Kategoriarkiv: Læmning

SÅ kom Bunads lam

Hurra hurra, nu har Bunad fået sine lam og alt tegner godt! Så dejligt! Jeg er så glad
Bunad har i de seneste dage fået mere og mere yver og i morges var de ret spændte. Nå, tænkte jeg …. Nu kan det ikke vare længe.

Sådan skrev jeg sidste søndag den 1. maj – og så ramte ugen mig og jeg nåede ikke længere.
Men jo, Bunad fik sine lam – og jeg kisteglad og lettet over en god læmmesæson.
Lammene lå lidt hulter til bulter, men ved fælles hjælp fik vi dem ud! Tre dejlige sorte lam, én vædder og to gimmere. Bunad passer dem fint alle tre og de er hurtigt blevet integreret i flokken af lam! Skønt!
Herunder er de tre timer gamle og allerede i gang med at udforske en verden af …græs!

Påskemorgengave

Her i læmmesæsonen har jeg telefon og AirPods med i seng. Så kan jeg følge billeder fra stalden og høre lyden uden at forstyrre min mands søvn unødigt. Jeg havde sat telefonen til at vække mig kl.4 søndag morgen, for jeg havde fornemmelser i forhold til Vigdis. Hun gik uroligt rundt, så jeg lå i den kolde morgen lunt under min dyne og fulgte halvsovende lyd og billeder fra stalden og den begyndende fuglesang fra vinduet. 
Det tegnede til en på alle måder smuk påskedagsmorgen. Ved 5-tiden var jeg ude og kigge, men Vigdis synes bare, at jeg skulle gå i seng igen. Men ved 6-tiden stod jeg op, for der var ved at komme gang i fødslen. 
Lidt efter min ankomst kom et ganske lille hvidt vædderlam til verden i fin stil med forbenene først – lige efter bogen. 
Min svigerdatter og to styks morgenfriske  børnebørn kom med ud i stalden og sammen sad vi og så det lille lam komme på benene, mens Vigdis forberedte lam nummer to. Det kom til verden i et hovedspring. Sikke en fin oplevelse sammen. Men det var også lidt koldt og de små gik ind igen. 20 min efter kom det tredje lam – denne gang med bagbenene først. Vigdis er sej. Hun tager det stille og roligt – et lam af gangen.

Her ser I Vigdís med sine tre hvide lam. Et vædderlam og to lidt større gimmerlam – med mørke ben. Der er trængsel ved patterne, men da ekstra meget, når de alle vælger den samme. De er livskraftige alle tre og Vigdís er tålmodigheden selv, så det skal nok gå.

Hurra for Mi og hendes to søde lam

Torsdag aften kunne jeg se på min telefon at Mi gik ret hvileløs rundt i stalden – og så var jeg klar over at noget var under opsejling. Hun plejer nemlig at ligge bumstille og snorke højlydt hele natten. Så jeg sendte familien i seng og gik i stalden. Mi er jo førstegangsfødende, så jeg ville meget gerne være der. Helt som vanligt fik fårene med lam en portion natmad og masser af hø til natten. De gravide fik en håndfuld og lidt strå. Mi kom hen og spiste ganske som sædvanligt, og da jeg efterfølgende satte mig musestille for at våge, lagde hun sig roligt til at sove, som resten af flokken. “Det var lige godt pokkers”, tænkte jeg, og da jeg faktisk også selv var ved at falde i søvn, gik jeg i seng. Med hovedet på puden kiggede jeg på StaldCam. Alle sov! Hmmm!
Men jeg kunne alligevel ikke helt slippe min fornemmelse og lagde mig og læste lidt.
20 min senere kiggede jeg igen – og her lå Mi og pressede med hele sin lille krop! Sådan en udspekuleret rad!
Jeg fløj ud af sengen igen, fik staldtøjet på og gik ud i stalden igen!
Jeg kunne hjælpe Mi en lille smule med at lirke og blødgøre og udvide – men havde jeg ikke været der så havde hun klaret det selv! Et lille spinkelt hvidt vædderlam! Uh, hvor fint – og straks var hun over ham med slik og kærlige lyde. Efter noget tid lagde Mi sig igen og pressede et sort gimmerlam til verden! Hold dag op for en sej lille tøs.
De er virkeligt spinkle, i forhold til de andre “kornfede” og velnærede ældre lam, men det er flot at få to lam som 1 årig – og godt med et lam til hver pat!
Det lyse vædderlam er helt bedårende! Det er så meget lettere at se “ansigtsudtryk” på de lyse og grå – end på de sorte. Gimmerlammet er med garanti også meget smuk – det er bare svært at se.
Glad, lettet og så stolt af Mi kunne jeg kravle til køjs.

