Mi ville heldigvis også være med. Hun valgte dog at gå i gang lige da alle andre var på vej i seng. Men vi var to, der tog nattevagten og fik hjulpet Mi – for de lå lidt skævt. Det første lam lå med bøjede forben, – en fin lille dreng, der blev slikket og nusset grundigt. Efter en halv time var det næste lam klar til at komme ud, men det havde kun ét forben fremme, så da måtte jeg hjælpe godt til. Det lykkedes heldigvis at få det lirket ud og det var en fin lille hvid pige. Begge lam var mærkbart mindre end de andre i år, så jeg havde nok en mistanke – og ganske rigtigt var der ét mere på vej. Også dette sidste lam skulle have hjælp til at komme ind i verden, så det var så dejligt at være der. Mi var sød og tålmodig og nussede og pussede dem alle tre, så jeg var ikke bekymret, da jeg gik i seng. Det er dejligt med veloverstået læmningssæson!
Her har I Mi dagen efter med de tre små – Bamse, Kylling og Ælling!
Onsdag aften lagde Nuuk sig til at læmme i den skønne lune aftenluft – lige uden for stalden. Ungerne sov, men de voksne der var hjemme tog en trøje på og satte sig ud til aftenunderholdning. Det er jo et lille stykke magi hver gang! Nuuk skulle lige have hjælp til at få lammets forben strakt ud, men klarede ellers det hele selv og fødte et smuk gråsort lam! Og denne gang var det skam en pige! Jaaah, de andre grå har været drenge. Et af Vigdis´ lam var vældigt nysgerrigt!
Inden Nuuk var klar til næste lam, var det buldermørkt, så vi fik hende og lammet med ind i stalden og sat i læmmeboks, så hun kunne være i fred. Mønsteret gentog sig med forben der ikke er strakt frem, Nuuk er sej og skulle nok have fået det næste lam ud, men når jeg nu var der, trak jeg forbenene frem på plads. Og så klarede hun resten selv. Et sød beigefarvet/hvidt vædderlam. Billedet herunder er fra morgenen efter, da de fulgtes med mor ud på græsset! Jeg er så tilfreds med, at mine gamle får “nøjes ” med at få to lam. Det er skønt! Og navnene? Må jeg præsentere “Ingrid og Lillebror”.
En konsekvens af ikke længere at have så mange får er jo at også læmmesæsonen går hurtigt. Allerede efter 3 læmninger er jeg over halvvejs – og kun to tykke madammer går rundt og puster og giver sig. Nuuk og Mi fylder godt i landskabet og selvom jeg håber på tvillinger, så skulle det ikke undre mig, hvis der gemmer sig et par trillinger også! Fårene er glade og har det godt, selvom de puster lidt over det, så det er skønt!
Farmors feriepasning var åben nogle dage i påsken og vi havde travlt mandag formiddag med at få hentet æg hos søde venner og få købt ind. Jeg holdt øje med stalden via min telefon – og sagde, da vi var ved at betale i byggemarkedet: “Så børn, nu skal vi skynde os hjem”. Butterfree var ved at lægge an til læmning – og jeg ville gerne være i nærheden af den førstegangsfødende. Men selvom vi var hjemme mindre end 10 min efter, så nåede vi det ikke! Butterfree stod roligt og slikkede et ordentligt stort og meget smukt lam! Hvor sejt, at den lille frøken klarede det selv. Det lover jo godt for fremtiden!
Palmesøndag om aftenen var Vigdís lidt urolig, så jeg tog telefonen med min staldovervågning med i seng og satte vækkeuret til kl. 2. Men her åndede alt fred og ro, og selvom jeg lå vågen et stykke tid og holdt øje, var der ingen aktivitet. Så jeg sov videre med sindsro. Da jeg kom ud i stalden igen kl 6, stod Vigdís ikke desto mindre glad og fro og gumlede hø med to tørre lam ved sine fødder! Hvordan hun laver det trick, det ved jeg ikke! En ting er at spille uberørt, når jeg kommer ud i stalden…., men hun kan da umuligt mærke, hvornår jeg ser på StaldCam-appen, kan hun ?? Men når hun klarer det så fint, er alt jo godt – og med endnu et par tvillinger – en vædder og en gimmer – så har jeg intet jeg skal klage over! Hurra og tillykke! Til gengæld er det i orden at klage over billedet, hvor kun det ene lam er synligt! Jeg skal gøre det bedre næste gang! Jeg var vist mest optaget af børnebørnene 😉
Kuzmina gik i går eftermiddags noget rundt om sig selv, lagde sig og rejste sig igen. Der var optræk til familieforøgelse! Jeg var alene hjemme og kunne bare hellige mig processen. Først i sofaen via mit staldkamera og siden ude i stalden. Jeg måtte hjælpe Kuzmina med at komme i gang, da hun efter lang tids pressen ikke kom længere. Gosh, det er jo en pony, tænkte jeg, da jeg fik fat i forbenene, der stak lige op i ryggen på Kuzmina. Det var en ordentlig krabat. Da først lammet lå i stilling lod jeg hende klare det meste selv og efter hårdt arbejde kom et stort sortgråt vædderlam ud. Han var livskraftig og hurtigt på benene og mens han forsøgte at finde en pat, trykkede Kuzmina lige maven sammen fire gange og ud gled et næsten lige så stort hvidt gimmerlam.
