En dejlig, mild Kristi Himmelfartsmorgen blev pludselig blevet meget trist og tung.
Da jeg vågnede kunne jeg kunne høre lam, der brægede vedholdende og stod op og fik lavet sutteflaskerne klar og så gik jeg ned over marken for at give mælk til de sultne.
Lyd kom glad løbende og Vers også og mens de spiste kunne jeg så nyde synet af resten af flokken. Men der var stadig lam, der brægede. Yavapais lam… De bliver af og til væk fra hinanden og larmer en del, så jeg gik ned over marken for at føre dem sammen med deres mor. Men der var ingen Yavapai. Og så blev jeg urolig og for op mod fårehuset.

Åh, nej! I går aftes, da jeg fodrede, så jeg, at Yavapai kunne sno sig ind i det aflukke jeg har lavet af grinder i hjørnet af stalden. Her står foder til lammene, så de ved enhver lejlighed kan få kraftfoder at spise. Jeg havde åbenbart fået lavet åbningen en tak for stor sidste gang jeg flyttede med den, så Yavapai nu også kunne komme ind. Og det var jo ikke meningen. Jeg lavede åbningen i grinden et hak mindre og gik igen.
I løbet af natten er der så sket det ulykkelige, at Yavapai har prøvet at komme ind igen, og ikke har kunnet – og hvad der præcist er sket, kan jeg ikke regne ud, men hun må have siddet fast og fået grinderne væltet ned over sig og har brækket halsen. Jeg er så ulykkelig over det og helt slået ud.
Mit dejlige, unge får, der passede sine to lam så fint og som med sit temperament og personlighed allerede havde en stærk plads i flokken og i mig.
Stakkels, unge Yavapai.
Hendes lam; Dur og Mol, er heldigvis så godt på vej og velfodrede, at de nok skal klare sig, men åååh, hvor er det trist i dag.