store tykke termodragt på, men med sommervejrets komme, er mine vinterhvide stikkelsbærben kommet frem og de bryder sig ikke om skarpe lammeklove. Så både derfor – og for at lægge lidt begyndende afstand til de to – er de sidste par dages fodring altså foregået med hovedet ud af lågens tremmer. Så har de måtte nøjes med at hoppe op af hinanden.
Her er det først Lyd der får flaske, mens Vers utålmodigt hopper rundt og prøver at støde Lyd fra flasken. Så bliver det hendes tur, mens fodringen bliver et tilløbsstykke og hele flokken samles nysgerrigt for at følge med. Jeg ved ikke, om de fornemmede, at det var en lidt særlig flaske og ville give moralsk opbakning til de to lam.

Flaskelammene

Det er vist ved at være på tiden med en update på flaskelammene. For som den opmærksomme læser har kunnet konstatere, er der mere end ét!
Jeg begyndte jo med at hjælpe Sang, men hun fandt andre smutveje og hendes mor Vigdís har affundet sig med, at hun “snyder” sig til mælk fra patterne.
Så kom lille Lyd, der blev helt og fuldt mit ansvar. Når jeg var ude at fodre hende kunne jeg for en måneds tid siden konstatere, at et andet lam også var voldsomt interesseret. Harissas ene lam, Vers, blev afvist af sin mor og var sulten. Hun slog sig sammen med Sang og hang i Vigdís´patter ved hver fodring, og det synes jeg var for galt. Vigdís havde da nok i sine egne fire. Efter nogle dages kamp med Harissa overgav jeg mig – og siden har Vers været med på flaskevognen.

Lyd var med mig på arbejde i de første tre uger. Det var en fest på skolen, med eget lam at lege og kæle med i frikvartererne. Lyd blev fodret og løb så med mig rundt på skolens forskellige udendørs områder, så alle børn kunne se og møde hende i løbet af dagen. Fra alle kanter lød der “Hej, lille Lyd” og mange gange i løbet af dagen fik jeg efterretninger fra børn, der lige havde været ude på en “løbelufter” og havde lagt vejen forbi Lyd. “Lyd har det godt, Dorte. Hun ligger og sover….Hun kan godt lide små blade… Hun spiste lidt græs….”
Men efter tre uger sagde Lyd selv stop og ville ikke ind i transportkassen. Siden har hun været fuldtids på Bjerget og hygger sig i fåre/lammeflokken. Både hun og Vers trives og er nu nede på en flaske om dagen og spiser selv kraftfoder og græs ved siden af.
De er søde, når de kommer susende for at få mad og kæletur.

Bunad og lam

Der er meget ro omkring Bunad og hendes lam. Hun er rolig, passer sine lam godt og de vokser, så man nærmest kan se det fra dag til dag. Det er dejligt.
Selvom de jo var tre i maven, var lammene store og vejede omkring 4 kilo ved fødslen – det dobbelte af Pages lam.
De to gimmerlam – årets sidste – skal hedde Kor og Håb!
De er rigtigt typiske Bunad-lam. Store, flotte og rolige, der løber rundt og leger og springer afsted over marken, men let finder tilbage til Bunad, når de er sultne, skal trøstes eller bare skal hygge og hvile lidt. Dejlige tøser!

Page og hendes to enlinger

Ja, det er jo selvmodsigende med to enlinger – og Page fik jo altså også tvillinger!
Men der gik lidt kludder i det for den unge mor – nok fordi Bunad blandede sig – og derfor er de i praksis blevet to enebørn.
Page er en sød og omsorgsfuld mor og hun har ikke helt glemt legebarnet, så hun løber gerne med i lammeflokkens suseture. Hendes gråhvide vædderlam trives og får masser af mælk. Han sørger for at sutte fra begge hendes patter og det er jeg glad for.
Vædderlammet vokser fra sin søster – og det synes jeg jo er lidt træls, for hun er min og mit ansvar! Men jeg kan ikke matche en tår mælk hvert kvarter! Mit lille gimmerlam er stadig det mindste, selvom hun klarer sig godt!
De to lam hedder Luft og Lyd. Luft fordi han har en lys grå og lidt “fluffy” pels- og Lyd fordi et flaskelam plejer at lave ret meget af selv samme. Ind til nu er hun nu meget afdæmpet, den Lille Lyd.
Det er ikke nogle super spændende billeder jeg har fået taget, jeg når ikke så meget mere i disse dage, men her er Page med en spisende Luft, Luft og Lyd i nærheden af hinanden (det sker meget sjældent) og så yderst den søde lille Lyd, der står og venter på “sin mor”.


Yavapais to små søde

Yavapai passer sine to små lam med stor nidkærhed. Hun laver et hulans spektakel, når et eller begge lam er taget lidt på udflugt og leger med de andre. Og jeg får fortsat mange tramp og stamp med forbenet, hvis jeg kommer for nær. Det er i sandhed en temperamentsfuld ung mor.
Lammene er ikke så store, men fulde af pep og krudt! Det var jo gode venner, der hjalp mig med at holde øje med udviklingen i stalden og så lammene først, så de har fået lov at navngive!
Gimmerlammet har en helt utrolig storkrøllet, kulsort pels – hun skal hedde Dur.
Helt overraskende kommer hendes sortgrå bror så til at hedde Mol. På billedet til højre er det Dur til venstre og Mol til højre.

Harissas to piger

Her har i Harrissa og hendes to gimmerlam. De skal hedde Vers og Strofe. Strofe var tæt på at ryge udenfor navnetemaet og blive navngivet Harry Potter på grund af den zigzaggede blis, men nu holder vi fast! Vers og Strofe!
Harissa har halsrem på, fordi jeg har haft hende under observation – og det er hun ikke vild med. Hun er lidt nemmere at få fat i, når jeg har noget at gribe i. Jeg kan ikke finde ud af Harissa i disse dage. Er hun syg, på vej mod yverbetændelse, skruphysterisk eller? Hun virker voldsomt irriteret, men hvorfor?
Sidste år har jeg skrevet, at hun er en “rolig, afslappet og omsorgsfuld mor”, men det slår altså ikke så hårdt igennem i disse dage. Hun virker som nævnt meget irriteret og lader det mest gå ud over den sortgrå Vers. Men jeg håber, at tingene falder lidt til ro, når foråret og græsset og de lune nætter udendørs indfinder sig.