Tag-arkiv: Oslo

Farvel til Aisha og Oslo

Jeg havde sådan håbet …. men det går ikke, så nu er beslutningen taget: Aisha og Oslo har haft deres sidste sommer på Bjerget og skal følges med lammene til slagteren.
Aisha er 8 år og har hen over sommeren været meget træt og har helt tydeligt mistet status. Og så har jeg tidligere lovet mig selv, at jeg skal være ansvarlig og ikke trække det for langt! Aisha var et flaskelam og jeg har altid haft et blødt punkt for hende. Hun er sød og smuk. Hun har fået 14 lam og er et af de skønne får, der “nøjes” med 2 lam ad gangen og så passer dem på forbilledlig vis. Jeg kommer til at savne dig, Aisha.

Oslo (th) er Aishas første datter, første lam i det hele taget og er nu 7 år gammel. Jeg lovede mig selv i foråret, at det skulle være Oslos sidste sæson. Oslo er god nok, men skjuler det lidt bag sine urolige øjne og utrivelige look. Hun passer sine mange lam så godt, at hun slider sig selv helt op og var i foråret meget syg af drægtighedssyge, simpelthen fordi hun giver så meget til sine lam, at der ikke bliver nok til hende selv. Oslo har også fået 14 lam på sine 7 år.
Aisha og Oslo er jo efterkommere af mit første får Sofie – og de sidste i min fåreflok. Jeg har vældig fortrudt, at jeg ikke gemte Aishas gimmerlam fra sidste år, Hoisin, men der tænkte jeg ikke så langt. I år fik Aisha vædderlam, så jeg er “tvunget” til at beholde Oslos gimmer fra i år, Butterfree. Mit sidste forsøg med et Oslo-lam, Quito, gik jo ikke så godt – så jeg håber virkelig, at Butterfree vil arte sig mindre hysterisk.
Farvel til jer, I to skønne damer! Nyd livet på de evige græsmarker.

Oslo har været syg

Sidste søndag morgen så Oslo rigtig skidt ud. Hun var mat i øjnene og stod og hang – og ville ikke æde. Hun, der har spist som et tærskeværk den seneste måned. Jeg tog hendes temperatur, inden jeg ringede til dyrlægen. Hun havde nærmest lidt undertemperatur – og dyrlægen bekræftede min mistanke. Drægtighedssyge igen!
De tre store flotte lam suger simpelthen for meget energi ud af hende – selvom både Oslo og ihvertfald lammene stort set har foder ad libitum. Det er da utroligt! 
Så jeg kørte igen på med “energi – medicin”, havresuppe med druesukker, yoghurt og andre gode sager. Men det ændrede ikke rigtigt noget. Så det var fuld af bange anelser – og ikke meget nattesøvn i bagagen – at jeg kom ud i stalden mandag morgen. Oslo rejste sig og mæh’ ede. Hun havde været i boks for sig selv natten over, men nu stod hun der med klare øjne og ville gerne ud til sine lam. De havde jo ihvertfald også savnet deres mor – men jeg synes det var lidt barsk at se på, at de tre lam næsten væltede deres stadig lidt svage mor i deres iver efter at die. Men mælken skal jo også holdes i gang. 
Oslo fik lidt morgenmad sammen med de andre, drak noget vand og fik derefter samme energi- specialkost som søndag og derfra er det bare gået fremad og godt igen. Puuha! Sikke en lettelse. Hurra, hurra!
(Dette opslag har ligget klar i flere dage, fordi jeg gerne ville have et billede af en “nu frisk igen- Oslo”, men hun er svær at tage billeder af, så nu får I det uden).

Tre gange tre er ni

Et helt umuligt billede – der tydeligt viser, hvor svært det er at få et samlet billede af de tre mødre med hver tre lam, men man kan se alle ni! 5 sekunder før stod fårene simpelthen så fint på stribe, med lammene foran sig, men så gik Vigdís to skridt, Oslo sænkede hovedet og Nuuks lam løb bagud! Bum! Væk var motivet – og alt det hele foran et fint træ i grim plastvandingssæk. Godt, jeg ikke skal leve som fotograf!
Men herunder, delt op i tre portioner, kan I se lidt mere vellykkede fotos af de tre familier. Oslo, Nuuk og Vigdís med hver tre lam. Herligt.

