Sidste søndag morgen så Oslo rigtig skidt ud. Hun var mat i øjnene og stod og hang – og ville ikke æde. Hun, der har spist som et tærskeværk den seneste måned. Jeg tog hendes temperatur, inden jeg ringede til dyrlægen. Hun havde nærmest lidt undertemperatur – og dyrlægen bekræftede min mistanke. Drægtighedssyge igen!
De tre store flotte lam suger simpelthen for meget energi ud af hende – selvom både Oslo og ihvertfald lammene stort set har foder ad libitum. Det er da utroligt!
Så jeg kørte igen på med “energi – medicin”, havresuppe med druesukker, yoghurt og andre gode sager. Men det ændrede ikke rigtigt noget. Så det var fuld af bange anelser – og ikke meget nattesøvn i bagagen – at jeg kom ud i stalden mandag morgen. Oslo rejste sig og mæh’ ede. Hun havde været i boks for sig selv natten over, men nu stod hun der med klare øjne og ville gerne ud til sine lam. De havde jo ihvertfald også savnet deres mor – men jeg synes det var lidt barsk at se på, at de tre lam næsten væltede deres stadig lidt svage mor i deres iver efter at die. Men mælken skal jo også holdes i gang.
Oslo fik lidt morgenmad sammen med de andre, drak noget vand og fik derefter samme energi- specialkost som søndag og derfra er det bare gået fremad og godt igen. Puuha! Sikke en lettelse. Hurra, hurra!
(Dette opslag har ligget klar i flere dage, fordi jeg gerne ville have et billede af en “nu frisk igen- Oslo”, men hun er svær at tage billeder af, så nu får I det uden).
Tag-arkiv: drægtighedssyge
En frygtelig fredag
Skriv et svar
Jeg har på ingen måde lyst til at skrive dette indlæg, for det er en barsk og trist historie. Men jeg kan ikke nøjes med at skrive om de lykkelige øjeblikke, de små mirakler og de mange gode dage. Da jeg kom ud i stalden til Kuzmina stod det hurtigt klart, at Bunad var syg. Hun var sløv i blikket, ville ikke rejse sig eller spise af min hånd. Klokken 5.30 ringede jeg til dyrlægen og det var heldigvis “min egen”, der havde vagt og jeg satte ham ind i Bunads situation. “Hun har drægtighedssyge”, sagde han straks. “Hun skal have kalk. Har du noget?”. Det havde jeg heldigvis. Bunad fik en stor portion og nogle timer efter var hun på benene igen, meget mere klar i blikket. Pyh!
Hun fik mere kalk og jeg var fortrøstningsfuld. Men ved middagstid gik det ned ad bakke igen og jeg ringede endnu en gang til dyrlægen. “Du må komme og hjælpe mig” – og det gjorde han.
“Nå, hun ser ikke så skidt ud, som jeg havde forventet”, sagde han roligt. “Nu får hun mere kalk, og medicin til at styrke og hjælpe hende de næste par dage”.
Vi var enige om, at Bunad også var ved at lægge an til læmning. “Når det første er ved at komme ud, skal du hjælpe hende og få de andre ud også. Det ved jeg du kan”, sagde han. Han syntes, det var en flot samling flotte stærke lam, jeg havde i stalden.
Da dyrlægen var kørt, puslede jeg lidt om Bunad, men skulle så ind at tisse og hurtigt koge en havresuppe med druesukker til Bunad, så hun kunne få ekstra kraft. Jeg var hurtigt tilbage i stalden. Men …. hvad!
Bunad lå i halmen og var død. Mit hjerte stod stille. “Åh nej, åh, nej!”. Hendes øjne var helt slukkede og der var ingen tvivl. Jeg rev telefonen frem. Dyrlægen var ikke engang nået hjem endnu. “Hun er død. Kan jeg nå at redde lammene?”. “Så skal du handle hurtigt. Jeg kan ikke nå at komme. Så er det for sent! Du skal skære fra navlen og ned, men hurtigt”.
Det var en barsk og voldsom og grænseoverskridende opgave, men jeg gjorde det og fik tre kæmpestore flotte vædderlam ud. Livløse. Jeg forsøgte med hjertemassage, kunstigt åndedrag og alt, men de var døde. Jeg var forbi punktet, hvor jeg kunne græde og følte mig helt tømt! Jeg ringede til dyrlægen igen. “Hvordan gik det?”, var det første, han sagde. Han var meget overrasket over, at Bunad døde. Det havde han slet ikke forventet – og mente, at lammene så måske faktisk var døde først. “Du har gjort alt det rigtige og alt det du kunne”, sagde han trøstende. “Og nu har du en ny erfaring med kejsersnit. Efter sådan en dag, så skal man op på hesten igen, det skal du huske”. Jeg er meget glad for min dyrlæge og meget glad for hans trøstende ord.
Men åh, hvor ville jeg ønske! Det var helt ubærligt at stå og se Bunad og de tre skønne lam ligge der i halmen
Kære Bunad, mit søde kælne får. Tak for så mange gode stunder sammen. Jeg er så ked af at det skulle ende på denne måde og at jeg ikke kunne hjælpe dig. Hav det godt!
(Drægtighedssyge er en snigende sygdom, der rammer får med mange lam i sig.
Det skyldes mangel på energi – lammene suger mere energi fra fåret end det kan nå at optage).
Spurv var drægtighedssyg
For et par dage siden blev Spurv liggende i halmen, da jeg kom ud for at morgenfodre. Det er ikke sædvanligt, og hun så sløj og elendig ud. Jeg fik taget hendes temperatur, og den var forhøjet, men ikke særligt meget. Til gengæld lugtede hun meget acetone-agtigt ud af munden, og da jeg fik hende stablet på benene, stavrede hun meget besværet afsted og lagde sig straks igen. Jeg synes at jeg har set dette før, når jeg står med sådan et højdrægtigt får, der ovenikøbet ser ud til at have enten store eller flere lam. Det tyder på kalkmangel og drægtighedssyge, synes jeg. Jeg skyndte mig at give hende en flaske med kalk til at behandle netop dette og gik så ind for at ringe til dyrlægen.
Jeg var jo svært tilfreds, da dyrlægen sagde: “Det er helt sikkert drægtighedssyge. Hun skal have kalk!”. Løbende igennem dagen fik Spurv de flaske med kalk, jeg heldigvis havde på lager og til aftenfodringen var hun langt mere frisk i øjnene og kom hen for at få spise.
Næste dag gik Spurv rundt på marken igen! Pyhh, det ville slet ikke være til at bære, hvis Spurv skulle stemple ud nu, med maven fuld af næste fuldbårne lam. Hun skal da gerne holde nogle år endnu!
Her på billedet går Spurv forrest, med hendes seneste datter Kuzmina i baggrunden.