Den lille firling – mit smertensbarn


Mit smertensbarn er jo Sang. Det er den firling, jeg har i pleje. Jeg forsøger at overholde min del af aftalen, men et mere modvilligt flaskelam skal man lede længe efter. Hun har stadig ikke rigtigt fattet det at sutte på sutten, men gumler bare på den, så det tager en krig at fodre hende. Hun er simpelthen ikke sulten nok, så jeg har resoneret, at hun jo så alligevel må snyde sig til noget mad i ny og næ. Det kan jeg også konstatere ved selvsyn: Når Vigdís bliver fodret (eller noget som helst andet, hvor hun står stille), så slår hun til og hager sig fast i en pat – og her fejler sutterefleksen absolut ingenting. Jeg er derfor på det nærmeste stoppet med flasken, for jeg gider jo ikke rende og være til grin ….. men kan jo se, at hun sakker agterud og er mindre og tyndere end sine søskende. Suk! Men sådan er det jo så – der er altid én der en mindst. Hun må se at få lært at spise noget kraftfoder, så hun kan vokse af det. Hvis hun stadig ikke forstår konceptet, når ferien er slut, så stopper jeg – for jeg har nok hældt mere mælkeblanding i vasken end i hende – og det er det faktisk for dyrt til. Her gaber hun stort og får sig en middagslur i solen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.