Tag-arkiv: Oslo

Oslos lækre tøser

Oslo har et par virkelig flotte gimmerlam. De er staldens største lam, langbenede, sortgrå og får alt det de kan ønske sig at vokse af. Så jeg forestiller mig, at de bliver nogle store lækre sild.
De skal hedde Tone og Melodi – og først i skrivende stund går det op for mig, at da er meget passende, at det lige blev Oslos lam, der fik dette navne-makkerpar. Tone er et meget almindeligt norsk pigenavn, så på den måde kan jeg videreføre den norske linje.

Det lykkes mig ikke at få familien samlet, men her er Oslo og Tone sammen og Melodi til højre. Oslo har snor om halsen, fordi jeg lige holder øje med hendes yver i dag. Hun er det tætteste jeg kommer på en jerseyko og giver enorme mængder af mælk, men her i morges var hendes yver pludselig meget spændt og jeg måtte malke ud for, at lammene kunne få lov – og få fat.
Jeg ved ikke, hvad der lige er sket, men håber da bestemt, at det går i orden af sig selv igen.

Oslo har fået to piger

Lidt før middagstid havde Oslo endevendt det meste af strøelsen i stalden, da jeg kom ud for at fodre lammet. Hun var meget urolig. Jeg har holdt godt øje med hende de seneste dage, for hendes yver har været meget spændt og jeg troede egentligt, at hun ville have fået sine lam før. Men intet skete og hendes yver var meget mindre spændt her til morgen. Det gjorde mig lidt bekymret … Hvad betød det?
Nu var der i hvert fald noget under opsejling! Og så alligevel ikke. For hun havde ikke rigtigt veer, ikke synlig i det mindste. Jeg gik lidt frem og tilbage og holdt øje – og lod hende gå rundt og skrabe, men på et tidpunkt kunne jeg fornemme, at der skulle lidt hjælp til. Jeg fik mærket og lirket og … Jeg tror, at det første lam lå med siden til og derfor ikke pressede på med forbenene og derfor ikke skubbede på livmoderhalsen – men jeg fik den åbnet lidt med mine fingre, så blæren kunne komme ud – og så kom der veer.
Da blæren sprang, kunne jeg få lammet skubbet lidt til siden og forbenene kom frem og vi fik lammet ud. Jeg var nervøs for om det havde ligget for længe, men det var heldigvis levende – og det næste lam lige så! To langbenede sorte skønheder! Oslo ligger her lige efter fødslen og slikker sine to fine piger. Sikke dejligt!

Tykke tanter

Det er altså en helt fantastisk samling af tykmavede får, jeg har gående på min mark i disse dage. De er ret flotte!
Især Harissa er ubeskriveligt bred i landskabet, men det er egentligt ikke så mærkeligt, da hun har set halv-gravid ud, lige siden hun fødte sidst.
De er så fine og imponerende at se på – de højdrægtige får med deres udspilede maver. Jeg bliver glad.
Jeg elsker at komme ud i stalden sent om aftenen og tidligt om morgenen, når alle ligger og sover eller hviler.
Jeg var ved at skrive at der er helt stille, men det er der ikke. Der er meget tyst og fredeligt, men samtidig en prusten og given sig, tunge åndedrag og spredte klagelyde, så jeg hvert år må sende en tanke til Dea Trier Mørchs fine bog “Vinterbørn”.
Her under har vi Hanun, Kuzmina og Gærdesmutte, Aisha, Bunad og Oslo.

Flokken er delt

I fredags delte jeg flokken og de store lam og deres mødre blev kørt på sommergræs! Jeg ville ikke have hele flokken afsted, for både flaskelam, firlingerne og deres mor skal stadig have lidt ekstra pleje og foder.
Omvendt var græsset grønt, saftigt og rigeligt på sommermarken. Løsningen blev altså, at de 8 største og (undtaget Ternes firlinger) også de 8 ældste lam drog afsted med deres mødre.

Oslo med Las og Vegas, Aisha med Grand og Canyon, Gærdesmutte med Powell og Yavapai og Vigdís med hendes Freezing og Bryce blev skilt fra resten af flokken og kørt til lækkert græs, sammen med Spurv. Og sikke en fryd det var at komme ud på den frodige grønne mark. Mums!

Stadig gående

Ja, jeg er altså ret fascineret af de tykke madammer, der går rundt på mark og sti i disse dage. De er imponerende – og hvis jeg kalder tilstrækkeligt lokkende, med en spand korn eller lignende, så kan de altså også løbe!!

