Tag-arkiv: Martin Fourcade

Den sidste mælketår

I dag fik Kaisa Makarainen, Martin Fourcade og lille Sotji den sidste omgang mælke-erstatning.
De har i noget tid været på nedtrapning og har den sidste uge kun fået én gang dagligt. Men nu er det altså slut – det sidste pulver er brugt.
De er så store og stærke, at de kan klare sig uden, hvilket dagens mælketur var et tydeligt eksempel på. De kan hive sutterne af spanden, lige meget hvor meget jeg skruer dem fast.
Som I kan se på det store billede, ligger der en sut i græsset og Martin Fourcade prøver derfor at skubbe en af pigerne væk. Snart efter røg sut nummer 2 og jeg fortrak med den allersidste bundsjat. Nu må mine tre små babyer klarer sig med græs – og kraftfoder lidt endnu.

Mine tre kælepotter

Jeg har faktisk svært ved at tage billeder af mine tre lammebabyer. Kun når de spiser kan jeg få lejlighed til at fotografere dem, hvis jeg er hurtig. Ellers er de simpelthen ikke til at komme på afstand af. Men for nogle dage siden havde jeg besøg af min datter og hun kunne hjælpe med lidt kameraføring, da lammene – og jeg – fik en ordentlig kæletur. De er jo pragtfulde og meget overstrømmende i deres hengivenhed og hopper op, moser rundt og bider, sutter og napper i tøj, hår og ører, hvis jeg bare sætter mig ned i græsset.
Men her har I en ordentlig krammer til lille Sotji, gyldne Kaisa Makarainen og flotte Martin Fourcade. De stortrives og vokser sig store og flotte.

De små flaskelam …

De tre små flaskelam vokser og har det godt. De har dannet sig en søskendegruppe, men blander sig også mere og mere med de andre lam i flokken. Sotji var længe om at give sig til at vokse, synes jeg, men hun har hele tiden spist godt og er nu også begyndt at vokse godt. Martin Fourcade og Kaisa Makarainen har bare fart på.
Jeg har virkelig også gjort mig umage med at give lammene meget mælk og ofte, så de virkelig fik et ordentlig rygstød og boost at vokse videre fra. Og jeg synes, det lønner sig nu. Martin og Kaisa er fuldt så store og flotte som deres kammerater og kaster sig over mælken, når jeg kommer med den. Og Sotji hænger som sagt rigtigt fint på, selvom hun ikke er så stor som de andre to. Men det var hun jo ikke helt fra begyndelsen.

De sidste 14 dage har jeg haft en herlig “pattespand” at fodre i, så de kan drikke alle tre på én gang. Jeg kan nu nøjes med at give dem mad 4 gange dagligt – 1,3 liter lunt vand og 286 gr. mælkepulver pr. gang.
Sådan halvanden liter mælk kan suges indenbords på 2 minutter og 45 sekunder. Sådan!

Gros smukke lam

Gro fik to smukke og livskraftige lam. De er snart 14 dage gamle – og de er stadig livskraftige. Det er jo ikke givet, når man mister sin gode mor kun fire dage gammel. Men de har været sunde og jeg har været god til at passe dem og blandet mælkeerstatning til dem tidligt og silde og mange gange derimellem.
Gro´s lam har ofte heddet noget med ret meget pondus i: Dom Perignon, Malik og Malikka (arabisk for konge og dronning), Harald og Sonja. Jeg tror, det skyldes, at Gro altid har lavet er store flotte lam, der så også har fået meget at spise hos Gro og blev ved med at leve op til deres navne. Så for at holde traditionen måtte Gro´s lam hedde Martin Fourcade og Kaisa Makarainen! De er et par virkeligt seje skiskytter. Kaisa har en lysebrun farve i sin pels, der er helt fantastisk, men jeg tør ikke helt at tro på, at den holder ved. De sorte lam bliver ofte grå eller gråbrune i løbet af sommeren, så risikoen for at Kaisa også “falmer”, er bestemt tilstede.
Da de nu viste sig at blive Gro´s sidste lam, holder jeg særligt øje med dem –
og Kaisa kommer med imellem dem, jeg skal overveje som Får på Bjerget.
Men lige nu er de jo bare mine søde babyer, der følger mig som små hunde, når jeg færdes rundt i stalden og frem og tilbage. Bare søde!