Gro fik det ikke bedre, selvom hun var i behandling. Hun blev mere og mere kraftesløs og jeg kunne næsten ikke rejse hende op. Lørdag morgen – inden alle de besøgende – havde jeg dyrlæge til hende igen og hun fik mere behandling. Han mente nok, hun skulle komme sig, så jeg var fortrøstningsfuld og håbefuld hele dagen igennem, selvom dyrlægen også bekræftede, hvad jeg havde regnet ud. Gro havde ikke mere mælk og ville ikke få det igen. Jeg havde lavet et skilt til de besøgende, så de kunne læse, at Gro var syg og i dyrlægebehandling. Gros lam var helt og fuldt på flaske og så kælne og tamme, at de gerne gik frit rundt imellem alle gæsterne og lod sig kæle og klappe. Det gjorde stor lykke. Kun når de skulle sove, trak de sig ind til deres mors trygge varme.
Men da dagen var omme var Gro ikke blevet bedre og mit hjerte sank. Selvom vi var flere, der hjalp hinanden, kunne vi ikke holde Gro oprejst. Hun havde simpelthen ikke nogle kræfter og jeg tror også, at hun havde givet op.
Søndag morgen var der ingen bedring. Jeg tog Gros hoved i mine arme og fortalte hende, hvor glad jeg har været for hende, at hun har været et stort og pragtfuldt får på Bjerget og at jeg kan huske, da hun blev født lige ude på den anden side af væggen.
Gro blev aflivet søndag formiddag. Det er aldrig rart og jeg havde bestemt ønsket mig en mere værdig afslutning for Gro, men sådan er det, når man har dyr. Jeg ved med mig selv, at jeg gjorde alt jeg kunne, for at hun skulle klare det, men hun blev ikke rask og så er det også mig, der skal beslutte, når det er tid. Herover er et af de sidste billeder af Gro, taget for en måned siden. Man kan se, hvor mild og dejlig hun var- og her også højgravid.
God tur til de evige græsmarker, Gro.
