Tag-arkiv: flaskelam

Den sidste flaske

Lille Lyd og Vers fik i går deres sidste sutteflaske. De sidste ti dage dage har de en enkelt gang dagligt hver især suget 4,5 dl mælkeerstatning i sig på lige lidt over 1 minut. Det kræver god kæbemuskulatur. Men i går var det altså sidste gang.
Lammene er nu 2 måneder gamle og har begge rundet de 15 kilo og er heldigvis gode til at spise både kraftfoder og græs. Naturligvis kommer de til at savne flasken i de næste par dage, og de kommer til at kalde, hver gang jeg kommer forbi, men så vænner de sig til den nye tingenes tilstand.
Som I kan se på billederne, foregik fodringen ind igennem lågen. Det lam, der ikke får flaske springer op af bare iver og deres klove er både skarpe og beskidte. Det gjorde ikke det store i maj måned, for da havde jeg min store tykke termodragt på, men med sommervejrets komme, er mine vinterhvide stikkelsbærben kommet frem og de bryder sig ikke om skarpe lammeklove. Så både derfor – og for at lægge lidt begyndende afstand til de to – er de sidste par dages fodring altså foregået med hovedet ud af lågens tremmer. Så har de måtte nøjes med at hoppe op af hinanden.
Her er det først Lyd der får flaske, mens Vers utålmodigt hopper rundt og prøver at støde Lyd fra flasken. Så bliver det hendes tur, mens fodringen bliver et tilløbsstykke og hele flokken samles nysgerrigt for at følge med. Jeg ved ikke, om de fornemmede, at det var en lidt særlig flaske og ville give moralsk opbakning til de to lam.

Flaskelammene

Det er vist ved at være på tiden med en update på flaskelammene. For som den opmærksomme læser har kunnet konstatere, er der mere end ét!
Jeg begyndte jo med at hjælpe Sang, men hun fandt andre smutveje og hendes mor Vigdís har affundet sig med, at hun “snyder” sig til mælk fra patterne.
Så kom lille Lyd, der blev helt og fuldt mit ansvar. Når jeg var ude at fodre hende kunne jeg for en måneds tid siden konstatere, at et andet lam også var voldsomt interesseret. Harissas ene lam, Vers, blev afvist af sin mor og var sulten. Hun slog sig sammen med Sang og hang i Vigdís´patter ved hver fodring, og det synes jeg var for galt. Vigdís havde da nok i sine egne fire. Efter nogle dages kamp med Harissa overgav jeg mig – og siden har Vers været med på flaskevognen.

Lyd var med mig på arbejde i de første tre uger. Det var en fest på skolen, med eget lam at lege og kæle med i frikvartererne. Lyd blev fodret og løb så med mig rundt på skolens forskellige udendørs områder, så alle børn kunne se og møde hende i løbet af dagen. Fra alle kanter lød der “Hej, lille Lyd” og mange gange i løbet af dagen fik jeg efterretninger fra børn, der lige havde været ude på en “løbelufter” og havde lagt vejen forbi Lyd. “Lyd har det godt, Dorte. Hun ligger og sover….Hun kan godt lide små blade… Hun spiste lidt græs….”
Men efter tre uger sagde Lyd selv stop og ville ikke ind i transportkassen. Siden har hun været fuldtids på Bjerget og hygger sig i fåre/lammeflokken. Både hun og Vers trives og er nu nede på en flaske om dagen og spiser selv kraftfoder og græs ved siden af.
De er søde, når de kommer susende for at få mad og kæletur.

Flaskelammet med på arbejde

Mit lille flaskelam begyndte tilværelsen med med kun 2 kg krop – men heldigvis masser af livslyst og gåpåmod. Hun sutter lystigt på sutteflasken hver anden time – næsten døgnet rundt. For det er så heldigt, at hun slet ikke er sulten mellem kl. 24- 06. Der er hun så til gengæld meget sulten igen.

Men hvis jeg skal have min nattesøvn, skal hun have mange måltider i løbet af dagen, for at få nok at spise. Derfor er det lille lam med på arbejde! Jeg har lånt en transportkasse af en kollega og lagt en god bund af savsmuld, halm og hø. Her ligger lammet og sover, mens jeg arbejder – og når det så er frikvarter, så er hun og jeg ude. Hun får flaske og vi løber rundt på fodboldbane, legeplads og skolegård.
Det er en stor succes og noget af et tilløbsstykke. Hun er nok blevet klappet og aet hundrede gange dagligt, men hun klarer det fint! Når flasken er tømt, tisser hun lidt og så løber hun efter mig videre til næste stop.

I disse coronadage er skolens udendørsområder jo inddelt, så hver klasse har sit område. Derfor er jeg nødt til at flytte mig rundt så flere klasser kan møde det lille myr. Hun har heldigvis hurtigt lært at følge mig – sin nye mor. Det er en fest!


Hvis bare ….


Ja, i bagklogskabens kloge lys kunne man have gjort meget anderledes og hvis jeg vidste, hvad jeg ved nu, så ….. Men åh, hvor ville jeg ønske, at jeg havde sat vækkeuret til klokken 3 natten mellem fredag og lørdag. Jeg var skisme ret ked af det og ærgerlig lørdag – og travl! Alt det travl jeg ikke var i påskeferien, er ligesom kommet nu!
Var jeg stået op kunne jeg have hjulpet Bunad og nok have reddet et lam – og jeg kunne have sørget for at Page og hendes sorte lam ikke kom væk fra hinanden og var dermed sluppet for meget bøvl.
Men nu er det, som det er – og de levende har det heldigvis godt og trives.