Kuzmina har i flere omgange fået trillinger og kun ønsket at passe de to, så jeg er lykkelig for at hun denne gang nøjedes med to lam. Sådan et par kraftkarle – de skal nok blive til noget. I eftermiddag kom de med ud på græsset for første gang! Sol og dejligt vejr! Hurra!
Oven på fredagens voldsomme oplevelser, var det livgivende og i hvert fald livsbekræftende at sidde og se på Mi føde sine lam lørdag eftermiddag. Jeg var egentlig på vej afsted til koncert sammen med gode venner, da jeg lige skulle ud og have et sidste kig på at alt står godt til i flokken. Dér stod Mi så midt på markvejen med vandblæren ude og klar til at læmme. Alle de andre lam fór rundt omkring hende og hun var lidt forvirret over, hvis lam der var hendes, så jeg fik hende fulgt ind i staldens ro. Jeg meldte afbud til koncerten, for efter i går trængte jeg til en god historie i maven – og havde ihvertfald brug for at være der. Mi lagde hun sig straks lige foran mig og fødte et lam. En lillebitte pige! Hvor skønt. En halv time efter prøvede hun til igen, men kunne ikke få lammet ud. Da jeg mærkede efter, var det kun det ene forben, der var fremme, så jeg skubbede lammet tilbage og fik det andet med frem også. Og så skubbede hun flot det andet lam ud også. En lillebitte pige mere! Endnu en halv time efter gentog det hele sig – også det med forbenet. Så det var godt jeg var der. Mi er den sejeste lille rolige mor, der slikker sine lam grundigt alt imens hun siger små kærlige lyde og spiser lidt hø til. Hun er virkelig skøn. Tre små piger – men godt nok meget små. En god afslutning på årets læmmetid.
Fredag morgen vågnede jeg meget tidligt og kunne se, at Kuzmina havde gang i læmningen, så jeg stod op og gik i stalden. Her stod hun – Kuzmina – med to fine lam og alt åndede fred. Jeg undrede mig egentlig lidt, for hun havde lignet en, der skulle have tre og så store var lammene heller ikke. Men andre ting gjorde, at jeg ikke undersøgte hende nærmere. Og et par timer efter lå Kuzmina pludselig og pressede af alle kræfter. Et par bagklove stak frem, lammet sad fast, men jeg kunne heldigvis hjælpe hende med at bringe et stort vædderlam baglæns til verden. Det med at føde 2+1 lam har Kuzmina før gjort (og derfor burde jeg have mærket efter), hvilket resulterede i, at hun kun tog sig af de to førstefødte. Så jeg fik lammet hen under hendes næse i en fart og hun begyndte gudskelov at slikke den sidst ankomne. Problemerne viste sig først, da lammet rejste sig og ville die. Så blev han slået væk. Mærkeligt, når hun lige havde slikket ham så kærligt og omsorgsfuldt. Jeg fik malket råmælk ud af flere omgange og givet ham med sonde, så jeg var sikker på at han fik det han skulle starte på – mens jeg belavede mig på, at resten af ansvaret nok blev mit (#flaskelam).
Jeg beklager det dårlige billede af den lille familie, men Kuzmina var ikke indstillet på fotosession og så skete der alt muligt andet. Det var, hvad jeg nåede i dag!
