Mit søde lille flaskelam fik den sidste omgang sutteflaske for cirka 10 dage siden. Han er nu så stor, at han kan stå på helt egne ben og klarer sig fint i flokken af får og lam. Hver gang jeg når til slutningen af sådan en flaskeperiode, tænker jeg på at det kunne have været sjovt, hvis jeg havde sat en streg, hver gang jeg havde fyldt mælk i flasken. Men jeg må sande, at det har jeg heller ikke i år. Det når jeg jo ikke at tænke på der i begyndelsen, hvor alting bare går stærkt. Men nogen ture er det jo ihvertfald blevet til – og godt for det, når man står med så fint et lam, der ikke falder meget igennem på størrelse i forhold til resten af lammene. Her bliver den sidste flaske nydt!
Dette indlæg fra midten af april har jeg åbenbart ikke fået “postet”, og selvom det er to måneder gammelt og helt uaktuelt, sender jeg det nu lige ud i æteren alligevel. De er så søde – og nu meget større.
Jeg skal straks og med det samme sige, at jeg egentlig gik og var ret glad og tilfreds med “timingen” i forhold til flaskelam og påskeferie! De to første var blevet så store, at de efter ferien fint kunne nøjes med at få mad tre gange dagligt: morgen, eftermiddag og før sengetid. Men med et lille nyt flaskelam nr. 3 ……. Ja, så røg jo den plan. Jeg følte lidt, at jeg blev rykket tilbage til start og jeg var lidt spændt på, hvordan han skulle klare sådan en arbejdsuge. Det er heldigvis gået super fint. Han er sød, sulten og en værre slughals, der gerne spiser nogle ordentlige portioner, så han vokser godt og er i god trivsel. Det er dejligt!
Se lige de billeder herunder. Jeg kan ikke gå på marken uden at falde over Sovs og Panda – og her på billedet den tre dage gamle Bearnaise, der også har helt styr på, hvem jeg er og modtager mig med stor entusiasme! De er sgu heldigvis så søde!
Bunad er også en af de seje og klarer selv at passe sine trillinger …. men det er hårdt! Bunad virker ret slidt og ikke så overskudsagtig, som hun plejer at være, men hvem kan fortænke hende i det! Lammene trives og har det godt!
Her får I lige en stribe middagssøvn! Bunad tager venstrefløjen. Til højre for hende sover den lille Sriracha. Hun er let at kende med sin fine blis og hvide snude. Det helt sorte gimmerlam Salsa ligger i midten, mens vædderlammet Tabasco er vågen! Han ligner sin søster, Sriracha, men har streg på næsen og til gengæld sorte snude. De tre trives godt og laver en masse ballade sammen med de andre lam.
Og så gik der et par dage fra jeg skrev ovenstående og til jeg kunne nå at poste det. I mellemtiden skete der det, at jeg mødte et mere og mere forhutlet lam på marken. Salsa får ikke mere meget mælk fra Bunad – og er nu det fjerde lam, der har brug for hjælp fra mine sutteflasker. De to store, Sovs og Panda, er heldigvis ved at blive udfaset og får fra i morgen kun én gang dagligt!
Som I jo tidligere har hørt, fik jeg allerede i første hug et flaskelam. Oslos midterste lam, der sad så fast i fødslen, er blevet min absolut bedste ven i lammeflokken. Min dyrlæge var meget imponeret over, at han havde overlevet sådan en tur – men det gjorde han jo heldigvis og er lige så stor, sund og fræk som sine søskende. Vigdís fik jo også trillinger et par dage efter – og hun lagde flot ud med at passe alle tre. Men efter et par dage kunne jeg konstatere, at den sidstfødte med de charmerende aftegninger ikke rigtigt fik nok at spise. Hun skulle snige sig til at få fat i patten, når mor var optaget af at spise – og det er ikke gode tegn. Og ved nærmere eftersyn var hun også lidt tynd og “indtørret” at se på. Så hun røg med på flaskeholdet! Det går godt og de er søde. De kan nu nøjes med 4 gange om dagen.
I løbet af onsdag aften blev det klart, at det midterste lam, der havde siddet fast i fødsel længe, nok var lidt skadet. Den kunne ikke rejse sig – og derfor heller ikke komme op til patten. Den var slikket og nusset, men da de andre to var på benene og klar, faldt Oslos interesse for den lille fyr. Jeg fik givet lammet en portion af Oslos gode råmælk med sonde og håbede, at det gik, men da jeg kom ud i stalden næste gang, havde Oslo ligget lidt ind over lammet og det var koldt og næsten dødt. Hmmm! Jeg fik fat i lammet, givet kunstigt åndedræt, masseret og fik det med ind i varmen, hvor det blev gnedet med håndklæder og pustet på med hårtørreren.
Sådan nogle små lam er sejlivede, så inden jeg gik i seng var den varm og fin igen, den fik en portion mælk med sonde igen og kom ud til sin mor og søskende. Torsdag morgen kunne den stadig ikke rejse sig, men virkede ellers meget livskraftig bortset fra det! Puhhh! Mere sonde og …… ja, så skød jeg til hjørne og tog på arbejde. Da jeg kom hjem regnede jeg egentlig med at lammet enten var dødt eller skulle aflives. Det var sikkert blevet skadet i fødslen. Det lå ned da jeg kom i stalden og mit hjerte sank, men da jeg kom hen til det, rejse det sig lige så fint op og gik nærmere!
Nej, hvor skønt! Et stort fint og livskraftigt vædderlam, der havde overvundet krisen efter en hård start på livet! Super!! Det var så desværre helt tydeligt, at Oslo ikke længere følte sig ansvarlig for lammet! “Det var dig, der fik det lille myr til at overleve”, tænkte hun helt tydeligt. “Så må du også tage følgerne”. Så jeg kørte glad afsted efter en sæk Unika-pulvermælk – og hænger nu på et skønt lille glad vædderlam.
Får på Bjerget har fået en lille gæst: Det lam, som Kuzmina ikke ville tage sig af i foråret, og var så heldig at komme jo i kærlig pleje hos en familie i nærheden. Hun er nu vokset op til et stort og fint gimmerlam. Det er imponerende, at man faktisk slet ikke kan se forskel på hende og hendes søskende i størrelsen. Grunden til at hun er kommet på et lille ophold her, er at hun har meget lidt respekt for hegnet hjemme og har vænnet sig til at hoppe lige igennem trådene. Det er de – meget forståeligt – ret trætte af. Nu prøver vi om det kan hjælpe lidt med et afbræk, et ophold her med artsfæller – og så bliver hun leveret nyklippet retur. Så kan strømmen måske også bedre mærkes.
Ind til nu er hun blevet ind i indhegningen! Så langt så godt! Jeg har også sat flytbart hegn foran de mest oplagte “hoppe-igennem-steder” ind mod os. For sagen er jo, at den lille frøken Mæh nok er lidt “tidligt skadet”, som flaskelam ofte bliver. Hun har gået sammen med to får, der ikke fik de forventede lam, som hun skulle lege med, og som overhovedet ikke gad det lille myr. Derfor er hun i stor grad præget på mennesker og går også på min mark alene rundt og virker helt bange for lammeflokken. Jeg holder mig rimeligt meget væk, så hun måske kan akklimatisere sig lidt i løbet af de kommende uger. Der er fordele og ulemper ved de flaskelam – for det er jo skønt, at de er tamme og lette at komme til. Mit allerførste får Sofie var også et flaskelam og kunne noget af det samme, men da hun selv fik lam, faldt der mere ro på sagerne og hun var et fantastisk får i mange år. Det bliver lille Mæh sikkert også. Hun skal bare lige have lært at blive i folden!
Lørdag formiddag lagde Kuzmina op til læmning. Jeg var bare glad – efter en travl arbejdsuge med ingen læmninger, så var det jo nærmest optimalt med flere lam på påskeferiens første dag. Kuzmina fik selv første lam og det så fint ud. Jeg synes at det var lidt lille og med øje for Kuzminas tykke mave, tænkte jeg, at så kommer der nok tre. Det varede rigeligt længe, men så kom også nummer to – og så kom det første af efterbyrden og der var ikke tegn på flere lam. Okay- tænkte jeg. Så har jeg taget fejl. Og glad var jeg. To livskraftige sorte gimmerlam. Top!
Men da det sidste af efterbyrden faldt ud sidst på eftermiddagen var det som om der stedet kom resterne af en sprungen vandblære …. Hvad var nu det? Var der alligevel flere? Jeg kunne ikke mærke nogle lam, men det føltes alligevel meget uvant. Jeg konsulterede en vagtdyrlæge og hun mente at det nok bare var lidt mere efterbyrd. Vi holde løbende øje med Kuzmina lørdag aften. Da jeg kom derud ved 22-tiden lød der en vedvarende lillestemme-brægen. Kuzmina havde født et tredje lam, som hun ikke havde slikket og tørret og bestemt ikke følte moderfølelser for. Jeg fik det tørret og masseret, men det var noget forkomment og ville ikke stå eller sutte. Så jeg fik malket råmælk ud af Kuzminas velforsynede yver og givet det kolde lam en ordentlig portion varm og nærende råmælk med sonde – og pakket det godt ind i hø, ved siden af sine søskende. Og så krydsede jeg ellers fingre – “Kom nu, Kuzmina! Du har så rigeligt med mad og moderkærlighed – del det nu bare på tre”. Men mine bønner blev ikke hørt. Lammet klarede sig fint og livede hurtigt op – og næste morgen kunne man som dårligt kende forskel på hende og hendes søstre – bortset fra, at hun ikke fik lov af drikke af sin mors patter. Jeg sloges med Kuzmina og holdt hende, men måtte efterhånden sande, at jeg havde tabt den kamp! Så sutteflasken blev fundet frem igen! Suk!
