Kategoriarkiv: Død

Forårstravlhed

Det er ved at være længe siden I har fået en opdatering fra livet hos fårene på Bjerget. Det er og har været en travl tid. 6 får og 16 lam er ved at spise mig ud af huset, så jeg har slæbt kilovis af korn og kraftfoder til 3 daglige fodringer af fårene og efterhånden også lammene. Og en sutteflaske endnu flere gange – for jeg kom jo til at passe Kuzminas sidstfødte. Han er meget sød og et smukt lam, som vokser og trives godt. Det eneste jeg kan ærgre mig over er, at han ikke er en pige. 
Mi sluttede årets læmninger med tre ret små gimmerlam. Det ene lam var fra begyndelsen det mindste og var uden kraft og livslyst – og da det så også blev angrebet af diarre – ja, så gav den op, trods medicin og ekstra pleje.  Men de to tilbageblevne lam de vokser til gengæld, så man næsten kan stå og se på det.

Det har således været en læmmesæson med meget mere på “tabskontoen” end jeg har prøvet i mange år (heldigvis) – og en del hårde dage deraf, men nu går det fremad. 
Så meget større er glæden over at se 16 glade lam, der nyder forårssolen – når den titter frem imellem alle regnbygerne.

En frygtelig fredag

Skriv et svar

Jeg har på ingen måde lyst til at skrive dette indlæg, for det er en barsk og trist historie. Men jeg kan ikke nøjes med at skrive om de lykkelige øjeblikke, de små mirakler og de mange gode dage. Da jeg kom ud i stalden til Kuzmina stod det hurtigt klart, at Bunad var syg. Hun var sløv i blikket, ville ikke rejse sig eller spise af min hånd. Klokken 5.30 ringede jeg til dyrlægen og det var heldigvis “min egen”, der havde vagt og jeg satte ham ind i Bunads situation. “Hun har drægtighedssyge”, sagde han straks. “Hun skal have kalk. Har du noget?”. Det havde jeg heldigvis. Bunad fik en stor portion og nogle timer efter var hun på benene igen, meget mere klar i blikket. Pyh!
Hun fik mere kalk og jeg var fortrøstningsfuld. Men ved middagstid gik det ned ad bakke igen og jeg ringede endnu en gang til dyrlægen. “Du må komme og hjælpe mig” – og det gjorde han.
“Nå, hun ser ikke så skidt ud, som jeg havde forventet”, sagde han roligt. “Nu får hun mere kalk, og medicin til at styrke og hjælpe hende de næste par dage”.
Vi var enige om, at Bunad også var ved at lægge an til læmning. “Når det første er ved at komme ud, skal du hjælpe hende og få de andre ud også. Det ved jeg du kan”, sagde han. Han syntes, det var en flot samling flotte stærke lam, jeg havde i stalden.
Da dyrlægen var kørt, puslede jeg lidt om Bunad, men skulle så ind at tisse og hurtigt koge en havresuppe med druesukker til Bunad, så hun kunne få ekstra kraft. Jeg var hurtigt tilbage i stalden. Men …. hvad!
Bunad lå i halmen og var død. Mit hjerte stod stille. “Åh nej, åh, nej!”. Hendes øjne var helt slukkede og der var ingen tvivl. Jeg rev telefonen frem. Dyrlægen var ikke engang nået hjem endnu. “Hun er død. Kan jeg nå at redde lammene?”. “Så skal du handle hurtigt. Jeg kan ikke nå at komme. Så er det for sent! Du skal skære fra navlen og ned, men hurtigt”.
Det var en barsk og voldsom og grænseoverskridende opgave, men jeg gjorde det og fik tre kæmpestore flotte vædderlam ud. Livløse. Jeg forsøgte med hjertemassage, kunstigt åndedrag og alt, men de var døde. Jeg var forbi punktet, hvor jeg kunne græde og følte mig helt tømt! Jeg ringede til dyrlægen igen. “Hvordan gik det?”, var det første, han sagde. Han var meget overrasket over, at Bunad døde. Det havde han slet ikke forventet – og mente, at lammene så måske faktisk var døde først. “Du har gjort alt det rigtige og alt det du kunne”, sagde han trøstende. “Og nu har du en ny erfaring med kejsersnit. Efter sådan en dag, så skal man op på hesten igen, det skal du huske”. Jeg er meget glad for min dyrlæge og meget glad for hans trøstende ord.
Men åh, hvor ville jeg ønske! Det var helt ubærligt at stå og se Bunad og de tre skønne lam ligge der i halmen
Kære Bunad, mit søde kælne får. Tak for så mange gode stunder sammen. Jeg er så ked af at det skulle ende på denne måde og at jeg ikke kunne hjælpe dig. Hav det godt!

