Man kan roligt sige, at jeg ikke hare været aktiv på bloggen her hen over sommeren. Men sådan er det gået. Nu er de små søde lam blevet store! Fire lidt sky og feminine gimmerlam og 6 vædderlam med dybe stemmer og brede pander. Alle sunde og raske og glade. De har nydt sommeren og et tørt og lækkert lunt efterår – og det har jeg også! Det er lettere bare at fodre og passe, når det ikke står ned i stænger og mudderet kryber op af buksebenene. Smukke morgener, milde vinde og lunt vejr. Nu er der ikke mange dage tilbage at leve lammeliv i, men det ved de heldigvis ikke. De nyder endnu en skøn septemberaften. Pigerne øverst – drengene nederst.
Butterfree trak det længste strå og er det eneste gimmerlam, der bliver på Bjerget i år. Hun er datter af Oslo og Aishas barnebarn – og dermed efterkommer af mit første får Sofie. Jeg har tre stam-moderfår, som jeg forsøger at have efterkommere af i min flok: Sofie, Rose og Pyt. Det bliver jo ikke lettere, efterhånden som flokken bliver mindre.
For to år siden beholdt jeg også en Oslo-gimmer, men Quito var og vedblev desværre -trods en ihærdig indsats fra min side – at være så skør, at hverken jeg eller vædderen kunne komme i nærheden af hende og hun rejste fra Bjerget i foråret. Jeg håber virkelig, at Butterfree har et roligere sind. Det synes jeg, det tegner til, men nu må vi se. (Dette indlæg skrev jeg i oktober, men fik af en eller anden travl grund ikke publiceret)
Jeg havde sådan håbet …. men det går ikke, så nu er beslutningen taget: Aisha og Oslo har haft deres sidste sommer på Bjerget og skal følges med lammene til slagteren. Aisha er 8 år og har hen over sommeren været meget træt og har helt tydeligt mistet status. Og så har jeg tidligere lovet mig selv, at jeg skal være ansvarlig og ikke trække det for langt! Aisha var et flaskelam og jeg har altid haft et blødt punkt for hende. Hun er sød og smuk. Hun har fået 14 lam og er et af de skønne får, der “nøjes” med 2 lam ad gangen og så passer dem på forbilledlig vis. Jeg kommer til at savne dig, Aisha.
Oslo (th) er Aishas første datter, første lam i det hele taget og er nu 7 år gammel. Jeg lovede mig selv i foråret, at det skulle være Oslos sidste sæson. Oslo er god nok, men skjuler det lidt bag sine urolige øjne og utrivelige look. Hun passer sine mange lam så godt, at hun slider sig selv helt op og var i foråret meget syg af drægtighedssyge, simpelthen fordi hun giver så meget til sine lam, at der ikke bliver nok til hende selv. Oslo har også fået 14 lam på sine 7 år. Aisha og Oslo er jo efterkommere af mit første får Sofie – og de sidste i min fåreflok. Jeg har vældig fortrudt, at jeg ikke gemte Aishas gimmerlam fra sidste år, Hoisin, men der tænkte jeg ikke så langt. I år fik Aisha vædderlam, så jeg er “tvunget” til at beholde Oslos gimmer fra i år, Butterfree. Mit sidste forsøg med et Oslo-lam, Quito, gik jo ikke så godt – så jeg håber virkelig, at Butterfree vil arte sig mindre hysterisk. Farvel til jer, I to skønne damer! Nyd livet på de evige græsmarker.
