Oven på fredagens voldsomme oplevelser, var det livgivende og i hvert fald livsbekræftende at sidde og se på Mi føde sine lam lørdag eftermiddag. Jeg var egentlig på vej afsted til koncert sammen med gode venner, da jeg lige skulle ud og have et sidste kig på at alt står godt til i flokken. Dér stod Mi så midt på markvejen med vandblæren ude og klar til at læmme. Alle de andre lam fór rundt omkring hende og hun var lidt forvirret over, hvis lam der var hendes, så jeg fik hende fulgt ind i staldens ro. Jeg meldte afbud til koncerten, for efter i går trængte jeg til en god historie i maven – og havde ihvertfald brug for at være der. Mi lagde hun sig straks lige foran mig og fødte et lam. En lillebitte pige! Hvor skønt. En halv time efter prøvede hun til igen, men kunne ikke få lammet ud. Da jeg mærkede efter, var det kun det ene forben, der var fremme, så jeg skubbede lammet tilbage og fik det andet med frem også. Og så skubbede hun flot det andet lam ud også. En lillebitte pige mere! Endnu en halv time efter gentog det hele sig – også det med forbenet. Så det var godt jeg var der. Mi er den sejeste lille rolige mor, der slikker sine lam grundigt alt imens hun siger små kærlige lyde og spiser lidt hø til. Hun er virkelig skøn. Tre små piger – men godt nok meget små. En god afslutning på årets læmmetid.
Fredag morgen vågnede jeg meget tidligt og kunne se, at Kuzmina havde gang i læmningen, så jeg stod op og gik i stalden. Her stod hun – Kuzmina – med to fine lam og alt åndede fred. Jeg undrede mig egentlig lidt, for hun havde lignet en, der skulle have tre og så store var lammene heller ikke. Men andre ting gjorde, at jeg ikke undersøgte hende nærmere. Og et par timer efter lå Kuzmina pludselig og pressede af alle kræfter. Et par bagklove stak frem, lammet sad fast, men jeg kunne heldigvis hjælpe hende med at bringe et stort vædderlam baglæns til verden. Det med at føde 2+1 lam har Kuzmina før gjort (og derfor burde jeg have mærket efter), hvilket resulterede i, at hun kun tog sig af de to førstefødte. Så jeg fik lammet hen under hendes næse i en fart og hun begyndte gudskelov at slikke den sidst ankomne. Problemerne viste sig først, da lammet rejste sig og ville die. Så blev han slået væk. Mærkeligt, når hun lige havde slikket ham så kærligt og omsorgsfuldt. Jeg fik malket råmælk ud af flere omgange og givet ham med sonde, så jeg var sikker på at han fik det han skulle starte på – mens jeg belavede mig på, at resten af ansvaret nok blev mit (#flaskelam).
Jeg beklager det dårlige billede af den lille familie, men Kuzmina var ikke indstillet på fotosession og så skete der alt muligt andet. Det var, hvad jeg nåede i dag!
Mandag morgen vågnede jeg – af en eller anden grund – klokken 04.40. Jeg åbnede for min FarmCam-app på telefonen som (kun) i denne tid ligger på sengekanten. Mit unge førstegangsfødende får Nuuk stod med et lam. Jeg stod op og ville ud at se om, alt gik som det skulle. Hun har været så tyk, at jeg var sikker på, at hun ville få et lam mere – og det ville jeg da gerne sidde og se på. Nuuk stod roligt og slikkede et lille loddent vædderlam. Jeg indrettede mig med et sæde/ryglæn af halm og forventning i maven. Nuuk gav sig til at presse igen, men der skete ikke rigtigt noget. Jeg kunne mærke forbenene kort inde, men de blev mere presset op i ryggen på Nuuk end ud og så snart jeg lige fik dem drejet frem, klarede hun fint at få lammet ud selv. Sikke da en lykke! I det øjeblik jeg lettede mig fra mit halmsæde langs den ene væg for at hjælpe Nuuk, overtog Vigdís pladsen. Hun lagde sig ned, løftede sig op på forbenene og stemte imod og efter to kraftige pres, kom vandblæren til syne. Hun lagde sig og pustede et par minutter, stemte sig op på forbenene igen og pressede til. Kun fordi jeg var der, hjalp jeg lige med at få forbenene strakt, da lammet var halvvejs, men ellers havde hun fint klaret det alligevel. Et flot stort vædderlam! Whao, Vigdís er sej! Da jeg vente mig om, stod Nuuk også med endnu en vandblære. Hmmm – selvom hun er en voksen 2-åring, så er hun førstegangsmor og jeg havde bestemt håbet på, at hun “kun” skulle have haft to lam. Det kunne jeg godt have undt hende. Da Nuuk begyndte at presse denne gang, kunne jeg mærke, at hun var ved at være godt træt. Jeg tror, hun har stridt en del i løbet af natten, for at få det første lam ud, og nu var der ved at være udsolgt. Problematikken var den samme, med forbenene pegende opad, men ved fælles hjælp fik vi det tredje lille vædderlam til verden. De er friske og levedygtige alle tre og Nuuk virker meget omsorgsfuld og kærlig overfor dem alle tre.
