Kategoriarkiv: Dyrlæge

Kuzminas længe ventede lam

Fredag aften lagde Kuzmina sig og fødte sine lam lige midt i fredagspizzaen! Men hurra hurra – jeg var så lettet og glad som …..ja, jeg ved ikke – en lykkens pampåskefis?

Kuzmina har i den sidste uge lignet én, der var i fødsel- eller ihvertfald meget tæt på – og har været kilde til stor bekymring for mig. Min søde dyrlæge har flere gange beroliget mig: “De kommer, når de skal!” Og han jo ret!
Men jeg kan ikke mindes, at jeg nogensinde før har oplevet et får, der i en hel uge går rundt og skraber, lægger sig, ligner én, der presser og så alligevel ikke. Utallige er de gange, hvor jeg er gået i stalden i forvisning om, at NU var det – for så at møde et får der rejser sig op og spørger “Er det nu vi skal have mad?”. Det har været kilde til stor frustration og bekymring – det indrømmer jeg blankt! Fra onsdag aften gik Kuzmina virkelig til den og den del af stalden, hvor hun kunne komme, lignede en pløjemark. Al halm var endevendt i flere omgange. Men ingen lam trods prusten, baksen, stønnen og altså skraben.
Men så endelig fredag ved 19-tiden blev det alvor og Kuzmina lagde sig og satte det afgørende pres ind! Da jeg kiggede på staldkameraet råbte jeg “Yes”, for der lå en lille sort sag i halmen. En veninde og jeg forlod aftensmaden og måtte i stalden og fulgte her at yderligere to små lam kom til verden. Kuzmina hun er ret privat og lægger sig altid med bagdelen den anden vej – men hvad gør det, når hun som det første får i år klarer hele læmningen selv! Sådan!! Åh, jeg var så glad og lettet hele aftenen!

Tre ret små, kulsorte gimmerlam! De bliver nusset og passet og sådan håber jeg det bliver ved med at være! Hurra hurra!
Tilbage ved pizzaen sad min søde mand og hviskede med min mor om, at det da var godt, at jeg havde sørget for at tage bekymringerne på forskud ….. og han har fuldstændigt ret! Dog synes jeg, at jeg er en lille bitte smule undskyldt af det meget ualmindelige forløb og det faktum, at der har været bøvl med benstillingen og brug for hjælp ved de tre foregående læmninger! Men ja – stol på dine kompetente får, Dorte

Ormekur

Forleden dag, da jeg havde flyttet flokken fra den ene firkant græs til den næste, kunne jeg konstatere, at der var orm i nogle af de efterladte lorte. Øv! Både for ormene og fordi jeg så lige havde nået at flytte flokken ind på en “ren” mark. Så kan man lære at være lidt mere på forkant måske.

Nå, men jeg fik fat i dyrlægen, noget ormekur og lånt en doseringssprøjte – og så drevet flokken sammen og lukket inde bag mit elskede grinde-hegn. Jeg bliver altså ved med at glæde mig over, hvor meget lettere det går med sådan en fangefold! Dunken med ormekur blev bundet fast, så den var let at få fat i og ikke væltede, og så gik jeg i gang.
Det var godt varmt, så både får og jeg svedte grundigt, men ét for ét fik får og lam en portion kur i munden, doseret efter vægt og blev lukket ud af fangefolden. Da alle 9 får og 24 lam havde fået et sprøjt, blev de ledt ned på et nyt stykke græs, vandtruget båret derned og slange etableret, så de slet ikke færdes, hvor de har været i de seneste uger.

Anab er også blevet mor

I går morges tidligt, da jeg kom ud i stalden stod Anab med et lille slikket og næsten tørt lam. “Det kan da ikke passe at hun kun skal have ét lam”, tænkte jeg. Lammet var ikke kæmpe – og Anab havde da en ok stor mave. Og mens jeg stod og holdt øje, kunne jeg også se, at der skulle komme flere. Men Anab var så fuldstændig optaget af sit første lam, at hver gang hun lagde sig ned for at presse, så sagde den førstefødte mæh, eller gik fire skridt væk, og så rejste Anab sig med et sæt og gik efter den lille. Men til slut ville den næste altså ud. Det blev skubbet ud med stor kraft, hvorefter Anab igen måtte have styr på sit oppegående lam. Den nyfødte vred og vendte sig med stor iver og kraft for at komme fri af fosterhinde og væske og ramlede ind i grinderne, under stort spektakel. Anab blev helt forskrækket. Jeg ved ikke om det var det, der gjorde det, men hun var meget uvillig til at slikke lammet, selvom jeg lagde det hen ved det første. Hmm, så var det bare at krydse fingre. To smukke lysebrune lam – en gimmer først og et flot stort og livskraftigt vædderlam. Herligt!
Min opmærksomhed var påkrævet andetsteds (herom om lidt), men lidt senere hørte jeg pludselig en lille plaskende lyd fra Anabs kant. Hvad? Minsandten om hun ikke havde fået et tredie lam. Denne gang kulsort. Det blev slikket ganske lidt og kom også på benene.

