Hurra hurra, nu har Bunad fået sine lam og alt tegner godt! Så dejligt! Jeg er så glad Bunad har i de seneste dage fået mere og mere yver og i morges var de ret spændte. Nå, tænkte jeg …. Nu kan det ikke vare længe.
Sådan skrev jeg sidste søndag den 1. maj – og så ramte ugen mig og jeg nåede ikke længere. Men jo, Bunad fik sine lam – og jeg kisteglad og lettet over en god læmmesæson. Lammene lå lidt hulter til bulter, men ved fælles hjælp fik vi dem ud! Tre dejlige sorte lam, én vædder og to gimmere. Bunad passer dem fint alle tre og de er hurtigt blevet integreret i flokken af lam! Skønt! Herunder er de tre timer gamle og allerede i gang med at udforske en verden af …græs!
Jeg går jo og venter på, at Bunad også snart skal få lam …. og fik pludselig en fornemmelse af, at det har jeg da vist gjort før. Så jeg har lige været en tur igennem årenes fødselsdatoer – og ganske rigtigt: Bunad er ofte rosinen i pølseenden. Mit norske kose-får nr. 1 Bunad er født i 2017 og fik sine første lam i 2018. Her læmmede hun sådan midt i sæsonen – men siden har hun været sidst i 2019, næstsidst (få timer før den sidste) i 2020 og sidstfødende igen i 21 og nu også i 2022. Der tegner sig et mønster her. Bunad må altså være ret sen til at komme i brunst om efteråret. Jeg hepper og håber nu alligevel på, at hun snart kommer med nogle lækre lam, så de ikke bliver så meget mindre og yngre end de andre – men lige meget hjælper det. Bunad læmmer når hun er klar – og godt for det! Herunder har I Bunad fra i dag – der er da ingen tvivl om, at der kommer lam på et tidspunkt.
Jeg har faktisk ikke fået så sene lam siden Bunads eget fødeår, hvor Hanun trak den helt til 26.4, men lad os nu se. Til de ikke så norsk-kyndige kan jeg fortælle, at Bunad jo er fra året med norsk navnetema og har fået navn efter den norske nationale festdragt – og at kose er det samme som at hygge! Bunad elsker at kose og blive kløet og nusset – og min søde norske svigerdatter nyder at komme en tur i stalden og sidde og kose med Bunad, når hun er her.
Her i læmmesæsonen har jeg telefon og AirPods med i seng. Så kan jeg følge billeder fra stalden og høre lyden uden at forstyrre min mands søvn unødigt. Jeg havde sat telefonen til at vække mig kl.4 søndag morgen, for jeg havde fornemmelser i forhold til Vigdis. Hun gik uroligt rundt, så jeg lå i den kolde morgen lunt under min dyne og fulgte halvsovende lyd og billeder fra stalden og den begyndende fuglesang fra vinduet. Det tegnede til en på alle måder smuk påskedagsmorgen. Ved 5-tiden var jeg ude og kigge, men Vigdis synes bare, at jeg skulle gå i seng igen. Men ved 6-tiden stod jeg op, for der var ved at komme gang i fødslen. Lidt efter min ankomst kom et ganske lille hvidt vædderlam til verden i fin stil med forbenene først – lige efter bogen. Min svigerdatter og to styks morgenfriske børnebørn kom med ud i stalden og sammen sad vi og så det lille lam komme på benene, mens Vigdis forberedte lam nummer to. Det kom til verden i et hovedspring. Sikke en fin oplevelse sammen. Men det var også lidt koldt og de små gik ind igen. 20 min efter kom det tredje lam – denne gang med bagbenene først. Vigdis er sej. Hun tager det stille og roligt – et lam af gangen.
Her ser I Vigdís med sine tre hvide lam. Et vædderlam og to lidt større gimmerlam – med mørke ben. Der er trængsel ved patterne, men da ekstra meget, når de alle vælger den samme. De er livskraftige alle tre og Vigdís er tålmodigheden selv, så det skal nok gå.
