Kategoriarkiv: Dyrlæge

Anab er også blevet mor

I går morges tidligt, da jeg kom ud i stalden stod Anab med et lille slikket og næsten tørt lam. “Det kan da ikke passe at hun kun skal have ét lam”, tænkte jeg. Lammet var ikke kæmpe – og Anab havde da en ok stor mave. Og mens jeg stod og holdt øje, kunne jeg også se, at der skulle komme flere. Men Anab var så fuldstændig optaget af sit første lam, at hver gang hun lagde sig ned for at presse, så sagde den førstefødte mæh, eller gik fire skridt væk, og så rejste Anab sig med et sæt og gik efter den lille. Men til slut ville den næste altså ud. Det blev skubbet ud med stor kraft, hvorefter Anab igen måtte have styr på sit oppegående lam. Den nyfødte vred og vendte sig med stor iver og kraft for at komme fri af fosterhinde og væske og ramlede ind i grinderne, under stort spektakel. Anab blev helt forskrækket. Jeg ved ikke om det var det, der gjorde det, men hun var meget uvillig til at slikke lammet, selvom jeg lagde det hen ved det første. Hmm, så var det bare at krydse fingre. To smukke lysebrune lam – en gimmer først og et flot stort og livskraftigt vædderlam. Herligt!
Min opmærksomhed var påkrævet andetsteds (herom om lidt), men lidt senere hørte jeg pludselig en lille plaskende lyd fra Anabs kant. Hvad? Minsandten om hun ikke havde fået et tredie lam. Denne gang kulsort. Det blev slikket ganske lidt og kom også på benene.

Billedet her er ikke voldsomt godt, men tiden var ikke til mere – og det beskriver faktisk situationen meget godt. Et tørt og fuldstændigt trimmet lam øverst og to lidt våde og forsømte størrelser ved siden af en meget irriteret og ikke særlig rolig Anab. Ret atypisk!
De to lidt små gimmerlam tog hun sig af. Den lyse med stor kærlighed, den sorte lidt mere pligtskyldigt! Men vædderlammet fik det glatte lag og blev “stanget” væk og af vejen i en sådan grad, at jeg blev helt bekymret for hans helbred. Det så ikke rart ud.
Jeg fik fat i Anab og holdt hende fast, for noget råmælk skulle han ihvertfald have at drikke. Råmælk er den første mælk, der er i yveret og det indeholder vigtige antistoffer til lammet og har også en afførende effekt, så der kommer gang i lammets mave. Vædderlammet fik noget mælk suget i sig. Han var stærk og sulten. Men jeg opdagede endnu et problem: Anabs ene pat var tom. Den ene halvdel af hendes yver var hårdt … og uden mælk! Det har jeg prøvet før – et stenyver. Øv! Det kan skyldes et insektbid eller en fluebåren bakterie, der så er krøbet den forkerte vej op i yveret eller en uopdaget yverbetændelse – altsammen sidste år. Jeg snakkede med dyrlægen og han bekræftede, hvad jeg jo godt vidste: Der er ikke noget at gøre nu! Anab har heldigvis været god til at passe sine lam og har haft godt med mælk tidligere, så nu håber jeg, at hun kan og vil passe de to gimmerlam. De må deles om den ene pat – og så må jeg tage mig af vædderlammet. Bum bum bum – ikke den bedste udvikling her til morgen, men der kommer jo altid nogle små bump – og jeg har bare været heldig ind til nu!

Gærdesmutte har haft det skidt

Tirsdag aften stod Gærdesmutte og hang med hovedet. Jeg havde godt lagt mærke til, at hun blev inde i huset i løbet af dagen, men troede det var på grund af den kolde vind.
Da jeg fodrede ville hun ikke have noget at spise og blev bare liggende. Hmm, det er ikke gode tegn. Jeg tog hendes temperatur – og hun havde en smule feber. Jeg gav hende kalk-gel – og havresuppe med druesukker, som min dyrlæge engang har anbefalet …. men blev alligevel enig med mig selv, om også at ringe efter dyrlægen. Det lignede alt for meget sygdomsbilledet for Gærdesmuttens mor Gro, for to år siden – og hun klarede den ikke.
Dyrlægen kom og så til hende og mente det nok var en begyndende yverbetændelse. Hun fik noget antibiotika til at klare infektionen – og er heldigvis klaret helt op og er frisk igen.