Billedet her er ikke voldsomt godt, men tiden var ikke til mere – og det beskriver faktisk situationen meget godt. Et tørt og fuldstændigt trimmet lam øverst og to lidt våde og forsømte størrelser ved siden af en meget irriteret og ikke særlig rolig Anab. Ret atypisk!
De to lidt små gimmerlam tog hun sig af. Den lyse med stor kærlighed, den sorte lidt mere pligtskyldigt! Men vædderlammet fik det glatte lag og blev “stanget” væk og af vejen i en sådan grad, at jeg blev helt bekymret for hans helbred. Det så ikke rart ud.
Jeg fik fat i Anab og holdt hende fast, for noget råmælk skulle han ihvertfald have at drikke. Råmælk er den første mælk, der er i yveret og det indeholder vigtige antistoffer til lammet og har også en afførende effekt, så der kommer gang i lammets mave. Vædderlammet fik noget mælk suget i sig. Han var stærk og sulten. Men jeg opdagede endnu et problem: Anabs ene pat var tom. Den ene halvdel af hendes yver var hårdt … og uden mælk! Det har jeg prøvet før – et stenyver. Øv! Det kan skyldes et insektbid eller en fluebåren bakterie, der så er krøbet den forkerte vej op i yveret eller en uopdaget yverbetændelse – altsammen sidste år. Jeg snakkede med dyrlægen og han bekræftede, hvad jeg jo godt vidste: Der er ikke noget at gøre nu! Anab har heldigvis været god til at passe sine lam og har haft godt med mælk tidligere, så nu håber jeg, at hun kan og vil passe de to gimmerlam. De må deles om den ene pat – og så må jeg tage mig af vædderlammet. Bum bum bum – ikke den bedste udvikling her til morgen, men der kommer jo altid nogle små bump – og jeg har bare været heldig ind til nu!

Gærdesmutte har haft det skidt

Tirsdag aften stod Gærdesmutte og hang med hovedet. Jeg havde godt lagt mærke til, at hun blev inde i huset i løbet af dagen, men troede det var på grund af den kolde vind.
Da jeg fodrede ville hun ikke have noget at spise og blev bare liggende. Hmm, det er ikke gode tegn. Jeg tog hendes temperatur – og hun havde en smule feber. Jeg gav hende kalk-gel – og havresuppe med druesukker, som min dyrlæge engang har anbefalet …. men blev alligevel enig med mig selv, om også at ringe efter dyrlægen. Det lignede alt for meget sygdomsbilledet for Gærdesmuttens mor Gro, for to år siden – og hun klarede den ikke.
Dyrlægen kom og så til hende og mente det nok var en begyndende yverbetændelse. Hun fik noget antibiotika til at klare infektionen – og er heldigvis klaret helt op og er frisk igen.

Megen skæl og kløe

Lus i skindpelsen er der heldigvis ikke, men rigtigt meget skæl. Næsten alle fårene har en stribe hen af ryggen, hvor de har meget lidt pels, men til gengæld rigt meget skæl i store flager. De har kløet sig en del og trukket mere uld af, og det var også medvirkende årsag til at jeg tænkte: Nu skal det af!


Jeg har snakket med min dyrlæge og han siger, at det er et generelt problem i år, der skyldes det meget fugtige vejr vi har haft – og der må man unægteligt give ham ret!
Blis især er virkelig hårdt ramt! Hendes meget tætte uld har åbenbart givet virkeligt gode forhold for skæludviklingen. Herover er billeder af hendes rygstykke efter klipning!
Og hun var jo lige ved at gå i spagat af klø og nydelse, da jeg klippede hende. Flere af de andre får havde også ret meget – så der har været udvidet frisørservice. De klippede får er simpelthen også lige blevet skrubbet med skælshampoo, skyllet grundigt og frotteret med et håndklæde, inden de blev lukket tilbage i sol-lun stald. Og sikke det pyntede!

May har det fint, men ….