Mandag morgen vågnede jeg – af en eller anden grund – klokken 04.40. Jeg åbnede for min FarmCam-app på telefonen som (kun) i denne tid ligger på sengekanten. Mit unge førstegangsfødende får Nuuk stod med et lam. Jeg stod op og ville ud at se om, alt gik som det skulle. Hun har været så tyk, at jeg var sikker på, at hun ville få et lam mere – og det ville jeg da gerne sidde og se på. Nuuk stod roligt og slikkede et lille loddent vædderlam. Jeg indrettede mig med et sæde/ryglæn af halm og forventning i maven. Nuuk gav sig til at presse igen, men der skete ikke rigtigt noget. Jeg kunne mærke forbenene kort inde, men de blev mere presset op i ryggen på Nuuk end ud og så snart jeg lige fik dem drejet frem, klarede hun fint at få lammet ud selv. Sikke da en lykke! I det øjeblik jeg lettede mig fra mit halmsæde langs den ene væg for at hjælpe Nuuk, overtog Vigdís pladsen. Hun lagde sig ned, løftede sig op på forbenene og stemte imod og efter to kraftige pres, kom vandblæren til syne. Hun lagde sig og pustede et par minutter, stemte sig op på forbenene igen og pressede til. Kun fordi jeg var der, hjalp jeg lige med at få forbenene strakt, da lammet var halvvejs, men ellers havde hun fint klaret det alligevel. Et flot stort vædderlam! Whao, Vigdís er sej! Da jeg vente mig om, stod Nuuk også med endnu en vandblære. Hmmm – selvom hun er en voksen 2-åring, så er hun førstegangsmor og jeg havde bestemt håbet på, at hun “kun” skulle have haft to lam. Det kunne jeg godt have undt hende. Da Nuuk begyndte at presse denne gang, kunne jeg mærke, at hun var ved at være godt træt. Jeg tror, hun har stridt en del i løbet af natten, for at få det første lam ud, og nu var der ved at være udsolgt. Problematikken var den samme, med forbenene pegende opad, men ved fælles hjælp fik vi det tredje lille vædderlam til verden. De er friske og levedygtige alle tre og Nuuk virker meget omsorgsfuld og kærlig overfor dem alle tre.
Vigdís havde også travlt med at slikke sit lam, men samtidig kunne jeg fornemme, at hun gjorde “klar”. Det gjorde jeg så også – og da hun 20 minutter efter den første “satte” sig til rette, var jeg klar med kameraet. I skal få hele fødslen en anden dag. Men nu lagde hun sig altså, pressede vandblæren ud, slikkede sin førstefødte, og pressede så en stor flot søster ud til ham! Imponerende! Jeg gav mig til at servicere de fødende! Egen boks, lunt vand, masser af hø og en lille smule foder. Alt imens jeg forventede, at Vigdís efter 20 minutter igen ville presse et lam ud, for der var en tydelig vandblære mere. Men det trak ud og trak ud. Da efterbyrden begyndte at komme, måtte jeg mere og mere hældede til, at der måske alligevel ikke var tale om en vandblære, men bare hinder, der tilfældigvis var fulde af vand – eller, at der måske kom et dødfødt lam sammen med moderkagen. Men lidt før 11 – mere end 3 timer efter det andet lam – kom der en lillebror ud sammen med efterbyrd og moderkage og i den anledning noget mere rød af blod en vanligt – men frisk og frejdig! Og Vigdís var heldigvis ikke i tvivl om, at det var hendes lille guldklump og hendes ansvar! Sikke en skøn morgen! Et ungt og et erfarent – men to meget seje får! Og seks fine lam!
Søndag sidst på eftermiddagen fik Oslo årets første lam. Sikke en lykke! Allerede lørdag eftermiddag begyndte hun at gøre tegn til læmning, så jeg troede egentlig at der ville være lam i løbet af natten. Men der kom ingen lam – og heller ikke i løbet af formiddagen. Vi skulle på visit om eftermiddagen, men på et tidspunkt kiggede jeg på min staldkamera-app, og så var det tid at komme hjem. På turen hjem kunne jeg se Oslo presse voldsomt og hårdt, uden synligt resultat, så jeg belavede mig så småt på, at jeg skulle hjem og assistere. Men da jeg kom ud i stalden var et lam lige præcis blevet presset ud og Oslo var i fuldt gang med at slikke det. Efter 5 minutter kom endnu et lam til verden og 20 minutter efter igen kom så det tredje! Et gimmer- og to vædderlam. Oslo nussede og puslede, slikkede og sagde søde lyde, så alt var en fryd. Jeg kunne nøjes med at nusle og pusle om hende og sørge for en lille barselsboks, lækkert hø, lidt foder og lunt vand i spanden. I dag har den lille familie været ude en lille stund, men vinden var for skarp, tror jeg de synes, så de trissede ind i den lune halm til en tår mælk og en lille søvn. Mega sejt, lille Oslo! Jeg tror, hun stred virkelig meget for at få den første ud, men nu er alt fryd og gammen – og jeg krydser fingre for, at hun fortsætter med at passe alle tre. Herunder er de alle tre – oven i købet i fødselsrækkefølge!