Megen skæl og kløe

Lus i skindpelsen er der heldigvis ikke, men rigtigt meget skæl. Næsten alle fårene har en stribe hen af ryggen, hvor de har meget lidt pels, men til gengæld rigt meget skæl i store flager. De har kløet sig en del og trukket mere uld af, og det var også medvirkende årsag til at jeg tænkte: Nu skal det af!


Jeg har snakket med min dyrlæge og han siger, at det er et generelt problem i år, der skyldes det meget fugtige vejr vi har haft – og der må man unægteligt give ham ret!
Blis især er virkelig hårdt ramt! Hendes meget tætte uld har åbenbart givet virkeligt gode forhold for skæludviklingen. Herover er billeder af hendes rygstykke efter klipning!
Og hun var jo lige ved at gå i spagat af klø og nydelse, da jeg klippede hende. Flere af de andre får havde også ret meget – så der har været udvidet frisørservice. De klippede får er simpelthen også lige blevet skrubbet med skælshampoo, skyllet grundigt og frotteret med et håndklæde, inden de blev lukket tilbage i sol-lun stald. Og sikke det pyntede!

May har det fint, men ….

Den ene af de de engelske firlinger, May, er ikke helt så køn bagfra som forfra. Hun er ualmindelig sød og fotogen – jeg vil nærmest sige yndig – forfra, men ser beskidt og brun ud ned af bagbenene.
Det begyndte tilbage i midten af april, hvor jeg troede, at hun havde diarre og mavepine og snakkede med dyrlægen om hende. Jeg skrev om hende her den 28. april – men fandt dengang bare ikke rigtigt nogen løsning. Da hun begyndte at spise mere fast føde, kunne jeg tydeligt se, at hendes afføring var helt almindelig. Men hvad så? Jeg skyggede hende en halv formiddag og kunne så konstatere, at hun simpelthen tisser mærkeligt. I stedet for at lave en fin stråle ud under en løftet hale, så sprøjter Mays urin lidt op på haleroden og resten siler ned af hendes ben. Der er noget galt med tisse-mekanikken. Men hun er glad og frisk – og spiser, vokser og trives lige så godt som alle de andre. Jeg har snakket med dyrlægen og han siger god for, at hun går sådan og at hun har det fint nok. “Men det er jo ikke en du skal avle på!”, siger han så.
Det var heller ikke meningen, selvom hun absolut er én af de sødeste lam i flokken.

May har ondt i maven

Den ene af Gærdesmuttes engelske firlinger – May – har haft ondt i maven i den sidste uges tid. Det er træls. Men hun virker heldigvis til at have det ret godt alligevel. Hun spiser af kraftfoderet, løber rundt og leger med de andre, har glade øjne og er ved godt mod. Men hun taber sig – og det er jo noget skrammel.

Jeg har fået noget diarre-medicin af dyrlægen, men jeg synes ikke, at det rigtigt har givet pote. Jeg har nu fundet en gammel sut til sutteflasken, klippet et lidt større hul i sutten og er begyndt at give May A-38 med lidt lunken vand i. Det kan hun godt lide. Og det håber jeg så kan hjælpe her weekenden over, for ellers må jeg have May i bilen og ind til dyrlægen.

Oslo – nu med kun ét lam

Oslos vædderlam har været en kilde til bekymring og en samtale med dyrlægen måtte der til. Han kunne bekræfte min mistanke fra søndag aften. Den lille fyr var født med ganespalte og havde derfor både svært ved at patte og at få mælken styret ned i halsen. Det har jeg aldrig prøvet før.
I følge dyrlægen var spalten ikke større end at han nok skulle kunne klare det og at problemet ville blive meget mindre, så snart han kunne begynde at spise græs, gryn og kraftfoder.
Men den lille fyr havde bare ikke livsvilje og ingen kraft og fik det mere og mere skidt og her til morgen besluttede jeg, at det ikke var værdigt og i orden og derfor blev han aflivet. Det er rigtigt trist, men bedre, sådan som han havde det.
Så nu har Oslo altså kun et lam! Et stort gimmerlam, der vokser med voldsom fart, for Oslo har simpelhen så meget mælk. Det er ærgerligt, at hun ikke lige kan overtage et af Gærdesmuttens firlinger, men sådan er det ikke i fåreverdenen.

