Kategoriarkiv: 2021

Får på Bjerget har haft spændende besøg

I februar 2020 læste jeg om en ung designer, Stine Sandermann, der havde opdaget, at rigtigt meget uld i Danmark bare bliver brændt eller kørt på fyldpladsen. Det havde hun besluttet sig for at gøre noget ved. Jeg kontaktede hende og vi var egentlig ret langt i “forhandlingerne” om, at hun skulle købe min uld, men så slog corona til og hun turde – forståeligt nok – ikke binde an med flere udgifter.
For en uge siden kontaktede jeg Stine igen for at høre, om hun var kommet helskindet igennem det forgangne år – og om hun eventuelt havde lyst til at bruge min uld nu. Det kom der en spændende lørdag eftermiddag ud af. For Stine havde mod på mere uld!
Stine Sandermann er uddannet på TEKO/ Via Design i Herning og har videreuddannet sig i London indenfor tekstiler, design og bæredygtighed. Hun synes, det er et stort paradoks, at vi i DK importerer uld og uldgarn fra mange steder i verden, mens vi kasserer store dele af den uld, der klippes af danske får, mohairgeder og alpakaer.
Det kan jeg jo kun erklærer mig enig i og det er en problematik jeg kender:
Jeg passer løbende på, at mine får ikke får for meget skidt i deres pels, gør mig meget umage for at holde alt rent omkring fåret, når jeg klipper og sorterer med hård hånd snavset uld og halm fra – kun for at stå tilbage med sækkevis af lækker uld, som ingen vil bruge. Det er der jo ikke meget ved.
Stine har skabt en lille (endnu) virksomhed med fokus på lækre fibre og bæredygtighed. Hun finder små partier af uld og får det spundet til garn. Hun designer moderne strik, farver selv garn, der passer til designet og sælger garn og opskrifter på sin hjemmeside SANDERMANN. Følg linket her og hop ind og læs om Stines arbejde for at mindske spild, læs bloggen og få ny viden om forskellige fibre, eller nyd bare den flotte moderne strik og de fine garner.

Stine og jeg havde en virkelig hyggelig eftermiddag med god snak om dyrevelfærd, bæredygtighed, farver, spinderier, får og uldgarn. Hun endte med at drage af med al min råuld og næsten al det sidste uldgarn og vi har en aftale om, at jeg kommer til Ikast og besøger hende, når min uld engang til efteråret er blevet til garn. Det vil jeg glæde mig til.

Den sidste flaske

Lille Lyd og Vers fik i går deres sidste sutteflaske. De sidste ti dage dage har de en enkelt gang dagligt hver især suget 4,5 dl mælkeerstatning i sig på lige lidt over 1 minut. Det kræver god kæbemuskulatur. Men i går var det altså sidste gang.
Lammene er nu 2 måneder gamle og har begge rundet de 15 kilo og er heldigvis gode til at spise både kraftfoder og græs. Naturligvis kommer de til at savne flasken i de næste par dage, og de kommer til at kalde, hver gang jeg kommer forbi, men så vænner de sig til den nye tingenes tilstand.
Som I kan se på billederne, foregik fodringen ind igennem lågen. Det lam, der ikke får flaske springer op af bare iver og deres klove er både skarpe og beskidte. Det gjorde ikke det store i maj måned, for da havde jeg min store tykke termodragt på, men med sommervejrets komme, er mine vinterhvide stikkelsbærben kommet frem og de bryder sig ikke om skarpe lammeklove. Så både derfor – og for at lægge lidt begyndende afstand til de to – er de sidste par dages fodring altså foregået med hovedet ud af lågens tremmer. Så har de måtte nøjes med at hoppe op af hinanden.
Her er det først Lyd der får flaske, mens Vers utålmodigt hopper rundt og prøver at støde Lyd fra flasken. Så bliver det hendes tur, mens fodringen bliver et tilløbsstykke og hele flokken samles nysgerrigt for at følge med. Jeg ved ikke, om de fornemmede, at det var en lidt særlig flaske og ville give moralsk opbakning til de to lam.

