Tag-arkiv: May

May har det fint, men ….

Den ene af de de engelske firlinger, May, er ikke helt så køn bagfra som forfra. Hun er ualmindelig sød og fotogen – jeg vil nærmest sige yndig – forfra, men ser beskidt og brun ud ned af bagbenene.
Det begyndte tilbage i midten af april, hvor jeg troede, at hun havde diarre og mavepine og snakkede med dyrlægen om hende. Jeg skrev om hende her den 28. april – men fandt dengang bare ikke rigtigt nogen løsning. Da hun begyndte at spise mere fast føde, kunne jeg tydeligt se, at hendes afføring var helt almindelig. Men hvad så? Jeg skyggede hende en halv formiddag og kunne så konstatere, at hun simpelthen tisser mærkeligt. I stedet for at lave en fin stråle ud under en løftet hale, så sprøjter Mays urin lidt op på haleroden og resten siler ned af hendes ben. Der er noget galt med tisse-mekanikken. Men hun er glad og frisk – og spiser, vokser og trives lige så godt som alle de andre. Jeg har snakket med dyrlægen og han siger god for, at hun går sådan og at hun har det fint nok. “Men det er jo ikke en du skal avle på!”, siger han så.
Det var heller ikke meningen, selvom hun absolut er én af de sødeste lam i flokken.

Dejlige eftermiddage på markvejen

Jeg har hegnet markvej og omkringliggende arealer løseligt, så flokken kan gumle skvalderkål, græs og bellis i sig, når jeg er hjemme.
Det giver hyggelige eftermiddage.

Kameraet har været med på et par runder og har fået fine billeder af May, Brexit og Lille Lars – og nederst 2x yndige Eleanor Roosevelt

May har ondt i maven

Den ene af Gærdesmuttes engelske firlinger – May – har haft ondt i maven i den sidste uges tid. Det er træls. Men hun virker heldigvis til at have det ret godt alligevel. Hun spiser af kraftfoderet, løber rundt og leger med de andre, har glade øjne og er ved godt mod. Men hun taber sig – og det er jo noget skrammel.

Jeg har fået noget diarre-medicin af dyrlægen, men jeg synes ikke, at det rigtigt har givet pote. Jeg har nu fundet en gammel sut til sutteflasken, klippet et lidt større hul i sutten og er begyndt at give May A-38 med lidt lunken vand i. Det kan hun godt lide. Og det håber jeg så kan hjælpe her weekenden over, for ellers må jeg have May i bilen og ind til dyrlægen.

Gærdesmutten skal nurses

Der er kamp om pladserne ved Gærdesmuttens yver. Hun har jo altså kun to patter, så man må skiftes! Gærdesmutte er tålmodigheden selv og så omsorgsfuld over for alle fire lam… MEN det koster på hendes egen krop. Mens lammene vokser og tager på, rasler kiloene af Gærdesmutten. Jeg førsøger at nurse og forkæle hende så meget som muligt. Hver morgen stiller hun sig en til døren i stalden, jeg åbner den og hun smutter ind i den lille ekstra boks jeg har lavet, og så får hun en ordentlig portion kraftfoder. De andre synes det er død-uretfærdigt, men det er det altså ikke. Hun gør et kæmpe arbejde og jeg er meget taknemmelig for, at hun kan klare det!

Navnefest

Nu skal vi vist til at have gang i navngivningen. Jeg har holdt en lille cermoni med mig selv og fåreflokken her til morgen – og det var hyggeligt!

Gærdesmuttens fire skønne lam trives og har det godt – og er lykkeligt uvidende om, hvad der har kørt i medierne i deres første leveuge. Det er jo tre hvide gimmerlam og en sort vædder – og jeg har besluttet, at pigerne skal hedde Theresa, May og Brexit – og vædderen skal hedde John Bercow – The Speaker i daglig tale!

Oslos store flotte gimmerlam har masser af udstråling og attitude … og lige så stille er hun kommet til at hedde Helle T efter Danmarks første kvindelige statsminister

De fine små nyfødte er gimmerlam – og jeg grinte lidt af mig selv, fordi jeg jo må indrømme, at jeg har langt flere mandlige statsledernavne end kvindelige!
Kuzmina er eksotisk og smuk – og pludselig dukkede Indira Gandhi op på min nethinde. Så her har vi Indira (th) og Gandhi.