I dag fik Butterfree lige tid til lidt personlig pleje, mens lammene sov i solen. Jeg husker det godt, det var om at slå til, når de små sov! Det ser meget herligt og ret smidigt ud. Med tænderne får hun kløet og gnubbet sig på bagbenet og omvendt kan klovene så lige bruges til at klø panden og sætte pandehåret lidt på plads!
Sikke en skøn eftermiddag! Solen brager ned og selvom luften er lidt skarp mærker man også solens kraft og dejlige lys! Åh, hvor det er skønt og velkomment – foråret!
Får og lam nød også livet på marken. Jeg har lukket for adgangen til det nederste stykke mark, så vi rigtigt kan have fornøjelse af flokken her i påskedagene, hvor vi er hjemme og kan se dem ud af vinduerne.
Øverst har vi Mi og Vigdís, der går og er meget tykke og hele tiden ligner, at de er liiige ved at læmme, for så straks efter at være helt upåvirkede. De er lidt irriterende, men der må jo ske noget på tidspunkt! Herunder har vi Butterfree med hendes to lam, der fylder en uge i dag – og Kuzmina, der også begynder at blive lidt tyk om livet, i midten og så Nuuks to små, der rigtigt nyder solen på billedet til højre. Livet er godt!
Årets navnetema bliver Grønland. Først og fremmest på grund af den politiske storm og det helt uacceptable pres Grønland, grønlænderne og rigsfællesskabet har været udsat for, men også fordi vi har læst Iben Mondrups bog “Tabita” i den skønne lille læseklub jeg er med i og så også fordi jeg som skiskyttefan hepper på Ukaleq Slettemark, når hun suser rundt på løjperne.
Mit grønlandske er desværre ikke eksisterende, men jeg har søgt hjælp på nettet, især hos Q´s Greenland.
Butterfrees to fine lam trives og har det rigtigt godt. De er nu 6 dage gamle og er bare søde. Butterfree er en sød og opmærksom mor og passer dem godt.
Den førstefødte, det sortgrå gimmerlam – til højre på billedet- skal hedde Takuss´, som betyder “Vi ses”. Vædderlammet hedder Aluu, der er den grønlandske version af det engelske “hello”. Herunder har I altså Butterfree, Aluu og Takuss´. De er så fine alle tre med deres små hvide “tårer” på hver kind.
Butterfree har længe været mit mest sultne og spiselystne får, så da hun ved fodringstid i går aftes bare stod med hovedet ind i et hjørne og ikke skulle have noget…, ja, så var jeg ikke i tvivl om, at mit unge får arbejdede på en besætningsforøgelse. Herligt!
Og herligt er det også at kunne sidde inde i stuen og følge, hvad der sker i stalden via mit “stald-cam”. Det er fredeligt for mig og for fårene, at jeg ikke kommer og forstyrrer ikke i stalden. Da jeg nåede sengetid, havde Butterfree dog lagt sig det eneste sted jeg ikke rigtigt kan se og jeg ville under alle omstændigheder ud for at se, hvor langt hun var, inden jeg gik i seng.
Og så lå hun og pressede og jeg nåede lige at se et fint sort gimmerlam blive skubbet ud i verden. Sengetiden blev udsat og jeg nød synet af den omsorgsfulde mor og lammet, der efter få minutter kæmpede sig på benene.
Efter en stor halv times tid lagde Butterfree sig ned igen og pressede endnu et lam ud. Det havde længe ligget klar med forklovene fremme, så det tog ikke lang tid, da Butterfree lagde kræfterne i. Et dejligt, lidt større vædderlam blev årets andet lam.
Da jeg var sikker på, at alt så fint og planmæssigt ud, trissede jeg ind i seng med en dejlig, glad boble i maven. Skønt!
Her til morgen blev jeg så mødt af to tørre og friske lam med maverne tykke af mælk!
