Lille Lyd og Vers fik i går deres sidste sutteflaske. De sidste ti dage dage har de en enkelt gang dagligt hver især suget 4,5 dl mælkeerstatning i sig på lige lidt over 1 minut. Det kræver god kæbemuskulatur. Men i går var det altså sidste gang.
Lammene er nu 2 måneder gamle og har begge rundet de 15 kilo og er heldigvis gode til at spise både kraftfoder og græs. Naturligvis kommer de til at savne flasken i de næste par dage, og de kommer til at kalde, hver gang jeg kommer forbi, men så vænner de sig til den nye tingenes tilstand.
Som I kan se på billederne, foregik fodringen ind igennem lågen. Det lam, der ikke får flaske springer op af bare iver og deres klove er både skarpe og beskidte. Det gjorde ikke det store i maj måned, for da havde jeg min store tykke termodragt på, men med sommervejrets komme, er mine vinterhvide stikkelsbærben kommet frem og de bryder sig ikke om skarpe lammeklove. Så både derfor – og for at lægge lidt begyndende afstand til de to – er de sidste par dages fodring altså foregået med hovedet ud af lågens tremmer. Så har de måtte nøjes med at hoppe op af hinanden.
Her er det først Lyd der får flaske, mens Vers utålmodigt hopper rundt og prøver at støde Lyd fra flasken. Så bliver det hendes tur, mens fodringen bliver et tilløbsstykke og hele flokken samles nysgerrigt for at følge med. Jeg ved ikke, om de fornemmede, at det var en lidt særlig flaske og ville give moralsk opbakning til de to lam.