Tag-arkiv: Sang

Flaskelammene

Det er vist ved at være på tiden med en update på flaskelammene. For som den opmærksomme læser har kunnet konstatere, er der mere end ét!
Jeg begyndte jo med at hjælpe Sang, men hun fandt andre smutveje og hendes mor Vigdís har affundet sig med, at hun “snyder” sig til mælk fra patterne.
Så kom lille Lyd, der blev helt og fuldt mit ansvar. Når jeg var ude at fodre hende kunne jeg for en måneds tid siden konstatere, at et andet lam også var voldsomt interesseret. Harissas ene lam, Vers, blev afvist af sin mor og var sulten. Hun slog sig sammen med Sang og hang i Vigdís´patter ved hver fodring, og det synes jeg var for galt. Vigdís havde da nok i sine egne fire. Efter nogle dages kamp med Harissa overgav jeg mig – og siden har Vers været med på flaskevognen.

Lyd var med mig på arbejde i de første tre uger. Det var en fest på skolen, med eget lam at lege og kæle med i frikvartererne. Lyd blev fodret og løb så med mig rundt på skolens forskellige udendørs områder, så alle børn kunne se og møde hende i løbet af dagen. Fra alle kanter lød der “Hej, lille Lyd” og mange gange i løbet af dagen fik jeg efterretninger fra børn, der lige havde været ude på en “løbelufter” og havde lagt vejen forbi Lyd. “Lyd har det godt, Dorte. Hun ligger og sover….Hun kan godt lide små blade… Hun spiste lidt græs….”
Men efter tre uger sagde Lyd selv stop og ville ikke ind i transportkassen. Siden har hun været fuldtids på Bjerget og hygger sig i fåre/lammeflokken. Både hun og Vers trives og er nu nede på en flaske om dagen og spiser selv kraftfoder og græs ved siden af.
De er søde, når de kommer susende for at få mad og kæletur.

Sang – den lille fis

Sang er én af Vigdís´ firlinger – og del af det første kuld lam på Bjerget i år. De bliver fire uger gamle på torsdag – og de klarer sig godt. Syng, Sing og Song, der er på fuld kost hos deres moder, vokser flot og er store og velnærede. Mit tidligere plejebarn Sang er lidt mere forhutlet at se på – og ikke nær så stor, men hun klarer sig! Hun kunne have haft det lettere, hvis hun ville drikke af en sutteflaske, men det forstod hun altså ikke.
Sang har en voldsom vedholdenhed og det hjælper hende nok i mange situationer. Når fårene bliver fodret flyver hun fluks hen bag ved sin mor og griber fat om en pat – og hun giver ikke op selvom Vigdís sparker og flytter sig konstant. Hun prøver også til ved nogle af de andre mødre, og ind imellem lykkes det, hvis de har så travlt med at spise at de ikke får set hvem det er. Men det er riscy business og man må tage nogle høvl.

Men stor var min glæde, da jeg for et par dage siden kunne konstatere, at hun er begyndt at opdage kraftfoderets velsignelser. Da fårene havde spist, stod Sang og knuskede i nogle grøntpiller og senere gik hun ind i mit lille lammeskjul og tog for sig af grøntpiller, byg og kraftfoder. Da blev jeg glad!. Jeg fangede hende også ved høbunken med sin bror – ja man fristes til at sige storebror. Her kan man tydeligt se forskel i størrelsen.
Sang bliver med garanti ikke det største lam i flokken, men hun skal nok klare sig!

Den lille firling – mit smertensbarn

Skriv et svar


Mit smertensbarn er jo Sang. Det er den firling, jeg har i pleje. Jeg forsøger at overholde min del af aftalen, men et mere modvilligt flaskelam skal man lede længe efter. Hun har stadig ikke rigtigt fattet det at sutte på sutten, men gumler bare på den, så det tager en krig at fodre hende. Hun er simpelthen ikke sulten nok, så jeg har resoneret, at hun jo så alligevel må snyde sig til noget mad i ny og næ. Det kan jeg også konstatere ved selvsyn: Når Vigdís bliver fodret (eller noget som helst andet, hvor hun står stille), så slår hun til og hager sig fast i en pat – og her fejler sutterefleksen absolut ingenting. Jeg er derfor på det nærmeste stoppet med flasken, for jeg gider jo ikke rende og være til grin ….. men kan jo se, at hun sakker agterud og er mindre og tyndere end sine søskende. Suk! Men sådan er det jo så – der er altid én der en mindst. Hun må se at få lært at spise noget kraftfoder, så hun kan vokse af det. Hvis hun stadig ikke forstår konceptet, når ferien er slut, så stopper jeg – for jeg har nok hældt mere mælkeblanding i vasken end i hende – og det er det faktisk for dyrt til. Her gaber hun stort og får sig en middagslur i solen.

Firlingerne navngives

Skriv et svar

Så må det vist må være på tide at holde den første lille navngivnings-højtidelighed. Jeg kaster mig altså ud i mit morgen/fællessangs-tema – for fuld musik med de første fire!

Som tidligere nævnt savner jeg meget at synge sammen med eleverne på skolen. Så de første fire hedder Syng, Sang, Sing og Song. Jeg kunne dog ikke få lammene til at stille sig op i den rækkefølge. Jeg er såmænd helt stolt af bare fire på stribe her – ja, fem faktisk!
Fra venstre har vi den lille hvide pige, Sing. Hun er meget lambi-ulden og nuttet og har en rundt sort prik på den ene side. Sing var den mindste fra fødslen, men hun tager fra og vokser godt nu.
Så kommer Sang. Hun er også et gimmerlam og den mest “vildtfarvede” i kuldet med sin lysebrune ryg. Sang er mit plejebar, men herom senere. I midten har vi den stolte – og indimellem også temmelig trætte – moder Vigdís.
Lige til højre for Vigdís kommer flokkens eneste vædderlam Song. Han tager godt fra og har allerede tredoblet sin vægt her 14 dage gammel.
Yderst til højre har vi endnu et gimmerlam Syng. Hun er let at kende med de store hvide aftegninger i hovedet. Hun er, ligesom sin bror, fuld af saft og kraft og vokser godt.
Samlet set så går det godt med flokken – og Vigdís klarer det flot!