(Drægtighedssyge er en snigende sygdom, der rammer får med mange lam i sig.
Det skyldes mangel på energi – lammene suger mere energi fra fåret end det kan nå at optage).

Yavapai er død

En dejlig, mild Kristi Himmelfartsmorgen blev pludselig blevet meget trist og tung.
Da jeg vågnede kunne jeg kunne høre lam, der brægede vedholdende og stod op og fik lavet sutteflaskerne klar og så gik jeg ned over marken for at give mælk til de sultne.
Lyd kom glad løbende og Vers også og mens de spiste kunne jeg så nyde synet af resten af flokken. Men der var stadig lam, der brægede. Yavapais lam… De bliver af og til væk fra hinanden og larmer en del, så jeg gik ned over marken for at føre dem sammen med deres mor. Men der var ingen Yavapai. Og så blev jeg urolig og for op mod fårehuset.

Åh, nej! I går aftes, da jeg fodrede, så jeg, at Yavapai kunne sno sig ind i det aflukke jeg har lavet af grinder i hjørnet af stalden. Her står foder til lammene, så de ved enhver lejlighed kan få kraftfoder at spise. Jeg havde åbenbart fået lavet åbningen en tak for stor sidste gang jeg flyttede med den, så Yavapai nu også kunne komme ind. Og det var jo ikke meningen. Jeg lavede åbningen i grinden et hak mindre og gik igen.
I løbet af natten er der så sket det ulykkelige, at Yavapai har prøvet at komme ind igen, og ikke har kunnet – og hvad der præcist er sket, kan jeg ikke regne ud, men hun må have siddet fast og fået grinderne væltet ned over sig og har brækket halsen. Jeg er så ulykkelig over det og helt slået ud.
Mit dejlige, unge får, der passede sine to lam så fint og som med sit temperament og personlighed allerede havde en stærk plads i flokken og i mig.
Stakkels, unge Yavapai.
Hendes lam; Dur og Mol, er heldigvis så godt på vej og velfodrede, at de nok skal klare sig, men åååh, hvor er det trist i dag.

Page og Bunad har læmmet i nat

Da jeg kom ud i stalden i morges lå Page nok så glad og fro med et lysegråt lam. Hun så frisk ud og det lignede, at der var styr på sagerne. Sådan! Page er jo også førstegangsfødende, så det er sejt. Det eneste, der undrede mig, var, at hun ikke havde fået to lam, for hun har fyldt godt i den seneste tid.
Bunad havde født senere i nat. Hun stod og nussede om to store gimmerlam og ét der lå dødt. Åh nej, ikke igen. Ja, jeg synes det er svært, for nu har jeg jo ikke været på arbejde, men bare sovet, hvor jeg i stedet for skulle have hjulpet Bunad. Jeg var sent i stalden i aftes og tidligt ude, men det var ikke nok! Min søde mand siger, at jeg ikke må være så hård ved mig selv, men åhhh, … Jeg hader ikke at være der.

Men rundt i halmen stavrede også et lille kulsort lam. Slikket og tørt og …. helt alene. Bunad ville ikke kendes ved det og det passede heller ind blandt hendes store, stadig våde lam.
“Page?”, sagde jeg spørgende. Det passede meget bedre – også i størrelsen. Hun har fået to lam og det sorte lam er slikket og fint, men hun vil hverken eje eller have det. Det får slet ikke lov til at komme i nærheden af hende. Stakkels lille. Gad vide, hvad der er sket der.

Jeg fløj forbi fryseren, hvor jeg heldigvis har råmælk fra Oslo frosset ned. Det fik jeg tøet op og puttet i sutteflasken og her er i hvert fald et lam, der kan sutte. Hold da op!

Sorg og glæde – Harissa har læmmet

Da jeg kom hjem fra arbejde i dag stod Harissa med to nye lam. Nej, hvor dejligt – og de så friske og kække ud begge to. To gimmerlam.
Men en tredje søster lå død lidt derfra! Åh, nej, hvor trist. Jeg bliver så ked af det!
Den så fin og veludviklet ud, men altså død.
Harissa så ud som om det havde været en hård omgang og det døde lam har måske ligget forkert, ligesom ved søster Hanun. Og i dag jeg var der ikke til at hjælpe!
Jeg bliver bare så trist inden i! De små lam ligger trygt og godt i mors mave i 5 måneder og er klar til at indtage verden – og så går en eller anden lille ting galt ….. Øv! Sikke en mavepuster!
Jeg var hjemme hele påsken, hele dagen i går og fra i morgen eftermiddag er jeg hjemme hele weekenden! Og så vælger Harissa lige de 6 timer jeg var på arbejde i dag til at lægge sig med veer! Men sådan er det – og hverken Harissa eller jeg kan gøre for det. Hun bliver nødt til at læmme, når hendes krop siger til – og jeg bliver nødt til at passe mit arbejde. Ellers har jeg ikke råd til at have får 😉


Men nu vil jeg sætte mig ud i stalden og glæde mig over, at der er to levende søde lam mere på Bjerget! Den ene er næsten helt sort og den anden er mere grålig og har en sjov og ret karakteristisk snoet blis ned af næseryggen. To hurra og et lille suk !

