Jeg har ikke haft et oplagt tema klar i år – men pludselig …. et par dage efter de to første lam kom, så vidste jeg det! I anledningen af DRs 100 års fødselsdag så bliver årets navnetema altså fra DRs verden! Den er jo stor og mange facetteret og havde jeg haft 15 får igen, så havde jeg lavet det store udtræk med Ib Rene, Otto Leisner, Mette Fugl, Casper Christensen Puk Damsgaard og mange andre, men …. Nu har jeg ikke forventninger om mere end 8-10 lam, så jeg holder mig i B&U-afdelingen. Men der er jo også mere end nok at tage af …..
Herunder har vi så årets førstefødte: Kuzminas to store flotte lam. De bliver opkaldt efter to af mine absolutte yndlingsfigurer Kaj og Andrea! Kaj er det store flotte gråsorte vædderlam og Andrea så altså det en smule mindre hvide gimmerlam!
Kuzmina gik i går eftermiddags noget rundt om sig selv, lagde sig og rejste sig igen. Der var optræk til familieforøgelse! Jeg var alene hjemme og kunne bare hellige mig processen. Først i sofaen via mit staldkamera og siden ude i stalden. Jeg måtte hjælpe Kuzmina med at komme i gang, da hun efter lang tids pressen ikke kom længere. Gosh, det er jo en pony, tænkte jeg, da jeg fik fat i forbenene, der stak lige op i ryggen på Kuzmina. Det var en ordentlig krabat. Da først lammet lå i stilling lod jeg hende klare det meste selv og efter hårdt arbejde kom et stort sortgråt vædderlam ud. Han var livskraftig og hurtigt på benene og mens han forsøgte at finde en pat, trykkede Kuzmina lige maven sammen fire gange og ud gled et næsten lige så stort hvidt gimmerlam.
Kuzmina har i flere omgange fået trillinger og kun ønsket at passe de to, så jeg er lykkelig for at hun denne gang nøjedes med to lam. Sådan et par kraftkarle – de skal nok blive til noget. I eftermiddag kom de med ud på græsset for første gang! Sol og dejligt vejr! Hurra!
Det kom næsten som en overraskelse for mig selv – men vupti, så var fårene klippede. Jeg husker det stadig som en tid med meget slid i mange dage, lange arme, ondt i ryggen og halløj! Men imellemtiden har jeg så nu kun fem får – og fik faktisk ikke rigtigt taget nogen billeder, før jeg var færdig. To gange sidst på eftermiddagen, inden aftensmadslavning – og så var det bare gjort! Så nu har jeg fem nyklippede og efterhånden også lidt tykke får gående. Herligt! Velkommen til foråret! Fra venstre mod højre har vi Nuuk, den unge Butterfree, Vigdís, Mi allerbagest og Kuzmina længst til højre.
Fredag morgen vågnede jeg meget tidligt og kunne se, at Kuzmina havde gang i læmningen, så jeg stod op og gik i stalden. Her stod hun – Kuzmina – med to fine lam og alt åndede fred. Jeg undrede mig egentlig lidt, for hun havde lignet en, der skulle have tre og så store var lammene heller ikke. Men andre ting gjorde, at jeg ikke undersøgte hende nærmere. Og et par timer efter lå Kuzmina pludselig og pressede af alle kræfter. Et par bagklove stak frem, lammet sad fast, men jeg kunne heldigvis hjælpe hende med at bringe et stort vædderlam baglæns til verden. Det med at føde 2+1 lam har Kuzmina før gjort (og derfor burde jeg have mærket efter), hvilket resulterede i, at hun kun tog sig af de to førstefødte. Så jeg fik lammet hen under hendes næse i en fart og hun begyndte gudskelov at slikke den sidst ankomne. Problemerne viste sig først, da lammet rejste sig og ville die. Så blev han slået væk. Mærkeligt, når hun lige havde slikket ham så kærligt og omsorgsfuldt. Jeg fik malket råmælk ud af flere omgange og givet ham med sonde, så jeg var sikker på at han fik det han skulle starte på – mens jeg belavede mig på, at resten af ansvaret nok blev mit (#flaskelam).
