Kategoriarkiv: Død

Gro – mit store dejlige får

Skriv et svar

Gro fik det ikke bedre, selvom hun var i behandling. Hun blev mere og mere kraftesløs og jeg kunne næsten ikke rejse hende op. Lørdag morgen – inden alle de besøgende – havde jeg dyrlæge til hende igen og hun fik mere behandling. Han mente nok, hun skulle komme sig, så jeg var fortrøstningsfuld og håbefuld hele dagen igennem, selvom dyrlægen også bekræftede, hvad jeg havde regnet ud. Gro havde ikke mere mælk og ville ikke få det igen. Jeg havde lavet et skilt til de besøgende, så de kunne læse, at Gro var syg og i dyrlægebehandling. Gros lam var helt og fuldt på flaske og så kælne og tamme, at de gerne gik frit rundt imellem alle gæsterne og lod sig kæle og klappe. Det gjorde stor lykke. Kun når de skulle sove, trak de sig ind til deres mors trygge varme.
Men da dagen var omme var Gro ikke blevet bedre og mit hjerte sank. Selvom vi var flere,  der hjalp hinanden, kunne vi ikke holde Gro oprejst. Hun havde simpelthen ikke nogle kræfter og jeg tror også, at hun havde givet op.
Søndag morgen var der ingen bedring. Jeg tog Gros hoved i mine arme og fortalte hende, hvor glad jeg har været for hende, at hun har været et stort og pragtfuldt får på Bjerget og at jeg kan huske, da hun blev født lige ude på den anden side af væggen.
Gro blev aflivet søndag formiddag. Det er aldrig rart og jeg havde bestemt ønsket mig en mere værdig afslutning for Gro, men sådan er det, når man har dyr. Jeg ved med mig selv, at jeg gjorde alt jeg kunne, for at hun skulle klare det, men hun blev ikke rask og så er det også mig, der skal beslutte, når det er tid.  Herover er et af de sidste billeder af Gro, taget for en måned siden. Man kan se, hvor mild og dejlig hun var- og her også højgravid.
God tur til de evige græsmarker, Gro.

Farvel til søde MØ

Skriv et svar

Ja, det er et trist indlæg, der kommer her. MØ blev desværre aflivet i torsdags.
Hun blev pludselig skidt og stod og hang eller lå, mat i øjnene og kom ikke, når jeg kaldte flokken sammen. Da jeg fik hende undersøgt havde hun et meget hårdt og helt koldt yver. Dyrlægen var ikke et øjeblik i tvivl. Det var koldbrand. Hun må have fået yverbetændelse og den har så udviklet sig hurtigt.
Jeg ved, at MØ kom susende, da jeg var ude ved flokken tirsdag. Hun skulle kæles og klappes og nusses, onsdag aften kom hun ikke og var skidt, og torsdag morgen fik jeg så fat i dyrlægen. Chancerne for at hun skulle klare den var små, og hendes yver ville under alle omstændigheder være ødelagt, så hun skulle slagtes til efteråret.
Derfor besluttede jeg, at hun skulle herfra med det samme. Uh, det var ikke sjovt!
Min søde milde lille MØ, der så gerne vil snakke, er et super godt får med gode moderegenskaber – og som oveni alt det gav koncertbilletter med sin navnesøster.
Ja, jeg havde helt sikkert forestillet mig, at hun skulle have mange gode år på Bjerget.
Farvel, lille MØ.

Så kom Pyts lam

Skriv et svar

Vi har ventet længe, Pyt  – og måske især – mig. I flere dage har jeg ligget i fast rutefart og holdt øje med hende, fordi det har lignet, at det var liiiige om lidt. Jeg var oppe i nat også, for et eller andet sagde mig, at hun måske skulle hjælpes. Tidligt i morges så alt stadig fredeligt ud, men da jeg kom i stalden efter morgenmaden, lå Pyt udstrakt i halmen og kæmpede. Hun havde fået et dødt lam, og prøvede nu at få flere ud. Der var gået forvikling i det. Så jeg skyndte mig at træde hjælpende til og fik to flotte lam ud! Men suk, hvor er det noget skidt med de trillingefødsler i disse dage. Det døde lam var også stort, så der er ikke noget at sige til, at Pyt var så tyk.
Men …. Pyt har fået to dejlige livskraftige lam, og det er en stor glæde. Ydermere er det sådan, at det er et hvidt vædderlam og et sort gimmerlam! Det var det eneste køns-specifikke ønske for i år – et gimmerlam fra Pyt, og allerhelst sort! Så der var jeg heldig!
Bunad og Gardermoen – den smukke norske folkedragt, der bæres på 17. maj og andre festdage – og Gardermoen, der byder velkommen til på vores Oslo-besøg.

