Kategoriarkiv: Dyrlæge

Spurv var drægtighedssyg

For et par dage siden blev Spurv liggende i halmen, da jeg kom ud for at morgenfodre. Det er ikke sædvanligt, og hun så sløj og elendig ud. Jeg fik taget hendes temperatur, og den var forhøjet, men ikke særligt meget. Til gengæld lugtede hun meget acetone-agtigt ud af munden, og da jeg fik hende stablet på benene, stavrede hun meget besværet afsted og lagde sig straks igen. Jeg synes at jeg har set dette før, når jeg står med sådan et højdrægtigt får, der ovenikøbet ser ud til at have enten store eller flere lam. Det tyder på kalkmangel og drægtighedssyge, synes jeg. Jeg skyndte mig at give hende en flaske med kalk til at behandle netop dette og gik så ind for at ringe til dyrlægen.
Jeg var jo svært tilfreds, da dyrlægen sagde: “Det er helt sikkert drægtighedssyge. Hun skal have kalk!”. Løbende igennem dagen fik Spurv de flaske med kalk, jeg heldigvis havde på lager og til aftenfodringen var hun langt mere frisk i øjnene og kom hen for at få spise.
Næste dag gik Spurv rundt på marken igen! Pyhh, det ville slet ikke være til at bære, hvis Spurv skulle stemple ud nu, med maven fuld af næste fuldbårne lam. Hun skal da gerne holde nogle år endnu!
Her på billedet går Spurv forrest, med hendes seneste datter Kuzmina i baggrunden.

Gauda fik yverbetændelse

Søndag aften – da jeg stod og så på Anab og hendes nye små lam – slog det mig, at Gaudas yver så meget spændt ud. Var alt ikke som det skulle være? Jeg vidste, at det lørdag aften havde været fuldt af mælk og at lammene havde fået en ordentlig tår, men nu så det ikke så godt ud. Da jeg fik fat i Gauda og malket lidt ud, viste det sig, at mælken havde samme farve som russisk salat. Stakkels Gauda havde yverbetændelse…… med tre små lam.
Jeg var inde og læse i “Får til husbehov” (min fårebibel) og var efter anvisningerne der ude og få malket så meget ud som jeg kunne.
Så mandag morgen havde jeg så fat i dyrlægen igen (sikke en påske-regning, det bliver til) og Gauda kom hurtigt i behandling. Hun fik antibiotika og smertestillende og jeg malkede ud, så ofte som muligt. Lammene diede heldigvis stadig og hjalp mig således med at holde gang i yveret og produktionen. Det lille gimmerlam hjalp jeg et par gange med at give hende mælk med sonde. Jeg valgte sonde, så hun ikke opdagede sutteflaskens lyksaligheder, for tre flaskelam er mere end nok, synes jeg. Gauda er heldigvis kommet godt over yverbetændelsen nu, og har fået hvid mælk igen og passer alle sine lam så fint. De er ikke så udfyldte som flere af de andre, men de skal nok komme efter det og få mælkeproduktionen øget i den kommende tid. Det tror jeg på!

Gro – mit store dejlige får

Gro fik det ikke bedre, selvom hun var i behandling. Hun blev mere og mere kraftesløs og jeg kunne næsten ikke rejse hende op. Lørdag morgen – inden alle de besøgende – havde jeg dyrlæge til hende igen og hun fik mere behandling. Han mente nok, hun skulle komme sig, så jeg var fortrøstningsfuld og håbefuld hele dagen igennem, selvom dyrlægen også bekræftede, hvad jeg havde regnet ud. Gro havde ikke mere mælk og ville ikke få det igen. Jeg havde lavet et skilt til de besøgende, så de kunne læse, at Gro var syg og i dyrlægebehandling. Gros lam var helt og fuldt på flaske og så kælne og tamme, at de gerne gik frit rundt imellem alle gæsterne og lod sig kæle og klappe. Det gjorde stor lykke. Kun når de skulle sove, trak de sig ind til deres mors trygge varme.
Men da dagen var omme var Gro ikke blevet bedre og mit hjerte sank. Selvom vi var flere,  der hjalp hinanden, kunne vi ikke holde Gro oprejst. Hun havde simpelthen ikke nogle kræfter og jeg tror også, at hun havde givet op.
Søndag morgen var der ingen bedring. Jeg tog Gros hoved i mine arme og fortalte hende, hvor glad jeg har været for hende, at hun har været et stort og pragtfuldt får på Bjerget og at jeg kan huske, da hun blev født lige ude på den anden side af væggen.
Gro blev aflivet søndag formiddag. Det er aldrig rart og jeg havde bestemt ønsket mig en mere værdig afslutning for Gro, men sådan er det, når man har dyr. Jeg ved med mig selv, at jeg gjorde alt jeg kunne, for at hun skulle klare det, men hun blev ikke rask og så er det også mig, der skal beslutte, når det er tid.  Herover er et af de sidste billeder af Gro, taget for en måned siden. Man kan se, hvor mild og dejlig hun var- og her også højgravid.
God tur til de evige græsmarker, Gro.

