Kategoriarkiv: Lam

Page og Bunad har læmmet i nat

Da jeg kom ud i stalden i morges lå Page nok så glad og fro med et lysegråt lam. Hun så frisk ud og det lignede, at der var styr på sagerne. Sådan! Page er jo også førstegangsfødende, så det er sejt. Det eneste, der undrede mig, var, at hun ikke havde fået to lam, for hun har fyldt godt i den seneste tid.
Bunad havde født senere i nat. Hun stod og nussede om to store gimmerlam og ét der lå dødt. Åh nej, ikke igen. Ja, jeg synes det er svært, for nu har jeg jo ikke været på arbejde, men bare sovet, hvor jeg i stedet for skulle have hjulpet Bunad. Jeg var sent i stalden i aftes og tidligt ude, men det var ikke nok! Min søde mand siger, at jeg ikke må være så hård ved mig selv, men åhhh, … Jeg hader ikke at være der.

Men rundt i halmen stavrede også et lille kulsort lam. Slikket og tørt og …. helt alene. Bunad ville ikke kendes ved det og det passede heller ind blandt hendes store, stadig våde lam.
“Page?”, sagde jeg spørgende. Det passede meget bedre – også i størrelsen. Hun har fået to lam og det sorte lam er slikket og fint, men hun vil hverken eje eller have det. Det får slet ikke lov til at komme i nærheden af hende. Stakkels lille. Gad vide, hvad der er sket der.

Jeg fløj forbi fryseren, hvor jeg heldigvis har råmælk fra Oslo frosset ned. Det fik jeg tøet op og puttet i sutteflasken og her er i hvert fald et lam, der kan sutte. Hold da op!

Yavapai overrasker

Det var med et lidt beklemt hjerte jeg tog på arbejde i morges – og jeg havde indtrængende bedt Bunad om at vente til efter kl. 14. Jeg synes, det var hende, der så mest fødeklar ud! Lidt over 11 kunne jeg ikke holde uvisheden ud og fik søde venner i nabolaget til at køre forbi Bjerget for at se til de tre gravide. De ringede lidt efter og fortalte, at der nu ikke længere kun var tre får i boksen, men også to små lam. De kunne lykkeligvis også melde, at alt så fint og fredeligt ud og at efterbyrden var på vej. Det var dejligt nyt!
Stor var min overraskelse. da jeg kom hjem og så Bunad stå med fuld mave. Jeg havde været så sikker på at det var hende … Surprice!!


For det var lille Yavapai, der stod så fint med to små lam! Hun er førstegangsfødende og kun selv lidt mere end et år. Hvor er det flot klaret.
Jeg ville gerne have været i nærheden, men super godt, at hun har klaret det selv. Hun nusser om og passer på de små lam. Hun skyder nærmest ryg, når de søger efter mælk, så patten bliver lettere at finde. Og så er hun nøjagtig lidt at temperamentsfuld over for mig, som vanligt og stamper hårdt med forbenet, når jeg nærmer mig!
Jeg fik da listet mig til at se, at det er et gimmerlam forrest og et vædderlam – der er ved at bestige høbunken. Tillykke, Yavapai!

Sorg og glæde – Harissa har læmmet

Da jeg kom hjem fra arbejde i dag stod Harissa med to nye lam. Nej, hvor dejligt – og de så friske og kække ud begge to. To gimmerlam.
Men en tredje søster lå død lidt derfra! Åh, nej, hvor trist. Jeg bliver så ked af det!
Den så fin og veludviklet ud, men altså død.
Harissa så ud som om det havde været en hård omgang og det døde lam har måske ligget forkert, ligesom ved søster Hanun. Og i dag jeg var der ikke til at hjælpe!
Jeg bliver bare så trist inden i! De små lam ligger trygt og godt i mors mave i 5 måneder og er klar til at indtage verden – og så går en eller anden lille ting galt ….. Øv! Sikke en mavepuster!
Jeg var hjemme hele påsken, hele dagen i går og fra i morgen eftermiddag er jeg hjemme hele weekenden! Og så vælger Harissa lige de 6 timer jeg var på arbejde i dag til at lægge sig med veer! Men sådan er det – og hverken Harissa eller jeg kan gøre for det. Hun bliver nødt til at læmme, når hendes krop siger til – og jeg bliver nødt til at passe mit arbejde. Ellers har jeg ikke råd til at have får 😉


Men nu vil jeg sætte mig ud i stalden og glæde mig over, at der er to levende søde lam mere på Bjerget! Den ene er næsten helt sort og den anden er mere grålig og har en sjov og ret karakteristisk snoet blis ned af næseryggen. To hurra og et lille suk !