Jeg beklager det dårlige billede af den lille familie, men Kuzmina var ikke indstillet på fotosession og så skete der alt muligt andet. Det var, hvad jeg nåede i dag!
Kuzmina er et dejligt og sejt får, der selv passer de tre skønne tøser hun har fået i år. Soya, Teriyaki og Satay er nogle små håndfaste, kornfede (eller mælkefede, må det vel være) frøkener, der nyder livet. De er ikke nemme at kende fra hinanden, men Teriyaki har lidt grå snude – og troner her på ryggen af sin mor! Livet er godt!
Fredag aften lagde Kuzmina sig og fødte sine lam lige midt i fredagspizzaen! Men hurra hurra – jeg var så lettet og glad som …..ja, jeg ved ikke – en lykkens pampåskefis?
Kuzmina har i den sidste uge lignet én, der var i fødsel- eller ihvertfald meget tæt på – og har været kilde til stor bekymring for mig. Min søde dyrlæge har flere gange beroliget mig: “De kommer, når de skal!” Og han jo ret! Men jeg kan ikke mindes, at jeg nogensinde før har oplevet et får, der i en hel uge går rundt og skraber, lægger sig, ligner én, der presser og så alligevel ikke. Utallige er de gange, hvor jeg er gået i stalden i forvisning om, at NU var det – for så at møde et får der rejser sig op og spørger “Er det nu vi skal have mad?”. Det har været kilde til stor frustration og bekymring – det indrømmer jeg blankt! Fra onsdag aften gik Kuzmina virkelig til den og den del af stalden, hvor hun kunne komme, lignede en pløjemark. Al halm var endevendt i flere omgange. Men ingen lam trods prusten, baksen, stønnen og altså skraben. Men så endelig fredag ved 19-tiden blev det alvor og Kuzmina lagde sig og satte det afgørende pres ind! Da jeg kiggede på staldkameraet råbte jeg “Yes”, for der lå en lille sort sag i halmen. En veninde og jeg forlod aftensmaden og måtte i stalden og fulgte her at yderligere to små lam kom til verden. Kuzmina hun er ret privat og lægger sig altid med bagdelen den anden vej – men hvad gør det, når hun som det første får i år klarer hele læmningen selv! Sådan!! Åh, jeg var så glad og lettet hele aftenen!
Tre ret små, kulsorte gimmerlam! De bliver nusset og passet og sådan håber jeg det bliver ved med at være! Hurra hurra! Tilbage ved pizzaen sad min søde mand og hviskede med min mor om, at det da var godt, at jeg havde sørget for at tage bekymringerne på forskud ….. og han har fuldstændigt ret! Dog synes jeg, at jeg er en lille bitte smule undskyldt af det meget ualmindelige forløb og det faktum, at der har været bøvl med benstillingen og brug for hjælp ved de tre foregående læmninger! Men ja – stol på dine kompetente får, Dorte
Lørdag formiddag lagde Kuzmina op til læmning. Jeg var bare glad – efter en travl arbejdsuge med ingen læmninger, så var det jo nærmest optimalt med flere lam på påskeferiens første dag. Kuzmina fik selv første lam og det så fint ud. Jeg synes at det var lidt lille og med øje for Kuzminas tykke mave, tænkte jeg, at så kommer der nok tre. Det varede rigeligt længe, men så kom også nummer to – og så kom det første af efterbyrden og der var ikke tegn på flere lam. Okay- tænkte jeg. Så har jeg taget fejl. Og glad var jeg. To livskraftige sorte gimmerlam. Top!
