Tag-arkiv: Pyt

Lille Bunad – slægter sin mor

Bunad er  datter af Pyt, og da det gik op for mig, at hun også blev Pyts sidste gimmerlam, blev det helt sikkert, at hun skulle blive her på Bjerget. For Pyt var et fantastisk får.
Nu viser det sig, at Bunad ikke kun slægter sin mor i sind – hun elsker at blive kløet og snakket med, er mild og glad – men, at også hun er et super sejt lille får.
Kun et år gammelt, lægger Bunad sig som førstegangsfødende lige ned, imens jeg spiser frokost og læmmer med to fine vædderlam. Og en time efter er den lille nye familie gået ud på marken, for at nyde solskinnet. Det er da top!

Farvel til Pyt

Da jeg i et indlæg længere nede skrev, at det ikke er hårdt ved mig at sende dyr afsted til slagtning, var det på det helt generelle plan også rigtigt. Men i år var det bare hårdt ved mig, fordi jeg var nødt til at sige farvel til Pyt. Pyt var med sine 8 år selvfølgelig ved at være et ældre får, men hun var glad og trivedes godt og var slet ikke træt på den måde man kan mærke på får, der er for gamle. Så hun skulle helt sikkert have blevet her, men …. Som jeg tidligere har fortalt har Pyt fået et slag eller andet her i sommer, der har skadet hendes skulder. Hverken dyrlægens besøg, tiden eller mine forsøg på skuldermassage har hjulpet og der var ikke rigtigt mere jeg kunne gøre. Pyt haltede og havde ondt og stod hele tiden med det venstre forben let løftet, så der ikke kom vægt på. Og det går jo ikke. Det er min pligt at sørge for, at dyrene har det godt, og ellers tage konsekvensen af det. Så derfor drog Pyt med flokken afsted i lastbilen. Og jeg stod tilbage med tårerne trillende ned af kinderne. Ja, jeg kan ikke engang skrive om det nu, uden at jeg sidder og tuder. Slagteren kunne godt se, at jeg var lidt ramt og lovede at få hende herfra med værdighed og respekt.

Ja, det kan måske godt lyde mærkeligt, for et får er vel bare et får, men nej. De er lige så forskellige som alle andre, og der er bare nogen man bliver tættere knyttet til end andre. Jeg har flasket det lille myr op og jeg var hendes mor og det har selvfølgelig gjort, at hun var tam og nem at komme til for mig og andre. Men Pyt var også særlig, fordi hun havde masser af personlighed. Hun var det gladest og sejeste lille får. Hun ydede sit ypperste, fik mange lam og passede dem så omhyggeligt, selvom de et år var lige ved at suge livet ud af hende. Jeg gik ud til hende i folden nogle dage før og satte mig og forklarede hende, at jeg synes, hun var det sødeste lille glade får og at jeg aldrig vil glemme hende. Men at det faktisk var for at passe på hende, for at hun ikke skulle gå og have ondt.
Jeg håber, at hun forstod mig. Hun fik nogle ordentlige knus og hun skubbede som altid lidt til mig og nussede tilbage, fordi hun kunne mærke at jeg var ked af det.
Farvel, lille Pyt

Pyt er halt

Pyt er halt og det har hun været en tid.
Det er ret bekymrende og hverken dyrlægen eller jeg kan finde ud af, hvad der er galt. Hun halter på venstre forben. Dyrlægen mener, at hun må have fået et ordentligt skrub på skulderen af et af de andre får – måske i lidt hierarki-infight. Hun har fået noget smertestillende, det hjalp absolut ingenting, og så skulle vi lige se tiden lidt an.
Men tiden hjælper tilsyneladende ikke på problematikken. Huh ….. det er ikke rart, hvis hun bare ikke kan mere, den søde søde lille Pyt. For bortset fra haltebenet er hun jo det samme søde og glade lille kælefår, som hun plejer at være.

Våde dage på Bjerget

Det er en flok våde får, der går på Bjerget i disse dage. De er flotte rene, helt nyspulede og de hvide får og lam er virkelig hvide. Når det virkelig siler ned, står flokken stille med rumpen op i vinden (her undtagen Pyt) og lader det sile, men ikke så snart regnen hører op, før de på skift står og ryster regnvandet ud af pelsen. Det er sjovt at se på, men ret svært at fotografere.
Vandet står som en sky omkring dem og pelsen rykker hid og did og skindet ser pludselig ud til at sidde meget løst. Men det er effektivt! Vandet er rystet af og de klar til endnu en bid græs! Her er det Turild, der ryster sig, så hun ser helt deform ud.