Gærdesmuttes trillinger

Gærdesmuttes trillinger trives og har det godt. Jeg er voldsomt imponeret af Gærdesmutte, der i en forholdsvis høj alder bare mestre opgaven og passer sine lam med stor tålmodighed og fylder dem med mælk. De var ret små ved fødslen, men hold da op, hvor de vokser. Et hold rigtige krudtugler. Mor Gærdesmutte finder sig roligt i at blive brugt som klatrestativ og udspringsrampe.
De tre piger hedder Do, Re, Mi. Mi er den hvide.

Do, Re, Mi er de første tre toner/stavelser i et musikpædagogisk værktøj kaldet Solmination. Hold nu op, det lyder klogt, og jeg ved ikke mere end det, men kender tone-remsen Do, Re, Mi, Fa, So, La, Ti fra musiktimerne i skolen og fra en virkelig lang, virkelig gammel, men ikke desto mindre fanstatisk film “The sound of Music”, som jeg genså engang her i løbet af det forgangne år.

Øremærkning

Jeg har været i gang med at pierce alle lammene – at øremærke dem. Der var efterhånden ved at være mange sorte lam, der lignede hinanden rimeligt meget. Ud af de 16 lam er der kun to hvide.
Så jeg gik i gang med tang og øremærker – og hvis jeg blev i tvivl om et lams tilhørsforhold, var det bare om at holde øje med, hvilken pat den søgte hen til. Haps!

Det foregår simpelthen så stille og roligt. Jeg gør det som regel lige efter aftenfodringen. Lammene ligger og snuer i halmen efter en lang dag og jeg kan stille og roligt samle dem op, sætte mig på huk og lægge deres ben over mit og så – et hurtigt knib med tangen – og det er slut næsten før det er begyndt og lammene er ret upåvirkede.
Jeg klør dem lidt og de går hen til kammeraterne eller deres mor, der snuser lidt og så er det det!

Billederne her er altså ret atypiske, for det er både dag og udenfor, men at tage en selfie, mens man øremærker lam er en umulighed, og hjælpen bød sig til i dagtimen!
Her er det Gærdesmuttes hvide gimmerlam, der får nummer 312 i øret. Det vil sige, at hun er det 312. lam, der er blevet født her hos mig. Ret vildt! Og der kommer jo flere endnu, har jeg på fornemmelsen.

Aishas drenge

Aisha barslede jo med et par fine vædderlam. Og godt for det, for der var kun to vædderlam, blandt de første 8 lam. Det er fint med en ligelig fordeling – og vædderlammene vokser godt!
Disse to er et par rigtigt flotte sorte knægte, der helt sikkert kommer til at vokse sig store og stangmusikalske. Derfor skal de opkaldes efter en af det forgangne års store “stjerner”:
Phillip Faber hjalp på humøret hos mange – mig selv inklusive – med forårets Morgensang på DR. Med gode fortællinger, smittende grin, hoftesving og underlige ansigter kom vi omkring mange dejlige sange. Jeg nød at synge igennem hjemme i stuen og da det blev muligt, blev morgensangen også brugt som fast opstart mange steder i “corona-skolen”. Det gav et stort boost af fællesskabsfølelsen midt i al den afstand og hver for sig. Så derfor – Phillip Faber!!

Det er Phillip til venstre med den krusede pels og Faber med den mere lokkede.

Kuzminas tvillinger

Kuzmina har jo også fået tvillinger. De er ikke så høje som Oslos lam, men nogle rigtige “kraftkarle”. Et vædderlam og et gimmerlam – og ti dage gamle nu. Vædderen er stor og stærk og bred og gimmeren næsten lige så stor. Hun er let at kende på de næsten lysebrune kanter, hun har på ørerne. Det ser meget sødt ud. Kuzminas lam skal hedder Akkord og Node. Her får Node lige et lille måltid. I kan tydeligt se hendes nuttede, bløde, lysebrune ører, ikke?

