De tre små flaskelam vokser og har det godt. De har dannet sig en søskendegruppe, men blander sig også mere og mere med de andre lam i flokken. Sotji var længe om at give sig til at vokse, synes jeg, men hun har hele tiden spist godt og er nu også begyndt at vokse godt. Martin Fourcade og Kaisa Makarainen har bare fart på.
Jeg har virkelig også gjort mig umage med at give lammene meget mælk og ofte, så de virkelig fik et ordentlig rygstød og boost at vokse videre fra. Og jeg synes, det lønner sig nu. Martin og Kaisa er fuldt så store og flotte som deres kammerater og kaster sig over mælken, når jeg kommer med den. Og Sotji hænger som sagt rigtigt fint på, selvom hun ikke er så stor som de andre to. Men det var hun jo ikke helt fra begyndelsen.
De sidste 14 dage har jeg haft en herlig “pattespand” at fodre i, så de kan drikke alle tre på én gang. Jeg kan nu nøjes med at give dem mad 4 gange dagligt – 1,3 liter lunt vand og 286 gr. mælkepulver pr. gang.
Sådan halvanden liter mælk kan suges indenbords på 2 minutter og 45 sekunder. Sådan!