Tag-arkiv: Vigdís

De sidste navne

Vigdis´ og Butterfree´s lam har jo også fået navne – og dem skal I ikke snydes for!
Vigdis` lam (tv) ligner hinanden meget, som I kan se. Den ene er en dreng og den anden en pige. De hedder Buller og Fnis – Bullerfnis i daglig tale – efter et program af samme navn som både børn og voksne her i familien var store fans af.
Den mørke skønhed i halmen er Butterfrees sygt flotte vædderlam. Han hedder Frede!
(Jeg går og hedder Frede. Hvad hedder du? Min bror han hedder Filimus!). Frede er jo altså enebarn her hos mig – og jeg ville ønske, at han havde været en pige. Han er så flot og jeg har kun Butterfree tilbage i slægten fra mit første får Sofie, OG han er så sød og rolig og omgængelig, men …. Sådan er det altså ikke. Frede er skøn!

Og således er vi nået hele vejen rundt! Tre gange tvillinger, et enebarn og et hold trillinger – det giver ti i alt – fra fem får – bum bum bum, det giver 2 i gennemsnit!
Det er meget fint, selvom det vist er lavere end ofte! Bøvlet tegner også til at blive lavere, da alle mødre passer deres lam forbilledligt! 6 væddere og 4 gimmere.
Så Kaj og Andrea, Buller og Fnis, Frede, Ingrid og Lillebror, Bamse, Kylling og Ælling boltre sig ude på marken, mæsker sig i fed modermælk, lege r og hygger og sover!

Vigdís fulgte trop med tvillinger

Palmesøndag om aftenen var Vigdís lidt urolig, så jeg tog telefonen med min staldovervågning med i seng og satte vækkeuret til kl. 2. Men her åndede alt fred og ro, og selvom jeg lå vågen et stykke tid og holdt øje, var der ingen aktivitet. Så jeg sov videre med sindsro. Da jeg kom ud i stalden igen kl 6, stod Vigdís ikke desto mindre glad og fro og gumlede hø med to tørre lam ved sine fødder!
Hvordan hun laver det trick, det ved jeg ikke! En ting er at spille uberørt, når jeg kommer ud i stalden…., men hun kan da umuligt mærke, hvornår jeg ser på StaldCam-appen, kan hun ??
Men når hun klarer det så fint, er alt jo godt – og med endnu et par tvillinger – en vædder og en gimmer – så har jeg intet jeg skal klage over! Hurra og tillykke! Til gengæld er det i orden at klage over billedet, hvor kun det ene lam er synligt! Jeg skal gøre det bedre næste gang! Jeg var vist mest optaget af børnebørnene 😉

Vupti – så var fårene klippede

Det kom næsten som en overraskelse for mig selv – men vupti, så var fårene klippede. Jeg husker det stadig som en tid med meget slid i mange dage, lange arme, ondt i ryggen og halløj!
Men imellemtiden har jeg så nu kun fem får – og fik faktisk ikke rigtigt taget nogen billeder, før jeg var færdig. To gange sidst på eftermiddagen, inden aftensmadslavning – og så var det bare gjort! Så nu har jeg fem nyklippede og efterhånden også lidt tykke får gående. Herligt! Velkommen til foråret! Fra venstre mod højre har vi Nuuk, den unge Butterfree, Vigdís, Mi allerbagest og Kuzmina længst til højre.

Tre gange tre er ni

Et helt umuligt billede – der tydeligt viser, hvor svært det er at få et samlet billede af de tre mødre med hver tre lam, men man kan se alle ni! 5 sekunder før stod fårene simpelthen så fint på stribe, med lammene foran sig, men så gik Vigdís to skridt, Oslo sænkede hovedet og Nuuks lam løb bagud! Bum! Væk var motivet – og alt det hele foran et fint træ i grim plastvandingssæk. Godt, jeg ikke skal leve som fotograf!
Men herunder, delt op i tre portioner, kan I se lidt mere vellykkede fotos af de tre familier. Oslo, Nuuk og Vigdís med hver tre lam. Herligt.