Kuzminas to ….. – nej, tre

Lørdag formiddag lagde Kuzmina op til læmning. Jeg var bare glad – efter en travl arbejdsuge med ingen læmninger, så var det jo nærmest optimalt med flere lam på påskeferiens første dag.
Kuzmina fik selv første lam og det så fint ud. Jeg synes at det var lidt lille og med øje for Kuzminas tykke mave, tænkte jeg, at så kommer der nok tre. Det varede rigeligt længe, men så kom også nummer to – og så kom det første af efterbyrden og der var ikke tegn på flere lam. Okay- tænkte jeg. Så har jeg taget fejl. Og glad var jeg. To livskraftige sorte gimmerlam. Top!

Men da det sidste af efterbyrden faldt ud sidst på eftermiddagen var det som om der stedet kom resterne af en sprungen vandblære …. Hvad var nu det? Var der alligevel flere? Jeg kunne ikke mærke nogle lam, men det føltes alligevel meget uvant. Jeg konsulterede en vagtdyrlæge og hun mente at det nok bare var lidt mere efterbyrd. Vi holde løbende øje med Kuzmina lørdag aften. Da jeg kom derud ved 22-tiden lød der en vedvarende lillestemme-brægen. Kuzmina havde født et tredje lam, som hun ikke havde slikket og tørret og bestemt ikke følte moderfølelser for.
Jeg fik det tørret og masseret, men det var noget forkomment og ville ikke stå eller sutte. Så jeg fik malket råmælk ud af Kuzminas velforsynede yver og givet det kolde lam en ordentlig portion varm og nærende råmælk med sonde – og pakket det godt ind i hø, ved siden af sine søskende. Og så krydsede jeg ellers fingre – “Kom nu, Kuzmina! Du har så rigeligt med mad og moderkærlighed – del det nu bare på tre”.
Men mine bønner blev ikke hørt. Lammet klarede sig fint og livede hurtigt op – og næste morgen kunne man som dårligt kende forskel på hende og hendes søstre – bortset fra, at hun ikke fik lov af drikke af sin mors patter. Jeg sloges med Kuzmina og holdt hende, men måtte efterhånden sande, at jeg havde tabt den kamp! Så sutteflasken blev fundet frem igen! Suk!

Jeg må indrømme, at jeg slet ikke kunne finde lysten og kraften til at være fuldtids-baby-mor. Så jeg tilbød en ung familie med et to søde drenge og et par får med lam på vej, at hvis de havde lyst og mod på det, så måtte de få den lille pige. Det havde de sørme – og det fine lille gimmerlam er her i aften rejst hjemmefra! Jeg ønsker dem alt muligt held og lykke – for selv om det er fast arbejde, så er det jo også en fantastisk dejlig oplevelse med sådan et lille tamt og knusende sødt lam!

Trillinger i natten

Jeg havde sat telefonen til at bimle lidt over 3 i nat. Hanun havde skrabt i halmen og gået lidt uroligt rundt om sig sig selv, da jeg var ude at sige godnat ved midnatstid, så jeg ville gerne lige se, hvordan det gik med hende.
Hun lå i halmen og så lidende ud – og hvor hun som regel slet ikke er til at komme i nærheden af, lå hun nu stille og nærmest bad om, at jeg kom. Jeg havde heldigvis taget det varme tøj på og en spand varmt vand med også, så jeg var klar.
Hanun var egentlig fødeklar, kunne jeg mærke, men der sad en prop i livmoderhalsen – en prop med hale! Åh nej! Men jeg har prøvet det før og fik skubbet lammet lidt tilbage i livmoderen. Straks kom der en vandblære frem, men den lille rumpe gled også straks frem igen og lukkede. Nå, men så måtte vi jo rigtigt i aktion! Jeg fik skubbet, flyttet og puffet og fik så fat i et par bagben som jeg forsigtigt kunne løfte op og lirke med ud uden at ridse i Hanun. Forsigtigt, men hurtigt, fik jeg lammet ud med bagbenene først og hovedet sidst og lagt det hen foran Hanun. Det gav moral og den gode mor fik sig stablet på benene og slikkede den nyfødte. Det næste lam lå også sært, men det fik jeg da ud med forben og hoved først. Hvor skønt!
Da Hanun havde slikket sine lam godt og havde fået dem på benene, kom der en vandblære mere og ganske få minutter efter pressede hun let et tredje lam ud! Tre sorte lam – fine ensartede i størrelsen!
Uh, hvor skønt at være der, så det gik godt. Og skønt at det er weekend, så jeg bare kunne sidde i natten med et stort smil om munden – opdagede jeg – og se de tre nye finde sig til rette med deres seje mor. Det bliver ikke til mange billeder, når jeg sådan er fødselshjælper mellem kl. 03.30 og 5.15, men et enkelt fik jeg da taget inden jeg gik ind i seng. Hurra og godnat!