Mine bønner blev hørt

Min bøn om ophold i regnen blev heldigvis hørt og vi har næsten haft konstant tørvejr siden fredag. Det er så dejligt! Både fårene og jeg er meget taknemmelige – og nyder det! Her er det Oslo og Bunad med lam, der slikker sol i græsset.
Jeg har inddelt folden i felter og flytter flokken til et nyt felt hver søndag. Så har græsset tid til at vokse og parasitter og andet møg kan forhåbentligt nå at dø. Med alt det vand og nu lune luft er det i hvert fald ikke græs, jeg kommer til at mangle i den kommende tid. En uge er ikke nok til at gnave et felt ordentligt ned, men man kan da se forskel – og hvis jeg ikke flytter flokken videre, bliver græsset for langt i de næste felter. Sikke et luksusproblem! Det er helt vidunderligt sprødt og saftigt græs på 20 cm længde, som får og lam mæsker sig i. Det må være godt at vokse på. Herunder er det Aisha til venstre og Gærdesmutte med hovedet godt nede i “chokoladen” til højre.

Lækker lækker uld

Jeg har fået sorteret ulden fra forårets klipning.
Det er lige til at blive glad af. Jeg synes, det er et helt vidunderligt materiale – fåreuld. Bløde lange fibre, elastiske og fulde af lanolin. Lanolin er fåreuldens eget fedtstof, der holder pelsen tør i regnvejr – og som fedter og smører mine hænder, når jeg håndterer ulden. Tænk – på et stort halvt år producerer fårene 10-18 cm lange isolerende fibre. Først varmer de sig selv – og siden kan de samme fibre lune om alle os andre i årevis! Det er da fantastisk.
Der er hvid uld, lysegrå, sortgrå uld – og alt sammen meget blød og lækker uld.
Jeg håber snart at komme i gang med selv at spinde igen, men når det ikke endnu. Derfor er al denne dejlige uld til salg til håndspindere. Skriv en mail til faarpaabjerget@gmail.com, hvis du er interesseret – eller nyd blot billederne af alle disse smukke krøller og farvespil – blødheden og duften må du så forestille dig.

Pause……

Jeg turde ikke kalde indlægget “Hold nu op” eller “Stooop” – for det skal jo ikke helt holde op…. men en pause i regnvejret kunne godt nok være dejligt! Bare i dag har vi fået over 30mm.
Jeg plejer som regel at have lukket af for stalden nu, men det nænner jeg ikke. Til gengæld er den våd og klam, også selvom jeg strør med halm. Når 33 våde dyr søger ly for regnen, bliver halmen hurtig en fugtig omgang.
For hold da op, hvor det er vådt. Selv her på Bjerget står der blank vand mellem græsstråene og rundt om stalden ligner det jo november måned.
Dyrenes trædestier på vej ned over marken ligner traktorspor. Får og lam går rundt og ligner druknede mus og de første mavepiner har meldt deres ankomst! Nøj, vi trænger til noget lune og tørvejr her. Jeg håber sandelig, at meteorologerne får ret mht. weekendens vejr.

Flaskelammene

Det er vist ved at være på tiden med en update på flaskelammene. For som den opmærksomme læser har kunnet konstatere, er der mere end ét!
Jeg begyndte jo med at hjælpe Sang, men hun fandt andre smutveje og hendes mor Vigdís har affundet sig med, at hun “snyder” sig til mælk fra patterne.
Så kom lille Lyd, der blev helt og fuldt mit ansvar. Når jeg var ude at fodre hende kunne jeg for en måneds tid siden konstatere, at et andet lam også var voldsomt interesseret. Harissas ene lam, Vers, blev afvist af sin mor og var sulten. Hun slog sig sammen med Sang og hang i Vigdís´patter ved hver fodring, og det synes jeg var for galt. Vigdís havde da nok i sine egne fire. Efter nogle dages kamp med Harissa overgav jeg mig – og siden har Vers været med på flaskevognen.

Lyd var med mig på arbejde i de første tre uger. Det var en fest på skolen, med eget lam at lege og kæle med i frikvartererne. Lyd blev fodret og løb så med mig rundt på skolens forskellige udendørs områder, så alle børn kunne se og møde hende i løbet af dagen. Fra alle kanter lød der “Hej, lille Lyd” og mange gange i løbet af dagen fik jeg efterretninger fra børn, der lige havde været ude på en “løbelufter” og havde lagt vejen forbi Lyd. “Lyd har det godt, Dorte. Hun ligger og sover….Hun kan godt lide små blade… Hun spiste lidt græs….”
Men efter tre uger sagde Lyd selv stop og ville ikke ind i transportkassen. Siden har hun været fuldtids på Bjerget og hygger sig i fåre/lammeflokken. Både hun og Vers trives og er nu nede på en flaske om dagen og spiser selv kraftfoder og græs ved siden af.
De er søde, når de kommer susende for at få mad og kæletur.

