Kategoriarkiv: Utøj

Ormekur

Forleden dag, da jeg havde flyttet flokken fra den ene firkant græs til den næste, kunne jeg konstatere, at der var orm i nogle af de efterladte lorte. Øv! Både for ormene og fordi jeg så lige havde nået at flytte flokken ind på en “ren” mark. Så kan man lære at være lidt mere på forkant måske.

Nå, men jeg fik fat i dyrlægen, noget ormekur og lånt en doseringssprøjte – og så drevet flokken sammen og lukket inde bag mit elskede grinde-hegn. Jeg bliver altså ved med at glæde mig over, hvor meget lettere det går med sådan en fangefold! Dunken med ormekur blev bundet fast, så den var let at få fat i og ikke væltede, og så gik jeg i gang.
Det var godt varmt, så både får og jeg svedte grundigt, men ét for ét fik får og lam en portion kur i munden, doseret efter vægt og blev lukket ud af fangefolden. Da alle 9 får og 24 lam havde fået et sprøjt, blev de ledt ned på et nyt stykke græs, vandtruget båret derned og slange etableret, så de slet ikke færdes, hvor de har været i de seneste uger.

Pelslus!!

6 Marts 4Sådan ser krabaten ud!! Ikke en rar karl at have til at kravle rundt i sin pels. Både i går og i dag udstyrede jeg mig med en god brednæset tang – og gik i gang med at indfange pelslus på de to karantæneramte får. Jeg tager dem simpelthen med tangen og kvaser dem med det samme, for hvis jeg tager dem med hænderne bidder de sig bare fast i mine handsker. Men de er nogle hård-skallede kryb.

I går fik jeg indsamlet ca. 50 stk på de to stakkels karantænefår – og omkring 10 på mine egne! I dag kunne jeg nøjes med 8 på de to nye og 2 på mine egne, så det går da fremad. Jeg skal dælme nok få krammet på dem. godt at de alle er nyklippede 🙂

Dyrlægen anbefalede en behandling med Cydectin til de to nye. Det tager også  evt. orm, så nu får de hele turen! Mine egne skal nøjes med konstant agtpågivenhed, fordi de er så forholdsvis tæt på læmningerne 😀