Får på Bjerget har haft spændende besøg

I februar 2020 læste jeg om en ung designer, Stine Sandermann, der havde opdaget, at rigtigt meget uld i Danmark bare bliver brændt eller kørt på fyldpladsen. Det havde hun besluttet sig for at gøre noget ved. Jeg kontaktede hende og vi var egentlig ret langt i “forhandlingerne” om, at hun skulle købe min uld, men så slog corona til og hun turde – forståeligt nok – ikke binde an med flere udgifter.
For en uge siden kontaktede jeg Stine igen for at høre, om hun var kommet helskindet igennem det forgangne år – og om hun eventuelt havde lyst til at bruge min uld nu. Det kom der en spændende lørdag eftermiddag ud af. For Stine havde mod på mere uld!
Stine Sandermann er uddannet på TEKO/ Via Design i Herning og har videreuddannet sig i London indenfor tekstiler, design og bæredygtighed. Hun synes, det er et stort paradoks, at vi i DK importerer uld og uldgarn fra mange steder i verden, mens vi kasserer store dele af den uld, der klippes af danske får, mohairgeder og alpakaer.
Det kan jeg jo kun erklærer mig enig i og det er en problematik jeg kender:
Jeg passer løbende på, at mine får ikke får for meget skidt i deres pels, gør mig meget umage for at holde alt rent omkring fåret, når jeg klipper og sorterer med hård hånd snavset uld og halm fra – kun for at stå tilbage med sækkevis af lækker uld, som ingen vil bruge. Det er der jo ikke meget ved.
Stine har skabt en lille (endnu) virksomhed med fokus på lækre fibre og bæredygtighed. Hun finder små partier af uld og får det spundet til garn. Hun designer moderne strik, farver selv garn, der passer til designet og sælger garn og opskrifter på sin hjemmeside SANDERMANN. Følg linket her og hop ind og læs om Stines arbejde for at mindske spild, læs bloggen og få ny viden om forskellige fibre, eller nyd bare den flotte moderne strik og de fine garner.

Stine og jeg havde en virkelig hyggelig eftermiddag med god snak om dyrevelfærd, bæredygtighed, farver, spinderier, får og uldgarn. Hun endte med at drage af med al min råuld og næsten al det sidste uldgarn og vi har en aftale om, at jeg kommer til Ikast og besøger hende, når min uld engang til efteråret er blevet til garn. Det vil jeg glæde mig til.