Da Bunad var færdig med sine tre, lagde Kuzmina sig ned og ville også være med. Hun var nok blevet inspireret og ville ikke være eneste gravide tilbage på smalkost.
Jeg har vist aldrig set nogen lave så fin en rede at føde i. Kuzmina lå nede i en forsænkning i halmen og pressede lige efter alle lærebøger. Jeg hjalp lige lidt med at få forbenene strakt ud, men havde jeg ikke været der, skulle hun nok have klaret den alligevel. Et ret stort vædderlam kom til verden – og jeg var glad, for det kunne da tyde på et par stærke tvillinger her til slut.
Da Kuzmina fødte det andet lam, var det bare ligesom om, tingene var lidt anderledes.
Det rørte på sig, men …. var alligevel meget stille,….. så jeg hoppede ind for at se, om der var behov for hjælp! Og så blev det lidt tungt – for det nyfødte lam levede, men var ikke rigtigt skabt. Kroppen kunne, men hovedet var helt forkert. Kuzmina var urolig og jeg lod dem stå sammen en tid. Den lille fyr kunne ikke løfte hovedet og komme op og fik ligesom nogle kramper, så han blev aflivet, for ikke at han skulle lide. Det var en tung eftermiddag og jeg græd sammen med Kuzmina. Men ….. Ja, det var slet ikke den slutning på en fin læmmesæson jeg havde forestillet mig, men sådan kan det jo åbenbart ske. Jeg har vist kun oplevet det en enkelt gang før, at få misdannede lam – og det skal man så være glad for og glæde sig over alle de andre lam, der trives og har det godt! Stakkels lille Kuzmina stod i nogle timer i stalden og snuste og kaldte, og nussede det første lam – og så gik hun ud i solen på marken og viste sit fine vædderlam frem. Sådan er livet – også her i fårestalden – glæder og sorger- men heldigvis langt flest glæder!