Hanun fik trillinger i nat

I går gik Hanun rundt og lignede en halvsyg høne. Da vi nåede til aftensmaden skulle hun stort set intet have. Det er et af de tegn, jeg har at se efter …. noget var på færde.
Da jeg kom ud for at se til hende før sengetid var det tydeligt, at noget var i gang – og så alligevel ikke. Hanun pressede og gav sig, men der skete ikke noget, så jeg måtte træde hjælpende til.
Forbenene lå lidt fremme, men ikke meget og jeg kunne ikke mærke hovedet. Jeg måtte have lammet skubbet lidt tilbage, finde hovedet, der lå drejet tilbage ned langs kroppen og så prøve at få det frem. Men hver gang jeg havde fået hovedet frem og slap – svup, så drejede det ned igen. Øj, det var svært. Til sidst fik jeg både holdt fast i hovedet og hjulpet benene frem og ud, men det var hårdt for Hanun med min hånd og hovedet samtidig. Stakkels! Men ud kom lammet og det var heldigvis levende. Et sortgråt gimmerlam.

Hanun lå længe og slikkede lammet og kom til kræfter – og herefter gik tingene mere planlagt og hun fødte selv et stort gråkrøllet vædderlam. Jeg kunne bare sidde og se på familieidyllen, med slikken, små spæde babylyde og omsorgsfulde dybe mor-toner. Hanun vendte sig lidt rundt og lagde sig ned og jeg kunne se et par små klove mere stikke ud. Men nu var Hanun træt og havde ikke flere kræfter, så jeg hjalp lidt med, at få det sidste lam trukket ud. Et fint sort vædderlam! Åh, hvor dejligt!
Det hele så ud til at gå fint og Hanun tog sig fint af alle tre, så jeg gav hende en portion hø og noget frisk halm, sagde godnat – og så gik jeg i seng!

Her til morgen var der fred og ro i den nye familie og de tog sig et velfortjent hvil i halmen. Den førstefødte pige ligger lige foran Hanun, det langbenede grå vædderlam står ved hendes hoved og det sidstfødte vædderlam ligger bagved og sover.

Oslos lækre tøser

Oslo har et par virkelig flotte gimmerlam. De er staldens største lam, langbenede, sortgrå og får alt det de kan ønske sig at vokse af. Så jeg forestiller mig, at de bliver nogle store lækre sild.
De skal hedde Tone og Melodi – og først i skrivende stund går det op for mig, at da er meget passende, at det lige blev Oslos lam, der fik dette navne-makkerpar. Tone er et meget almindeligt norsk pigenavn, så på den måde kan jeg videreføre den norske linje.

Det lykkes mig ikke at få familien samlet, men her er Oslo og Tone sammen og Melodi til højre. Oslo har snor om halsen, fordi jeg lige holder øje med hendes yver i dag. Hun er det tætteste jeg kommer på en jerseyko og giver enorme mængder af mælk, men her i morges var hendes yver pludselig meget spændt og jeg måtte malke ud for, at lammene kunne få lov – og få fat.
Jeg ved ikke, hvad der lige er sket, men håber da bestemt, at det går i orden af sig selv igen.

Den lille firling – mit smertensbarn


Mit smertensbarn er jo Sang. Det er den firling, jeg har i pleje. Jeg forsøger at overholde min del af aftalen, men et mere modvilligt flaskelam skal man lede længe efter. Hun har stadig ikke rigtigt fattet det at sutte på sutten, men gumler bare på den, så det tager en krig at fodre hende. Hun er simpelthen ikke sulten nok, så jeg har resoneret, at hun jo så alligevel må snyde sig til noget mad i ny og næ. Det kan jeg også konstatere ved selvsyn: Når Vigdís bliver fodret (eller noget som helst andet, hvor hun står stille), så slår hun til og hager sig fast i en pat – og her fejler sutterefleksen absolut ingenting. Jeg er derfor på det nærmeste stoppet med flasken, for jeg gider jo ikke rende og være til grin ….. men kan jo se, at hun sakker agterud og er mindre og tyndere end sine søskende. Suk! Men sådan er det jo så – der er altid én der en mindst. Hun må se at få lært at spise noget kraftfoder, så hun kan vokse af det. Hvis hun stadig ikke forstår konceptet, når ferien er slut, så stopper jeg – for jeg har nok hældt mere mælkeblanding i vasken end i hende – og det er det faktisk for dyrt til. Her gaber hun stort og får sig en middagslur i solen.