Som den opmærksomme læser nok har kunnet konstatere, er Blis og MØ ikke i fuld overfrakke på opslaget fra i går. Jeg begyndte at klippe får i mandags – det var derfor jeg gik der og fik øje på Moët – men jeg har simpelthen ikke nået at lægge et opslag op.
Men her kommer det så. Jeg har gået og ventet på, at nattefrosten skulle forsvinde – og Pyt har utålmodigt gået og ventet på, at jeg kom i gang. Nattefrost eller ej, hun glæder sig meget til at få al den tykke pels af på denne årstid. Så hun stillede sig simpelthen hen til døren mandag og signalerede, at hun var klar. Kunne jeg ikke bare se at komme i gang?
Det kom jeg så og har været lige siden, når tid og tørvejret har tilladt. Kroppen er godt brugt efter klipning af 2-4 får, rygstykkerne ømme og armene tunge, men det er skønt at få det gjort og nu mangler jeg kun fire! Det er sjovt med den forvandling, der sker med fårene og de virker også helt forbavsede selv. At de syner mindre er jo ikke så sært, men at hierakiet skal genetableres, det undre mig lidt hver gang. Nogle får er jo også de rene farveskiftefår – men mere om det en anden gang.
Klipningen er i fuld gang
Skriv et svar