
Så er efteråret kommet til Bjerget – og resten af landet. Der er altid en travl tid med lammeslagtning og “oprydning” efter flere flokke dyr med hegning og fodertrug rundt omkring. Så der er ikke blevet tid til opslag, men nu prøver jeg at samle lidt op på det hele.
Jeg har været rigtig glad og stolt af min lammeflok her i år. De var fine og sunde, i godt huld og med nogle meget smukke pelse. Vædderlammene blev også ved med at være forholdsvis fredelige, så jeg kunne gå ind til dem uden at få blå mærker.

Men pludselig en dag, da jeg skulle fodre vædderlammene, blev et af lammene liggende. Åh, nej! Et af de største vædderlam lå død midt på græsmarken. Dyrlægen mente, at det måtte være tarmslyng. Men, hvor kom det lige fra?
Åh, det var ærgerligt. Jeg bliver ked af det sådan en dag – mest fordi jeg synes, det er en trist måde at dø på – og selvfølgelig også ærgerlig over, at det lige skulle nå at ske fire dage før han alligevel skulle slagtes. Men sådan er det – det går op og ned.

Resten af flokken holdt sig heldigvis raske og kom afsted til slagteriet i god ro og orden. Jeg sendte 24 lam og 4 får afsted i år, så det var en stor flok.
Her står de klar i solen lige inden vognmanden bakker ind i gårdspladsen. Farvel til de fleste lam fra årgang 2020 – og 4 kære får.