Først på eftermiddagen var der grund til uro igen. Pyt lå ned og pressede. Hvad nu??
Jeg mærkede efter, men der var jo altså ikke flere lam. Hun var ved at presse sin livmoder ud. Det var ikke godt. Jeg har ikke oplevet det før, men hørt om at det kan ske. Så fat i dyrlægen, der var sød og sprang i bilen med det samme. Få hende op at stå, sagde han. Det hjalp heldigvis og presseveerne fortog sig. Pyt fik lidt smertestillende og fårepasseren blev ordineret fordring og gå-tur med Pyt, så hun holdt sig på benene. Hendes livmoder har i sagens natur været meget udspilet og fylder stadig en del, og var endnu ikke sunket ned. Når Pyt så lå ned og hvilede, har hendes krop følt det som et lam, der lå klar til fødsel. Men pyh, det fik vi heldigvis afværget. Hun virker til at være ok igen, og har haft lammene med ude på marken. Alt andet var næsten heller ikke til at overskue.

Terne og Myse vil også være med

Skriv et svar

Det er en palmesøndag med store følelsesudsving. En trist morgen blev vendt til glæde med Blomst´s lam – og da jeg – for jeg ved ikke hvilken gang – kiggede rundt på marken sidst på eftermiddagen, kunne jeg pludselig se Terne langt nede på marken. Og var der ikke ligesom noget rundt ved hendes ben? Mig afsted. Og ganske rigtigt.
Terne stod med to små hvide lam og slikkede og nussede. Det så fredeligt og roligt ud og da jeg havde studeret dem lidt, kiggede jeg rundt på marken. Og fik så øje på Myse, der stod med ét lam! Det var da helt utroligt.
Det var mindre end en time siden jeg havde set til dem sidst. Der gik de fredeligt og græssede med resten af flokken!
Myse lignede en, der måske godt kunne få et lam mere, så jeg satte mig på god afstand, for at følge udviklingen.
Men efter noget tid var det Terne, der lagde sig ned og begyndte at presse igen. Hvad? Skulle hun mon have tre? Jeg fulgte med på sidelinien – spændt og glad, for det er faktisk ikke så tit, at det lykkes at se en fødsel. Men så snart lammet kom til syne, kunne jeg se, at det var galt. Lammet var dødt. Et stort hvidt vædderlam, der blev født sammen med moderkagen. Gad vide, om der var gået noget galt i fødselsrækkefølgen? Åh, det var trist. Stort flot lam!
Hos Myse kom der ikke flere lam, men det der var, så ud til at have det godt og de have godt kontakt med smålyde og nusserier.
Men to døde lam på samme dag! Puh!!
Men så er det som min søde og kloge mand siger, at jeg skal glæde mig over de fire levende lam, der har det godt.
Og det vil jeg gøre!

Det gik ikke

Skriv et svar

Det gik ikke med Gaudas lille lam og det blev aflivet her til morgen. Det er trist, men det skulle til. Selvom lammet fik sonde og sutteflaske og masser af kærlig pleje og opmuntring, så hjalp det ikke. Det kunne ikke rejse sig, gjorde slet ikke forsøg derpå og kunne ikke på nogen måde holde sig på benene, selvom jeg hjalp, løftede og støttede. Dyrlægen og jeg havde kontrolleret, at der ikke var lammelser i benene, men noget var ihvertfald helt galt. Måske det var hjerneskadet eller? Ja, det er ikke til at vide.
Nu er der blevet født over 200 lam her på Bjerget og selvfølgelig er der nogle, der er døde, enten dødfødte, døde efter fødslen eller i enkelte tilfælde blevet syge senere, men jeg har aldrig før skulle beslutte, at et lille lam skulle aflives. Det er ikke så sjovt, men det var nødvendigt og det høre med til at have dyr.