Aisha får lam

I går eftermiddags var vi på hyggeligt familiebesøg. Det varede dog ikke længe før jeg via telefon og StaldCam kunne se at Aisha gik rundt i stalden og skrabte i halmen.
Jeg trøstede mig med at hun jo er en erfaren dame, så hun skulle sikkert nok klare den. Men da vi kom hjem til aften, var der stadig ingen lam og Aisha skrabte, lagde sig og ….. så ikke mere. Jeg trak i staldtøjet og gik ud for at undersøge lidt på sagen – og alt det hele virkede rigtigt – bortset fra, at Aisha slet ikke var åben og kunne få gang i fødslen. Da jeg havde siddet og set på hende en tid besluttede jeg mig for at hjælpe hende. Jeg fik lavet en lille åbning i livmoderen, så vandblæren kunne komme igennem og hjælpe med at udvide fødselskanalen. Og det hjalp! Vandblæren kom, og Aisha pressede og lagde sig, efter noget tid sprang blæren og hun kunne slikke fostervandet i sig.
Men selv om hun tydeligvis forsøgte, skete der så igen ikke mere. Jeg fik hjulpet forbenene frem, men jeg tror Aisha var ved at være træt. Ved fælles hjælp fik Aisha og jeg trukket og skubbet et fint sort vædderlam ud! Åh, hvor dejligt!

Så skulle der nusses og slikkes – og den lille kraftkarl havde i hvert fald ikke taget skade af den langvarige optakt, for han begyndte straks at prøve på at komme op at stå.
Tre minutter efter sin fødsel stod han på alle fire ben og begyndte at søge efter mælk. Det er en gut med fremdrift. Efter noget tid ville jeg lige se Aisha bagfra – og her kunne jeg lige skimte et par forklove. Så herligt! Jeg kiggede væk i måske 10 sekunder og … plask, så faldt en lillesøster ned i halmen!

Ih, sikke en dejlig lørdag aften! Det var hyggeligt, at sidde og se på de to små! Og måske var det ikke de sidste i denne omgang, for både Oslo og Hanun gik også uroligt rundt.

Status over læmmesæson

Læmmesæsonen 2021 er slut – nu er det lammesæson for resten af pengene! Læmningerne faldt ligesom i to grupper med Hanun i midten – og ikke ret mange i påsken, som jeg altid prøver at planlægge efter! Det er ikke nemt at planlægge sådanne sager! Det lykkedes mig desværre ikke at se én eneste almindelig fødsel i år.
Det er ellers altid en stor og magisk oplevelse, som jeg holder meget af. Det må jeg glæde mig til at opleve næste år.

10 får har fået 24 levende og friske lam. Det er ret sejt. Et hold firlinger (Vigdís) og to hold trillinger (Gærdesmutte og Hanun) og syv hold tvillinger Oslo, Aisha, Kuzmina, Harissa og Bunad) her imellem de to førstegangsfødende (Yavapai og Page). Så det er ret sejt! De er født på 24 dage mellem den 18. marts og 10. april.
2,4 lam pr. får er jo super flot, men derfor er det alligevel kreperligt, at to store flotte lam ikke klarede fødslen. Sidste år mistede jeg også to, det skal ikke blive en tradition.
Page fik jo ikke rigtigt knyttet bånd til sit ene lam, så det passer jeg, men ellers passer fårene ind til videre alle lam selv. Det er jeg taknemmelig for! Så slut på en – trods alt – rigtig god læmmeperiode – og goddag til lammesæson med mange skønne, sjove og hyggelige stunder.

Page og Bunad har læmmet i nat

Da jeg kom ud i stalden i morges lå Page nok så glad og fro med et lysegråt lam. Hun så frisk ud og det lignede, at der var styr på sagerne. Sådan! Page er jo også førstegangsfødende, så det er sejt. Det eneste, der undrede mig, var, at hun ikke havde fået to lam, for hun har fyldt godt i den seneste tid.
Bunad havde født senere i nat. Hun stod og nussede om to store gimmerlam og ét der lå dødt. Åh nej, ikke igen. Ja, jeg synes det er svært, for nu har jeg jo ikke været på arbejde, men bare sovet, hvor jeg i stedet for skulle have hjulpet Bunad. Jeg var sent i stalden i aftes og tidligt ude, men det var ikke nok! Min søde mand siger, at jeg ikke må være så hård ved mig selv, men åhhh, … Jeg hader ikke at være der.