Den ene af de de engelske firlinger, May, er ikke helt så køn bagfra som forfra. Hun er ualmindelig sød og fotogen – jeg vil nærmest sige yndig – forfra, men ser beskidt og brun ud ned af bagbenene.
Det begyndte tilbage i midten af april, hvor jeg troede, at hun havde diarre og mavepine og snakkede med dyrlægen om hende. Jeg skrev om hende her den 28. april – men fandt dengang bare ikke rigtigt nogen løsning. Da hun begyndte at spise mere fast føde, kunne jeg tydeligt se, at hendes afføring var helt almindelig. Men hvad så? Jeg skyggede hende en halv formiddag og kunne så konstatere, at hun simpelthen tisser mærkeligt. I stedet for at lave en fin stråle ud under en løftet hale, så sprøjter Mays urin lidt op på haleroden og resten siler ned af hendes ben. Der er noget galt med tisse-mekanikken. Men hun er glad og frisk – og spiser, vokser og trives lige så godt som alle de andre. Jeg har snakket med dyrlægen og han siger god for, at hun går sådan og at hun har det fint nok. “Men det er jo ikke en du skal avle på!”, siger han så.
Det var heller ikke meningen, selvom hun absolut er én af de sødeste lam i flokken.

May har ondt i maven

Den ene af Gærdesmuttes engelske firlinger – May – har haft ondt i maven i den sidste uges tid. Det er træls. Men hun virker heldigvis til at have det ret godt alligevel. Hun spiser af kraftfoderet, løber rundt og leger med de andre, har glade øjne og er ved godt mod. Men hun taber sig – og det er jo noget skrammel.

Jeg har fået noget diarre-medicin af dyrlægen, men jeg synes ikke, at det rigtigt har givet pote. Jeg har nu fundet en gammel sut til sutteflasken, klippet et lidt større hul i sutten og er begyndt at give May A-38 med lidt lunken vand i. Det kan hun godt lide. Og det håber jeg så kan hjælpe her weekenden over, for ellers må jeg have May i bilen og ind til dyrlægen.

Oslo – nu med kun ét lam

Oslos vædderlam har været en kilde til bekymring og en samtale med dyrlægen måtte der til. Han kunne bekræfte min mistanke fra søndag aften. Den lille fyr var født med ganespalte og havde derfor både svært ved at patte og at få mælken styret ned i halsen. Det har jeg aldrig prøvet før.
I følge dyrlægen var spalten ikke større end at han nok skulle kunne klare det og at problemet ville blive meget mindre, så snart han kunne begynde at spise græs, gryn og kraftfoder.
Men den lille fyr havde bare ikke livsvilje og ingen kraft og fik det mere og mere skidt og her til morgen besluttede jeg, at det ikke var værdigt og i orden og derfor blev han aflivet. Det er rigtigt trist, men bedre, sådan som han havde det.
Så nu har Oslo altså kun et lam! Et stort gimmerlam, der vokser med voldsom fart, for Oslo har simpelhen så meget mælk. Det er ærgerligt, at hun ikke lige kan overtage et af Gærdesmuttens firlinger, men sådan er det ikke i fåreverdenen.

Oslos vædderlam mistrives

Lige fra Oslos to lam blev født i fredags, har vædderlammet (th) virket mindre livskraftig end gimmerlammet. Jeg tænkte, at han måske havde haft en hård fødsel og at lidt varme, mad og tid ville hjælpe ham. Men han bliver ved med at se temmelig forhutlet og sølle ud i forhold til sin søster. Jeg har givet ham udmalket mælk med sonde, holder øje med at han også dier og ligger varmt i sol og læ, men lige meget hjælper det, synes jeg. Dyrlægen må spørges til råds i morgen tidlig.

Blishønen er halt

Min stakkels Blishøne humper rundt på 3 ben. Hun har så ondt i sit ene forben.
Jeg har ikke kunnet finde nogen grund. Jeg har badet benet og kloven, for at se om der var en rift, en betændelse, en torn eller andet. Men der var intet at se. Det var ikke klovspaltebetændelse eller for meget mudder som beskrevet.
Så dyrlægen måtte tilkaldes. Han kom lørdag formiddag og mærkede og trykkede. Dyrlægen kunne mærke, at hun var øm inde i den ene klov, så han tror der er en byld der.
Så nu er hun på antibiotika og smertestillende. Vi må sørme håbe, at det hjælper. Blishønen vil så gerne følge med flokken, Hun humper med, men lægger sig ned så snart hun er fremme og spiser det græs hun kan nå der.