Påskedags formiddag – lige inden jeg skulle ind og synge morgensang – gik jeg ud for at se, om alt stod fredeligt til i stalden. Og det gjorde det sandelig, men der skete alligevel noget.
Bunad stod i afdelingen for de gravide og var ved at slikke et sort lam! Oh, hvilken lykke!
Så der blev ingen morgensang for mig. Istedet satte jeg mig ned på en skammel og nød at have tid og ro til bare at sidde og følge med i, at et lille nyt liv var kommet – og om flere kom til. Nogen kan måske mene, at nu har jeg set det flere gange og skrevet om det og hvor spændende kan det lige være, men jeg synes altså, at det er ret fascinerende hver gang.
En lille stump magi, livets gang og tilblivelse, skrøbelighed og styrke. Ren nydelse!
Og der kom flere. Vædder, vædder, gimmer ! Fantastisk!

Jeg havde ro til at liste lige så stille rundt og tage billeder af selve fødslen. Hvis man synes det ikke er rart at se på, så skal man jo bare lade være, men ellers så klik på dem, så de bliver større og I rigtigt kan se, hvor smart og smukt det er.
Det første billede viser det allerførste kig, til den vandblære lammet ligger i, på det næste kan man faktisk se to blærer, men vædderlammet i den største vil først ud. Man kan se de hvide “beskyttelseskanter” på de små klove, så er forben og hoved født og så går det stærkt og hele lammet skubbes ud, Bunad rejser sig og slikker fosterhinde og fostervand af lammet