Lækkert uldgarn fra “Får på Bjerget” kan nu købes her hos mig. Det er garn lavet af det bedste uld fra Vigdís, Mi, Kuzmina, Nuuk og Aisha. Nuuk og Vigdís er jo hvide og de andre grå og det har givet en fin mellemgrå nuance i garnet. Jeg synes, det er blevet til et rigtigt smukt og blødt garn, som jeg glæder mig til at strikke af. Jeg udvikler ikke selv opskrifter, men finder opskrifter til pind 3½ eller 4, som jeg synes er smukke og tilpasser så med en følgetråd eller anden pindstørrelse for at få det til at gå op. Ulden er spundet hos Hjelholts Uldspinderi, hvor de af spindemæssige hensyn tilsætter en smule merinould. Garnet har en løbelængde på 400m/100 gr. Prisen er 130 kr./100 gram og 120 kr./100 gram ved køb af 1 kilo eller mere. Er du interesseret, så skriv til faarpaabjerget@gmail.com
Jeg har en stor portion lækker blød og krøllet uld liggende fra de seneste klipninger. Jeg har tidligere fået spundet garn af egen uld hos Hjelholt Uldspinderi på Sydfyn – og det bliver meget lækkert. Nu har jeg næsten ikke mere og vil SÅ gerne have spundet en ny portion. Men det mindste parti man kan få lavet, er af 20 kg uld – og selv med lidt svind giver det jo en 17-18 kilo uldgarn. Det er lidt meget for lille mig.
DERFOR vil jeg høre dig, om ikke du har lyst til at få del i et rigtigt dejligt lokalproduceret uldgarn fra “Får på Bjerget”? Eller kender nogen der har! Lige nu kan du forudbestille og få garnet til en billigere pris. Nu kan du bestille et kilo lokalproduceret ren uld til 900 kr. Senere vil det blive solgt for 120 kr. pr 100 gr. (altså 1200 kr. pr. kilo). Garnet kommer først til efteråret, da spinderiet har lang leveringstid. Jeg får spundet et lækkert garn – som det på billedet herover – med en løbelængde på 400 m/100 gr. Jeg vil forsøge at få et mellemgråt garn, der farvemæssigt ligger midt imellem de to på billedet. Jeg strikker det selv på pind 3,5, men det afhænger jo både af ens strikkefasthed og af, hvad man laver og hvor fast man kan lide sit strik. For mig giver det meget bløde og luftige trøjer på pind 3,5. De to trøjer øverst er henholdsvis Pusletrøjen fra Geilsk (300 gram garn) og den smukke Birdsong fra Maschenwunder (400 gram garn). Man vil altså ud af et kilo kunne få mindst to sweatre og nogle huer, tørklæder og sjaler. Jeg gør jo, som I måske fornemmer, at jeg finder opskrifter fra andre designere, der passer til mit barn.
Er du interesseret i at høre mere, så send en mail til faarpaabjerget@gmail.com
I dag hoppede der en mail ind i min mailboks fra “min” designer Stine Sandermann! Hendes virksomhed går strygende og hun bøvler med at holde garn på hylderne! Det har jeg jo før kunne hjælpe med – og det kunne jeg heldigvis også i dag. I forsommeren, da Stine købte uld og garn fra “Får på Bjerget”, var hun på besøg her og allerede den gang snakkede vi om, at jeg en dag skulle komme til Ikast og se hendes sted (se her).
Da vi i dag havde forhandlet os frem til et garnsalg, der kunne passe for os begge, blev vi derfor enige om, at gøre det omvendt, så det denne gang var mig, der leverede garnet og samtidig kunne besøge Stines virksomhed “Sandermann” i Ikast. Det var virkeligt hyggeligt og spændende! En gammel herskabsvilla er omdannet til et lille kontor/virksomheds-fællesskab for kreative sjæle – og oppe under loftet huserer Stine med garn, strikke-prøver, -maskine og ditto pinde. Her udvikler og designer hun spændende nye strik-designs. Helt ny-designet er den ikke – men jeg faldt pladask for denne helt igennem vidunderlig lille lyserød sag, som Stine designede til sin afgangseksamen på TEKO! Whao! Efter en kop kaffe og hyggelig snak, fik vi slæbt garn til huse, så der kan komme endnu flere gode sager på hylderne hos Stine – og “Får på Bjerget”s udsendte kunne glad køre hjem igen.