Oslos lam

Oslos tre lam er dem, der åbner sovse-temaet og hedder derfor Sky, Sovs og Sauce!
Sky er et gimmerlam med grå snude og grå hår ved øjnene som sin mor. Sauce er et sort vædderlam. De er i god trivsel og vokser godt. Jeg får ikke lov at komme meget i nærheden af dem! Men vædderlammet Sovs med den fine hvide pande, har jeg til gengæld meget med at gøre. Han skulle jo grueligt meget igennem ved fødsel og det første døgn, så han blev årets første flaskelam.

Herover skal Oslo smage på en ny spand med mineraler. Hun ligner et plysmonster med uglet pels – og skal klippes en af de nærmeste dage.
Ved hendes side står gimmerlammet Sky og længst til venstre har vi Sauce. Det lykkedes mig ikke at få Sovs med på billedet med de andre, da han som oftest står lige nede ved mine fødder. Men jeg fangede ham, da han stod og snusede til en bellis. Sky, Sovs og Sauce!

En overraskelse – årets første lam

I onsdags var jeg længe på arbejde og da jeg kom hjem ved 17.30-tiden skulle jeg lige vise min søn et problem med min staldkamera-app. Men …. Da jeg fik billedet frem, var der en lille sort krop i halmen! Hvad? Lam allerede?
Jeg fløj i termodragten og ud i stalden. Her lå Oslo og ved siden af hende lå et tørt og fint sort lam! Oslo lå og pressede det bedste hun havde lært – og intet skete. Der stak et par forben ud, men hele processen var låst og havde nok – det helt tørre lam taget i betragtning – været det i en tid.
Jeg åbnede således sæsonen med at være fødselshjælper i funktion. Lammet lå med forbenene strakt, men hovedet ned langs kroppen. Noget værre bøvl. Jeg måtte have lammet skubbet tilbage og få hovedet drejet frem. Det røg tilbage gang på gang, men lige før jeg opgav og ringede til dyrlægen, fik jeg det heldigvis ud. Pyh, det var dejligt! Et fint og levende vædderlam. Snart efter kom der så et lam mere, der fint kom ud selv. Tjuhej, så er vi i gang.
Jeg var lidt overrasket – meget faktisk – over, at jeg allerede fik lam nu – troede først det var i næste uge, men det var det altså ikke. Fårene er først lige begyndt rigtigt at fylde i landskabet og selvom de da har fået store yvere, har Oslos slet ikke været i nærheden af den sprængfarlige spændte tilstand, som det ofte har været i inden læmning.
Men dejligt med tre fine sorte lam. En gimmer og to vædderlam. Godt, jeg nåede hjem!

Højgravide fruer

Jeg satte Aisha og hendes lam ind i en lille bås i nat, for at de kunne få lidt ro og for ikke at risikere, at andre mødre skulle finde på at overtage og skabe forvirring.
Der var i hvert fald to – Hanun og Oslo her- , der var meget interesserede og stod og kiggede. Jeg forestiller mig, at de tænkte: “Hvornår er det vores tur?”. Det tænkte jeg. Sikke nogle jersey-køer!
Andre var helt uinteresserede i lammene – men til gengæld meget interesseret i høet.
Kuzmina, Bunad, Vidgis og lille Mi.

