En tørvejrseftermiddag forbarmede jeg mig over fårene og lukkede dem ud i Æblehaven i et par timer. Her har græsset stået i fred hele vinteren og er ikke helt så korthåret, som inde på den fold, hvor flokken går til dagligt. Det var lykke og der blev guflet! Men allerstørt var begejstringen over en gren som var fabelagtig til at klø sig på ryggen og i nakken med.
Fårene stod bogstavligt talt i kø og så snart de kunne se deres snit til det, blev fåret under grenen skubbet frem eller ud til siden.
Jeg har ellers haft dyrlægen på besøg for at behandle mod utøj, men det virker ikke til at have haft den store effekt!
Især Moët var helt salig, da hun kom godt ind under grenen.