Pyt, Bunad og Gardermoen

Pyt har det sorte gimmerlam Bunad og det hvide vædderlam Gardermoen at passe på i år. Pyt er jo en meget erfaren og god mor og det er et par rigtigt fine lam. De er dejligt præget af deres mors kæle-lyst og store tillid til mig, så det er nogle af de lam, der gerne vil snakke og ihvertfald gerne vil være i nærheden og hive lidt i mit tøj. Det gør så også, at de faktisk er nogen af de sværeste at fotografere, for de kravler alle tre gerne helt ind i kameraet. Men søde og lækre – det er de bare!

Stort ryk-ind på Bjerget

Trods kulde, blæst og regn blev Fårets dag 2017 en god og velbesøgt dag på Bjerget.

Klokken 10 blev garageporten åbnet med en lidt anden indretning end sædvanligt. Lammeskind, rå-uld, strik og garnnøgler pyntede op, og der var kaffe at lune sig på, kakao til børnene og boller eller rugbrød med fårespegepølse at smage på. Min søde mand sørgede for, at der var fyldt op, så alle kunne få.
For lige lidt over klokken 10 kom de første besøgende, og så gik det ellers slag i slag med 2, 3, 4 biler i gårdspladsen næsten hele tiden. Det var hyggeligt. Der kom bedsteforældre med børnebørn, andre fårefolk, familier, veninder på tur m. fl. Fra både nær og fjern!
Vi har haft besøg af omkring 70 mennesker i dagens løb godt spredt ud, så jeg kunne få tid til at snakke med de fleste. Det er mere end en fordobling i forhold til sidste år.
Jeg fik Pyt hentet ud af folden, så hun og hendes lam kunne blive klappet og nusset og her er hun jo i sit es og helt fantastisk. Hun har dagen igennem trisset rundt og stillet sig “til rådighed”. Hun smiler og snuser til børnene og vil hjertens gerne kløs og klappes – og lader gerne alle klappe sine lam.
Bunad og Gardermoen tog al virakken i stiv arm – 3 dage gamle – og lagde sig lidt i læ for den stride blæst og tog en blund imellem alle de besøgende. En fotograf fra VAF lagde også vejen forbi, (når I klikker på billedet i artiklen, er der 6 mere).
I formiddags var det forholdsvis vindstille og tørvejr, men efterhånden tog vinden til – i en sådan grad, at folk nøgternt konstaterede, at adressen jo også hed Bjerget – men da regn og hagl også meldte sig på banen, var det lige ved at være for meget af det gode. Det synes fårene heldigvis også og de fortrak til stalden – og det kunne vi andre så også gøre.

Tak til alle besøgende for en rigtig dejlig dag. Mange gode og interesserede spørgsmål – måske især fra børn i alle aldre, der rigtigt gerne ville vide en masse om får og lam.

Så kom Pyts lam

Vi har ventet længe, Pyt  – og måske især – mig. I flere dage har jeg ligget i fast rutefart og holdt øje med hende, fordi det har lignet, at det var liiiige om lidt. Jeg var oppe i nat også, for et eller andet sagde mig, at hun måske skulle hjælpes. Tidligt i morges så alt stadig fredeligt ud, men da jeg kom i stalden efter morgenmaden, lå Pyt udstrakt i halmen og kæmpede. Hun havde fået et dødt lam, og prøvede nu at få flere ud. Der var gået forvikling i det. Så jeg skyndte mig at træde hjælpende til og fik to flotte lam ud! Men suk, hvor er det noget skidt med de trillingefødsler i disse dage. Det døde lam var også stort, så der er ikke noget at sige til, at Pyt var så tyk.
Men …. Pyt har fået to dejlige livskraftige lam, og det er en stor glæde. Ydermere er det sådan, at det er et hvidt vædderlam og et sort gimmerlam! Det var det eneste køns-specifikke ønske for i år – et gimmerlam fra Pyt, og allerhelst sort! Så der var jeg heldig!
Bunad og Gardermoen – den smukke norske folkedragt, der bæres på 17. maj og andre festdage – og Gardermoen, der byder velkommen til på vores Oslo-besøg.