Jeg må indrømme, at jeg slet ikke kunne finde lysten og kraften til at være fuldtids-baby-mor. Så jeg tilbød en ung familie med et to søde drenge og et par får med lam på vej, at hvis de havde lyst og mod på det, så måtte de få den lille pige. Det havde de sørme – og det fine lille gimmerlam er her i aften rejst hjemmefra! Jeg ønsker dem alt muligt held og lykke – for selv om det er fast arbejde, så er det jo også en fantastisk dejlig oplevelse med sådan et lille tamt og knusende sødt lam!
Lille Lyd og Vers fik i går deres sidste sutteflaske. De sidste ti dage dage har de en enkelt gang dagligt hver især suget 4,5 dl mælkeerstatning i sig på lige lidt over 1 minut. Det kræver god kæbemuskulatur. Men i går var det altså sidste gang. Lammene er nu 2 måneder gamle og har begge rundet de 15 kilo og er heldigvis gode til at spise både kraftfoder og græs. Naturligvis kommer de til at savne flasken i de næste par dage, og de kommer til at kalde, hver gang jeg kommer forbi, men så vænner de sig til den nye tingenes tilstand. Som I kan se på billederne, foregik fodringen ind igennem lågen. Det lam, der ikke får flaske springer op af bare iver og deres klove er både skarpe og beskidte. Det gjorde ikke det store i maj måned, for da havde jeg min store tykke termodragt på, men med sommervejrets komme, er mine vinterhvide stikkelsbærben kommet frem og de bryder sig ikke om skarpe lammeklove. Så både derfor – og for at lægge lidt begyndende afstand til de to – er de sidste par dages fodring altså foregået med hovedet ud af lågens tremmer. Så har de måtte nøjes med at hoppe op af hinanden. Her er det først Lyd der får flaske, mens Vers utålmodigt hopper rundt og prøver at støde Lyd fra flasken. Så bliver det hendes tur, mens fodringen bliver et tilløbsstykke og hele flokken samles nysgerrigt for at følge med. Jeg ved ikke, om de fornemmede, at det var en lidt særlig flaske og ville give moralsk opbakning til de to lam.
Det er vist ved at være på tiden med en update på flaskelammene. For som den opmærksomme læser har kunnet konstatere, er der mere end ét! Jeg begyndte jo med at hjælpe Sang, men hun fandt andre smutveje og hendes mor Vigdís har affundet sig med, at hun “snyder” sig til mælk fra patterne. Så kom lille Lyd, der blev helt og fuldt mit ansvar. Når jeg var ude at fodre hende kunne jeg for en måneds tid siden konstatere, at et andet lam også var voldsomt interesseret. Harissas ene lam, Vers, blev afvist af sin mor og var sulten. Hun slog sig sammen med Sang og hang i Vigdís´patter ved hver fodring, og det synes jeg var for galt. Vigdís havde da nok i sine egne fire. Efter nogle dages kamp med Harissa overgav jeg mig – og siden har Vers været med på flaskevognen.
Lyd var med mig på arbejde i de første tre uger. Det var en fest på skolen, med eget lam at lege og kæle med i frikvartererne. Lyd blev fodret og løb så med mig rundt på skolens forskellige udendørs områder, så alle børn kunne se og møde hende i løbet af dagen. Fra alle kanter lød der “Hej, lille Lyd” og mange gange i løbet af dagen fik jeg efterretninger fra børn, der lige havde været ude på en “løbelufter” og havde lagt vejen forbi Lyd. “Lyd har det godt, Dorte. Hun ligger og sover….Hun kan godt lide små blade… Hun spiste lidt græs….” Men efter tre uger sagde Lyd selv stop og ville ikke ind i transportkassen. Siden har hun været fuldtids på Bjerget og hygger sig i fåre/lammeflokken. Både hun og Vers trives og er nu nede på en flaske om dagen og spiser selv kraftfoder og græs ved siden af. De er søde, når de kommer susende for at få mad og kæletur.
