Forleden dag, da jeg havde flyttet flokken fra den ene firkant græs til den næste, kunne jeg konstatere, at der var orm i nogle af de efterladte lorte. Øv! Både for ormene og fordi jeg så lige havde nået at flytte flokken ind på en “ren” mark. Så kan man lære at være lidt mere på forkant måske.
Nå, men jeg fik fat i dyrlægen, noget ormekur og lånt en doseringssprøjte – og så drevet flokken sammen og lukket inde bag mit elskede grinde-hegn. Jeg bliver altså ved med at glæde mig over, hvor meget lettere det går med sådan en fangefold! Dunken med ormekur blev bundet fast, så den var let at få fat i og ikke væltede, og så gik jeg i gang.
Det var godt varmt, så både får og jeg svedte grundigt, men ét for ét fik får og lam en portion kur i munden, doseret efter vægt og blev lukket ud af fangefolden. Da alle 9 får og 24 lam havde fået et sprøjt, blev de ledt ned på et nyt stykke græs, vandtruget båret derned og slange etableret, så de slet ikke færdes, hvor de har været i de seneste uger.