I vinter sendte jeg en ordentlig portion uld til spinding på Hjelholts uldspinderi. Jeg havde sorteret ulden i farver, så det mørkeste kom i en sæk og det lysegrå og lidt hvidt kom i en anden. Og så er månederne gået …… Her i juli måned kom der så endelig to store kasser med lækker, lækker uldgarn. Jeg har aet dem ind imellem i sommerens løb, men har ikke taget mig tid til mere. Nu har jeg fået lavet banderoler, set Ol-atletik og sat mange på imens – og her i weekenden hjalp min søde mor med at få sat dem om den sidste halvdel.
Garnet ligger i fed af 100 gram med en løbelængde på 400 meter. Jeg har lavet en strikkeprøve, hvor jeg er begyndt med rib på pind 2½, fortsat på pind 3, og så lavet et stykke glatstrik med både pind 3, 3½ og 4. Og alle felter fungerer faktisk – til hvert deres formål. En ret fast rib, en lidt blødere – og en ret tæt glatstrikning på pind 3 kan være godt til noget, mens jeg vil bruge pind 3½ eller 4 til bluser og trøjer! Det er fantastisk, hvad man kan med det samme garn. Så forskellige udtryk og teksturer man kan lave, alt afhængigt af pindstørrelser og ens strikkefasthed. Jeg har mere garn end jeg kan nå at strikke op selv, så sig endelig til, hvis du er interesseret og send en mail til faarpaabjerget@gmail.com – eller nyd bare synet!
I februar 2020 læste jeg om en ung designer, Stine Sandermann, der havde opdaget, at rigtigt meget uld i Danmark bare bliver brændt eller kørt på fyldpladsen. Det havde hun besluttet sig for at gøre noget ved. Jeg kontaktede hende og vi var egentlig ret langt i “forhandlingerne” om, at hun skulle købe min uld, men så slog corona til og hun turde – forståeligt nok – ikke binde an med flere udgifter. For en uge siden kontaktede jeg Stine igen for at høre, om hun var kommet helskindet igennem det forgangne år – og om hun eventuelt havde lyst til at bruge min uld nu. Det kom der en spændende lørdag eftermiddag ud af. For Stine havde mod på mere uld! Stine Sandermann er uddannet på TEKO/ Via Design i Herning og har videreuddannet sig i London indenfor tekstiler, design og bæredygtighed. Hun synes, det er et stort paradoks, at vi i DK importerer uld og uldgarn fra mange steder i verden, mens vi kasserer store dele af den uld, der klippes af danske får, mohairgeder og alpakaer. Det kan jeg jo kun erklærer mig enig i og det er en problematik jeg kender: Jeg passer løbende på, at mine får ikke får for meget skidt i deres pels, gør mig meget umage for at holde alt rent omkring fåret, når jeg klipper og sorterer med hård hånd snavset uld og halm fra – kun for at stå tilbage med sækkevis af lækker uld, som ingen vil bruge. Det er der jo ikke meget ved. Stine har skabt en lille (endnu) virksomhed med fokus på lækre fibre og bæredygtighed. Hun finder små partier af uld og får det spundet til garn. Hun designer moderne strik, farver selv garn, der passer til designet og sælger garn og opskrifter på sin hjemmeside SANDERMANN. Følg linket her og hop ind og læs om Stines arbejde for at mindske spild, læs bloggen og få ny viden om forskellige fibre, eller nyd bare den flotte moderne strik og de fine garner.
Stine og jeg havde en virkelig hyggelig eftermiddag med god snak om dyrevelfærd, bæredygtighed, farver, spinderier, får og uldgarn. Hun endte med at drage af med al min råuld og næsten al det sidste uldgarn og vi har en aftale om, at jeg kommer til Ikast og besøger hende, når min uld engang til efteråret er blevet til garn. Det vil jeg glæde mig til.