Gro er syg

I onsdags begyndte Gro at hænge med ørerne. Hun spiste ikke og var mat i øjnene – og hun havde feber. Hun må have pådraget sig noget infektion i forbindelse med læmningen – selvom hun jo stod ude på marken og klarede det hele selv.
Jeg skyndte mig at få kontakt til dyrlægen inden alt påskelukkede og Gro fik noget antibiotika. Jeg har lavet en ekstra boks til hende, hvor hun og hendes lam kan være i fred. Gro ligger meget ned, er virkelig slap og der er ikke meget gang i mælkeproduktionen. Det efterlader jo mig i et voldsomt dilemma. Jeg vil gerne holde gang i Gros yver, men også holde gang i lammene. Så jeg rejser Gro op, hver gang jeg er i stalden og får lammene til at drikke – men der er virkelig ikke meget at komme efter – og så får de lidt flaske bagefter. Men jeg håber virkelig ikke at det betyder, at jeg nu skal have 3 flaskelam. Jeg har jo desværre allerede arvet den mindste af Blishønes firlinger.
Dyrlægen har i dag foreslået havresuppe med druesukker til Gro. Druesukker kan ikke fremskaffes på en langfredag, men der er kommet almindelig sukker ned i den lune havresuppe. Suppen kommer i en vinflaske og en colaflaske og så hælder jeg det i halsen på Gro. Jeg håber og beder til, at hun snart får det bedre og får mælken tilbage ..please!

Lille Moët – stor lettelse

I går da vi ellers var på vej ud efter påskeindkøb og -besøg, meldte Moët sig på banen. Tirsdag eftermiddag havde jeg faktisk dyrlægen til at komme og give hende noget ve-stimulerende – med bævende hjerte, for hvad nu hvis det var for tidligt? Det synes dyrlægen, men jeg kender Moët og har set dette mønster før. Hendes yver var spængfuldt af mælk – helt galt kunne det ikke være. I går sidst på eftermiddagen begyndte hun så endelig at gøre anstalter til at ville læmme. Hun skrabte i halmen, gik uroligt rundt – og havde gjort det noget tid, kunne man se i halmen. Men da hun lagde sig og pressede, skete der ingenting. Da jeg havde set på det noget tid – og Moët så på mig, som efter hjælp, måtte jeg ind og mærke efter, om jeg kunne gøre noget. Hvordan det får har veer er mig en gåde. Hun har det, men hvor kanalisere hun kraften hen? Hun var næsten ikke åben – igen – og først da jeg fik lirket min hånd ind og åbnet lidt op, kom en lille blære til syne. Og hver gang Moët rejste sig forsvandt den ind igen og kunne kun komme ud igen med min hjælp. Efter endnu noget ventetid – hvis nu hun kunne selv – fik jeg blæren endnu engang og  nu gik der hul på den. Jeg kunne nu mærke små forklove inde i Moët, men da jeg forsigtigt trak, var der noget der holdt imod. Det viste sig, at lammets hoved lå bagudbøjet ned langs siden af kroppen. Jeg måtte skubbe lammet lidt ind igen, få fat i lammets hoved og få det frem og så trække i forbenene. Men svup – hver gang jeg slap hovedet, vendte det tilbage langs kroppen. Jeg var nødt til at slippe det, for der var jo ikke plads til både min hånd og lammets hoved igennem livmoderhalsen. Puh, jeg var lige ved at blive helt desperat. Selv midt i fødslen kunne jeg nok mærke, når Moët havde veer, men der var  ikke noget skub, ingen kraft. Normalt kan man sagtens mærke fårets veer, der presser lammet ud, men ikke her.
Nok den 10. gang jeg havde vendt hovedet fremad, fik jeg fat om underkæbe og tænderne i undermunden med fingrene og kunne holde fast, mens jeg trak i forbenene med den anden – og SÅ kom lammet med ud. Det levede!! Åh, hvilken lykke. Jeg fik fat i et lam mere og fik også det trukket ud, så Moët kunne ligge og slikke dem begge.
Jeg var fuldstændig udmattet, anspændt og grædefærdig af bevægelse. To flotte sorte gimmerlam, fuldbårne og i fuldt vigør! Hold da op, det havde jeg næsten ikke turde håbe på. Moët slikkede omsorgsfuldt sine lam og rejste sig snart og var tilsyneladende helt ok. Jeg synes jo nok, at det måtte betegnes som en hård omgang, men hun har lige siden gået roligt rundt, med klare øjne, god appetit og passer og nusser sine aktive lam.
Nøj, sikke en lettelse! Det lykkedes! Min fornemmelse holdt stik. #gladfåreholder