I går tog jeg dette billede af Bunad og Vigdís (forrest), der på det tidspunkt var de sidste to gravide får tilbage. Jeg tænkte, at Vigdís skal sikkert snart skulle læmme, men at det til gengæld – når man ser på Bunads yver – godt kan vare noget endnu med hende. Jeg ville elske at blive færdig med læmningerne her i påsken og have lam, der i to bunker er cirka jævnaldrende. (Som I nok fornemmer er billedet helt out-datet – se andet opslag senere) Jeg har længe haft fåreflokken delt i to i stalden om natten – de ammende og de gravide. Der er meget forskel på, hvor meget man skal have at spise, når man ammer og når man stadig har lammene indenbords. Jeg vil så nødig at de bliver alt for store, før de kommer ud! Så Bunad vil ikke være tilfreds med i aften at stå alene på smalkost, mens de andre mæsker sig i kraftfoder og hø! Inden nogle bliver bekymrede på hendes vegne, så kan jeg berolige alle med, at hun absolut ikke mangler noget. Hun er i solid foderstand og godt bred over ryggen. “Kom nu bare med de lam, Bunad – så kan du få masser af mad”.
Torsdag aften kunne jeg se på min telefon at Mi gik ret hvileløs rundt i stalden – og så var jeg klar over at noget var under opsejling. Hun plejer nemlig at ligge bumstille og snorke højlydt hele natten. Så jeg sendte familien i seng og gik i stalden. Mi er jo førstegangsfødende, så jeg ville meget gerne være der. Helt som vanligt fik fårene med lam en portion natmad og masser af hø til natten. De gravide fik en håndfuld og lidt strå. Mi kom hen og spiste ganske som sædvanligt, og da jeg efterfølgende satte mig musestille for at våge, lagde hun sig roligt til at sove, som resten af flokken. “Det var lige godt pokkers”, tænkte jeg, og da jeg faktisk også selv var ved at falde i søvn, gik jeg i seng. Med hovedet på puden kiggede jeg på StaldCam. Alle sov! Hmmm! Men jeg kunne alligevel ikke helt slippe min fornemmelse og lagde mig og læste lidt. 20 min senere kiggede jeg igen – og her lå Mi og pressede med hele sin lille krop! Sådan en udspekuleret rad! Jeg fløj ud af sengen igen, fik staldtøjet på og gik ud i stalden igen! Jeg kunne hjælpe Mi en lille smule med at lirke og blødgøre og udvide – men havde jeg ikke været der så havde hun klaret det selv! Et lille spinkelt hvidt vædderlam! Uh, hvor fint – og straks var hun over ham med slik og kærlige lyde. Efter noget tid lagde Mi sig igen og pressede et sort gimmerlam til verden! Hold dag op for en sej lille tøs. De er virkeligt spinkle, i forhold til de andre “kornfede” og velnærede ældre lam, men det er flot at få to lam som 1 årig – og godt med et lam til hver pat! Det lyse vædderlam er helt bedårende! Det er så meget lettere at se “ansigtsudtryk” på de lyse og grå – end på de sorte. Gimmerlammet er med garanti også meget smuk – det er bare svært at se. Glad, lettet og så stolt af Mi kunne jeg kravle til køjs.
Lørdag formiddag lagde Kuzmina op til læmning. Jeg var bare glad – efter en travl arbejdsuge med ingen læmninger, så var det jo nærmest optimalt med flere lam på påskeferiens første dag. Kuzmina fik selv første lam og det så fint ud. Jeg synes at det var lidt lille og med øje for Kuzminas tykke mave, tænkte jeg, at så kommer der nok tre. Det varede rigeligt længe, men så kom også nummer to – og så kom det første af efterbyrden og der var ikke tegn på flere lam. Okay- tænkte jeg. Så har jeg taget fejl. Og glad var jeg. To livskraftige sorte gimmerlam. Top!
