Traditionen tro bliver julen båret ud – i fårefolden! Eller i hvert fald juletræet. Hele flokken så på træet med stor skepsis i forbavsende lang tid i år – men så …..
Knuske, grumske, gumle og gnaske – pludselig kom der skred i sagerne og grankvist efter grankvist blev bidt af og tygget godt igennem.
Herunder har vi vinterens flok på Bjerget: Den unge Mi længst til venstre, efterfulgt af Vigdís, Bunad, Page, Oslo, Hanun (allerbagest), Kuzmina og Aisha længst til højre.
Søndag eftermiddag mellem to byger var jeg heldig at fange Page og vædderen i en øm lille stund i novembersolen. De snusede, nussede hinanden i pelsen, sagde kærlige lyde – og blev så enige om at lave startskuddet til et par fine lam. Dejligt!
Her ser I Mi, der er det sidste nye skud på Bjergets fårestamme. Hun er en af Gærdesmuttes sidste lam, trillingerne Do, Re og altså Mi. Jeg vil så gerne have en efterkommer efter Gærdesmutte og hendes for-mødre Gro, Enya og Rose i min flok.
Jeg forsøgte jo sidste år – med stakkels Yavapai – men håber på mere held i sprøjten med og for Mi. Velkommen som Får på Bjerget!
Sammen med lammene sagde jeg også farvel til to af mine får- Gærdesmutte og Harissa. Det er jo en næsten årlig tilbagevendende ting – og ikke altid en af de sjove. Nogle år falder det naturligt og andre gange er det tungt. Jeg har dog for flere år siden lovet mig selv ikke at trække det for længe, da jeg synes det er trist at se et tidligere så stærkt får miste kraft og værdighed og rasle ned i hierarkiet i fåreflokken.
Jeg synes helt afgjort ikke, at det var en nem beslutning, at Gærdesmutte skulle herfra. Hun fik tre gimmerlam i foråret, som hun passede godt, men hun har virket træt og lidt slidt hen over sommeren – og var med sine 8 år allerede ældre end så mange andre får, når de drager afsted.
Gærdesmutte var egentligt tiltænkt en kollega, der ville have får. Men kollegaen fortrød og Gærdemutte blev på Bjerget, hvor hun krøb hurtigt ind under huden på mig. Hun har været et skønt og karakterfuldt får.
Gærdesmutte veg ikke fra mine bukseben, da jeg samlede flokken og lastbilen kom – og det rev da lidt i hjertet, da jeg skulle lukke lågen bag hende og sige farvel.
Harissa var ikke så gammel, men jeg vil gerne have lidt færre får – og så var Harissa altså den, der stod for tur. Ikke fordi hun var den næstældste, men fordi hendes sind er så uroligt. Hun laver vilde øjne og nervøs stemning i flokken for ingenting. Og så samlede hun ikke mange point i dette års lammetid: Hun skal ikke lastes for at ét af hendes tre lam døde i fødslen, men at hun så efter nogle uger vælger det ene af to lam fra og nægter at passe det ….. Ja, så bliver jeg lidt kort for hovedet!
Men farvel I to gode får! Tak for gode stunder på græsmarken og i stalden!
Her på Bjerget glæder vi os meget til i aften. Uh, det bliver spændende! Vi hujer og krydser fingre for alle de seje fodboldspillere, der med sammenhold, kampgejst, dygtighed og glæde gør det til en fest at se fodbold – men fårene hepper nok allermest på Mæhle. Lyd forstod ikke helt det med hatten, men hun syntes, det var skægt at svinge med flaget.
Yavapai passer sine to små lam med stor nidkærhed. Hun laver et hulans spektakel, når et eller begge lam er taget lidt på udflugt og leger med de andre. Og jeg får fortsat mange tramp og stamp med forbenet, hvis jeg kommer for nær. Det er i sandhed en temperamentsfuld ung mor.
Lammene er ikke så store, men fulde af pep og krudt! Det var jo gode venner, der hjalp mig med at holde øje med udviklingen i stalden og så lammene først, så de har fået lov at navngive!
Gimmerlammet har en helt utrolig storkrøllet, kulsort pels – hun skal hedde Dur.
Helt overraskende kommer hendes sortgrå bror så til at hedde Mol. På billedet til højre er det Dur til venstre og Mol til højre.
Her har i Harrissa og hendes to gimmerlam. De skal hedde Vers og Strofe. Strofe var tæt på at ryge udenfor navnetemaet og blive navngivet Harry Potter på grund af den zigzaggede blis, men nu holder vi fast! Vers og Strofe!
Harissa har halsrem på, fordi jeg har haft hende under observation – og det er hun ikke vild med. Hun er lidt nemmere at få fat i, når jeg har noget at gribe i. Jeg kan ikke finde ud af Harissa i disse dage. Er hun syg, på vej mod yverbetændelse, skruphysterisk eller? Hun virker voldsomt irriteret, men hvorfor?
Sidste år har jeg skrevet, at hun er en “rolig, afslappet og omsorgsfuld mor”, men det slår altså ikke så hårdt igennem i disse dage. Hun virker som nævnt meget irriteret og lader det mest gå ud over den sortgrå Vers. Men jeg håber, at tingene falder lidt til ro, når foråret og græsset og de lune nætter udendørs indfinder sig.
Nu skal vi vist se at komme videre med navngivningerne. Hanuns trillinger, som jeg var til at bringe til verden, har det super godt og passes omsorgsfuldt af deres mor. Hun fik to vædderlam og en gimmer! De vokser godt og virker til at trives. Hanun holder dem ofte omkring sig, og om natten ligger de tre i en stor bunke og sover. Ret hyggeligt!
På billedet her er det så middagshvilet familien nyder sammen. De to vædderlam til venstre og gimmerlammet til højre. Jeg fortsætter den musikalske remse fra Gærdesmuttes lam, så her har vi drengene Fa (grå), So (sort) og pigen La-Ti.
Sammen med Gærdesmuttes trillinger danner de hele remsen Do Re Mi Fa So La Ti…… men jeg tror aldrig, at jeg får dem alle seks til at stille sig op i rækkefølge!
Jeg har været meget i stalden i dag. Der har været mange ting, der skulle laves og ordnes og passes, nu alle får har fået lam. Jeg fjernet de grinder, der delte stalden op i to og til gengæld brugt to af den til at bygge en hø-væg. Her kan jeg lempe en skive wrap-hø ned og så kan fårene “tilgå” den fra begge sider. (Et frygteligt og meget populært ord på nudansk, som jeg vil bestræbe mig på kun at bruge denne ene gang!). Den er jeg meget tilfreds med – og det er fårene også. De kan hurtigt få knusket sådan en portion hø i sig. De er hundesultne i disse dage!
Og så blev forgangen fejet, vandtrugene tømt, skyllet og fyldt igen …. og så var det tid til en sutteflaske igen… Travl og dejlig søndag. Nu skal jeg ud med en flaske til – og så er det godnat!