Farvel til søde MØ

Ja, det er et trist indlæg, der kommer her. MØ blev desværre aflivet i torsdags.
Hun blev pludselig skidt og stod og hang eller lå, mat i øjnene og kom ikke, når jeg kaldte flokken sammen. Da jeg fik hende undersøgt havde hun et meget hårdt og helt koldt yver. Dyrlægen var ikke et øjeblik i tvivl. Det var koldbrand. Hun må have fået yverbetændelse og den har så udviklet sig hurtigt.
Jeg ved, at MØ kom susende, da jeg var ude ved flokken tirsdag. Hun skulle kæles og klappes og nusses, onsdag aften kom hun ikke og var skidt, og torsdag morgen fik jeg så fat i dyrlægen. Chancerne for at hun skulle klare den var små, og hendes yver ville under alle omstændigheder være ødelagt, så hun skulle slagtes til efteråret.
Derfor besluttede jeg, at hun skulle herfra med det samme. Uh, det var ikke sjovt!
Min søde milde lille MØ, der så gerne vil snakke, er et super godt får med gode moderegenskaber – og som oveni alt det gav koncertbilletter med sin navnesøster.
Ja, jeg havde helt sikkert forestillet mig, at hun skulle have mange gode år på Bjerget.
Farvel, lille MØ.

Ulefoss i bedring

Søde lille Ulefoss er heldigvis i klar bedring! Han har hele tiden haft kampgejst og vilje, men søndag synes jeg godt nok, at det virkede noget trist og håbløst. Han var dælme skidt! Helt stiv i sin krop, kunne ikke rejse sig og faldt jo nærmest som et bræt, når de andre skubbede til ham. Han kunne heldigvis drikke den mælk, jeg kom med i flasken med meget jævne mellemrum, men fik jo så til gengæld ondt i maven af den ændrede kost! Så jeg synes det var tungt! Men Ulefoss – han kløede bare på og humpede gerne ned til flokken i den anden ende af folden, når jeg fik ham på højkant!
Dyrlægen sagde, at det først var efter en uges tid, at vi ville kunne begynde at se bedring.
Og sørme om han ikke begyndte at blive mere frisk i går. I går aftes kunne han rejse sig ved egen hjælp! Og siden har han ikke set sig tilbage. Han er stadig noget stiv i sin gang, men han følger flokkens rytme og bevægelser helt og fuldt. Når jeg kommer ud med flasken nu, kommer han humpende, drikker sin lune mælketår og futter så tilbage til sin familie igen.
Blishønen er ikke meget afvisende overfor ham, men heller ikke meget hjertelig, men han er helt fremme i skoene og klør på og skubber sig ind og vil die med sammen med Skien og Heistad. De er jo blevet noget større end ham – men han skal nok klare sig nu. Det er jeg sikker på. Maven har også nydt godt af, at han får sig bevæget og kan spise græs og få lidt rigtig mor-mælk ind imellem. En tid endnu skal jeg helt sikkert hjælpe med flasken, for han er tynd, men det kan jo være, at det mere og mere bliver Blishønen igen! Nu må vi se. Det er virkeligt skønt!