Her er det Anab og Blis, der kommer trippende ned ad markvejen og så Bunad, Oslo (der tydeligvis har født), Hanun og Anab igen på vej op mod stalden.
I går aftes, da jeg var ude og sige godnat til flokken, kunne jeg ikke lade være med at grine lidt. Alle – får som lam – lå og sov tungt, og der var en snorken og gispen og stønnen, tunge vejrtrækninger, småprutten osv, så det var en lyst! Så da jeg havde stået og nydt lyd og billede en tid, listede jeg lige så stille ud igen – og ind under min egen dyne.

Efterårsfodringen er i gang

Korn og kraftfoder er godt og vækker lykke blandt fårene. De har sådan set græs nok at spise, men der er ikke så meget kraft i det mere. Derfor skal de begynde at have lidt ekstra foder med gode mineraler og kraft i.

For nogle år siden gjorde jeg ret meget ud af at fodre fårene rigtigt godt op inden vædderen skulle komme på besøg, så de kunne sætte mange æg og få mange lam. Jeg er i de seneste år blevet noget mere tilbageholdende, for jeg vil egentligt gerne “bare” have to lam fra hvert får. Sidste år hjalp det jo ikke meget – med både to hold firlinger og et hold trillinger her i foråret – men jeg prøver igen. Fårene skal være godt fodrede op og i god form, men de behøver ikke at flyde i mælk og honning. Her er det – i læseretningen – Aisha, Terne og Aishas datter Oslo, der nyder kornets velsmag.

Oslo – nu med kun ét lam

Oslos vædderlam har været en kilde til bekymring og en samtale med dyrlægen måtte der til. Han kunne bekræfte min mistanke fra søndag aften. Den lille fyr var født med ganespalte og havde derfor både svært ved at patte og at få mælken styret ned i halsen. Det har jeg aldrig prøvet før.
I følge dyrlægen var spalten ikke større end at han nok skulle kunne klare det og at problemet ville blive meget mindre, så snart han kunne begynde at spise græs, gryn og kraftfoder.
Men den lille fyr havde bare ikke livsvilje og ingen kraft og fik det mere og mere skidt og her til morgen besluttede jeg, at det ikke var værdigt og i orden og derfor blev han aflivet. Det er rigtigt trist, men bedre, sådan som han havde det.
Så nu har Oslo altså kun et lam! Et stort gimmerlam, der vokser med voldsom fart, for Oslo har simpelhen så meget mælk. Det er ærgerligt, at hun ikke lige kan overtage et af Gærdesmuttens firlinger, men sådan er det ikke i fåreverdenen.

Oslos vædderlam mistrives

Lige fra Oslos to lam blev født i fredags, har vædderlammet (th) virket mindre livskraftig end gimmerlammet. Jeg tænkte, at han måske havde haft en hård fødsel og at lidt varme, mad og tid ville hjælpe ham. Men han bliver ved med at se temmelig forhutlet og sølle ud i forhold til sin søster. Jeg har givet ham udmalket mælk med sonde, holder øje med at han også dier og ligger varmt i sol og læ, men lige meget hjælper det, synes jeg. Dyrlægen må spørges til råds i morgen tidlig.

Oslo spiste moderkagen

De lærde diskuterer årsagen, men næsten alle vores husdyr spiser moderkagen, når de har født. Og således også Oslo.
Nogen mener, at det er fordi moderkagen indeholder vitaminer og mineraler som f.eks jern, mens andre mener, det er antistoffer i moderkagen, som moderdyret har brug for. Det er dog kun deres egen, de spiser. Et andet argument er, at de rydder op efter sig, så der ikke ligger noget tilbage, der kan tiltrække rovdyr. Men ingen ved det helt bestemt.
I min besætning er det meget forskelligt, fra dyr til dyr. Nogle lader helt moderkagen ligge og interesserer sig kun for lammene, mens andre spiser dele af den. Jeg synes ikke, det er ofte, at jeg ser det så tydeligt, som her med Oslo. Men hun spiste kun halvdelen. Resten fjernede jeg, netop for ikke at tiltrække for eksempel ræve.

Flere grene

De lettere får – dem med meget gotlænder i blodet, som Aisha, Hanun, Oslo og Bunad er ret gode til bare at stille sig på bagbenene og balancere, hvis de skal nå op til en gren. Men når nu Gauda alligevel stod der, og har så bred en ryg, kunne hun jo glimrende bruges til at støtte sig til. Så længe det bare var Hanun, der støttede lidt, så gik det.
Men da Oslo også ville stå op af hende, blev det for meget for Gauda og hun vendte rundt på en tallerken.