Ja, Pages sorte lam har det også godt – når bare jeg kommer med en sutteflaske hver anden time (de meget mørke nattetimer undtaget). Hun er lille og sød og sutter gerne og betydeligt mere effektivt end Sang. Som I kan se på billederne er hun fuldt af krudt og hopper rundt – men man kan også falde på næsen, når man kun er et ½ døgn gammelt og springer sådan rundt .
Det er ikke let at være sådan et lille “moderløst” lam blandt10 voksne “drager”. De andre får skubber hende kort og kontant væk – og hendes egen mor er den mest hårdhændede. Hun bliver kanøflet fra alle kanter. Naturen er ubarmhjertig, som min mand siger.
Jeg har lavet en lille rede til hende ude på forgangen, hvor den har ligget i aften og nat. Her hopper også nogle af de store lam ud, og så må den socialisere med dem. Hep hep, lille lam. Jeg skal hjælpe dig, alt det jeg kan.

Den lille firling – mit smertensbarn


Mit smertensbarn er jo Sang. Det er den firling, jeg har i pleje. Jeg forsøger at overholde min del af aftalen, men et mere modvilligt flaskelam skal man lede længe efter. Hun har stadig ikke rigtigt fattet det at sutte på sutten, men gumler bare på den, så det tager en krig at fodre hende. Hun er simpelthen ikke sulten nok, så jeg har resoneret, at hun jo så alligevel må snyde sig til noget mad i ny og næ. Det kan jeg også konstatere ved selvsyn: Når Vigdís bliver fodret (eller noget som helst andet, hvor hun står stille), så slår hun til og hager sig fast i en pat – og her fejler sutterefleksen absolut ingenting. Jeg er derfor på det nærmeste stoppet med flasken, for jeg gider jo ikke rende og være til grin ….. men kan jo se, at hun sakker agterud og er mindre og tyndere end sine søskende. Suk! Men sådan er det jo så – der er altid én der en mindst. Hun må se at få lært at spise noget kraftfoder, så hun kan vokse af det. Hvis hun stadig ikke forstår konceptet, når ferien er slut, så stopper jeg – for jeg har nok hældt mere mælkeblanding i vasken end i hende – og det er det faktisk for dyrt til. Her gaber hun stort og får sig en middagslur i solen.

Plejeaftale indgået

Vigdís og jeg har indgået plejeaftale for et styk lille vildtfarvet gimmerlam. Jeg står for fodring, så ofte jeg overhovedet kan. Det betyder i praksis, at hun får flaske hver tredje time, undtagen når jeg sover og er på arbejde. Arbejdet holder pause i påskedagene – og derefter er den lille pige blevet lidt ældre.
Aftalen med Vigdís går på, at hun passer de andre tre lam fuldtids, og det gør hun så fint.
Tak for det! Derudover skal hun lade den lille frøken være sammen med sin familie, lege med søskende og sove til middag i bunken af lam. Søskende-delen går godt, men den lille higer voldsomt efter kontakt med sin mor – og dér går det altså ikke så godt.
Som jeg tidligere har beskrevet, er lammet også meget fremfusende og farer hen mod mors patter i samme øjeblik, jeg sætter det ned efter endt flaske. Vigdís er helt fyldt op af småbørn og bliver lidt kort for hovedet. De fleste af os kan sikkert godt genkende følelsen, selvom vi aldrig har haft hverken tvi-, tri- eller firlinger.
Den lille søde lammepige må lære at holde sig lidt på afstand, snyde sig til lidt modermælk og så få kærlighed og samvær hos søskendeflokken og mig. Det er ikke optimalt, men det er vel heller ikke galt, trods alt!

Flaskelammene er blevet store

De to flaskelam Half Dome og Badwater er blevet store og fik deres sidste flaske for en måneds tid siden.
De stortrives og er ikke anderledes i størrelse og huld end de andre lam, så det er jeg rigtigt godt tilfreds med.
Det kunne have været skønt, hvis Badwater var en pige, for han er altså bare så sød og kommer glad og vil snakke – og så er han smuk – men… det er han jo altså ikke.
Her holder min mor en af de sidste flasker, så jeg kunne fotografere de to søde barylere!

Fodringstid

Det er ikke let at vente på sin flaske, synes Half Dome, når man er meget sulten. Siden billederne blev taget har jeg fået en flaske mere, så nu er der stereo-sutning på tid. Lammene skiftes til at vinde med sådan cirka ét sekund. Der kommer billeder næste gang jeg har en fotograf i nærheden, for det klarer jeg ikke også samtidig!

Søde Badwater

Som lovet får I lige et lille skriv om min “baby” – det søde vædderlam Badwater.
Han er sød og glad for at se mig hver gang jeg kommer.
Det kan man da ikke blive andet end glad for. Også selvom man næsten ikke kan gå et skridt uden at falde over ham.
Badwater er jo nu ved at være en stor dreng og har masser af appetit. Han fordoblede sin fødselsvægt på knapt 14 og trives godt i flokken. Han er med, når der skal løbes stærkt og leges, han ligger i lammeflokken til middagshvilet og er en integreret del af fåreflokken. Mor er glad og stolt.