Men da det sidste af efterbyrden faldt ud sidst på eftermiddagen var det som om der stedet kom resterne af en sprungen vandblære …. Hvad var nu det? Var der alligevel flere? Jeg kunne ikke mærke nogle lam, men det føltes alligevel meget uvant. Jeg konsulterede en vagtdyrlæge og hun mente at det nok bare var lidt mere efterbyrd. Vi holde løbende øje med Kuzmina lørdag aften. Da jeg kom derud ved 22-tiden lød der en vedvarende lillestemme-brægen. Kuzmina havde født et tredje lam, som hun ikke havde slikket og tørret og bestemt ikke følte moderfølelser for. Jeg fik det tørret og masseret, men det var noget forkomment og ville ikke stå eller sutte. Så jeg fik malket råmælk ud af Kuzminas velforsynede yver og givet det kolde lam en ordentlig portion varm og nærende råmælk med sonde – og pakket det godt ind i hø, ved siden af sine søskende. Og så krydsede jeg ellers fingre – “Kom nu, Kuzmina! Du har så rigeligt med mad og moderkærlighed – del det nu bare på tre”. Men mine bønner blev ikke hørt. Lammet klarede sig fint og livede hurtigt op – og næste morgen kunne man som dårligt kende forskel på hende og hendes søstre – bortset fra, at hun ikke fik lov af drikke af sin mors patter. Jeg sloges med Kuzmina og holdt hende, men måtte efterhånden sande, at jeg havde tabt den kamp! Så sutteflasken blev fundet frem igen! Suk!
Jeg må indrømme, at jeg slet ikke kunne finde lysten og kraften til at være fuldtids-baby-mor. Så jeg tilbød en ung familie med et to søde drenge og et par får med lam på vej, at hvis de havde lyst og mod på det, så måtte de få den lille pige. Det havde de sørme – og det fine lille gimmerlam er her i aften rejst hjemmefra! Jeg ønsker dem alt muligt held og lykke – for selv om det er fast arbejde, så er det jo også en fantastisk dejlig oplevelse med sådan et lille tamt og knusende sødt lam!
Jeg blev jo slet ikke færdig med min søndagsfortælling, ser jeg nu! Og så ramte ugen 😉 Søndag morgen tidlig gik jeg i seng med et stort smil på læben efter at have hjulpet Hanuns tre fine lam til verden. Jeg bad min mand vække mig snart igen, da Oslo absolut også gjorde klar til familieforøgelse. Så 8.30 stod jeg i stalden igen – og denne gang havde der ikke været brug for mig. Oslo stod med to dejlige sorte lam! Skønt! Men det var nu alligevel godt, at jeg kom derud, for Oslo måtte da slås lidt for sine lam, kunne jeg se. De to af Hanuns lam var faldet i dyb søvn og Hanun kunne åbenbart ikke lige finde dem. Hun var nu helt overbevist om, at de de to nye var hendes og forsøgte ihærdigt at slikke og ordne dem også. Det kunne lige passe, at hun skulle lave rod i butikken. Så Aisha og hendes lam røg hurtigt ud af den lille boks og Hanun og hendes tre kom derind i stedet for – med en ordentlig tot hø. Så var roen genoprettet og de tre nybagte mødre kunne nu bare søndagshygge med ungerne. Stalden forblev lukket det meste af dagen, da det var et sølle vejr, der egnede sig mest til indendørs hygge – og jeg fik foret trillebøren med hø og vippet den, så jeg kunne nyde synet af de 8 lam i en foret og lun lænestol. Tillykke til Oslo! Flot arbejde! Fotografen kan man ikke sige det samme om – det er et sløjt billede – jeg tror, hun var lidt træt. 7 lam på 12 timer – men hurra, når det går godt!