Vigdís´ tre piger

Her har vi Vigdís og hendes tre lækre gimmerlam. Mornay til venstre, Bechamel til højre og Panda i midten! Hun er årets undtagelse fra navnetemaet – I ser nok hvorfor!
Panda blev jo ret hurtigt kørt over på mit hold – af grunde jeg ikke helt forstår – men her klarer hun sig godt og vokser godt. Hun har god kontakt til sine søskende. Det er dejligt!

Jeg kan dog ikke hamle op med Vigdís, der må have noget virkelig kraftig mælk – for nøj, hvor de to gimmerlam Mornay og Bechamel vokser. De har rundet de 12 kilo her 22 dage gamle. De vejede sikker 3-3,5 kilo, da de blev født! Men Panda kommer lige efter!

Vigdís med tre piger

Søndag formiddag drog næsten alle får – også Oslo med lam – ned over marken! Undtagen Vigdís, der blev i stalden, gik lidt rundt lagde sig, rejste sig, kiggede ud af døren, lagde sig igen osv. Jeg skulle male, og gik og holdt øje med hende på kameraet imens, men ville lade hende være i fred så længe som muligt. Da Vigdís lagde sig og begyndte at presse, lagde jeg penslen og gik i stalden og glædede mig til at sidde lige så stille og se lam fødes.
Jeg nåede dog ikke langt ind i stalden, før jeg blev klar over, at det ikke blev til stille og frydefuld undren. Fødselshjælp var påkrævet. Et par sammenfoldede bagben sad i fødselsgangen og og kom ikke længere selvom Vigdís masede på. Så ind med lammet igen, mærke efter klovene for enden af de lange ben og lige så stille få dem lirket frem uden at ridse fåret på indersiden. Lammet kom ud med bagbenene først, men klarede det fint og da Vigdís havde slikket og nusset det en tid, skubbede hun uden større anstrengelser et lam mere ud. Sikke dejligt! To pænt store, hvide gimmerlam!

Jeg troede egentlig, at der skulle komme endnu et, for der var ligesom en vandblære mere, men jeg kunne ikke mærke noget lam og der var ikke tegn på flere veer. Det var nok bare lidt hinder og fostervand, der hang som i en pose.
Da begge lam var på benene og havde fået mælk at drikke, gik jeg ind og fik en rugbrødsmad – glad og tilfreds med to – og kun to – dejlige lam, som moderen selv kunne passe og som kunne vokse sig store og flotte. Men da jeg kiggede på staldkameraet næste gang … Hvad! Der lå der endnu et lam i halmen. Afsted igen.
Et tredje gimmerlam lå våd i halmen og var ved at blive ordnet! Og sikke et! Sådan et lam har jeg aldrig fået før, det mindes jeg ikke! Det skønneste lille panda-lam!
Sikke heldig jeg da er – med tre nye søndagsbørn og en blid og omsorgsfuld moder med masser af mælk, hun gerne deler ud til alle tre. Hurra!

Påskemorgengave

Her i læmmesæsonen har jeg telefon og AirPods med i seng. Så kan jeg følge billeder fra stalden og høre lyden uden at forstyrre min mands søvn unødigt. Jeg havde sat telefonen til at vække mig kl.4 søndag morgen, for jeg havde fornemmelser i forhold til Vigdis. Hun gik uroligt rundt, så jeg lå i den kolde morgen lunt under min dyne og fulgte halvsovende lyd og billeder fra stalden og den begyndende fuglesang fra vinduet. 
Det tegnede til en på alle måder smuk påskedagsmorgen. Ved 5-tiden var jeg ude og kigge, men Vigdis synes bare, at jeg skulle gå i seng igen. Men ved 6-tiden stod jeg op, for der var ved at komme gang i fødslen. 
Lidt efter min ankomst kom et ganske lille hvidt vædderlam til verden i fin stil med forbenene først – lige efter bogen. 
Min svigerdatter og to styks morgenfriske  børnebørn kom med ud i stalden og sammen sad vi og så det lille lam komme på benene, mens Vigdis forberedte lam nummer to. Det kom til verden i et hovedspring. Sikke en fin oplevelse sammen. Men det var også lidt koldt og de små gik ind igen. 20 min efter kom det tredje lam – denne gang med bagbenene først. Vigdis er sej. Hun tager det stille og roligt – et lam af gangen.