Det er så pudsigt hvert år! Ganske kort tid efter at en “sæson” slutter med slagtning af forårets lam, så er det tid for at begynde de “indledende øvelser” til forårets læmninger og søde små lam. Således også i år. Vædderen er kommet og som I kan se på billederne er han i fuld gang med jobbet! Jeg har valgt en anden race og type vædder i år. “Torkild” er en suffolk-vædder, en lidt tungere race end de gotlændere jeg har brugt i mange år. Det skulle altså gerne give nogle lidt større og mere kødfulde lam. Til gengæld har suffolk-racen ikke så fin en uld og derfor kommer jeg til at holde en pause med at få lavet lammeskind. Vædderen begyndte lige med at stå i fårehuset i en times tid, inden han blev lukket sammen med fårene. Men Oslo havde luret, hvem der var kommet – og hun var klar! Hun stillede sig simpelthen hen til porten og ventede på, at jeg skulle lukke den flotte nye vædder ind til hende. Så mit gæt vil være at Oslo får lam først – og knap fem måneder fra ….. i mandags!
Første i oktober drog alle lammene og et enkelt får afsted fra Bjerget. Det var en flot flok, de blev hentet af vognmanden under meget rolige forhold og der var ingen panik. Det var dejligt. Jeg havde overvejet om jeg skulle beholde nogle lam – og jeg har jo altid lyst – men endte med at beslutte, at alle skulle afsted. Jeg har haft planer om at skrue lidt ned for flokkens størrelse i et par år – og så går det jo ikke at blive ved med at beholde. Derfor rejste alle 19 lam – og derfor blev det også farvel til Page! Hun fik tre lam i år, men var i foråret meget forstyrret og urolig og ville kun passe de to – og de to vedblev oven i købet med at være ret små. Så “barsk” må man være – men glæden over at sende gode, flotte, rolige lam til slagteren, efter at de har haft et fantastisk dejligt og sygdomsfrit lammeliv, den er faktisk stor! Farvel, flotte flok! Farvel, søde Page!
For en måneds tid siden kom årets vædder til Bjerget. Han er en voksen gotlandsk pelsfårsvædder, der straks og med det samme gik i gang med sin opgave. Siden har jeg ikke set ham direkte i funktion, men jeg kan se på fårene, at de på skift får meget opmærksomhed – så mon ikke besætningen lige så stille øges i antal, inde under alle de uldne krøller.
Nu må det vist være på tide med en præsentation af årets vinterbesætning – en holdpræsentation! Jeg har 9 får på marken denne vinter. Fra venstre mod højre ser man herover Page, Kuzmina og Bunad. Så følger de to nye små frøkener Quito og Nuuk (forrest) med Oslo bagved, så Mi, Vigdís og til slut alderspræsidenten og førerfåret Aisha længst til højre! 9 fine får!
Den sidste søndag i september blev 16 lam og et enkelt får drevet sammen og hentet af vognmanden. Afslutningen på årets lammecyklus. To lam var heldige at blive på Bjerget – og det blev et farvel til Hanun. Jeg har diskuteret med mig selv om det rimelige i min beslutning, for hun har fået og passet tre lam i år og hvad mere kan man så egentligt forlange …. Men hun er så urolig og hysterisk – og så blev det sådan. Det var en fin flok at sende afsted og sikke nogle flotte pelse.
SÅ begynder en ny cyklus i fåreflokken igen……. Vædderen er kommet! En flot gotlænder med masser af maskulin udstråling. Jeg har nu ikke set ham udføre sit hverv endnu, men håber, at han finder ud af det. Det plejer da at gå. Det er som regel sådan, at jeg kun ser en parring, hvis det foregår lige, når han kommer. I år var der åbenbart ikke nogle af fårene, der var helt “grydeklare”, da han trådte ind ad lågen. De gik ham ivrigt i møde, men han måtte nøjes med at snuse og gøre sig til.
Her ser I Mi, der er det sidste nye skud på Bjergets fårestamme. Hun er en af Gærdesmuttes sidste lam, trillingerne Do, Re og altså Mi. Jeg vil så gerne have en efterkommer efter Gærdesmutte og hendes for-mødre Gro, Enya og Rose i min flok. Jeg forsøgte jo sidste år – med stakkels Yavapai – men håber på mere held i sprøjten med og for Mi. Velkommen som Får på Bjerget!
