En dag jeg var lidt “blå” i humøret, satte jeg mig på en skammel ude ved fårehuset og kiggede på fårene. Selvom de var lukke ud på noget lidt friskere græs end sædvanligt, varede det ikke længe før Pyt kom tøffende hen til mig med sin tykke mave og små korte ben og lagde sit hoved på mine ben, logrede med den lille hale, kiggede op og signalerede, at hun da meget gerne ville kløs.
Så kan tristheden godt pakke sammen og flyve bort med vinden – og jeg bliver helt varm om hjertet. Hun er simpelthen skøn – og yndlings!