Men da det sidste af efterbyrden faldt ud sidst på eftermiddagen var det som om der stedet kom resterne af en sprungen vandblære …. Hvad var nu det? Var der alligevel flere? Jeg kunne ikke mærke nogle lam, men det føltes alligevel meget uvant. Jeg konsulterede en vagtdyrlæge og hun mente at det nok bare var lidt mere efterbyrd. Vi holde løbende øje med Kuzmina lørdag aften. Da jeg kom derud ved 22-tiden lød der en vedvarende lillestemme-brægen. Kuzmina havde født et tredje lam, som hun ikke havde slikket og tørret og bestemt ikke følte moderfølelser for. Jeg fik det tørret og masseret, men det var noget forkomment og ville ikke stå eller sutte. Så jeg fik malket råmælk ud af Kuzminas velforsynede yver og givet det kolde lam en ordentlig portion varm og nærende råmælk med sonde – og pakket det godt ind i hø, ved siden af sine søskende. Og så krydsede jeg ellers fingre – “Kom nu, Kuzmina! Du har så rigeligt med mad og moderkærlighed – del det nu bare på tre”. Men mine bønner blev ikke hørt. Lammet klarede sig fint og livede hurtigt op – og næste morgen kunne man som dårligt kende forskel på hende og hendes søstre – bortset fra, at hun ikke fik lov af drikke af sin mors patter. Jeg sloges med Kuzmina og holdt hende, men måtte efterhånden sande, at jeg havde tabt den kamp! Så sutteflasken blev fundet frem igen! Suk!
Jeg må indrømme, at jeg slet ikke kunne finde lysten og kraften til at være fuldtids-baby-mor. Så jeg tilbød en ung familie med et to søde drenge og et par får med lam på vej, at hvis de havde lyst og mod på det, så måtte de få den lille pige. Det havde de sørme – og det fine lille gimmerlam er her i aften rejst hjemmefra! Jeg ønsker dem alt muligt held og lykke – for selv om det er fast arbejde, så er det jo også en fantastisk dejlig oplevelse med sådan et lille tamt og knusende sødt lam!
Kuzmina har jo også fået tvillinger. De er ikke så høje som Oslos lam, men nogle rigtige “kraftkarle”. Et vædderlam og et gimmerlam – og ti dage gamle nu. Vædderen er stor og stærk og bred og gimmeren næsten lige så stor. Hun er let at kende på de næsten lysebrune kanter, hun har på ørerne. Det ser meget sødt ud. Kuzminas lam skal hedder Akkord og Node. Her får Node lige et lille måltid. I kan tydeligt se hendes nuttede, bløde, lysebrune ører, ikke?
Det er altså en helt fantastisk samling af tykmavede får, jeg har gående på min mark i disse dage. De er ret flotte! Især Harissa er ubeskriveligt bred i landskabet, men det er egentligt ikke så mærkeligt, da hun har set halv-gravid ud, lige siden hun fødte sidst. De er så fine og imponerende at se på – de højdrægtige får med deres udspilede maver. Jeg bliver glad. Jeg elsker at komme ud i stalden sent om aftenen og tidligt om morgenen, når alle ligger og sover eller hviler. Jeg var ved at skrive at der er helt stille, men det er der ikke. Der er meget tyst og fredeligt, men samtidig en prusten og given sig, tunge åndedrag og spredte klagelyde, så jeg hvert år må sende en tanke til Dea Trier Mørchs fine bog “Vinterbørn”. Her under har vi Hanun, Kuzmina og Gærdesmutte, Aisha, Bunad og Oslo.
Yngste mand i flokken er Kuzminas kraftkarl af et vædderlam. Han har en flot bølget sort pels, som jeg er ret spændt på, hvordan udvikler sig. Han er blevet døbt Alcatraz – en ø udfor San Francisco med en barsk og fascinerende historie – og markerer således enden på vores fantastiske tur. Alcatraz blev jo desværre enebarn og får simpelthen så meget mælk hos sin mor, at han næsten er lige så bred som han er høj. Han stortrives og leger gerne med de “store drenge”. Alcatraz er udstyret med øremærkenummer 299 – lidt pudsigt, at vi så næste år skal lægge ud med lam nr. 300 født her på Bjerget