Jeg har fået sorteret ulden fra forårets klipning. Det er lige til at blive glad af. Jeg synes, det er et helt vidunderligt materiale – fåreuld. Bløde lange fibre, elastiske og fulde af lanolin. Lanolin er fåreuldens eget fedtstof, der holder pelsen tør i regnvejr – og som fedter og smører mine hænder, når jeg håndterer ulden. Tænk – på et stort halvt år producerer fårene 10-18 cm lange isolerende fibre. Først varmer de sig selv – og siden kan de samme fibre lune om alle os andre i årevis! Det er da fantastisk. Der er hvid uld, lysegrå, sortgrå uld – og alt sammen meget blød og lækker uld. Jeg håber snart at komme i gang med selv at spinde igen, men når det ikke endnu. Derfor er al denne dejlige uld til salg til håndspindere. Skriv en mail til faarpaabjerget@gmail.com, hvis du er interesseret – eller nyd blot billederne af alle disse smukke krøller og farvespil – blødheden og duften må du så forestille dig.
Mens mange tobenede går og sukker efter en frisørtid, er hele flokken af får blevet klippet i løbet af den sidste uges tid. Og de nyder det! Pelsen er varm og klør og fårene vil gerne af med den. Men det er alligevel overraskende og skægt hvert år: Jeg synes egentlig at jeg bøvler lidt rigeligt med at få fat i flere af fårene, få det ud på gangen foran bundet- men så snart jeg begynder at klippe, så står de fleste af fårene bum-stille og nyder at blive klippet. Jeg kan lade snoren hænge løst, mens jeg klipper omkring hoved og hals og flere af dem strækker halsen godt ud, for at klipperen kan komme til. Når de kommer tilbage til flokken skal der snuses og kløs! Temperaturerne er jo ikke høje, men stalden er lukket om natten og de putter sig godt ned i den lune dybstrøelse. På de meget regnfulde dage vi har haft, har jeg ladet døren været lukket, men det er de ikke tilfredse med og så snart det er tørt skal de ud og nyde forårsluften.
Denne lille frøken står her helt alene på billedet og følte sig slet ikke særligt heldig, da hun sådan blev trukket for sig selv og klippet for et par uger siden. Men det er hun ikke desto mindre. Hun får, som den eneste blandt årets lam, lov til at blive her på Bjerget. Yavapai er datter af Gærdesmutte og jeg har ikke andre efter Gærdesmutte. Gærdesmutte er det ældste af mine får og jeg vil gerne sikre mig en efterkommer. Sidste år var hendes gimmerlam ikke gode nok til at beholde, men Yavapai er et stort smukt lam, med pragtfuld uld og god størrelse. Hun skal bringe generne fra Rose, Enya, Gro og altså også Gærdesmutte med videre i min besætning. Herunder kan man se hendes lækre, bløde uld, flotte kropsbygning – selvom hovedet altid ser for stort ud, når de er nyklippede – en hel lille forvandlingskugle.
I sidste uge fik jeg de mest “gotlandske” får sommerklippet! Hvis de ikke bliver klippet her sidste på sommeren, filter deres uld sammen i løbet af de sidste måneder inden klipningen og bliver næsten ubrugelig til spinding – så derfor har jeg klippet dem de sidste år. Resultatet af dagens arbejde var 5 fine nyklippede damer og en sæk med den fineste, rene bløde, men lidt korte uld.
Fårenes forholdsvis nyklippede pelse er så flotte i denne tid. Også fordi de lige har fået et par afvaskninger, så støv og skidt er regnet af. Især de grå gotlandske damer ligner jo fuldstændigt omvandrende “babyskind” og er lige så bløde, men Spurvs skind i midten er på ingen måder noget at rynke på næsen over. Kun når jeg ser på Blishønen (nederst til højre) må jeg trække på smilebåndet. Hun ligner et lille plysmonster! Jeg er også en smule godt tilfreds med. at hun tilsyneladende ikke kun er svær at klippe for mig, men også for en professionel!
