Årets første lam

Søndag sidst på eftermiddagen fik Oslo årets første lam. Sikke en lykke!
Allerede lørdag eftermiddag begyndte hun at gøre tegn til læmning, så jeg troede egentlig at der ville være lam i løbet af natten. Men der kom ingen lam – og heller ikke i løbet af formiddagen.
Vi skulle på visit om eftermiddagen, men på et tidspunkt kiggede jeg på min staldkamera-app, og så var det tid at komme hjem.
På turen hjem kunne jeg se Oslo presse voldsomt og hårdt, uden synligt resultat, så jeg belavede mig så småt på, at jeg skulle hjem og assistere. Men da jeg kom ud i stalden var et lam lige præcis blevet presset ud og Oslo var i fuldt gang med at slikke det.
Efter 5 minutter kom endnu et lam til verden og 20 minutter efter igen kom så det tredje! Et gimmer- og to vædderlam. Oslo nussede og puslede, slikkede og sagde søde lyde, så alt var en fryd. Jeg kunne nøjes med at nusle og pusle om hende og sørge for en lille barselsboks, lækkert hø, lidt foder og lunt vand i spanden.
I dag har den lille familie været ude en lille stund, men vinden var for skarp, tror jeg de synes, så de trissede ind i den lune halm til en tår mælk og en lille søvn.
Mega sejt, lille Oslo! Jeg tror, hun stred virkelig meget for at få den første ud, men nu er alt fryd og gammen – og jeg krydser fingre for, at hun fortsætter med at passe alle tre.
Herunder er de alle tre – oven i købet i fødselsrækkefølge!