Lille Moët

1 svar

Jeg har i flere dage holdt meget øje med Moët og været bekymret for hende. Jeg synes, hun har været noget hævet bagtil, men der var bare ingen tegn på fødsel eller veer, så jeg ville heller ikke gribe ind for tidligt! Sådan en lille førstegangsfødende skal også have lov til at få fred. Men tirsdag morgen kunne jeg ikke klare det mere. Der var en lille smule slim at se, og jeg besluttede at nu måtte jeg altså mærke efter og gøre noget. Da jeg fik min hånd ind og mærke, fik jeg lavet så meget hul, at vandblæren kom ud og lidt efter kunne jeg få fat i et par bagklove. Lammet vendte forkert. Det var træls, men ud skulle det altså, og det  fik jeg rimeligt hurtigt. Men det var desværre for sent. Lammet var dødt! Et lysebrunt lille gimmerlam! Åh, nej! Det er så trist!
Og bagefter kan man jo være så bagklog, og så skulle jeg jo have grebet ind noget før, men som dyrlægen sagde, da jeg snakkede med ham, så kan det jo også være fordi det allerede var dødt, at fødslen ikke gik i gang! Ja, man ved det ikke!
Nå, men jeg tog en rask beslutning og tog Persilles lille skravl af en dreng og vendte ham i fostervandet og lagde ham foran Moët i stedet for det dødfødte. Gik den så gik den!
Lille Mar Mikhael kan godt trænge til lidt mere kærlighed og især nogle mindre og hyppigere måltider. Han skranter og har mavepine.
IMG_7012Og eksperimentet lykkedes sørme. Moët slikkede og nussede ham med det samme og hun har fuldt accepteret ham som sit lam.
Nu må vi så bare håbe, at han klarer den.
Jeg hjælper til med dyrlæge-ordineret yoghurt, kultabletter og så meget ekstra væske jeg kan få ham til at drikke! Så nu må vi håbe, at maveondet kan overvindes.

Her spiser de begge to. De er installeret i egen boks, så de kan knytte bånd – og så Persille ikke forstyrrer. For selvom hun ikke kunne die ham, var han jo hendes og hun føler – med rette – at hun har mistet det ene barn!

Tre blev til to

Skriv et svar

Ja, sådan gik det desværre.
Med Kardemommes trillinge-historik in mente var der ret stor opmærksomhed på lammenes trivsel. Jeg sagde godnat til dem kl. 22 torsdag aften, efter at alle havde fået noget at spise. Vækkeuret blev sat til klokken 02.30 og jeg var ude at holde øje med, at de alle tre var i fin form og fik mælk at drikke. Igen klokken 6 var alle tre lam ved patterne og Kardemomme viste ingen tegn på at foretrække nogle frem for andre.
Det var dejligt og jeg drog på arbejde med en let fornemmelse i maven. Yngstesønnen ville kigge til dem kl. 10, inden han skulle afsted på arbejde – og han kørte oveni købet også hjem i middagspausen for at se til lammene og glæde sin mor. Her var tre friske og glade lam. Men da jeg kom hjem kl 15, lå det ene gimmerlam helt afkølet og svag i halmen og havde svært ved at trække vejret! Jeg fik det ind på gulvvarme fliser, noget lun mælk med sonde ned i maven, og det hjalp kortvarigt, men det kunne stadig ikke få vejret og det døde desværre sidst på eftermiddagen fredag.
Jeg har aldrig oplevet sådan en situation før. Jeg ved ikke, hvad der er sket – men det var ligesom om, noget var gået i stykker inde i lammet. Er Kardemomme kommet til at træde på lammet på et meget uheldigt sted? Var det født med en brist i hjerte/lunge-regionen?
Det var ihvertfald meget trist! Jeg bliver altså aldrig rigtig godt til det – og det skal man nok heller ikke blive! De er så fine og helt perfekte, sådan nogle små nyfødte. De har ligget 5 måneder i mors mave, klarer en fødsel, men klarer ikke det første døgn i verden!
Heldigvis ser de to andre lam ud til at klarer sig rigtigt fint – og det er dem jeg må tænke på nu!