Fårene og jeg ønsker alle en rigtig glædelig jul.
Bunad har taget en nissehue på, men resten af damerne synes, at det var lige rigeligt. Bunad synes omvendt, at kvasten var vældig sjov at fange og gumle på. GLÆDELIG JUL.
Kategoriarkiv: 2017
Dejlige december
Ja, julen står for døren – og selvom der ikke er mange forberedelser i stalden, så er der alligevel lige et lille pip til fårene.
Brunkagerne er blevet bagt og for første gang i flere år, blev der ikke bare skåret runde kager fra en stang, men rullet dej ud og stukket fine kager i mønstre.
For nogle år siden var jeg så heldig at få en fåre-kageform. Den måtte jo i gang – og sikke fine de blev! Godt smager de også og bliver de ikke spist i julen, så kender jeg nogen, der med garanti gerne vil hjælpe efter nytår.
Vinterluft og lidt sne på Bjerget
I eftermiddag var jeg så heldig at komme hjem lidt før beregnet. Og så var der sol!
Luften var skarp og kold og det lille strejf af sne gav lyset kraft. Sikke skønt!
I disse dage er det sjældent at se meget til fårene i dagslys – på hverdage ihvertfald –
så det var en fin lille lomme af vinterhverdagseftermiddag,
der uventet dumpede ned til mig.
Fårene har det godt. Jeg tror også,
at de nød det klare vejr.
De er rolige og glade i disse dage.
Velkommen på ny adresse
Ja, velkommen 🙂 Så er jeg rykket i “nye lokaler”, men som I kan se, er alt ved det gamle og alle tidligere indlæg er rykket med.
Fårene har det godt. Det er meget vådt på marken, som alle andre steder, men i stalden er der tørvejr, foder, hø og halm. De 13 damer har stadig besøg af en lille vædder. Min yngste grinede sidst han var hjemme: “Er det vædderen?? Han er jo den allermindste!”
Og ja, det er han. Jeg håber simpelthen er han er til noget alligevel. Siden den første dag har jeg ikke set noget som helt i retning af flokforøgelser, men nu er jeg jo også mest hjemme, når det er mørkt.
Her til morgen stod hele flokken foran huset, da det første lys kom igennem tågen.
Aftenfodring
I denne tid er jeg som regel kun i stalden efter mørkets frembrud. Inden jeg kommer hjem fra arbejde, er det som regel blevet mørkt. Men det er også meget hyggeligt. Fårene kommer glade og sultne ind og har tid til at sludre, blive kløet bag øret og spise. Det er hyggeligt! Og så er det lidt fint at stå og kigge på fårene og nyde den udsigt, de har fra deres stald! Den er svær at tage billede af – men fine lys fra vej og by, når vejret er klart.
Efter-slagtning
På slagtedagen er alting sådan lidt huj-hej og der er meget kød, der skal pakkes ned.
Men efterfølgende kan man jo så hive fat i nogle af de sager, der skal tilberedes og forenkles lidt. Det var denne weekends projekt. Min mor og datter var på besøg, så det blev samtidig også mægtigt hyggeligt.
Vi fik lavet lammeleverpostej i lange baner – med og uden æg, så blev det til 27 bakker i alt. De er gode at have i fryseren til en god weekendfrokost eller en hurtig men lækker aftensmad. Og så fik vi kogt fond af alle fåreknoglerne, der fylder vildt i en stopfuld fryser. Suppebenene kom ind i ovnen til en ordentlig bruning sammen med porretoppe, gulerødder, selleri med top og løg. Og så videre i den store suppegryde, hvor laurbærblade og mange peberkorn blev tilsat sammen med vand. Så stod det heldigvis resten af dagen og passede sig selv, imens vi ordnede leverpostejerne. Lørdag aften blev suppegryden tømt og suppen siet fra, og søndag gentog hele processen sig og suppen blev hældt over en ny portion brunede ben og grøntsager. Sidst på eftermiddagen blev suppen siet sidste gang, suppegryden vasket af og to mere almindelige gryder blev sat til at koge suppen ind.
Til slut var der kun to mindre poser med kraftig fond at putte i fryseren!
Skindene saltet ned
Jeg har et hængeparti fra de travle slagtedage. Jeg hentede, som jeg har gjort de senere år, en del af skindene fra de slagtede dyr. Jeg vil gerne have dem garvet. Men det er en lang proces – og heldigvis glemmer jeg fra år til år, hvor lang en proces det er! Ellers blev der ikke så mange skind, er jeg bange for.
Samme dag som alle får og lam er blevet slagtet kører jeg til slagteriet og henter alle skindene hjem igen. Det er sådan set det eneste tidspunkt, hvor det ind imellem kan føles lidt “sært”. Et døgn før har man stået og kløet i den samme pels, men dengang var der et levende væsen indeni. Nu ligger skindet bare.
