Tag-arkiv: Nuuk

Nuuk har fået søndagslam

Lørdag aften travede Nuuk rundt, skrabte i halmen, gik igen osv. osv. Alle de klassiske tegn …. men der skete bare ikke mere.
Jeg gik i seng og sov den korte nat med et par afbrydelser, hvor jeg lige kunne se på staldkameraet. Ingen lam.
Tidligt i morges begyndte Nuuk at kalde uroligt på sine lam, snuse i halmen, skrabe, lægge sig og forfra igen. Nu må der gøres noget, tænkte jeg.
Der var ingen vandblære, men da jeg mærkede efter, lå den liiige inden for. Der var bare ikke noget pres på, ingen ben, der gerne ville ud.
Jeg fik fundet et par ben og ved fælles hjælp fik Nuuk og jeg et dejligt lam ud! Der blev slikket og nusset, men der skete ikke mere på føde-fronten. Jeg måtte på den igen, men denne gang var det svært at finde noget, jeg kunne mærke, hvad var. Til sidste fik jeg dog fundet et par meget små tynde ben. Jeg var ikke meget håbefuld, for der var ingen bevægelser – og ganske rigtigt, et meget lille dødt lam kom ud. Men det var svært at få ud. Det sad meget mere fast i fødekanalen end det større levendefødte. Øv, altså, hvor trist. Men nu skulle det her altså færdiggøres. Jeg kunne mærke et lam mere og fik det forholdsvis hurtigt trukket ud. Det var heldigvis levende og i normal størrelse. Så dejligt!

Nuuk slikker og pusler om de to levende – et gimmerlam og et vædderlam. Det dødfødte var en lille pige. Det var tydeligvis ikke lige dødt og det trøster mig, for det havde således ikke reddet noget, hvis jeg havde grebet ind tidligere. Nu kan jeg bare glæde mig over to sunde og friske lam!


Nuuk fik fine to i bedste sendetid

Onsdag aften lagde Nuuk sig til at læmme i den skønne lune aftenluft – lige uden for stalden. Ungerne sov, men de voksne der var hjemme tog en trøje på og satte sig ud til aftenunderholdning. Det er jo et lille stykke magi hver gang! Nuuk skulle lige have hjælp til at få lammets forben strakt ud, men klarede ellers det hele selv og fødte et smuk gråsort lam! Og denne gang var det skam en pige! Jaaah, de andre grå har været drenge. Et af Vigdis´ lam var vældigt nysgerrigt!

Inden Nuuk var klar til næste lam, var det buldermørkt, så vi fik hende og lammet med ind i stalden og sat i læmmeboks, så hun kunne være i fred. Mønsteret gentog sig med forben der ikke er strakt frem, Nuuk er sej og skulle nok have fået det næste lam ud, men når jeg nu var der, trak jeg forbenene frem på plads. Og så klarede hun resten selv. Et sød beigefarvet/hvidt vædderlam. Billedet herunder er fra morgenen efter, da de fulgtes med mor ud på græsset! Jeg er så tilfreds med, at mine gamle får “nøjes ” med at få to lam. Det er skønt! Og navnene? Må jeg præsentere “Ingrid og Lillebror”.

To tykke trunter tilbage

En konsekvens af ikke længere at have så mange får er jo at også læmmesæsonen går hurtigt. Allerede efter 3 læmninger er jeg over halvvejs – og kun to tykke madammer går rundt og puster og giver sig. Nuuk og Mi fylder godt i landskabet og selvom jeg håber på tvillinger, så skulle det ikke undre mig, hvis der gemmer sig et par trillinger også!
Fårene er glade og har det godt, selvom de puster lidt over det, så det er skønt!

Vupti – så var fårene klippede

Det kom næsten som en overraskelse for mig selv – men vupti, så var fårene klippede. Jeg husker det stadig som en tid med meget slid i mange dage, lange arme, ondt i ryggen og halløj!
Men imellemtiden har jeg så nu kun fem får – og fik faktisk ikke rigtigt taget nogen billeder, før jeg var færdig. To gange sidst på eftermiddagen, inden aftensmadslavning – og så var det bare gjort! Så nu har jeg fem nyklippede og efterhånden også lidt tykke får gående. Herligt! Velkommen til foråret! Fra venstre mod højre har vi Nuuk, den unge Butterfree, Vigdís, Mi allerbagest og Kuzmina længst til højre.

Tre gange tre er ni

Et helt umuligt billede – der tydeligt viser, hvor svært det er at få et samlet billede af de tre mødre med hver tre lam, men man kan se alle ni! 5 sekunder før stod fårene simpelthen så fint på stribe, med lammene foran sig, men så gik Vigdís to skridt, Oslo sænkede hovedet og Nuuks lam løb bagud! Bum! Væk var motivet – og alt det hele foran et fint træ i grim plastvandingssæk. Godt, jeg ikke skal leve som fotograf!
Men herunder, delt op i tre portioner, kan I se lidt mere vellykkede fotos af de tre familier. Oslo, Nuuk og Vigdís med hver tre lam. Herligt.