Gro fik to smukke og livskraftige lam. De er snart 14 dage gamle – og de er stadig livskraftige. Det er jo ikke givet, når man mister sin gode mor kun fire dage gammel. Men de har været sunde og jeg har været god til at passe dem og blandet mælkeerstatning til dem tidligt og silde og mange gange derimellem.
Gro´s lam har ofte heddet noget med ret meget pondus i: Dom Perignon, Malik og Malikka (arabisk for konge og dronning), Harald og Sonja. Jeg tror, det skyldes, at Gro altid har lavet er store flotte lam, der så også har fået meget at spise hos Gro og blev ved med at leve op til deres navne. Så for at holde traditionen måtte Gro´s lam hedde Martin Fourcade og Kaisa Makarainen! De er et par virkeligt seje skiskytter. Kaisa har en lysebrun farve i sin pels, der er helt fantastisk, men jeg tør ikke helt at tro på, at den holder ved. De sorte lam bliver ofte grå eller gråbrune i løbet af sommeren, så risikoen for at Kaisa også “falmer”, er bestemt tilstede.
Da de nu viste sig at blive Gro´s sidste lam, holder jeg særligt øje med dem –
og Kaisa kommer med imellem dem, jeg skal overveje som Får på Bjerget.
Men lige nu er de jo bare mine søde babyer, der følger mig som små hunde, når jeg færdes rundt i stalden og frem og tilbage. Bare søde!