Tarmslyng og slagtetid

Skriv et svar

Så er efteråret kommet til Bjerget – og resten af landet. Der er altid en travl tid med lammeslagtning og “oprydning” efter flere flokke dyr med hegning og fodertrug rundt omkring. Så der er ikke blevet tid til opslag, men nu prøver jeg at samle lidt op på det hele.
Jeg har været rigtig glad og stolt af min lammeflok her i år. De var fine og sunde, i godt huld og med nogle meget smukke pelse. Vædderlammene blev også ved med at være forholdsvis fredelige, så jeg kunne gå ind til dem uden at få blå mærker.

Men pludselig en dag, da jeg skulle fodre vædderlammene, blev et af lammene liggende. Åh, nej! Et af de største vædderlam lå død midt på græsmarken. Dyrlægen mente, at det måtte være tarmslyng. Men, hvor kom det lige fra?
Åh, det var ærgerligt. Jeg bliver ked af det sådan en dag – mest fordi jeg synes, det er en trist måde at dø på – og selvfølgelig også ærgerlig over, at det lige skulle nå at ske fire dage før han alligevel skulle slagtes. Men sådan er det – det går op og ned.



Resten af flokken holdt sig heldigvis raske og kom afsted til slagteriet i god ro og orden. Jeg sendte 24 lam og 4 får afsted i år, så det var en stor flok.
Her står de klar i solen lige inden vognmanden bakker ind i gårdspladsen. Farvel til de fleste lam fra årgang 2020 – og 4 kære får.

Kuzminas lam

Skriv et svar

Da Bunad var færdig med sine tre, lagde Kuzmina sig ned og ville også være med. Hun var nok blevet inspireret og ville ikke være eneste gravide tilbage på smalkost.
Jeg har vist aldrig set nogen lave så fin en rede at føde i. Kuzmina lå nede i en forsænkning i halmen og pressede lige efter alle lærebøger. Jeg hjalp lige lidt med at få forbenene strakt ud, men havde jeg ikke været der, skulle hun nok have klaret den alligevel. Et ret stort vædderlam kom til verden – og jeg var glad, for det kunne da tyde på et par stærke tvillinger her til slut.
Da Kuzmina fødte det andet lam, var det bare ligesom om, tingene var lidt anderledes.
Det rørte på sig, men …. var alligevel meget stille,….. så jeg hoppede ind for at se, om der var behov for hjælp! Og så blev det lidt tungt – for det nyfødte lam levede, men var ikke rigtigt skabt. Kroppen kunne, men hovedet var helt forkert. Kuzmina var urolig og jeg lod dem stå sammen en tid. Den lille fyr kunne ikke løfte hovedet og komme op og fik ligesom nogle kramper, så han blev aflivet, for ikke at han skulle lide. Det var en tung eftermiddag og jeg græd sammen med Kuzmina. Men ….. Ja, det var slet ikke den slutning på en fin læmmesæson jeg havde forestillet mig, men sådan kan det jo åbenbart ske. Jeg har vist kun oplevet det en enkelt gang før, at få misdannede lam – og det skal man så være glad for og glæde sig over alle de andre lam, der trives og har det godt! Stakkels lille Kuzmina stod i nogle timer i stalden og snuste og kaldte, og nussede det første lam – og så gik hun ud i solen på marken og viste sit fine vædderlam frem. Sådan er livet – også her i fårestalden – glæder og sorger- men heldigvis langt flest glæder!