Vigdís havde også travlt med at slikke sit lam, men samtidig kunne jeg fornemme, at hun gjorde “klar”. Det gjorde jeg så også – og da hun 20 minutter efter den første “satte” sig til rette, var jeg klar med kameraet. I skal få hele fødslen en anden dag. Men nu lagde hun sig altså, pressede vandblæren ud, slikkede sin førstefødte, og pressede så en stor flot søster ud til ham! Imponerende! Jeg gav mig til at servicere de fødende! Egen boks, lunt vand, masser af hø og en lille smule foder. Alt imens jeg forventede, at Vigdís efter 20 minutter igen ville presse et lam ud, for der var en tydelig vandblære mere. Men det trak ud og trak ud. Da efterbyrden begyndte at komme, måtte jeg mere og mere hældede til, at der måske alligevel ikke var tale om en vandblære, men bare hinder, der tilfældigvis var fulde af vand – eller, at der måske kom et dødfødt lam sammen med moderkagen. Men lidt før 11 – mere end 3 timer efter det andet lam – kom der en lillebror ud sammen med efterbyrd og moderkage og i den anledning noget mere rød af blod en vanligt – men frisk og frejdig! Og Vigdís var heldigvis ikke i tvivl om, at det var hendes lille guldklump og hendes ansvar! Sikke en skøn morgen! Et ungt og et erfarent – men to meget seje får! Og seks fine lam!
Søndag sidst på eftermiddagen fik Oslo årets første lam. Sikke en lykke! Allerede lørdag eftermiddag begyndte hun at gøre tegn til læmning, så jeg troede egentlig at der ville være lam i løbet af natten. Men der kom ingen lam – og heller ikke i løbet af formiddagen. Vi skulle på visit om eftermiddagen, men på et tidspunkt kiggede jeg på min staldkamera-app, og så var det tid at komme hjem. På turen hjem kunne jeg se Oslo presse voldsomt og hårdt, uden synligt resultat, så jeg belavede mig så småt på, at jeg skulle hjem og assistere. Men da jeg kom ud i stalden var et lam lige præcis blevet presset ud og Oslo var i fuldt gang med at slikke det. Efter 5 minutter kom endnu et lam til verden og 20 minutter efter igen kom så det tredje! Et gimmer- og to vædderlam. Oslo nussede og puslede, slikkede og sagde søde lyde, så alt var en fryd. Jeg kunne nøjes med at nusle og pusle om hende og sørge for en lille barselsboks, lækkert hø, lidt foder og lunt vand i spanden. I dag har den lille familie været ude en lille stund, men vinden var for skarp, tror jeg de synes, så de trissede ind i den lune halm til en tår mælk og en lille søvn. Mega sejt, lille Oslo! Jeg tror, hun stred virkelig meget for at få den første ud, men nu er alt fryd og gammen – og jeg krydser fingre for, at hun fortsætter med at passe alle tre. Herunder er de alle tre – oven i købet i fødselsrækkefølge!
Jeg tror, at læmmesæsonen er slut for i år, så nu er det tid for lidt statistik! Jeg “tror det”, men lægger ikke hovedet på blokken. De to unge får Quito (tv) og Nuuk ikke har fået lam. De har ikke sat antydning af yver og har bevaret deres ungpigeskikkelser. Dyrlægen, der var forbi for at hjælpe Aisha efter læmningen, erklærede sig enig med mig. Teoretisk kan de jo barsle med et enkelt lam engang i maj, men jeg tror det ikke.
Syv får har altså fået lam – 19 lam til sammen! Det giver 2,7 i gennemsnit! Fem får har fået trillinger og kun to har fået tvillinger! Desværre kan man sige, at det i realiteten er omvendt! Fem får passer to lam hver, mens kun to får – Kuzmina og Bunad – er så seje, at de passer alle tre! Men det går op og ned – sidste år fik Kuzmina et lam, der måtte i pleje med sutteflaske andet sted og Bunad har også tidligere overladt et lam til mig! Det er jo ret flot med 2,7 lam pr. får – men jeg vil nu hellere at de “bare” får to lam hver og så passer dem. Tre flaskelam er lige i overkanten – allermest fordi det bliver i to runder. Jeg har siddet og regnet lidt på det. Jeg kommer til at have givet flaske til Sovs og Panda knap 200 gange! Pyhh! De har været heldige og begunstiget af, at jeg har haft ferie. Det bliver lidt mindre luksus for Bearnaise, men 150 gange skal han såmænd nok få! Det er fast arbejde, men de er heldigvis søde. Jeg når bare ikke at lære de andre lam at kende. Min bøn efter tredje læmning, om mere ukomplicerede læmninger, blev heldigvis hørt. De sidste fire får har klaret det hele selv. Det har været virkeligt dejligt! Lammene fordeler sig med 6 væddere og 13 gimmerlam. Der er fem hvide, tre grå og så altså 11 sorte lam! De er sjovt nok blevet mindre og mindre, hvor Oslo, Vigdís og Aisha lagde ud med nogle solide typer, Kuzmina og Bunads lidt mindre, Mi´s mindre igen og Pages sidste to små piger nærmest mikro! Også derfor vil jeg hellere have to!
Men alt i alt må jeg være glad og tilfreds. Med små bump og udsving trives alle rimeligt godt, så jeg skal ikke klage! Hurra hurra!
Page er det sidste får, der mangler at læmme. Fredag gik jeg vanen tro og holdt øje med staldkameraet, når jeg var inde i huset og ikke ude at fodre og kigge. Page gik rundt på marken – ingen Page i stalden! Alt åndende fred! Da jeg så kom ud med sutteflasker til de to flaskelam ved 17tiden, stod Page ude på marken og slikkede tre små nyfødte lam! Ih, du milde!
Huh, lammene var kolde af at ligge og stå ude i den stride blæst! Især det lillebitte og nok sidstfødte, hvide lam var meget forkommen. Vi fik lammene båret ind i stalden og Page kom med – lokket af lammenes brægen. Jeg fik gnubbet lidt varme ind i det hvide lam og lod så Page nusse og slikke for resten. De tre lam – et rimeligt stort vædderlam og to meget små gimmerlam var alle friske og absolut livsduelige, da de først havde fået varmen! Uh, hvor dejligt! Alt var fryd og gammen og jeg var glad!
Ja, alt så såre godt ud og virkede harmonisk! Men så gjorde jeg (måske??) den fejl ikke at skærme Page og hendes lam, da resten af flokken senere kom ind til aftensmad og natlogi. De plejer jo alle at gå sammen og kun hvis der har været ekstraordinære omstændigheder sætter jeg et får for sig selv. Nu gik de delt i to grupper – de store lam og mødre i den ene halvdel og de små i den anden. Jeg ved jo ikke, om det havde hjulpet, hvis jeg havde bygget en boks og sat Page og de tre nye lam der for sig selv. I hvert fald var Page helt ude af flippen, da jeg kom ud for at give nat-flasker til flaskelammene og fnøs af alle, der nærmede sig – inklusive sine egne lam og mig. Hun var fuldstændigt rundt på gulvet. Jeg fik hurtigt banket et aflukke sammen og fik Page og lammene derind, sammen med foderspand, vand og hø til at berolige den opkørte mor. Hun faldt lidt til ro og begyndte efterhånden at opføre sig som en nybagt mor over for de to små piger – men det store vædderlam var fuldstændig udelukket fra hendes sfære. Hun fnøs og stampede, og stangede ham hårdhændet væk. Åh nej ….. Det gode er, at han er sød og skøn og en kraftkarl – det knap så gode er, at han skal have mad ret ofte …… af mig!
Onsdag var der familieudflugt og den eneste dag jeg ikke var hjemme. Flaskelammene blev fodret lige inden vi kørte, og jeg susede ud i stalden med sutteflaskerne, så snart vi kom hjem. Der stod lille søde Mi to små helt bedårende lam. Åh, hvor var de søde! En lille kridhvid vædder og en lysegrå gimmer! Helt utroligt bløde og fine, med små trekantede hoveder.
Mi har ikke været meget tyk og havde ikke særligt store yvere, så jeg troede, at hun skulle være den sidste …. og så står hun bare der med sit blide blik og har selv klaret det hele i fin stil. Hvilken lykke!
Jeg er så heldig, at min familie kommer hjem til os i påsken, når nu jeg er bundet til adressen pga. får og lam – det er så dejligt! Et af mine skønne børnebørn sagde tirsdag formiddag, at han så gerne ville se et lille lam blive født – og vi snakkede om, at vi måtte se, om han kunne være så heldig. Da aftensmaden var ved at være til ende, kiggede jeg på mit FarmCam – og så var heldet der allerede. Bunad stod og slikkede 2 lam, men var tydeligvis ikke færdig. Det meste af familien trak i overtrækstøjet og listede i stalden. Børnene legede stille gemme udenfor, mens vi ventede på lammet og blev kaldt ind, da presseveerne meldte sig og så stod vi der alle og så et lille lam blive født! Det var en fin oplevelse at have sammen med de små.
