Tag-arkiv: Vers

Den sidste flaske

Lille Lyd og Vers fik i går deres sidste sutteflaske. De sidste ti dage dage har de en enkelt gang dagligt hver især suget 4,5 dl mælkeerstatning i sig på lige lidt over 1 minut. Det kræver god kæbemuskulatur. Men i går var det altså sidste gang.
Lammene er nu 2 måneder gamle og har begge rundet de 15 kilo og er heldigvis gode til at spise både kraftfoder og græs. Naturligvis kommer de til at savne flasken i de næste par dage, og de kommer til at kalde, hver gang jeg kommer forbi, men så vænner de sig til den nye tingenes tilstand.
Som I kan se på billederne, foregik fodringen ind igennem lågen. Det lam, der ikke får flaske springer op af bare iver og deres klove er både skarpe og beskidte. Det gjorde ikke det store i maj måned, for da havde jeg min store tykke termodragt på, men med sommervejrets komme, er mine vinterhvide stikkelsbærben kommet frem og de bryder sig ikke om skarpe lammeklove. Så både derfor – og for at lægge lidt begyndende afstand til de to – er de sidste par dages fodring altså foregået med hovedet ud af lågens tremmer. Så har de måtte nøjes med at hoppe op af hinanden.
Her er det først Lyd der får flaske, mens Vers utålmodigt hopper rundt og prøver at støde Lyd fra flasken. Så bliver det hendes tur, mens fodringen bliver et tilløbsstykke og hele flokken samles nysgerrigt for at følge med. Jeg ved ikke, om de fornemmede, at det var en lidt særlig flaske og ville give moralsk opbakning til de to lam.

Flaskelammene

Det er vist ved at være på tiden med en update på flaskelammene. For som den opmærksomme læser har kunnet konstatere, er der mere end ét!
Jeg begyndte jo med at hjælpe Sang, men hun fandt andre smutveje og hendes mor Vigdís har affundet sig med, at hun “snyder” sig til mælk fra patterne.
Så kom lille Lyd, der blev helt og fuldt mit ansvar. Når jeg var ude at fodre hende kunne jeg for en måneds tid siden konstatere, at et andet lam også var voldsomt interesseret. Harissas ene lam, Vers, blev afvist af sin mor og var sulten. Hun slog sig sammen med Sang og hang i Vigdís´patter ved hver fodring, og det synes jeg var for galt. Vigdís havde da nok i sine egne fire. Efter nogle dages kamp med Harissa overgav jeg mig – og siden har Vers været med på flaskevognen.

Lyd var med mig på arbejde i de første tre uger. Det var en fest på skolen, med eget lam at lege og kæle med i frikvartererne. Lyd blev fodret og løb så med mig rundt på skolens forskellige udendørs områder, så alle børn kunne se og møde hende i løbet af dagen. Fra alle kanter lød der “Hej, lille Lyd” og mange gange i løbet af dagen fik jeg efterretninger fra børn, der lige havde været ude på en “løbelufter” og havde lagt vejen forbi Lyd. “Lyd har det godt, Dorte. Hun ligger og sover….Hun kan godt lide små blade… Hun spiste lidt græs….”
Men efter tre uger sagde Lyd selv stop og ville ikke ind i transportkassen. Siden har hun været fuldtids på Bjerget og hygger sig i fåre/lammeflokken. Både hun og Vers trives og er nu nede på en flaske om dagen og spiser selv kraftfoder og græs ved siden af.
De er søde, når de kommer susende for at få mad og kæletur.

Harissas to piger

Her har i Harrissa og hendes to gimmerlam. De skal hedde Vers og Strofe. Strofe var tæt på at ryge udenfor navnetemaet og blive navngivet Harry Potter på grund af den zigzaggede blis, men nu holder vi fast! Vers og Strofe!
Harissa har halsrem på, fordi jeg har haft hende under observation – og det er hun ikke vild med. Hun er lidt nemmere at få fat i, når jeg har noget at gribe i. Jeg kan ikke finde ud af Harissa i disse dage. Er hun syg, på vej mod yverbetændelse, skruphysterisk eller? Hun virker voldsomt irriteret, men hvorfor?
Sidste år har jeg skrevet, at hun er en “rolig, afslappet og omsorgsfuld mor”, men det slår altså ikke så hårdt igennem i disse dage. Hun virker som nævnt meget irriteret og lader det mest gå ud over den sortgrå Vers. Men jeg håber, at tingene falder lidt til ro, når foråret og græsset og de lune nætter udendørs indfinder sig.