Tag-arkiv: Brexit

Dejlige eftermiddage på markvejen

Jeg har hegnet markvej og omkringliggende arealer løseligt, så flokken kan gumle skvalderkål, græs og bellis i sig, når jeg er hjemme.
Det giver hyggelige eftermiddage.

Kameraet har været med på et par runder og har fået fine billeder af May, Brexit og Lille Lars – og nederst 2x yndige Eleanor Roosevelt

Gærdesmutten skal nurses

Der er kamp om pladserne ved Gærdesmuttens yver. Hun har jo altså kun to patter, så man må skiftes! Gærdesmutte er tålmodigheden selv og så omsorgsfuld over for alle fire lam… MEN det koster på hendes egen krop. Mens lammene vokser og tager på, rasler kiloene af Gærdesmutten. Jeg førsøger at nurse og forkæle hende så meget som muligt. Hver morgen stiller hun sig en til døren i stalden, jeg åbner den og hun smutter ind i den lille ekstra boks jeg har lavet, og så får hun en ordentlig portion kraftfoder. De andre synes det er død-uretfærdigt, men det er det altså ikke. Hun gør et kæmpe arbejde og jeg er meget taknemmelig for, at hun kan klare det!

Navnefest

Nu skal vi vist til at have gang i navngivningen. Jeg har holdt en lille cermoni med mig selv og fåreflokken her til morgen – og det var hyggeligt!

Gærdesmuttens fire skønne lam trives og har det godt – og er lykkeligt uvidende om, hvad der har kørt i medierne i deres første leveuge. Det er jo tre hvide gimmerlam og en sort vædder – og jeg har besluttet, at pigerne skal hedde Theresa, May og Brexit – og vædderen skal hedde John Bercow – The Speaker i daglig tale!

Oslos store flotte gimmerlam har masser af udstråling og attitude … og lige så stille er hun kommet til at hedde Helle T efter Danmarks første kvindelige statsminister

De fine små nyfødte er gimmerlam – og jeg grinte lidt af mig selv, fordi jeg jo må indrømme, at jeg har langt flere mandlige statsledernavne end kvindelige!
Kuzmina er eksotisk og smuk – og pludselig dukkede Indira Gandhi op på min nethinde. Så her har vi Indira (th) og Gandhi.