Bunad fik altså 3 fine små sorte lam – de to med blis og den tredje helt sort. To piger og en dreng! De blev slikket og nusset, men Bunad virkede træt og mat ovenpå læmningen. Hun er stadig lidt træt og irritabel – og det kan man godt forstå – og jeg holder godt øje med hende og giver hende lidt ekstra opmærksomhed. Nogen gange ser det ud som om et af lammene bliver skubbet væk, men så lidt efter står de og sutter. Jeg krydser fingre for at det går og at Bunad selv vil passe alle tre.
Fredag aften lagde Kuzmina sig og fødte sine lam lige midt i fredagspizzaen! Men hurra hurra – jeg var så lettet og glad som …..ja, jeg ved ikke – en lykkens pampåskefis?
Kuzmina har i den sidste uge lignet én, der var i fødsel- eller ihvertfald meget tæt på – og har været kilde til stor bekymring for mig. Min søde dyrlæge har flere gange beroliget mig: “De kommer, når de skal!” Og han jo ret! Men jeg kan ikke mindes, at jeg nogensinde før har oplevet et får, der i en hel uge går rundt og skraber, lægger sig, ligner én, der presser og så alligevel ikke. Utallige er de gange, hvor jeg er gået i stalden i forvisning om, at NU var det – for så at møde et får der rejser sig op og spørger “Er det nu vi skal have mad?”. Det har været kilde til stor frustration og bekymring – det indrømmer jeg blankt! Fra onsdag aften gik Kuzmina virkelig til den og den del af stalden, hvor hun kunne komme, lignede en pløjemark. Al halm var endevendt i flere omgange. Men ingen lam trods prusten, baksen, stønnen og altså skraben. Men så endelig fredag ved 19-tiden blev det alvor og Kuzmina lagde sig og satte det afgørende pres ind! Da jeg kiggede på staldkameraet råbte jeg “Yes”, for der lå en lille sort sag i halmen. En veninde og jeg forlod aftensmaden og måtte i stalden og fulgte her at yderligere to små lam kom til verden. Kuzmina hun er ret privat og lægger sig altid med bagdelen den anden vej – men hvad gør det, når hun som det første får i år klarer hele læmningen selv! Sådan!! Åh, jeg var så glad og lettet hele aftenen!
Tre ret små, kulsorte gimmerlam! De bliver nusset og passet og sådan håber jeg det bliver ved med at være! Hurra hurra! Tilbage ved pizzaen sad min søde mand og hviskede med min mor om, at det da var godt, at jeg havde sørget for at tage bekymringerne på forskud ….. og han har fuldstændigt ret! Dog synes jeg, at jeg er en lille bitte smule undskyldt af det meget ualmindelige forløb og det faktum, at der har været bøvl med benstillingen og brug for hjælp ved de tre foregående læmninger! Men ja – stol på dine kompetente får, Dorte
Fredag aften gik Aisha i gang med alle øvelser indenfor disciplinen “læmning”. Der blev skrapt, lagt sig, rejst op igen, pustet og stønnet og til slut også presset. Alt sammen så fint – og jeg var glad, for nu var det weekend, og jeg kunne bare være der. Problemet var bare at der intet skete! Så jeg måtte igen hjælpe til. Ved fælles hjælp og en del bøvl fik vi et gimmerlam ud – og siden kom så et vædderlam! Uh, så dejligt med et par helt almindelige tvillinger! Sorte og smukke og især vædderen er sprudlende af liv og energi. 30 min gammel gjorde han bukkespring – og allerede næste dag hoppede han rundt og drillede de ældre lam og opfordrede til leg.
Aisha har derimod svært ved at komme sig over fødslen. Der er jo altid en risiko, når det bliver kompliceret. Hun har fået feber, dyrlægen er konsulteret og nu krydser jeg bare fingre for, at hun kommer til hægterne igen. Både fordi hun er et pragtfuldt får – men jo også fordi, hun meget gerne skal tage sig af de to lam. Jeg trænger virkelig til læmninger, der bare sker af sig selv – altså hvor fåret kan klare det selv og jeg nærmest ikke når at opdage det. Det er jo så dejligt at overvære en læmning, men jeg har deltaget aktivt i alle årets læmninger – jeg håber at den stime er ovre nu.