Oslos vædderlam mistrives

Lige fra Oslos to lam blev født i fredags, har vædderlammet (th) virket mindre livskraftig end gimmerlammet. Jeg tænkte, at han måske havde haft en hård fødsel og at lidt varme, mad og tid ville hjælpe ham. Men han bliver ved med at se temmelig forhutlet og sølle ud i forhold til sin søster. Jeg har givet ham udmalket mælk med sonde, holder øje med at han også dier og ligger varmt i sol og læ, men lige meget hjælper det, synes jeg. Dyrlægen må spørges til råds i morgen tidlig.

Blishønen er halt

Min stakkels Blishøne humper rundt på 3 ben. Hun har så ondt i sit ene forben.
Jeg har ikke kunnet finde nogen grund. Jeg har badet benet og kloven, for at se om der var en rift, en betændelse, en torn eller andet. Men der var intet at se. Det var ikke klovspaltebetændelse eller for meget mudder som beskrevet.
Så dyrlægen måtte tilkaldes. Han kom lørdag formiddag og mærkede og trykkede. Dyrlægen kunne mærke, at hun var øm inde i den ene klov, så han tror der er en byld der.
Så nu er hun på antibiotika og smertestillende. Vi må sørme håbe, at det hjælper. Blishønen vil så gerne følge med flokken, Hun humper med, men lægger sig ned så snart hun er fremme og spiser det græs hun kan nå der.

Spurv var drægtighedssyg

For et par dage siden blev Spurv liggende i halmen, da jeg kom ud for at morgenfodre. Det er ikke sædvanligt, og hun så sløj og elendig ud. Jeg fik taget hendes temperatur, og den var forhøjet, men ikke særligt meget. Til gengæld lugtede hun meget acetone-agtigt ud af munden, og da jeg fik hende stablet på benene, stavrede hun meget besværet afsted og lagde sig straks igen. Jeg synes at jeg har set dette før, når jeg står med sådan et højdrægtigt får, der ovenikøbet ser ud til at have enten store eller flere lam. Det tyder på kalkmangel og drægtighedssyge, synes jeg. Jeg skyndte mig at give hende en flaske med kalk til at behandle netop dette og gik så ind for at ringe til dyrlægen.
Jeg var jo svært tilfreds, da dyrlægen sagde: “Det er helt sikkert drægtighedssyge. Hun skal have kalk!”. Løbende igennem dagen fik Spurv de flaske med kalk, jeg heldigvis havde på lager og til aftenfodringen var hun langt mere frisk i øjnene og kom hen for at få spise.
Næste dag gik Spurv rundt på marken igen! Pyhh, det ville slet ikke være til at bære, hvis Spurv skulle stemple ud nu, med maven fuld af næste fuldbårne lam. Hun skal da gerne holde nogle år endnu!
Her på billedet går Spurv forrest, med hendes seneste datter Kuzmina i baggrunden.

Gauda fik yverbetændelse

Søndag aften – da jeg stod og så på Anab og hendes nye små lam – slog det mig, at Gaudas yver så meget spændt ud. Var alt ikke som det skulle være? Jeg vidste, at det lørdag aften havde været fuldt af mælk og at lammene havde fået en ordentlig tår, men nu så det ikke så godt ud. Da jeg fik fat i Gauda og malket lidt ud, viste det sig, at mælken havde samme farve som russisk salat. Stakkels Gauda havde yverbetændelse…… med tre små lam.
Jeg var inde og læse i “Får til husbehov” (min fårebibel) og var efter anvisningerne der ude og få malket så meget ud som jeg kunne.
Så mandag morgen havde jeg så fat i dyrlægen igen (sikke en påske-regning, det bliver til) og Gauda kom hurtigt i behandling. Hun fik antibiotika og smertestillende og jeg malkede ud, så ofte som muligt. Lammene diede heldigvis stadig og hjalp mig således med at holde gang i yveret og produktionen. Det lille gimmerlam hjalp jeg et par gange med at give hende mælk med sonde. Jeg valgte sonde, så hun ikke opdagede sutteflaskens lyksaligheder, for tre flaskelam er mere end nok, synes jeg. Gauda er heldigvis kommet godt over yverbetændelsen nu, og har fået hvid mælk igen og passer alle sine lam så fint. De er ikke så udfyldte som flere af de andre, men de skal nok komme efter det og få mælkeproduktionen øget i den kommende tid. Det tror jeg på!