Og da jeg – inden jeg drog på arbejde – lige ville ud og tage et billede af den lille familie i dagslys, … , ja, så var det for sent, for de var gået ned i den anden ende af folden sammen med resten af flokken. En sej, ung mor og et par stærke, friske lam! Hurra!
Vigdis´ og Butterfree´s lam har jo også fået navne – og dem skal I ikke snydes for!
Vigdis` lam (tv) ligner hinanden meget, som I kan se. Den ene er en dreng og den anden en pige. De hedder Buller og Fnis – Bullerfnis i daglig tale – efter et program af samme navn som både børn og voksne her i familien var store fans af.
Den mørke skønhed i halmen er Butterfrees sygt flotte vædderlam. Han hedder Frede!
(Jeg går og hedder Frede. Hvad hedder du? Min bror han hedder Filimus!). Frede er jo altså enebarn her hos mig – og jeg ville ønske, at han havde været en pige. Han er så flot og jeg har kun Butterfree tilbage i slægten fra mit første får Sofie, OG han er så sød og rolig og omgængelig, men …. Sådan er det altså ikke. Frede er skøn!
Og således er vi nået hele vejen rundt! Tre gange tvillinger, et enebarn og et hold trillinger – det giver ti i alt – fra fem får – bum bum bum, det giver 2 i gennemsnit!
Det er meget fint, selvom det vist er lavere end ofte! Bøvlet tegner også til at blive lavere, da alle mødre passer deres lam forbilledligt! 6 væddere og 4 gimmere.
Så Kaj og Andrea, Buller og Fnis, Frede, Ingrid og Lillebror, Bamse, Kylling og Ælling boltre sig ude på marken, mæsker sig i fed modermælk, lege r og hygger og sover!
Farmors feriepasning var åben nogle dage i påsken og vi havde travlt mandag formiddag med at få hentet æg hos søde venner og få købt ind. Jeg holdt øje med stalden via min telefon – og sagde, da vi var ved at betale i byggemarkedet: “Så børn, nu skal vi skynde os hjem”.
Butterfree var ved at lægge an til læmning – og jeg ville gerne være i nærheden af den førstegangsfødende. Men selvom vi var hjemme mindre end 10 min efter, så nåede vi det ikke! Butterfree stod roligt og slikkede et ordentligt stort og meget smukt lam! Hvor sejt, at den lille frøken klarede det selv. Det lover jo godt for fremtiden!
Det kom næsten som en overraskelse for mig selv – men vupti, så var fårene klippede. Jeg husker det stadig som en tid med meget slid i mange dage, lange arme, ondt i ryggen og halløj!
Men imellemtiden har jeg så nu kun fem får – og fik faktisk ikke rigtigt taget nogen billeder, før jeg var færdig. To gange sidst på eftermiddagen, inden aftensmadslavning – og så var det bare gjort! Så nu har jeg fem nyklippede og efterhånden også lidt tykke får gående. Herligt! Velkommen til foråret! Fra venstre mod højre har vi Nuuk, den unge Butterfree, Vigdís, Mi allerbagest og Kuzmina længst til højre.
Butterfree trak det længste strå og er det eneste gimmerlam, der bliver på Bjerget i år. Hun er datter af Oslo og Aishas barnebarn – og dermed efterkommer af mit første får Sofie. Jeg har tre stam-moderfår, som jeg forsøger at have efterkommere af i min flok: Sofie, Rose og Pyt. Det bliver jo ikke lettere, efterhånden som flokken bliver mindre.
For to år siden beholdt jeg også en Oslo-gimmer, men Quito var og vedblev desværre -trods en ihærdig indsats fra min side – at være så skør, at hverken jeg eller vædderen kunne komme i nærheden af hende og hun rejste fra Bjerget i foråret.
Jeg håber virkelig, at Butterfree har et roligere sind. Det synes jeg, det tegner til, men nu må vi se.
(Dette indlæg skrev jeg i oktober, men fik af en eller anden travl grund ikke publiceret)