Hulter til bulter

Skriv et svar

Sidst på eftermiddagen begyndte Blishønen at gå for sig selv, lidt ind i stalden, lidt ud igen. Endelig, tænkte jeg! Men nu hun skal få ro til at gøre klar og blokke ud.
Nogen timer senere var der stadig ikke rigtigt skred i tingene, men Blis var begyndt at bløde lidt – og så skred fødselshjælperen til handling! Jeg kunne mærke et lam, der lå med …. ryggen/bagdelen og blokerede fødselsgangen. Så kan der ikke komme vandblære ud og så udvides livmodermunden ikke. Jeg fik lirket og mærket og efterhånden fundet – om ikke hoved, så ihvertfald ben og fik et lam trukket ud med bagbenene først. En fin sort livskarftig sag. Og så ventede jeg lidt, for måske kunne hun selv nu. Men da der var gået 30 min og intet som helst lignede en fortsat fødsel, måtte jeg i gang igen og fik fat i endnu et lam. Det var desværre dødt! Åh nej! Nu var det slut med at vente. – og jeg gav mig i gang med at få de sidste lam ud, for der var flere. To lam mere, en forlæns og en med bagbenene først – og heldigvis begge levende!

Jeg tror, at al den bulter-redelighed har gjort, at navlestrengen på lam nummer to måske er blevet revet over, da det første lam kom ud. Hvis jeg havde trukket dem alle ud med det samme, havde nummer to måske klaret den. Men jeg har ofte fået at vide, at jeg skal være tålmodig – og jeg ville helst, at Blis klarede det selv. Nu gik det som det gik – og man kan også sige omvendt, at jeg måske faktisk gjorde, at de tre kom ud levende. Og måske havde den ikke klaret det under nogen omstændigheder. Det er jo, hvad der sker, ind imellem, selvom det ikke er sjovt!
Og de tre er ihvertfald levende! Hold nu op! Tre timer gamle og de hopper rundt om Blis som en sæk lopper! Hun er sød ved dem alle tre og nusser og siger bløde mor-lyde.

Oslo – nu med kun ét lam

Skriv et svar

Oslos vædderlam har været en kilde til bekymring og en samtale med dyrlægen måtte der til. Han kunne bekræfte min mistanke fra søndag aften. Den lille fyr var født med ganespalte og havde derfor både svært ved at patte og at få mælken styret ned i halsen. Det har jeg aldrig prøvet før.
I følge dyrlægen var spalten ikke større end at han nok skulle kunne klare det og at problemet ville blive meget mindre, så snart han kunne begynde at spise græs, gryn og kraftfoder.
Men den lille fyr havde bare ikke livsvilje og ingen kraft og fik det mere og mere skidt og her til morgen besluttede jeg, at det ikke var værdigt og i orden og derfor blev han aflivet. Det er rigtigt trist, men bedre, sådan som han havde det.
Så nu har Oslo altså kun et lam! Et stort gimmerlam, der vokser med voldsom fart, for Oslo har simpelhen så meget mælk. Det er ærgerligt, at hun ikke lige kan overtage et af Gærdesmuttens firlinger, men sådan er det ikke i fåreverdenen.

Gro – mit store dejlige får

Skriv et svar

Gro fik det ikke bedre, selvom hun var i behandling. Hun blev mere og mere kraftesløs og jeg kunne næsten ikke rejse hende op. Lørdag morgen – inden alle de besøgende – havde jeg dyrlæge til hende igen og hun fik mere behandling. Han mente nok, hun skulle komme sig, så jeg var fortrøstningsfuld og håbefuld hele dagen igennem, selvom dyrlægen også bekræftede, hvad jeg havde regnet ud. Gro havde ikke mere mælk og ville ikke få det igen. Jeg havde lavet et skilt til de besøgende, så de kunne læse, at Gro var syg og i dyrlægebehandling. Gros lam var helt og fuldt på flaske og så kælne og tamme, at de gerne gik frit rundt imellem alle gæsterne og lod sig kæle og klappe. Det gjorde stor lykke. Kun når de skulle sove, trak de sig ind til deres mors trygge varme.
Men da dagen var omme var Gro ikke blevet bedre og mit hjerte sank. Selvom vi var flere,  der hjalp hinanden, kunne vi ikke holde Gro oprejst. Hun havde simpelthen ikke nogle kræfter og jeg tror også, at hun havde givet op.
Søndag morgen var der ingen bedring. Jeg tog Gros hoved i mine arme og fortalte hende, hvor glad jeg har været for hende, at hun har været et stort og pragtfuldt får på Bjerget og at jeg kan huske, da hun blev født lige ude på den anden side af væggen.
Gro blev aflivet søndag formiddag. Det er aldrig rart og jeg havde bestemt ønsket mig en mere værdig afslutning for Gro, men sådan er det, når man har dyr. Jeg ved med mig selv, at jeg gjorde alt jeg kunne, for at hun skulle klare det, men hun blev ikke rask og så er det også mig, der skal beslutte, når det er tid.  Herover er et af de sidste billeder af Gro, taget for en måned siden. Man kan se, hvor mild og dejlig hun var- og her også højgravid.
God tur til de evige græsmarker, Gro.