Jeg har i flere dage holdt meget øje med Moët og været bekymret for hende. Jeg synes, hun har været noget hævet bagtil, men der var bare ingen tegn på fødsel eller veer, så jeg ville heller ikke gribe ind for tidligt! Sådan en lille førstegangsfødende skal også have lov til at få fred. Men tirsdag morgen kunne jeg ikke klare det mere. Der var en lille smule slim at se, og jeg besluttede at nu måtte jeg altså mærke efter og gøre noget. Da jeg fik min hånd ind og mærke, fik jeg lavet så meget hul, at vandblæren kom ud og lidt efter kunne jeg få fat i et par bagklove. Lammet vendte forkert. Det var træls, men ud skulle det altså, og det  fik jeg rimeligt hurtigt. Men det var desværre for sent. Lammet var dødt! Et lysebrunt lille gimmerlam! Åh, nej! Det er så trist!
Og bagefter kan man jo være så bagklog, og så skulle jeg jo have grebet ind noget før, men som dyrlægen sagde, da jeg snakkede med ham, så kan det jo også være fordi det allerede var dødt, at fødslen ikke gik i gang! Ja, man ved det ikke!
Nå, men jeg tog en rask beslutning og tog Persilles lille skravl af en dreng og vendte ham i fostervandet og lagde ham foran Moët i stedet for det dødfødte. Gik den så gik den!
Lille Mar Mikhael kan godt trænge til lidt mere kærlighed og især nogle mindre og hyppigere måltider. Han skranter og har mavepine.
Og eksperimentet lykkedes sørme. Moët slikkede og nussede ham med det samme og hun har fuldt accepteret ham som sit lam.
Nu må vi så bare håbe, at han klarer den.
Jeg hjælper til med dyrlæge-ordineret yoghurt, kultabletter og så meget ekstra væske jeg kan få ham til at drikke! Så nu må vi håbe, at maveondet kan overvindes.

Her spiser de begge to. De er installeret i egen boks, så de kan knytte bånd – og så Persille ikke forstyrrer. For selvom hun ikke kunne die ham, var han jo hendes og hun føler – med rette – at hun har mistet det ene barn!