Ulefoss har stivkrampe

Ja, det her er ikke et af de sjove indlæg. Torsdag lagde jeg mærke til, at Ulefoss trak lidt på sit højre bagben og ikke rigtigt ville støtte på det. Men det sker ind imellem, at lammene får et lille skrub eller noget, så jeg holdt øje med, om det fortog sig. Det gjorde det bare ikke. Torsdag aften kunne han ikke bruge benet til at skubbe fra, da han skulle rejse sig og lige så fredag morgen. Så jeg måtte have fat i dyrlægen. “Kom du med lammet”, sagde han.
Da han så det, sagde han straks ” Den har da stivkrampe” – og ja, jeg havde netop selv haft tanken, for Ulefoss var ligesom så stiv i hele kroppen. Men det har jeg aldrig prøvet før og har derfor ingen erfaring.
Lille Ulefoss blev medicineret af dyrlægen og idømt kærlig pleje og sutteflaske af mig. Og her står vi så. Han er et elendigt lille skidt at se på, kan ikke selv rejse sig, men vil gerne – og humper afsted efter de andre, så godt han kan. Jeg suser ud og rejser ham op, fodre og rejser igen og har ham liggende herinde i varmen om natten. Jeg synes ikke rigtigt, at det går fremad, men dyrlægen sagde også, at det var et stykke tålmodighedsarbejde!
Ulefoss har sandsynligvis fået infektionen igennem navlen, da den var “åben” fra en jord-bakterie. Vi må dælme ikke håbe, at der er flere, der har det.
Jeg synes, at det er lidt hårdt i dag – og holder skarpt øje med alle de andre lam og deres bevægelser. Suk!

Pyt har været skidt

Da jeg i tordags kom ud i stalden med embedsdyrlægen fra Fødevarestyrelsen, lå Pyt ned og var tydeligvis skidt.
Hun pustede og så utilpas ud.
Embedsdyrlægen var helt med på, at Pyts sygdom var akut opstået, og ikke et udslag af, at jeg ikke passede fårene ordentligt, men det var da en lidt mærkelig fornemmelse alligevel. Hvor uheldigt! Men mest af alt var jeg nu bare bekymret for Pyt.
Jeg fik fat i min egen dyrlæge, der hurtigt kunne stille en diagnose: “Hun mangler kalk”. Og ja, det burde jeg selv have regnet ud, for det var galt sidste år også, det var bare først efter hun havde læmmet.
En lille time efter kontrolbesøget kom så min egen dyrlæge, og Pyt fik en ordentlig dosis calcium.
Og et par timer efter var Pyt heldigvis frisk igen. Dejligt. Det kan jo næsten tyde på, at hun – traditionen tro – er i gang med en større “lammeproduktion”.
Jeg skal have fundet noget kosttilskud med kalk, så jeg ikke kommer i der ud, hvor dyrlægen skal tilkaldes.
Det er nok bedre både for fårenes helbred og min pengepung.

Besøg af Fødevarestyrelsen

I dag har jeg prøvet noget jeg aldrig har prøvet før. Jeg har haft uanmeldt kontrolbesøg fra Fødevarestyrelsen. Jeg har ind imellem tænkt på, hvordan det mon ville blive, den dag det skete. Det gav da et lille gib i mig, da jeg så bilen, men så tænkte jeg, at det kunne vel ikke være så slemt!
Mine får har det jo godt.

En venlig kvinde kunne informere mig om, at min fårebesætning var blevet udtrukket til et “prioriteret kontrolbesøg”. Så vi tog støvlerne på og gik ud for at se til fårene.
Hun kiggede på fårene, talte til 15 og spurgte om, hvem der passer dem, hvad de får at spise, hvornår de bliver klippet og af hvem, hvad jeg gør, hvis et får skal aflives, hvad jeg gør med lammekød, skind osv.
Det var ikke svært at svare på: Jeg passer og fodre, de spiser kraftfoder og korn, bliver klippet af mig her i marts/april, jeg har kun én gang prøvet at skulle aflive et får og den beslutning blev taget sammen med en dyrlæge, der så gjorde det, – og det lammekød og skind vi ikke selv skal bruge, sælger vi. Sådan!
Mine dyrlægepapirer og besætningsliste var i orden og hun havde ikke noget at udsætte eller bemærke, så jeg fik topkarakterer. Dejligt!
Var det slemt?, spurgte hun. Og nej, det kan man jo ikke sige, men når man ikke ved, hvad de vil se på og spørge om, så er det jo ikke til at vide, om man har styr på det hele. Men rart, at jeg havde styr på det hele.