Jeg havde sat telefonen til at bimle lidt over 3 i nat. Hanun havde skrabt i halmen og gået lidt uroligt rundt om sig sig selv, da jeg var ude at sige godnat ved midnatstid, så jeg ville gerne lige se, hvordan det gik med hende. Hun lå i halmen og så lidende ud – og hvor hun som regel slet ikke er til at komme i nærheden af, lå hun nu stille og nærmest bad om, at jeg kom. Jeg havde heldigvis taget det varme tøj på og en spand varmt vand med også, så jeg var klar. Hanun var egentlig fødeklar, kunne jeg mærke, men der sad en prop i livmoderhalsen – en prop med hale! Åh nej! Men jeg har prøvet det før og fik skubbet lammet lidt tilbage i livmoderen. Straks kom der en vandblære frem, men den lille rumpe gled også straks frem igen og lukkede. Nå, men så måtte vi jo rigtigt i aktion! Jeg fik skubbet, flyttet og puffet og fik så fat i et par bagben som jeg forsigtigt kunne løfte op og lirke med ud uden at ridse i Hanun. Forsigtigt, men hurtigt, fik jeg lammet ud med bagbenene først og hovedet sidst og lagt det hen foran Hanun. Det gav moral og den gode mor fik sig stablet på benene og slikkede den nyfødte. Det næste lam lå også sært, men det fik jeg da ud med forben og hoved først. Hvor skønt! Da Hanun havde slikket sine lam godt og havde fået dem på benene, kom der en vandblære mere og ganske få minutter efter pressede hun let et tredje lam ud! Tre sorte lam – fine ensartede i størrelsen! Uh, hvor skønt at være der, så det gik godt. Og skønt at det er weekend, så jeg bare kunne sidde i natten med et stort smil om munden – opdagede jeg – og se de tre nye finde sig til rette med deres seje mor. Det bliver ikke til mange billeder, når jeg sådan er fødselshjælper mellem kl. 03.30 og 5.15, men et enkelt fik jeg da taget inden jeg gik ind i seng. Hurra og godnat!
Jeg satte Aisha og hendes lam ind i en lille bås i nat, for at de kunne få lidt ro og for ikke at risikere, at andre mødre skulle finde på at overtage og skabe forvirring. Der var i hvert fald to – Hanun og Oslo her- , der var meget interesserede og stod og kiggede. Jeg forestiller mig, at de tænkte: “Hvornår er det vores tur?”. Det tænkte jeg. Sikke nogle jersey-køer! Andre var helt uinteresserede i lammene – men til gengæld meget interesseret i høet. Kuzmina, Bunad, Vidgis og lille Mi.
I går eftermiddags var vi på hyggeligt familiebesøg. Det varede dog ikke længe før jeg via telefon og StaldCam kunne se at Aisha gik rundt i stalden og skrabte i halmen. Jeg trøstede mig med at hun jo er en erfaren dame, så hun skulle sikkert nok klare den. Men da vi kom hjem til aften, var der stadig ingen lam og Aisha skrabte, lagde sig og ….. så ikke mere. Jeg trak i staldtøjet og gik ud for at undersøge lidt på sagen – og alt det hele virkede rigtigt – bortset fra, at Aisha slet ikke var åben og kunne få gang i fødslen. Da jeg havde siddet og set på hende en tid besluttede jeg mig for at hjælpe hende. Jeg fik lavet en lille åbning i livmoderen, så vandblæren kunne komme igennem og hjælpe med at udvide fødselskanalen. Og det hjalp! Vandblæren kom, og Aisha pressede og lagde sig, efter noget tid sprang blæren og hun kunne slikke fostervandet i sig. Men selv om hun tydeligvis forsøgte, skete der så igen ikke mere. Jeg fik hjulpet forbenene frem, men jeg tror Aisha var ved at være træt. Ved fælles hjælp fik Aisha og jeg trukket og skubbet et fint sort vædderlam ud! Åh, hvor dejligt!
Så skulle der nusses og slikkes – og den lille kraftkarl havde i hvert fald ikke taget skade af den langvarige optakt, for han begyndte straks at prøve på at komme op at stå. Tre minutter efter sin fødsel stod han på alle fire ben og begyndte at søge efter mælk. Det er en gut med fremdrift. Efter noget tid ville jeg lige se Aisha bagfra – og her kunne jeg lige skimte et par forklove. Så herligt! Jeg kiggede væk i måske 10 sekunder og … plask, så faldt en lillesøster ned i halmen!
Ih, sikke en dejlig lørdag aften! Det var hyggeligt, at sidde og se på de to små! Og måske var det ikke de sidste i denne omgang, for både Oslo og Hanun gik også uroligt rundt.