Men rundt i halmen stavrede også et lille kulsort lam. Slikket og tørt og …. helt alene. Bunad ville ikke kendes ved det og det passede heller ind blandt hendes store, stadig våde lam.
“Page?”, sagde jeg spørgende. Det passede meget bedre – også i størrelsen. Hun har fået to lam og det sorte lam er slikket og fint, men hun vil hverken eje eller have det. Det får slet ikke lov til at komme i nærheden af hende. Stakkels lille. Gad vide, hvad der er sket der.

Jeg fløj forbi fryseren, hvor jeg heldigvis har råmælk fra Oslo frosset ned. Det fik jeg tøet op og puttet i sutteflasken og her er i hvert fald et lam, der kan sutte. Hold da op!

Sorg og glæde – Harissa har læmmet

Da jeg kom hjem fra arbejde i dag stod Harissa med to nye lam. Nej, hvor dejligt – og de så friske og kække ud begge to. To gimmerlam.
Men en tredje søster lå død lidt derfra! Åh, nej, hvor trist. Jeg bliver så ked af det!
Den så fin og veludviklet ud, men altså død.
Harissa så ud som om det havde været en hård omgang og det døde lam har måske ligget forkert, ligesom ved søster Hanun. Og i dag jeg var der ikke til at hjælpe!
Jeg bliver bare så trist inden i! De små lam ligger trygt og godt i mors mave i 5 måneder og er klar til at indtage verden – og så går en eller anden lille ting galt ….. Øv! Sikke en mavepuster!
Jeg var hjemme hele påsken, hele dagen i går og fra i morgen eftermiddag er jeg hjemme hele weekenden! Og så vælger Harissa lige de 6 timer jeg var på arbejde i dag til at lægge sig med veer! Men sådan er det – og hverken Harissa eller jeg kan gøre for det. Hun bliver nødt til at læmme, når hendes krop siger til – og jeg bliver nødt til at passe mit arbejde. Ellers har jeg ikke råd til at have får 😉


Men nu vil jeg sætte mig ud i stalden og glæde mig over, at der er to levende søde lam mere på Bjerget! Den ene er næsten helt sort og den anden er mere grålig og har en sjov og ret karakteristisk snoet blis ned af næseryggen. To hurra og et lille suk !

Hanun fik trillinger i nat

I går gik Hanun rundt og lignede en halvsyg høne. Da vi nåede til aftensmaden skulle hun stort set intet have. Det er et af de tegn, jeg har at se efter …. noget var på færde.
Da jeg kom ud for at se til hende før sengetid var det tydeligt, at noget var i gang – og så alligevel ikke. Hanun pressede og gav sig, men der skete ikke noget, så jeg måtte træde hjælpende til.
Forbenene lå lidt fremme, men ikke meget og jeg kunne ikke mærke hovedet. Jeg måtte have lammet skubbet lidt tilbage, finde hovedet, der lå drejet tilbage ned langs kroppen og så prøve at få det frem. Men hver gang jeg havde fået hovedet frem og slap – svup, så drejede det ned igen. Øj, det var svært. Til sidst fik jeg både holdt fast i hovedet og hjulpet benene frem og ud, men det var hårdt for Hanun med min hånd og hovedet samtidig. Stakkels! Men ud kom lammet og det var heldigvis levende. Et sortgråt gimmerlam.

Hanun lå længe og slikkede lammet og kom til kræfter – og herefter gik tingene mere planlagt og hun fødte selv et stort gråkrøllet vædderlam. Jeg kunne bare sidde og se på familieidyllen, med slikken, små spæde babylyde og omsorgsfulde dybe mor-toner. Hanun vendte sig lidt rundt og lagde sig ned og jeg kunne se et par små klove mere stikke ud. Men nu var Hanun træt og havde ikke flere kræfter, så jeg hjalp lidt med, at få det sidste lam trukket ud. Et fint sort vædderlam! Åh, hvor dejligt!
Det hele så ud til at gå fint og Hanun tog sig fint af alle tre, så jeg gav hende en portion hø og noget frisk halm, sagde godnat – og så gik jeg i seng!

Her til morgen var der fred og ro i den nye familie og de tog sig et velfortjent hvil i halmen. Den førstefødte pige ligger lige foran Hanun, det langbenede grå vædderlam står ved hendes hoved og det sidstfødte vædderlam ligger bagved og sover.