Slagteriet havde lagt dem i en lang stribe, med skindsiden ned, så de ikke blev så våde i den (også den dag) silende regn. Jeg fik fundet mine, læsset på traileren og så kørte jeg hjem med dem. Jeg havde ikke fået det forberedt så godt, så jeg var rundt ved diverse dagligvarebutikker og rydde deres lager af billig grov salt.
Og så stod jeg ellers hele eftermiddagen og dryssede med salt, kilo efter kilo ud over skind efter skind. Der var saltstøv i luften omkring mig, så jeg smagte salt – og kom først til slut til at tænke på om man egentlig burde have støvmaske på. Alt det salt ned i lungerne – er det mon sundt??
Nå, men jeg fik ihvertfald saltet en ordentlig bunke skind. Jeg har beholdt skindene fra alle de farvede lam, for de er forrygende flotte og deraf nemme at sælge. De hvide er også flotte, men de er lidt mere almindelige, og ryger knapt så hurtigt over disken, så der hentede jeg kun de allerfineste hjem.
Jeg har en vild plan om, at jeg i år skal prøve at have et af de hvide skind farvet i forb. med garvningen. Et smukt krøllet og blødt knaldrødt skind! Var det ikke noget?
Vædderen er kommet
Vædderen kom mandag eftermiddag. Han viste sig at være et stort vædderlam – på størrelse med dem jeg just har sendt afsted. Jeg ynder ellers at bruge voksne væddere. For nogle år siden havde jeg et stort vædderlam på besøg, hvilket medførte, at nogle af mine store matroner ikke blev gravide. Om han ikke kunne nå eller simpelthen ikke kunne nå, det ved jeg ikke, men siden har
jeg så holdt mig til voksne væddere.
Det kunne så ikke lade sig gøre i år. Og jeg håber at det går alligevel, for mine allerstørste får som Kardemomme, Persille og Myse er her ikke længere. Mine får er generelt blevet mindre nu jeg mere og mere bruger gotlændervæddere.
Nå, men vædderen kom altså – og han vidste bestemt godt, hvad det drejede sig om. Han kastede sig straks ind i flokken af meget interesserede og nysgerrige får.
Og jeg nåede ikke andet end ind med papirerne og ud igen, før der var fuld gang i forøgelsen af min besætning. Og for helt at tilbagevise min skepsis ang. størrelse og alder, kastede han sig glad og fro over det største får Gauda. Hun var åbenbart lige helt klar og i brunst. Han havde i det hele taget en travl eftermiddag og fik snuset, skubbet og sparket ud og jagtet rundt efter de får, der lugtede interessant.
Jeg samler til huse
Pladsen, hvor foderet til fårene står, udvider sig i disse dage. Jeg samler til huse.
De seneste uger og den kommende måned er lidt tung på foderkontoen, fordi jeg udsætter mine får for flushing. Det vil sige, at jeg fodre dem rigtigt godt – nærmest rigeligt – i tiden op til vædderens komme, så de virkelig føler, at de lever en overflodstilværelse.
Så frigiver de flere æg, der kan befrugtes og jeg får mange lam. Der er – som med så meget andet – delte meninger om, hvorvidt det hjælper, men jeg synes, at det har virket for mig – og da jeg glemte det et år, fik jeg faktisk ikke så mange lam pr. får som sædvanligt! Så nu er det sådan det er på Bjerget. I oktober og november flyder det med mælk og honning – eller hø, korn og kraftfoder.
Når så alle får er ilæmmede og vædderen rejser hjem igen, skruer jeg ned for foderrationen igen. Ellers bliver fårene for fede og lammene for store. Det var vist præcis det, der skete i år. Jeg var for flink/glemte at få skruet ned. Det går ikke. Det er også alt for dyrt i foder, Fru fodermester.
Klovicure
Ja, det er nok ikke et ord der findes – men manicure og pedicure går ikke. Jeg har haft hele flokken samlet og hegnet inde i stalden i dag. Alle får har fået en omgang klovicure. Klovene skal klippes – ligesom vores negle.
13 x 4 = 52 gange virkelig dårlige arbejdsstillinger for mig, men vi stod det igennem – damerne og jeg. Men hold da op, hvor klovene er bløde – ja nærmest opløste. Det er meget vådt på marken. Andre år har jeg prøvet, at jeg næsten ikke kunne klippe igennem hornlaget i kloven. Det var ikke noget problem i dag.
Der var rugbrød og kløtur, når man havde stået det igennem – og til slut fik alle får en tot af det nyligt hjemkomne hø. Det synes de var skønt.
Årsagen, som jeg forsøgte at forklare de søde hoveder, er at de får herrebesøg i morgen – og så må de godt tage sig lidt godt ud.