Først på eftermiddagen var der grund til uro igen. Pyt lå ned og pressede. Hvad nu??
Jeg mærkede efter, men der var jo altså ikke flere lam. Hun var ved at presse sin livmoder ud. Det var ikke godt. Jeg har ikke oplevet det før, men hørt om at det kan ske. Så fat i dyrlægen, der var sød og sprang i bilen med det samme. Få hende op at stå, sagde han. Det hjalp heldigvis og presseveerne fortog sig. Pyt fik lidt smertestillende og fårepasseren blev ordineret fordring og gå-tur med Pyt, så hun holdt sig på benene. Hendes livmoder har i sagens natur været meget udspilet og fylder stadig en del, og var endnu ikke sunket ned. Når Pyt så lå ned og hvilede, har hendes krop følt det som et lam, der lå klar til fødsel. Men pyh, det fik vi heldigvis afværget. Hun virker til at være ok igen, og har haft lammene med ude på marken. Alt andet var næsten heller ikke til at overskue.

Klipningen er i fuld gang

Som den opmærksomme læser nok har kunnet konstatere, er Blis og MØ ikke i fuld overfrakke på opslaget fra i går. Jeg begyndte at klippe får i mandags – det var derfor jeg gik der og fik øje på Moët – men jeg har simpelthen ikke nået at lægge et opslag op.
Men her kommer det så. Jeg har gået og ventet på, at nattefrosten skulle forsvinde – og Pyt har utålmodigt gået og ventet på, at jeg kom i gang. Nattefrost eller ej, hun glæder sig meget til at få al den tykke pels af på denne årstid. Så hun stillede sig simpelthen hen til døren mandag og signalerede, at hun var klar. Kunne jeg ikke bare se at komme i gang?
Det kom jeg så og har været lige siden, når tid og tørvejret har tilladt. Kroppen er godt brugt efter klipning af 2-4 får, rygstykkerne ømme og armene tunge, men det er skønt at få det gjort og nu mangler jeg kun fire! Det er sjovt med den forvandling, der sker med fårene og de virker også helt forbavsede selv. At de syner mindre er jo ikke så sært, men at hierakiet skal genetableres, det undre mig lidt hver gang. Nogle får er jo også de rene farveskiftefår – men mere om det en anden gang.

Pyt har været skidt

Da jeg i tordags kom ud i stalden med embedsdyrlægen fra Fødevarestyrelsen, lå Pyt ned og var tydeligvis skidt.
Hun pustede og så utilpas ud.
Embedsdyrlægen var helt med på, at Pyts sygdom var akut opstået, og ikke et udslag af, at jeg ikke passede fårene ordentligt, men det var da en lidt mærkelig fornemmelse alligevel. Hvor uheldigt! Men mest af alt var jeg nu bare bekymret for Pyt.
Jeg fik fat i min egen dyrlæge, der hurtigt kunne stille en diagnose: “Hun mangler kalk”. Og ja, det burde jeg selv have regnet ud, for det var galt sidste år også, det var bare først efter hun havde læmmet.
En lille time efter kontrolbesøget kom så min egen dyrlæge, og Pyt fik en ordentlig dosis calcium.
Og et par timer efter var Pyt heldigvis frisk igen. Dejligt. Det kan jo næsten tyde på, at hun – traditionen tro – er i gang med en større “lammeproduktion”.
Jeg skal have fundet noget kosttilskud med kalk, så jeg ikke kommer i der ud, hvor dyrlægen skal tilkaldes.
Det er nok bedre både for fårenes helbred og min pengepung.

Søde Pyt på en blå dag

En dag jeg var lidt “blå” i humøret, satte jeg mig på en skammel ude ved fårehuset og kiggede på fårene. Selvom de var lukke ud på noget lidt friskere græs end sædvanligt, varede det ikke længe før Pyt kom tøffende hen til mig med sin tykke mave og små korte ben og lagde sit hoved på mine ben, logrede med den lille hale, kiggede op og signalerede, at hun da meget gerne ville kløs.
Så kan tristheden godt pakke sammen og flyve bort med vinden – og jeg bliver helt varm om hjertet. Hun er simpelthen skøn – og yndlings!