Her ser I Vigdís med sine tre hvide lam. Et vædderlam og to lidt større gimmerlam – med mørke ben. Der er trængsel ved patterne, men da ekstra meget, når de alle vælger den samme. De er livskraftige alle tre og Vigdís er tålmodigheden selv, så det skal nok gå.

Jubilæumslam

Det første lam, der blev født i år, var lam nummer 300, der blev født her på Bjerget!
Jeg var der ikke og ved derfor ikke, hvilket af Vigdís´ fire lam, der kom først!
Men da jeg satte øremærker i , besluttede jeg, at det var Syng, der blev født først.
SYNG! – som et udbrud, en opfordring, sammenbindende for årets navnetema.
Et stort flot sortbrunt gimmerlam, der er letgenkendelig på grund af sin store blis.

Sang – den lille fis

Sang er én af Vigdís´ firlinger – og del af det første kuld lam på Bjerget i år. De bliver fire uger gamle på torsdag – og de klarer sig godt. Syng, Sing og Song, der er på fuld kost hos deres moder, vokser flot og er store og velnærede. Mit tidligere plejebarn Sang er lidt mere forhutlet at se på – og ikke nær så stor, men hun klarer sig! Hun kunne have haft det lettere, hvis hun ville drikke af en sutteflaske, men det forstod hun altså ikke.
Sang har en voldsom vedholdenhed og det hjælper hende nok i mange situationer. Når fårene bliver fodret flyver hun fluks hen bag ved sin mor og griber fat om en pat – og hun giver ikke op selvom Vigdís sparker og flytter sig konstant. Hun prøver også til ved nogle af de andre mødre, og ind imellem lykkes det, hvis de har så travlt med at spise at de ikke får set hvem det er. Men det er riscy business og man må tage nogle høvl.

Men stor var min glæde, da jeg for et par dage siden kunne konstatere, at hun er begyndt at opdage kraftfoderets velsignelser. Da fårene havde spist, stod Sang og knuskede i nogle grøntpiller og senere gik hun ind i mit lille lammeskjul og tog for sig af grøntpiller, byg og kraftfoder. Da blev jeg glad!. Jeg fangede hende også ved høbunken med sin bror – ja man fristes til at sige storebror. Her kan man tydeligt se forskel i størrelsen.
Sang bliver med garanti ikke det største lam i flokken, men hun skal nok klare sig!

Firlingerne navngives

Skriv et svar

Så må det vist må være på tide at holde den første lille navngivnings-højtidelighed. Jeg kaster mig altså ud i mit morgen/fællessangs-tema – for fuld musik med de første fire!

Som tidligere nævnt savner jeg meget at synge sammen med eleverne på skolen. Så de første fire hedder Syng, Sang, Sing og Song. Jeg kunne dog ikke få lammene til at stille sig op i den rækkefølge. Jeg er såmænd helt stolt af bare fire på stribe her – ja, fem faktisk!
Fra venstre har vi den lille hvide pige, Sing. Hun er meget lambi-ulden og nuttet og har en rundt sort prik på den ene side. Sing var den mindste fra fødslen, men hun tager fra og vokser godt nu.
Så kommer Sang. Hun er også et gimmerlam og den mest “vildtfarvede” i kuldet med sin lysebrune ryg. Sang er mit plejebar, men herom senere. I midten har vi den stolte – og indimellem også temmelig trætte – moder Vigdís.
Lige til højre for Vigdís kommer flokkens eneste vædderlam Song. Han tager godt fra og har allerede tredoblet sin vægt her 14 dage gammel.
Yderst til højre har vi endnu et gimmerlam Syng. Hun er let at kende med de store hvide aftegninger i hovedet. Hun er, ligesom sin bror, fuld af saft og kraft og vokser godt.
Samlet set så går det godt med flokken – og Vigdís klarer det flot!