Yavapai er død

En dejlig, mild Kristi Himmelfartsmorgen blev pludselig blevet meget trist og tung.
Da jeg vågnede kunne jeg kunne høre lam, der brægede vedholdende og stod op og fik lavet sutteflaskerne klar og så gik jeg ned over marken for at give mælk til de sultne.
Lyd kom glad løbende og Vers også og mens de spiste kunne jeg så nyde synet af resten af flokken. Men der var stadig lam, der brægede. Yavapais lam… De bliver af og til væk fra hinanden og larmer en del, så jeg gik ned over marken for at føre dem sammen med deres mor. Men der var ingen Yavapai. Og så blev jeg urolig og for op mod fårehuset.

Åh, nej! I går aftes, da jeg fodrede, så jeg, at Yavapai kunne sno sig ind i det aflukke jeg har lavet af grinder i hjørnet af stalden. Her står foder til lammene, så de ved enhver lejlighed kan få kraftfoder at spise. Jeg havde åbenbart fået lavet åbningen en tak for stor sidste gang jeg flyttede med den, så Yavapai nu også kunne komme ind. Og det var jo ikke meningen. Jeg lavede åbningen i grinden et hak mindre og gik igen.
I løbet af natten er der så sket det ulykkelige, at Yavapai har prøvet at komme ind igen, og ikke har kunnet – og hvad der præcist er sket, kan jeg ikke regne ud, men hun må have siddet fast og fået grinderne væltet ned over sig og har brækket halsen. Jeg er så ulykkelig over det og helt slået ud.
Mit dejlige, unge får, der passede sine to lam så fint og som med sit temperament og personlighed allerede havde en stærk plads i flokken og i mig.
Stakkels, unge Yavapai.
Hendes lam; Dur og Mol, er heldigvis så godt på vej og velfodrede, at de nok skal klare sig, men åååh, hvor er det trist i dag.

Bunad og lam

Der er meget ro omkring Bunad og hendes lam. Hun er rolig, passer sine lam godt og de vokser, så man nærmest kan se det fra dag til dag. Det er dejligt.
Selvom de jo var tre i maven, var lammene store og vejede omkring 4 kilo ved fødslen – det dobbelte af Pages lam.
De to gimmerlam – årets sidste – skal hedde Kor og Håb!
De er rigtigt typiske Bunad-lam. Store, flotte og rolige, der løber rundt og leger og springer afsted over marken, men let finder tilbage til Bunad, når de er sultne, skal trøstes eller bare skal hygge og hvile lidt. Dejlige tøser!

Page og hendes to enlinger

Ja, det er jo selvmodsigende med to enlinger – og Page fik jo altså også tvillinger!
Men der gik lidt kludder i det for den unge mor – nok fordi Bunad blandede sig – og derfor er de i praksis blevet to enebørn.
Page er en sød og omsorgsfuld mor og hun har ikke helt glemt legebarnet, så hun løber gerne med i lammeflokkens suseture. Hendes gråhvide vædderlam trives og får masser af mælk. Han sørger for at sutte fra begge hendes patter og det er jeg glad for.
Vædderlammet vokser fra sin søster – og det synes jeg jo er lidt træls, for hun er min og mit ansvar! Men jeg kan ikke matche en tår mælk hvert kvarter! Mit lille gimmerlam er stadig det mindste, selvom hun klarer sig godt!
De to lam hedder Luft og Lyd. Luft fordi han har en lys grå og lidt “fluffy” pels- og Lyd fordi et flaskelam plejer at lave ret meget af selv samme. Ind til nu er hun nu meget afdæmpet, den Lille Lyd.
Det er ikke nogle super spændende billeder jeg har fået taget, jeg når ikke så meget mere i disse dage, men her er Page med en spisende Luft, Luft og Lyd i nærheden af hinanden (det sker meget sjældent) og så yderst den søde lille Lyd, der står og venter på “sin mor”.