Oslo – nu med kun ét lam

Oslos vædderlam har været en kilde til bekymring og en samtale med dyrlægen måtte der til. Han kunne bekræfte min mistanke fra søndag aften. Den lille fyr var født med ganespalte og havde derfor både svært ved at patte og at få mælken styret ned i halsen. Det har jeg aldrig prøvet før.
I følge dyrlægen var spalten ikke større end at han nok skulle kunne klare det og at problemet ville blive meget mindre, så snart han kunne begynde at spise græs, gryn og kraftfoder.
Men den lille fyr havde bare ikke livsvilje og ingen kraft og fik det mere og mere skidt og her til morgen besluttede jeg, at det ikke var værdigt og i orden og derfor blev han aflivet. Det er rigtigt trist, men bedre, sådan som han havde det.
Så nu har Oslo altså kun et lam! Et stort gimmerlam, der vokser med voldsom fart, for Oslo har simpelhen så meget mælk. Det er ærgerligt, at hun ikke lige kan overtage et af Gærdesmuttens firlinger, men sådan er det ikke i fåreverdenen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *