Da jeg kom ud i stalden i morges lå Page nok så glad og fro med et lysegråt lam. Hun så frisk ud og det lignede, at der var styr på sagerne. Sådan! Page er jo også førstegangsfødende, så det er sejt. Det eneste, der undrede mig, var, at hun ikke havde fået to lam, for hun har fyldt godt i den seneste tid.
Bunad havde født senere i nat. Hun stod og nussede om to store gimmerlam og ét der lå dødt. Åh nej, ikke igen. Ja, jeg synes det er svært, for nu har jeg jo ikke været på arbejde, men bare sovet, hvor jeg i stedet for skulle have hjulpet Bunad. Jeg var sent i stalden i aftes og tidligt ude, men det var ikke nok! Min søde mand siger, at jeg ikke må være så hård ved mig selv, men åhhh, … Jeg hader ikke at være der.
Men rundt i halmen stavrede også et lille kulsort lam. Slikket og tørt og …. helt alene. Bunad ville ikke kendes ved det og det passede heller ind blandt hendes store, stadig våde lam.
“Page?”, sagde jeg spørgende. Det passede meget bedre – også i størrelsen. Hun har fået to lam og det sorte lam er slikket og fint, men hun vil hverken eje eller have det. Det får slet ikke lov til at komme i nærheden af hende. Stakkels lille. Gad vide, hvad der er sket der.
Jeg fløj forbi fryseren, hvor jeg heldigvis har råmælk fra Oslo frosset ned. Det fik jeg tøet op og puttet i sutteflasken og her er i hvert fald et lam, der kan sutte. Hold da op!