Mine bønner blev hørt

Min bøn om ophold i regnen blev heldigvis hørt og vi har næsten haft konstant tørvejr siden fredag. Det er så dejligt! Både fårene og jeg er meget taknemmelige – og nyder det! Her er det Oslo og Bunad med lam, der slikker sol i græsset.
Jeg har inddelt folden i felter og flytter flokken til et nyt felt hver søndag. Så har græsset tid til at vokse og parasitter og andet møg kan forhåbentligt nå at dø. Med alt det vand og nu lune luft er det i hvert fald ikke græs, jeg kommer til at mangle i den kommende tid. En uge er ikke nok til at gnave et felt ordentligt ned, men man kan da se forskel – og hvis jeg ikke flytter flokken videre, bliver græsset for langt i de næste felter. Sikke et luksusproblem! Det er helt vidunderligt sprødt og saftigt græs på 20 cm længde, som får og lam mæsker sig i. Det må være godt at vokse på. Herunder er det Aisha til venstre og Gærdesmutte med hovedet godt nede i “chokoladen” til højre.

Oslos lækre tøser

Oslo har et par virkelig flotte gimmerlam. De er staldens største lam, langbenede, sortgrå og får alt det de kan ønske sig at vokse af. Så jeg forestiller mig, at de bliver nogle store lækre sild.
De skal hedde Tone og Melodi – og først i skrivende stund går det op for mig, at da er meget passende, at det lige blev Oslos lam, der fik dette navne-makkerpar. Tone er et meget almindeligt norsk pigenavn, så på den måde kan jeg videreføre den norske linje.

Det lykkes mig ikke at få familien samlet, men her er Oslo og Tone sammen og Melodi til højre. Oslo har snor om halsen, fordi jeg lige holder øje med hendes yver i dag. Hun er det tætteste jeg kommer på en jerseyko og giver enorme mængder af mælk, men her i morges var hendes yver pludselig meget spændt og jeg måtte malke ud for, at lammene kunne få lov – og få fat.
Jeg ved ikke, hvad der lige er sket, men håber da bestemt, at det går i orden af sig selv igen.

Oslo har fået to piger

Lidt før middagstid havde Oslo endevendt det meste af strøelsen i stalden, da jeg kom ud for at fodre lammet. Hun var meget urolig. Jeg har holdt godt øje med hende de seneste dage, for hendes yver har været meget spændt og jeg troede egentligt, at hun ville have fået sine lam før. Men intet skete og hendes yver var meget mindre spændt her til morgen. Det gjorde mig lidt bekymret … Hvad betød det?
Nu var der i hvert fald noget under opsejling! Og så alligevel ikke. For hun havde ikke rigtigt veer, ikke synlig i det mindste. Jeg gik lidt frem og tilbage og holdt øje – og lod hende gå rundt og skrabe, men på et tidpunkt kunne jeg fornemme, at der skulle lidt hjælp til. Jeg fik mærket og lirket og … Jeg tror, at det første lam lå med siden til og derfor ikke pressede på med forbenene og derfor ikke skubbede på livmoderhalsen – men jeg fik den åbnet lidt med mine fingre, så blæren kunne komme ud – og så kom der veer.
Da blæren sprang, kunne jeg få lammet skubbet lidt til siden og forbenene kom frem og vi fik lammet ud. Jeg var nervøs for om det havde ligget for længe, men det var heldigvis levende – og det næste lam lige så! To langbenede sorte skønheder! Oslo ligger her lige efter fødslen og slikker sine to fine piger. Sikke dejligt!

Tykke tanter

Det er altså en helt fantastisk samling af tykmavede får, jeg har gående på min mark i disse dage. De er ret flotte!
Især Harissa er ubeskriveligt bred i landskabet, men det er egentligt ikke så mærkeligt, da hun har set halv-gravid ud, lige siden hun fødte sidst.
De er så fine og imponerende at se på – de højdrægtige får med deres udspilede maver. Jeg bliver glad.
Jeg elsker at komme ud i stalden sent om aftenen og tidligt om morgenen, når alle ligger og sover eller hviler.
Jeg var ved at skrive at der er helt stille, men det er der ikke. Der er meget tyst og fredeligt, men samtidig en prusten og given sig, tunge åndedrag og spredte klagelyde, så jeg hvert år må sende en tanke til Dea Trier Mørchs fine bog “Vinterbørn”.
Her under har vi Hanun, Kuzmina og Gærdesmutte, Aisha, Bunad og Oslo.